5 Lug
Print Email
Abst ract

“Free banking” is a system in which unregulated banks can issue currency and transferable deposits redeemable in a common base money. Based on historical episodes occurred before the establishment of modern central banks the theory of free-banking points to redeemability – hence to increasing marginal liquidity costs – as the discipline device against over-issue. Free banking is not only alternative to central banking but it also greatly diverges from the “fiat type” currency competition theories. The main predictions of the free banking model concern the correction of single banks over-issue and of in-concert expansion, the demand elasticity of currency supply and the independence of the stock of money from changes in the currency/deposit ratio.


Free banking refers to the competing issue of redeemable currency notes (and transferable deposits) by unrestricted commercial banks. Historically free banking developed during the gold standard regimes so that paper notes issued by private banks were redeemable in gold or silver coins; such was the case for example of Scotland (1716-1844, Canada 1817-1914). In that setting the debate opposed the free issuance of banknotes redeemable into gold to the monopolization of issuance by a central bank. The modern theory of free banking advocates the bank issuance of banknotes and deposits redeemable in a common base money, which defines the unit of account and serves as the banking system ultimate means of settlements (Selgin and White, 1994).

Theories of competitive money issuance

Competitive money issuance as an alternative to central banking has been upheld by various theories. However there are striking differences among the models of currency competition which impinge on the very rules on which the monetary regimes rely. The main distinction is between models envisaging competition among fiat-type money and models resting on notes redeemability.

A strand of money competition theories (Hayek 1978, 1990; Klein 1974) focuses on the decentralized supply of fiat-type money. In these models money issuance is not constrained by banks’ reserves. In Hayek the issuers produce fiat money under brand names which are legally protected and commit to a stable purchasing power of their money – which is not redeemable – in term of a basket of commodities. Competition for customers guarantee that the promise is enforced; whenever the currency loses purchasing power the issuer loses customers and is then obliged to curb issuance. Financial press would contribute to informing customers about the quality, ie the purchasing power, of money.

Hayek’s model rely on the issuers’ reputation and credibility as a discipline device. However such a regime is not free from time consistency problem (see for example Taub, 1985) due to the impossibility of writing and enforcing a contract stipulating the future quantity of money to be issued.

The competing money theories based on redeemability rest on reserve depletion in case of over-issuance as a discipline device. The free banking model falls in this group and it is based on the “direct” redemption of the currency into the base money; other models of currency competition advocate indirect redemption (Dowd, 1996; Greenfield and Yeager, 1983). According to the Greenfield and Yeager “indirect” convertibility model, unregulated financial institutions would issue notes and checking deposits denominated in a Unit defined on a bundle of good and services; however notes would be redeemable in some convenient redemption medium, like gold, in amount determined by the value, at market prices, of as many standard bundles as the Unit denominations of the banknotes and deposits being redeemed. In other works the unit of account would be different from the unit of redemption. In this way money supply would be determined by the demand side and monetary disequilibrium would be avoided.

The free-banking model

The assumptions

The free-banking model has been formally developed by Selgin and White (1994) on the basis of historical episodes of unrestricted issue of currency redeemable in gold or silver by private competing banks. The model rests on the following assumptions: banks can offer any kind of financial instruments, included notes and deposits, free of statutory requirements and without entry barriers; notes issued by the various banks are distinct but equally redeemable at par in a common money, such as for example a frozen base of fiat base money; consumers have preferences over particular brands of notes. It is worth noticing that because of par redemption consumers’ preference for a particular brand does not imply accepting that note at a particular exchange rate; acceptance implies the decision to retain the favored notes in one’s asset portfolios while unwanted notes will be spent or deposited. In addition, the banks join a central clearing house where they redeem notes from competing banks.

The assumptions of par acceptance and common clearing system deserve some discussions. Both institutions are related to the profit maximizing issuing banks so that their emergence has not only been a mere contingency during the historical episodes of free banking; they are predicted by the theory.

At par notes acceptance and common clearing arrangements

Par acceptance would emerge in a free banking system in a number of ways. First of all banks would gain from note changing activities because by swapping their own notes for other banks’ they would maintain a larger stock of their notes in circulation; par acceptance would then be the outcome of a competitive process by note changing banks. “Note dueling” strategies, ie the aggressive purchase of the notes issued by other banks followed by their sudden return for redemption, would occur causing each bank hold costly reserves to meet the aggressive demands for redemption by the other banks. In this scenario, mutual par acceptance would allow banks to economize on reserves. Par acceptance could also be established by pacts between banks recognizing the mutual gains in the marketability of their notes. System-wide notes par acceptance would imply also the emergence of a common clearing system allowing banks to reduce reserve holding (White, 1999).

Limits to note issuance by a single bank

On the basis of the above listed assumptions, the free banking theory predicts that there is a limit to the equilibrium quantity of the bank-issued notes. Increasing the volume of currency (or deposits) in circulation implies increasing the claims against the issuing bank and so the probability of adverse clearings. The banks’ reserves will shrink. Increasing marginal liquidity costs, ie the expected value of costs incurred if the bank runs out of reserves, limit the bank capacity to expand notes in circulation.

The mechanism runs as follows. Assuming that the total demand for note balances for the single bank is given in the short run, any note issue which is not driven by an increase in the demand will causes an aggregate excess of currency supply. Notes in excess will be: i) directly redeemed; ii) deposited in another bank or in the issuing bank; iii) spent in transactions. Although the case of direct redemption is less frequent in mature systems where consumers tend not to hold reserve money, the deposit or spending channels will translate into claims against the issuing banks anyway – and into a loss of reserves.

In case the excess currency is deposited in another bank the recipient will claim the notes for redemption at the clearinghouse; the return of the excess currency to the bank will decrease notes circulation immediately (reissuing excess notes will not profitable since it would entail further shrinking of reserves).

On the other hand, if excess notes are spent they will be deposited in the bank by the recipient, say a retailer, exactly the way it happens with checks. The deposit accounts of retailers act then as a “note filtering device”; excess notes are deposited into other banks and finally enter the clearing systems (Selgin, 1988).

The assumption of consumers preferences play a crucial role in the model, as it ensures that the expanding bank suffer adverse clearing after creating a note surplus; absent the assumption on note brand discrimination the notes issued by the bank which has caused excess of supply could not return to the issuing bank. It must be underlined that consumers preferences refer to the holding and not to the acceptance of notes in payment; the relevant assumption for the correction of over-issue is that consumers have brand preferences on which notes spend off and which notes hold when the find themselves hold more notes than desired.

In-concert expansion

If the risks of adverse clearing and reserve losses limits the profit-maximizing bank issuance, what about the possibility of notes expansion by the system as a whole? If all the banks in the system expanded currency supply the expected value of net adverse clearing would be zero. However, payments and reserves losses are stochastic; individual banks faced with sufficiently high short run reserve adjustments will then have a positive precautionary demand for reserve even if the expected value of net reserve losses is zero. Building on the literature on precautionary reserve demand dating back to Edgeworth (1888), Selgin (1994) assumes that the bank demand for reserves is proportional to the standard deviation of its reserve losses; in-concert expansion increases gross clearings and hence the risk of reserve depletion perceived by the banks. As the quantity of reserve in the system is limited the banks will cope with the risk of reserve losses by contracting their liabilities. A result of the free banking model is that a unique equilibrium volume in the system liabilities exists.

Demand shifts

The adequacy of note issuance by unrestricted banks is not a matter of supply but depends also on the demand side. Here again the demand for money refers to the desire to hold money balances and not just to receive money in exchange of goods and services (Selgin, 1988).

A decrease in the demand for notes ceteris paribus brings about a situation of notes over-issue and will be corrected according to the above described process. Here again a rise in the demand for money can be a rise in the demand for the notes issued by a single bank or a generalized demand for notes holding.

In the single bank case, an increase in the demand for notes issued by a bank means that the customers want to hold a larger quantity of a particular brand of notes. This translates into positive clearings for that bank, whose reserves are now greater than desired. Expanding notes issuance will return banks reserves to the desired level.

In the case of generalized increase in the demand for notes, the increase in the amount of notes held by the public implies a decrease in the spending of notes, hence a decrease in gross clearings. The probability of reserve depletion for any given starting level of reserves also decreases implying that banks can expand their liabilities until reserves return to the desired level.

In other words the model predicts that both the single bank and the overall notes supply are demand-elastic.

Shifts between deposits and currency

One distinguishing feature of the free-banking model refers to the consequences of a change in the currency-deposit ratio. If banks can issue both currency and deposit as liabilities changes in the currency-deposit ratio produce shifts from on type of liabilities into another without affecting the actual stock of bank reserves. If the marginal liquidity costs for currency and deposits is the same any change in the bank liability mix will not alter the desired reserve ratio. As a result the money multiplier is independent from the currency-deposit ratio. Conversely in conventional central banks regimes the currency-deposit ration alters the equilibrium quantity of money; if the public hold high powered money which constitutes also banks reserves, any attempt to draw currency from deposits will force banks to contract their balance-sheet absent a prompt and adequate base money injection by the central bank (Selgin, 1994).


Dowd K (1996) Competition and finance. St Martin Press, New York

Greenfield RL, Yeager LB (1983) A laissez-faire approach to money stability. Journal of Money, Credit and Banking 27:293-297

Edgeworth FY (1888) The mathematical theory of banking. Journal of Royal Statistical Society 51:113-127

Hayek FA (1978) The denationalization of money. Institute of Economic Affairs, London

Hayek FA (1990) Denationalization of money: the argument refined. Institute of Economic Affairs, London

Klein B (1974) The competitive supply of money. Journal of Money, Credit and Banking 6(4):423-453

Selgin GA (1988) The theory of free banking: money supply under competitive note issue. Lanham. MD: Rowman & Littlefield

Selgin GA (1994) Free banking and monetary control. Economic Journal 104:1449-1459

Selgin GA, White LH (1990) How would the invisible hand handle money? Journal of Economic Literature, 32:1718-1749

White L (1999) The theory of monetary institutions. Blackwell

Taub B (1985) Private fiat money with many suppliers. Journal of Monetary Economics 16:195-208

EDITOR Giuseppina Gianfreda

University of Viterbo “La Tuscia”


OPEN LETTER TO:: The Chairpersons of the Member Organizations of IFAC International Federation of Accountants

5 Lug

International Institute of Certified Professional Accountants®
Verein founded under Swiss law —
12 June 2017
The Chairpersons of the
Member Organizations of
IFAC International Federation of Accountants
At their national offices
by email
Hans Hoogervorst, Chairman Russell G. Golden, Chairman
IASB International Accounting Standards Board FASB Financial Accounting Standards Board
30 Cannon Street 401 Merritt 7
London EC4M 6XH Norwalk, Connecticut 06856-5116
United Kingdom United States,,
Bank of England and German Bundesbank articles – Money creation Bank financial statements – IFRS Definition of assets and liabilities

Dear Sirs, dear Madams:
I refer to my Open Letter to you of 1st May 2013 on the subject of Accounting Perversion in Bank Financial Statements (see IICPA “Articles & Open Letters”). The response came only from attorneys-at-law defending clients against banks’ fraud charges on non-performing loans, from academia, and from monetary reform movements in Europe and the United States.

I am reaching the end of my long professional and academic career, and if asked wether I would ever become a CPA again, I would answer that none of my children have done so. I am a trained international commercial and investment banker. Professional accounting gave me the tool to cut through the complexity of financial accounting created since Luca Pacioli and his “Rules of Double-Entry Bookkeeping” (1494), on whose shoulders we stand to this day.

The difference between a banker and an accountant is a small one. I found that a bank is effectively a glorified accounting office.

John Law of Lauriston, the son of a wealthy goldsmith and money lender from Scotland, taught us the art of modern money creation and banking. His Banque Royale de France (1716-1722) was a victim of the avarice of the Regent of France and his misconception that money was so good that more money must be better. Then came the Bank of Amsterdam that failed on priciples that are now accepted — the creation of bank deposits and bank notes without backing in anything. The UK Bank Act of 1844 put a stop to that, but “bankers immediately set themselves to recover the economy and elasticity, which the Act of 1844 banished from the English system, by other means;

and with the development of the cheque system to its present state of perfection they have magnificently succeeded.” (John Maynard Keynes (1913), “Indian Currency and Finance.”)

The creation of money has generally been a taboo subject at the universities. John Kenneth Galbraith’s (1975) explanation is on point in his book, “Money: Whence it came, where it went”:

Much discussion of money involves a heavy overlay of priestly incantation… Those who talk of money and teach about it and make their living by it gain prestige, esteem and pecuniary return, as does a doctor or a witch doctor from cultivating the belief that they are in privileged association with the occult — that they have insights that are not available to the ordinary person. Though professionally rewarding and on occasion profitable, this too is a well-established form of fraud. There is nothing about money that cannot be understood by the person of reasonable curiosity, diligence and intelligence.

Bankers don’t face imprisonment; their employers pay the state billions in fines for promoting bogus subprime asset backed securities or manipulating LIBOR, while their accountants hide behind the veil of GAAP and, if taken to court following a Lehman Brothers type of failure, presumably settle for the professional malpractice insured amount.

The IFRS Conceptual Framework defines an asset as:

• a resource controlled by the entity

• as a result of a past event

• from which future economic benefits are expected to flow to the entity.

An asset is recognised when:

• it is probable that any future economic benefit associated with the item will flow to the entity; and

• the item has a cost or value that can be measured with reliability.

The focus on the expected inbound or outbound flow of benefits alone does not make the item an asset or a liability. James Leisenring (2004) said in his video “Conceptual Framework,” London: IASB, 2004 (see Michael Schemmann (2017), “Deplorable Revelations of the German Bundesbank,” p.22):

It is absolutely clear to me that you cannot focus on the probability of the inbound or the outbound flow. If you focus exclusively on that, you can’t possibly be talking about assets and liabilities, because I assure you General Motors will have inbound cash flow next year. Positive they will. I don’t know how much, but let’s give them fifty billion. I don’t think that’s an asset now. I think they have dead flat certain inbound cash flows, but it’s clearly not yet an asset if it’s not a claim or benefit based on a past transaction or event.

The same with liabilities. I am dead flat certain General Motors will pay salaries next year, but that doesn’t mean they have a liability for them now.

So the focus is got to be first on whether you have the right and the obligation, secondarily what the result of having that right and that obligation is going to be. It is not necessarily the other way around.
Now comes the Bank of England (Q1, 2014) and the Deutsche Bundesbank (April 2017 Monthly Report) to promote John Law’s (1716) and the Bank of Amsterdam’s (1763) system of creating bank deposits by way of Luca Pacioli’s double entry bookkeeing out of nothing, admitting the falsehood of economic thought to this day that banks are merely intermediates lending out pre-existing money of the saving public. The central banks advocate higher risk capital and more regulations.

Basel I of 1988, mandating capital adequacy requirements, did not prevent the bank failures of the 1990s, and Basel II did not prevent the Global Financial Crisis of 2007.

Prof. Mervyn King of the Bank of England (11 November 2010) agreed with me that Basel III didn’t go far enough in requiring higher liquidity standards. Prof. King writes on ring fencing (see “Articles & Open Letters”):

“I also agree that there is no reason why there should not be serious consideration of banking functions being separated, with deposits being 100% backed by liquid money.”

The UK has reform legislation in place. The Banking Reform Act 2013 mandates ring-fencing by the 1st of January 2019, separating deposit taking from lending activities, just in case the Global Financial Crisis happens again. HSBC, Europe’s largest bank, is informing it’s customers of the change. (HSBC: “UK Ring-fencing. Why are we changing our structure?”)

The misconceptions of the Basel Committee on Banking Supervision’s Basel I, II and III capital adequacy requirements rest on the fact that equity capital is not a buffer for illiquidity, and therefore is not a backup protector of demand deposits. As we all know, equity is on the wrong side of the balance sheet because liquid assets are required to pay off depositors during a Lehman Brothers’ run on the bank (or any systemically important financial institution); they cannot be satisfied by a bank’s tender of shares of capital stock. In the minds of many economicsts, who are notoriously short on accounting, the vague notion of capital is “money;” and the notion is firmly held.

I have not audited a bank’s financial statements, and if I did, for example, I would recommend to write down Deutsche Bank’s 2016 year end €274 billion carrying amount of loans receivable created out of nothing with a corresponding charge to equity, turning the bank’s € 46 billion equity into a deficit of €228 billion. I would do so on the rationale that customer deposits, created in the so called lending process out of nothing, have been disposed of, while the € 270 billion deposits reported on the balance sheet belong to third party customers, are bona fide, remain on the balance sheet and cannot be touched. Deutsche Bank would be insolvent at an instant, though not necessarily “illiquid” if it could continue, on what basis ever, with the usual knitting stitches, ‘two left, two right’ — althoug I would have difficulty to see how. (Michael Schemmann, ”Deplorable Revelations of the German Bundesbank. The Role of Banks, Non-banks and the Central Bank in the Money Creation Process.” IICPA Publications, 2017, pp. 16-17.)

To provide a true and fair view of the financial position of a bank, I would recommend that all customer demand deposits not be shown “broad” on the liability side, but net, ie, as a deduction

from “liquid money” to use the term of Mervyn King above (namely, vault cash, balances at the clearing house or central bank) on the asset side, the net amount of which may not be negative.

The banks’ money creation monopoly is only possible with the cooperation by the accounting profession, which has the trust of the public and can quickly lose it when the public and parliaments determine that for a good hundred years CAs, CPAs, WPs and all of us licensed public accountants have betrayed the nations, have caused the never-ending financiual crises by allowing money bubbles to be created by the banks by an accounting fraud, forcing nations (that have the constitutional money power) into trillion dollar debtors to the banks and their double-entry-bookkeeing-created money out of nothing, while half the populations’ young people in the Southern European countries are unemployed, austerity programs and old-age poverty abounds as preconditions for rescue packages of bankrupt governments at tax payer expense.

John Kenneth Galbraith writes in his last book, “The Economies of Innocent Fraud” ( 2006:x):

“As I was working on these pages, there came the great breakout in corporate power and theft with the unanticipated support of cooperative and corrupt accounting.”

Public accounting is an honourable profession and partners of the Big4 rely on their million dollar pay and pensions. That may be history. The risk: Accounting firms are not systemically important institutions, and therefor not too big to fail. Enron took down the best of them: Arthur Andersen.

Switzerland is scheduled to hold a referendum on the initiative of putting a stop to bank-book-money creation out of nothing in favour of 100-percent central bank money. The German Bundesbank’s article in its Monthly Report of April 2017 may be intended to come in aid of the two multinational Swiss banks and their troubled past, though the article is flawed, written by economists in the ivory tower without a foundation in accounting, let alone practical commercial banking’s critical treasury function.

The backlash against our profession, if found to be in collusion with a corrupt banking system, could be a revolution. The populist political landslides in North America and in Europe, that surprise us, may be the canaries in the coal mines, if only we want to notice.

I recommend that you take my current booklet (2017), “Deplorable Revelations of the German Bundesbank,” available at Amazon, to the summer beaches or wherever you have the pleasure to read.

With all best wishes,

Michael Schemmann, ICPA, CPA, PhD

International Certified Professional Accountant
Managing Director of the IICPA

Patrizio LainàProposals for Full-Reserve Banking: A Historical Survey from David Ricardo to Martin Wolf

3 Lug

Proposals for Full-Reserve Banking: A Historical Survey from David Ricardo to Martin Wolf
Patrizio Lainà* Department of Political and Economic Studies, University of Helsinki, Finland Department of Management, Economics and Quantitative Methods, University of Bergamo, Italy
ABSTRACT Full-reserve banking, which prohibits private money creation, has not been implemented since the 19
th century. Thereafter, bank deposits became the dominant means of payment and have retained their position until today. The specific contribution of this paper is to provide a comprehensive outlook on the historical and contemporary proposals for full-reserve banking. The proposals for full-reserve banking became particularly popular after serious financial crises.
Keywords: full-reserve banking, government money, history, proposal.
* The author is the Chair of Suomen Talousdemokratia (Economic Democracy Finland), which is an association promoting full-reserve banking. The research of this paper has been funded by the Ryoichi Sasakawa Young Leaders Fellowship Fund (SYLFF) and the Finnish Cultural Foundation. This paper has received useful comments from Heikki Patomäki, Matti Ylönen, Lauri Holappa, Stefano Lucarelli and Jan Toporowski.
Under full-reserve banking (FRB) private money creation is prohibited. Today it would mean that
banks could no longer create new money in the form of bank deposits in the process of bank
lending. In other words, every deposit would be backed by government money (i.e. cash, central
bank reserves and government securities). As there would be only government money circulating,
FRB is also sometimes referred as sovereign money or full-money. FRB aims at separating the
payments system from the financing system as well as monetary policy from credit policy.
FRB has been proposed and even implemented as a solution to financial instability a number of
times in the past. Thus, the idea of monetary reform should be seen as a historical continuum. In the
UK the Bank Charter Act of 1844 prohibited private money creation through fractional-reserve
banking by requiring that bank notes (which were the prevailing means of payment) should be
fully-backed by government money. The National Acts of 1863 and 1864 achieved the same goal in
the US.
The prohibitions, however, did not include bank deposits, which slowly became the dominant
means of payment. In the 1930s, the Chicago Plan was almost adopted in the US, but the FRB idea
was watered down in the Banking Acts of 1933 (better known as the Glass-Steagall Act) and 1935.
Instead of preventing private money creation in the form of bank deposits, the Banking Acts
separated commercial and investment banking, provided deposit insurance and improved
government’s control over monetary policy and money supply. Currently, there are no examples of
economies where the majority of money does not come into existence as a consequence of bank
Now, in the aftermath of the Global Financial Crisis (GFC), preventing private money creation in
order to ensure financial stability has once again become a topical issue. For instance, Martin Wolf
(2014a; 2014b), the chief economics commentator at the Financial Times, supports FRB openly; the
UK parliament recently debated on money creation; Switzerland is preparing a referendum on FRB;
and Iceland’s Parliamentary Working Group (2014) is considering how to implement FRB into
The premise of this study is that the banking system is in the heart of global (financial) capitalism.
FRB could offer a mechanism to reduce the influence of banks and thus change the power relations
within global capitalism. In other words, FRB could have significant structural effects on society
when financialization and the influence of the financial sector would be reduced. FRB would also
foster democracy as new money would not be allocated by banks to most profitable objects, but
instead it would be allocated through democratic decision-making of the parliament. In contrast to
the nationalization of the whole banking system, FRB would only nationalize money creation while
credit allocation would mostly be left to the private sector.
In this paper I will focus on the FRB proposals put forward in the US and UK. The reason for this is
that the US and UK are in the heart of global (financial) capitalism and since the Second World War
have been a key influence setting global financial standards through international institutions such
as the International Monetary Fund (IMF) and the Bank for International Settlements (BIS).
The specific contribution of this paper is a comprehensive mapping exercise to the history of full-
reserve banking proposals. Such a survey on historical and contemporary proposals for FRB has not
been made before – especially including the recent new wave of FRB proposals sparked by the
This paper is structured as follows. In Chapter 2 I will present the first FRB proposals staring from
David Ricardo. In Chapter 3 I will move to the Chicago Plan outlined in 1930s during the New Deal banking reforms before discussing the FRB proposals of the latter half of the 20th century in
Chapters 4 and 5. In Chapter 6 I will present the recent new wave of FRB proposals following the
GFC. Finally, I will draw some concluding remarks in Chapter 7.
The first proposal for FRB can be traced back to David Ricardo. In 1823, Ricardo (1951) drafted a
“Plan for the Establishment of a National Bank” in which he argued that money creation should be
separated from lending by requiring the issuing department to hold 100 % in gold reserves.
Ricardo’s plan was a 100 % reserve plan, but as reserves it accepted only gold. The plan was
published in 1824 six months after his death. According to Phillips (1994a), Ricardo’s plan served
as a guideline for the Bank Charter Act of 1844.
As described in the introduction, Bank Charter Act passed in the UK in 1844 and it effectively
implemented FRB. The act required full-backing of bank notes, which were the dominant means of
payment at the time, but it did not cover bank deposits. Hence, over time banks were able to
substitute bank notes with bank deposits. This slowly led to deterioration of FRB.
The National Currency Act of 1863 and the National Banking Act of 1864 implemented FRB
requirement for all national banks in the US. According to McCallum (1989, 318), these acts
required national bank notes to be 111,11 % backed by government bonds (so it was even more than
full-reserve banking as it imposed a 111,11 % reserve requirement). Later, according to White
(1983, 11), Congress imposed a 10 % tax on any new issuance of bank notes by state-chartered
banks. This led banks, both national and state-chartered, to reduce the issuance of bank notes. As in
the UK, the US banks were, nevertheless, able to undermine the reform by increasing their issuance
of demand deposits.
Ludwig von Mises (1912) presented his brief proposal for FRB arguing that there are two reasons
why FRB should be adopted. Firstly, the use of fiduciary money (i.e. it represents dual sides of a
balance sheet) would be destabilizing and, secondly and more importantly, human influence on the
credit system should be eliminated. As cash and central bank reserves are also fiduciary money, it is
quite obvious that von Mises is arguing for a full-reserve gold standard (or some other metal
standard). Thereby, the FRB proposal of von Mises resembles substantially Ricardo’s proposal
almost a century earlier.
Frederick Soddy was a Nobel Prize winner in chemistry in 1921, but he was also an economist.
Soddy (1926) pointed out the difference between real wealth (buildings, machinery etc.) and virtual
wealth (money and debt). Real wealth is subject to inescapable entropy law of thermodynamics
(depreciation), while virtual wealth is subject only to laws of mathematics (compounding at the rate
of interest instead of depreciating). As a solution to this imbalance Soddy (1926) suggested FRB.
Soddy’s economic views, however, were largely ignored by his contemporaries, but were later
applied by ecological economists as Daly (1980) revived Soddy’s idea of FRB.
Even though it was implemented in the 19th century both in the UK and US, FRB was unable to
endure as near-monies emerged and finally replaced bank notes as a dominant means of payment.
These near-monies, especially bank deposits, continue to occupy the position of the main means of
payment. Many have drawn the conclusion from this that FRB is impossible or at least very
problematic as it would inevitably lead to emergence of other near-monies, which would ultimately
replace also bank deposits. This, however, has not stopped others from developing proposals for
FRB, which would also account for near-monies.
During Roosevelt’s New Deal banking reforms FRB re-emerged in the form of the Chicago Plan.
The Chicago Plan was presented as a way out of the Great Depression as well as providing a long-
term reform of the financial system.
This chapter is divided into three sections. First, I outline proposals for FRB. Second, I present
legislative initiatives implementing the FRB principle. Third, I describe academic reactions to FRB.
The first version of the Chicago Plan was provided by Knight et al (1933) in the Chicago
Memorandum of March 1933. The memorandum was from Garfield Cox, Aaron Director, Paul
Douglas, Albert Hart, Frank Knight, Lloyd Mints, Henry Schultz and Henry Simons and it was
signed by Frank Knight. All were members at the University of Chicago. Later Douglas became a
senator and is still known in economics for Cobb-Douglas production function. The recipient of the
memorandum was Henry Wallace, the Secretary of Agriculture.
In short, the proposal would require FRB in currency and central bank reserves, which would be
backed by government debt in the books of the Federal Reserve Banks. The detailed proposal
included 1) federal ownership of the Federal Reserve Banks, 2) giving Congress the sole power to
grant charters for deposit banking, 3) two-year transition period for deposit banking, 4) creation of
new type of deposit bank institution with 100 % reserve requirement in notes and deposits at the
Federal Reserve Banks, 5) abolition of reserve requirements for Federal Reserve Banks, 6)
replacement of private credit with Federal Reserve Bank credit within two-year transition period,
and 7) restricting currency to only Federal Reserve notes. The objective of the proposal was
reflation (term coined by Irving Fisher to indicate inflation after deflation) of wholesale prices by
15 percent, until a long-run currency-management rule would be established. As a long-run
currency-management rule the group proposed different versions of the stabilization of the money
supply (either total quantity M, total circulation MV, or per-capita total circulation MV/N; where M
is the money supply, V is the velocity of circulation and N is the number of inhabitants).
The Chicago Memorandum of March 1933 was distributed immediately after the Emergency
Banking Act had passed. According to Phillips (1994a), Wallace handed the Chicago Plan to
President Roosevelt in two and half weeks after his inauguration. The Chicago Plan was sent to a
number of recipients including John Maynard Keynes. According to Phillips (1994a), Keynes
briefly expressed his interest in the plan, but did not elaborate his views in more detail.
The second version of the Chicago Plan was provided by Simons et al (1933) in the Chicago
Memorandum of November 1933. The memorandum was signed by the same group, but, according
to Phillips (1994a), it was evidently written only by Henry Simons. The revised Chicago Plan
included the same items as the March 1933 version, but added a simple rule for monetary policy
and a price-level target set by Congress. It was argued that monetary policy should be subject to a
rule instead of being discretionary. The goal could be, for instance, price stability, steady growth of
money supply or some other goal specified by Congress. The proposal did not include deposit
insurance nor central bank discount window. In addition, the proposal rejected the gold standard.
Proponents of FRB can also be found within the US administration. In 1934, Secretary of Treasury
Henry Morgenthau appointed Jacob Viner to assemble a group to come up with ideas in money,
banking and public finance. The group was referred to as the “Freshman Brain Trust”. It included
among others Lauchlin Currie and Albert Hart, who were openly advocates of FRB, and Jacob
Viner who was at least sympathetic to it. Later in that year Currie became a personal assistant to the
governor of the Fed, Marriner Eccles.
Lauchlin Currie submitted his proposal for FRB to Morgenthau. In Currie’s (1934) proposal banks
would initially meet the 100 % reserve requirement with a non-interest-bearing note from the
Federal Reserve Banks. The note could be left outstanding indefinitely or alternatively the note
could be retired over a period of time from 5 to 20 years by turning over government bonds to the
Federal Reserve Banks. As the discount window would be abolished, the money supply could only
be affected with open market operations. Currie (1934) was against an independent monetary
authority as he argued that democracy should apply to monetary policy as well. Another proposal
for FRB emanating within the administration came from Gardiner Means (1933) who was working
at the Department of Agriculture.
According to Phillips (1994a), Currie had a major influence on the administration version of the
Banking Act of 1935. He did not, however, suggest FRB to be included in the administration
version of the bill as he saw it politically unacceptable. Phillips (1994a) argued that Currie
compromised on the 100 % reserve goal, and in the end his compromise prohibited any possibility
of such a reform to be achieved in the future. Nevertheless, Currie was able to include in the
administration version of the bill that the Federal Reserve Board would have unlimited power to
alter the reserve requirements with the view of they being eventually raised to 100 %. Senator
Carter Glass, however, was able to rewrite the bill in Congress to limit the Fed’s ability to change
reserve requirements higher than 30 %. It goes without saying that this prohibited any attempt to
raise the reserve requirement to 100 %.
President Roosevelt and Irving Fisher, according to Phillips (1994a), were frequently in touch.
Roosevelt requested Fisher to provide comments on his economic policies. Fisher first became
aware of FRB as he was handed the Chicago Memorandum. Fisher was working on his own version
of FRB and provided a draft of his book 100 % Money to Roosevelt. Afterwards, Fisher urged
Roosevelt to consider the proposal a number of times. Roosevelt and Fisher continuously
exchanged letters on FRB and Roosevelt even showed some interest in it, but he was not willing to
embrace the reform as the bankers were opposing it. Nevertheless, Roosevelt forwarded Fisher’s
draft to his Secretary of Treasury Henry Morgenthau.
In 1935, Irving Fisher published his own version of FRB. Fisher’s (1935) book 100 % Money was
largely in line with the Chicago Plan, but it somewhat differed in its policy target. Fisher proposed a
price-level stabilization rule instead of stabilization of monetary aggregates. Fisher (1935) argued
that the FRB system would 1) end bank runs; 2) reduce bank failures; 3) reduce government debt;
4) simplify the monetary and banking system; 5) eliminate great inflations and deflations; and 6)
mitigate booms and depressions.
During the New Deal reforms legislation to implement FRB was introduced. FRB was already
made possible in the Emergency Banking Act of 1933. The act permitted banks to offer deposit
accounts backed with cash, central bank reserves or government bonds. In other words, these
deposit accounts operated according to the FRB principle. There were, of course, other deposit
accounts as well and, thus, only a small fraction of deposits became fully-backed by government
money. For the banks the full-reserve requirement of these accounts was easy to satisfy as the Fed
flooded the banking system with excess reserves by changing its policy to issue reserves against
almost any assets of the banks.
The idea of FRB was also practiced without legal obligations on bank-level. According to Phillips
(1994b), John M. “100 %” Nichols put the theory fully into practice by successfully operating a
bank according to the FRB principle for over a decade. According to O’Hara and Easley (1979,
744), funds in the postal savings accounts could only be invested in government securities or placed
in solvent national banks. Thus, also the postal saving system can be seen as a limited
implementation of FRB.
There were also bills to fully implement FRB nationwide. According to Phillips (1994a), Henry
Simons outlined and Robert Hemphill drafted a bill, largely based on the Chicago Memorandums,
for Senator Bronson Cutting and Congressman Wright Patman. They introduced the bill S. 3744 “A
bill to regulate the value of money” (H.R. 9855) in 1934. The goal of the bill was to correct the
shortcomings of the Banking Act of 1933, which did not address the problem of the availability of
credit and how to effectively control the money supply. As Phillips (1994a) put it: “Deposit
insurance made banks ‘safe’ not by direct restrictions on their assets, but rather by the promise that
the government would guarantee a percentage of the deposits in all banks, good and bad.” In other
words, deposit insurance succeeded in stopping bank runs, but it did not address the second primary
function of banks: funding the capital development of the economy.
The bill would have made as lawful money cash and bank deposits fully-backed with either central
bank reserves or government securities. The bill proposed 1) to segregate demand from savings
deposits; 2) to require banks to hold 100 % reserves against their demand deposits; 3) to require
banks to hold 5 % reserves against savings deposits; 4) to set up a Federal Monetary Authority
(FMA) with full control over the supply of currency, the buying and selling of government
securities, and the gold price of the dollar; 5) to have the FMA take over enough bonds of the banks
to provide 100 % reserves against demand deposits; and 6) to have the FMA raise the price level to
its 1926 level and keep it there by buying and selling government bonds.
Senator Cutting was, according to Phillips (1994a), personally disliked by President Roosevelt. This
was one reason why the bill did not gain the support of the administration and, consequently, did
not pass. Later, however, the bill was reintroduced as S. 2204. A significant blow to the FRB
legislation came in May 1935, during the fierce debate over the Banking Act of 1935, when Senator
Cutting died in an airplane crash. For the last time proposal for FRB was introduced by Senator
Nye, but his amendment was defeated. The Banking Act of 1935 was a watered down version of
Cutting and Patman’s bill and – although reforming some aspects, for instance, allowing the Federal
Reserve to alter reserve requirements and making deposit insurance permanent – it did not reform
money to become fully-backed by government money. Although the Chicago Plan was not adopted,
it did have a significant influence on the New Deal legislation. To sum up, Banking Acts of 1933
and 1935 gave the government better control over monetary policy and the money supply, but not
full control over the money supply.
Phillips (1994a) gave four reasons why the FRB proposal was not adopted: 1) administration
blundered in the handling of the banking legislation as it did not keep up to date Senator Glass; 2)
the public was ill-informed; 3) Senator Cutting died; and 4) the Banking Act of 1935 was not
believed to be the final New Deal banking legislation. Phillips (1994a) added that bankers were
against the Chicago Plan as it was seen to reduce their profits. They resisted any changes to the
status quo, unless it could be demonstrated that the new system would be even more profitable.
Whittlesey (1935, 23) was pretty much of the same opinion as he saw that the proposal was opposed
because free services of banks would no longer be free as well as bank owners would lose their
main source of profits.
Only after the Banking Act of 1935 had passed, the Chicago Plan started to generate widespread
academic interest. Most academic discussions were sympathetic to the plan: there were concerns
about transition and details, but the goals were widely seen as desirable.
For instance, Douglas (1935), Whittlesey (1935), Hart (1935), Graham (1936) and Higgins (1941)
advocated FRB but they emphasized different reasons. Hart (1935) argued that truly effective
monetary control would be the main argument in favor of the reform, while Graham (1936) saw that
the right to issue fiduciary money should be morally the prerogative of the government. Higgins
(1941), on the other hand, argued that FRB would provide an automatic check on investments in
excess of voluntary savings, which would mitigate the possibility of inflationary booms.
Angell (1935) merited the FRB scheme for making deposit insurance redundant. He was, however,
critical of Fisher’s and Currie’s versions of the proposal, although he was sympathetic to the idea of
FRB in general. The substance of the critique of FRB will be discussed in more detail in Chapter 4.
In Angell’s (1935) version the government would place a lien on the total assets of the banks equal
to the value of new currency received and service charges would be avoided by banks paying a
specified amount to a common pool and then receiving money from the pool relative to their
demand deposits.
Lehman (1936, 37) argued that FRB would be desirable should the monetary system be build from
scratch. The advantages of FRB would be eliminating bank runs and abolishing the destruction of
demand deposits due to bank failures. However, he argued that the system was already made run-
proof by deposit insurance and the widening of the discount window. Thus, he concluded that there
is no point in adopting monetary reform anymore.
Hayek (1937) revived the proposal for FRB in gold. In his pure gold standard proposal deposits
should not be backed with government money, but only with gold. Otherwise Hayek’s proposal
resembled the original Chicago Plan.
Watkins (1938) argued that FRB was in the middle of nationalization of the banking system and
complete self-regulation. Both extremes would yield unwanted consequences. Watkins (1938, 44)
cited Keynes: “Those (monetary) reformers, who look for a remedy by creating artificial carrying-
costs for money through the device of requiring legal-tender currency to be periodically stamped at
a prescribed cost in order to retain its quality as money, or in analogous ways, have been on the
right track.” Watkins (1938, 44) argued that FRB would be the analogous way that Keynes meant as
it would raise service charges.
Douglas et al (1939) circulated a paper, which claimed that FRB was supported by nearly 300
economists while disapproved by only 43 economists. The paper was written by Paul Douglas,
Irving Fisher, Frank Graham, Earl Hamilton, Willford King and Charles Whittlesey and it included
many of the previous features of the FRB proposals. According to Allen (1977, 586), two years
later the group also included John R. Commons and the supporters had grown to some 400
Although FRB might sound as a radical solution now, at the time it was presented as a moderate
alternative to radical solutions such as the nationalization of the whole banking system (see e.g.
Simons 1948, 332-333; Douglas 1935, 184-187; and Watkins 1938, 11). Now, it might also sound
peculiar that demands for FRB came from the University of Chicago of which economics
department is known for laissez faire policy prescriptions. According to Phillips (1994a), the
founders of the Chicago School of Economics – Frank Knight, Henry Simons, Jacob Viner and
Lloyd Mints – were indeed proponents of laissez faire in industry, but at the same time they did not
question the right of the government to have an exclusive monopoly on money creation.
After the Second World War the atmosphere for reform was again propitious. Congressman Jerry
Voorhis introduced a bill H.R. 3648 in 1945 to create a Monetary Authority and constitute it as the
sole creator of money. According to Phillips (1994a), Voorhis worked closely with Fisher who had
received until 1946 over 1100 positive responses out of 4662 members of the American Economic
Association willing to endorse FRB (with no response from most of the members). However, the
end of the political possibilities for FRB came already in 1946 elections, when Congressman Jerry
Voorhis from California was defeated by Richard Nixon.
In the academia FRB was, nevertheless, not abandoned. After Irving Fisher died, Henry Simons
(1948) continued to argue for FRB and Lloyd Mints (1950, 186-87) came out with his proposal.
Maurice Allais presented his version of FRB in 1948 in French. His views were not published in
English until 1987 in Allais (1987). Allais (1987, 525) criticized fractional-reserve banking for: 1)
the creation and destruction of money by private banks; 2) sensitivity of the credit mechanism to
short-term economic fluctuations; 3) the basic instability engendered by borrowing short and
lending long; 4) the distortion of income distribution by the creation of “false claims”; 5) the
impossibility of control over the credit system; and 6) the inefficient control of the aggregate money
As a remedy Allais (1987) suggested FRB, where all money creation would be the business of the
state. Allais’s proposal resembled previous versions of the 100 % plan, but it differed in some
important respects. He argued that banks should be required to borrow long and lend short, whereas
at the time (and still now) they borrowed short and lent long.
Friedman (1948) suggested eliminating the private creation of money and the discretionary control
of the money supply by the monetary authority. This would also mean the elimination of the
discount window. Friedman (1948) argued that the chief function of the monetary authority should
be to create money to meet government deficits, or destroy money when the government has a
surplus. In a later proposal, however, Friedman departed from this view.
Friedman’s (1960) later proposal departed from the Chicago Plan by demanding that interest should
be paid on reserves. This was the case because FRB would be, according to Friedman (1960),
effectively a tax on the banking system. Friedman (1960, 74) argued that paying interest on reserves
would reduce the incentive to evade the full-reserve requirement and to create near-monies.
Friedman (1960, 65) also argued that holders of money balances and holders of government
securities should be equally compensated. Friedman (1960, 70) saw “no technical problem of
achieving a transition from our present system to 100 % reserves”.
Friedman (1969, 83) agreed on Simons’s FRB plan, but for different reasons. Friedman’s (1969, 83)
aim was to reduce government interference with lending and borrowing and to allow greater
freedom in the variety of borrowing and lending arrangements.
Rothbard (1962) argued that the central bank should be abolished and we should adopt a free-
banking system. However, as the only eligible asset to back deposits, Rothbard suggested gold. In
other words, he proposed a pure gold standard, that is, FRB in gold. Rothbard’s proposal is thus
very similar to Hayek’s (1937) proposal.
After Friedman, FRB lost its interest in the academia and among policy-makers for a couple of
decades. Proposals for FRB were, however, revived in the turn of the millennium, which generated
more creative proposals such as deposited currency, narrow banking, Islamic banking and the idea
to use mutual fund shares as the “reserve”. Of course, there were also more traditional proposals
including government money or gold as the asset to back deposits.
James Tobin’s (1985; 1987) deposited currency proposal included the establishment of a currency
functioning according to the FRB principle, while allowing other deposits as well. Thus, Tobin’s
(1985; 1987) deposited currency can be seen as limited or optional FRB. In other words, only a
fraction (which size would be determined by the actions of various economic agents) of demand
deposits would function according to the FRB principle. In Lainà (2015) I have made a similar
proposal to allow central bank accounts for all economic agents in Finland. The main objective
behind Tobin’s (1985; 1987) proposal was to reduce the need for deposit insurance as it is subject to
abuses. Deposited currency would be so safe that it would not need to be insured.
The turn of the millennium also saw proposals for “narrow banking” (sometimes called core
banking), term coined by Litan (1987). Narrow banking resembles very much FRB. Yet, narrow
banking differs from FRB in that it allows any “safe” asset to be the balancing item of bank
deposits. The safe assets can be anything from central bank reserves to traditional bank loans such
as mortgages – depending on the proposal. FRB allows only government money (cash, central bank
reserves and government securities) as the balancing assets of bank deposits and, hence, it is one
(the strictest) type of narrow banking. Litan (1987), Kareken (1986) and Spong (1996) labeled their
proposals as narrow banking, although they would qualify as FRB proposals as they would impose
similar restrictions on bank assets.
While Hotson (1985) and Schemmann (1991) wanted to carry out the Chicago Plan in a more
modern context, Gordon Getty, according to Ferguson (1993), wanted to replace the financial
system controlled by the Fed with a parallel system of mutual funds. Mutual fund shares would be
effectively money backed by the asset portfolio. There would be no government insurance and no
guarantee of par value clearance. This would be a full-reserve system, but not in government
liabilities. Phillips (1994a, 187) remarked that one crucial problem in Getty’s proposal is that it
would require government money as a unit of account.
Islamic banking was also discussed as an alternative way to organize the monetary system.
According to Phillips (1994a, 208-209), Islamic banking, which forbids charging interest, is a FRB
system. Khan (1986, 1988), Khan and Mirakhor (1985) and Doak (1988) provide a detailed
discussion on the connection between FRB and Islamic banking.
In 1998 Huerta de Soto (2009, ch. 9) proposed FRB following a very liberal line of argumentation
of the Austrian school. He proposed a FRB system which would offer total freedom of choice in
currency; implement free-banking; and abolish central banking. Thus, Huerta de Soto’s proposal
built especially on the FRB proposals of Ludwig von Mises (1912), Friedrich Hayek (1937) and
Murray Rothbard (1962) who opposed any monetary system in which the government would have
significant influence on monetary policy either through interest rates or the quantity of money. As
Hayek (1937) and Rothbard (1962) demanded FRB only in gold, Huerta de Soto (2009, 739) made
the same argument although after the initial transition to pure gold standard he was willing to accept
“the spontaneous and gradual entrance of other monetary standards” as well.
Rowbotham (1998) concentrated on a holistic analysis of the current monetary system and on the
reasons for monetary reform, but he also presented his version of how to concretely implement it.
According to Rowbotham (1998), the fraction of government money should be gradually increased.
He argued that new government-created money should be issued either through government
spending or basic income. Rowbotham (1998, 275) recognized as the only possible adverse impact
of FRB if everybody had saved so much that they all could decide simultaneously to live off their
savings and not work. Nevertheless, he saw this as a very unlikely scenario.
Huber and Robertson (2000) presented a very detailed proposal for FRB. Their main argument was
that seigniorage revenue should be restored as the sole privilege of the government. Hence, all new
money would be issued as public revenue and it would be spent into circulation by the government.
According to Huber and Robertson (2000), possible advantages of FRB would include greater
equity and social justice; reduction in inflationary tendencies; greater economic stability,
improvement in the safety of money; removal of distortions; reduction in incentives for
environmentally unsustainable development; and transparency.
The GFC sparked a new wave of proposals for and academic research on FRB. Recently, Martin
Wolf (2014a; 2014b), the chief economics commentator at the Financial Times, supported FRB
openly; the UK parliament debated on money creation; Switzerland is preparing a referendum on
FRB; and Iceland’s Parliamentary Working Group (2014) is considering how to implement the idea
into practice. FRB has indeed become a timely topic again.
First in this chapter I outline the contemporary proposals for FRB. Then, I describe legislative
initiatives and civil movements advocating FRB. Finally, I present academic modeling of FRB.
Positive Money probably presents the most detailed version of FRB so far in Jackson and Dyson
(2012). The proposal is written in the UK context and it has been endorsed by Financial Times
columnist Martin Wolf (2014a). Kolehmainen et al (2013) is my co-authored proposal which adapts
Positive Money’s proposal for Finland.
Jackson and Dyson (2012) argue that money should be an asset of the holder, but not a liability to
anybody. Contrary to previous FRB proposals, Jackson and Dyson (2012) suggest that deposits
should be treated off-balance sheet in accounting. That is, all deposits would be held in custody at
the central bank (although they also provide an alternative treatment where deposits would be held
on-balance sheet at the central bank). They argue that coins in the US are actually treated in this
way even today.
The transition from the current banking system to FRB would be done in an overnight switchover in
Positive Money’s proposal. Jackson and Dyson (2012) adopt Currie’s (1934) proposal that demand
deposits would be replaced in the balance sheets of banks with a “conversion liability”, which banks
would have to repay to the central bank over a 10–20 year period of time. The objective of the
conversion liability would be to reclaim seigniorage revenue from previously issued deposits back
to the government. Thus, their proposal is in line with Huber and Robertson’s (2000) previous
In Jackson and Dyson’s (2012) system there would be two types of bank accounts: current accounts
called as “transaction accounts” and savings accounts called as “investment accounts”. Jackson and
Dyson (2012) introduce as a catch-all requirement that a bank must be able to repay the total sum of
its current accounts at any time. This would effectively prevent any money creation by banks.
Jackson and Dyson (2012) propose that an independent body would decide how much new money
should be created in order to prevent political abuse. The newly created (destroyed) money would
simply be added to (subtracted from) the government’s budget and, subsequently, a political body
such as the parliament would decide how the newly created money would be used (collected).
Basically, there are four alternatives: increase government spending, cut taxes, make direct
payments to citizens or pay down the national debt. Monetary policy target would be unaffected
unless decided otherwise. That is, the independent body responsible for money creation would
target inflation.
Jackson and Dyson (2012) give four main objectives that their proposal is supposed to accomplish.
It should provide a stable money supply, reduce debt, re-align risk and allow banks to fail.
Furthermore, they argue that their proposal should be able to tackle high unemployment,
unaffordable housing, growing inequality and financial instability. According to Jackson and Dyson
(2012), their proposal should also eliminate the growth imperative responsible for environmental
degradation and allow more democratic decision-making (through parliament and savings accounts)
on what sectors of the economy would receive funding.
Kotlikoff (2010), on the other hand, suggests a variant of FRB in which each pool of investments
made by a bank would be turned into a mutual fund. This would mean that there would be no
maturity mismatch between bank’s assets and liabilities. Bank of England’s former governor
Mervyn King (2010) discusses FRB and shows cautious support for it – especially for Kotlikoff’s
Herman Daly (2013) followed the arguments of Frederick Soddy (1926) and Lauchlin Currie
(1934). He justifies FRB by arguing that it would better service a non-growing or de-growing
economy. In addition, he argues that seigniorage revenue should entirely go to the government. In
his version of FRB monetary policy should be subject to parliamentary decision-making instead of
being independent.
Mayer’s (2013a) proposal concentrates in the euro area and turns the establishing order of the EU
Banking Union upside down. EU Banking Union means the establishment of Single Supervisory
Mechanism (SSM), Single Resolution Mechanism (SRM) and common deposit insurance scheme
for the euro area (and an opt-in possibility for non-euro area EU states). Until now only SSM has
been achieved as the ECB took over financial supervision of the largest banks from national
supervisors in November 2014. SRM, which may require laborious change of the EU Treaties, is
only being planned. Moreover, common deposit insurance has been postponed into the indefinite
Mayer (2013a) argues that the EU Banking Union should have been established starting from
common deposit insurance, then SRM and finally SSM. Instead of governments guaranteeing bank
deposits, Mayer suggests that FRB should be adopted to make deposit insurance obsolete. After
that, according to Mayer (2013a), establishment of SRM and SSM would be more straightforward
and the EU Banking Union would be more functional.
In addition, Mayer (2013b) provides seven accounting options for the central bank how new money
can be brought into circulation under FRB. For example, new money could be issued through
negative equity. This would mean changing only the liabilities side of the central bank’s balance
sheet when issuing money. As the central bank cannot go bankrupt, it can operate with negative
equity without any problems.
As bank deposits are run-prone liabilities of banks, Cochrane (2014) argues that banks should be
funded 100 percent with equity. According to Cochrane (2014), obstacles of FRB can be overcome
with technology as everybody can sell assets (such as equities) and obtain fully-backed money
instantly. Cochrane (2014) sees capital requirements as inefficient regulation and proposes taxing
short-term bank debt instead in order to test whether run-prone liabilities are really worth having
around. Furthermore, Cochrane (2014) argues that the central bank should include everybody as its
counterparties when issuing reserves.
Besides supporting Positive Money’s FRB proposal in Wolf (2014a), Martin Wolf also came out
with his own proposal. Otherwise Wolf’s (2014b) proposal resembles to a large extent Positive
Money’ FRB proposal but it would also strongly increase capital requirements.
After Congressman Jerry Voorhis was defeated by Richard Nixon in 1946 elections, there had not
been any legislative initiatives to implement FRB in the US until the GFC. However, in 2011
Congressman Dennis Kucinich introduced a bill H.R. 2990 “National Emergency Employment
Defense Act” (NEED Act) to implement FRB in the US. The draft version of the bill was known as
the American Monetary Act. The bill, however, failed to pass.
In the UK, a member of parliament, Douglas Carswell, introduced in 2010 a short bill “Financial
Services (Regulation of Deposits and Lending)” which, in effect, would implement FRB in the UK.
Unsurprisingly, the bill did not pass. Positive Money (2013) has drafted a much more detailed bill
to implement FRB in the UK, but it has not been introduced yet.
The UK parliament, nevertheless, debated on money creation for the first time in 170 years on 20
November 2014. The debate was titled as “Money Creation & Society”. Although no voting on
legislation followed the debate, it certainly raised the awareness of the monetary system and its
alternatives among the members of the UK parliament.
In Iceland the parliament is considering how to concretely implement the idea of FRB into practice.
Iceland’s Parliamentary Working Group (2014) is preparing a report on the issue and it will be
published in the near future. The report might even lead to legislation which would implement FRB
in Iceland.
Worldwide there are a number of political parties, NGOs and civil movements demanding FRB.
Reforming money to function according to the FRB principle is one of the main goals of the
following political parties: Money Reform Party (UK), Canadian Action Party (Canada),
Humanwirtschaftspartei (Germany) and Democrats for Social Credit (New Zealand). In
Switzerland, Vollgeld-Initiative (Sovereign Money Initiative in English) is a project preparing a
referendum on adopting FRB.
International Movement for Monetary Reform is an umbrella organization for national NGOs and
civil movements propagating the idea of FRB. In addition to Positive Money in the UK, there are
many national NGOs and civil movements advocating FRB, for instance, American Monetary
Institute (US); Progressive Money (Canada); Sensible Money (Ireland); Fair Money (Australia);
Positive Money NZ (New Zealand); Monetative (Germany); MoMo (Switzerland); Ons Geld
(Netherlands); Monnaie Honnête (France); Moneta Positiva (Italy); Dinero Positivo (Spain); Boa
Moeda (Portugal); Dinero Justo (Puerto Rico); Positiva Pengar (Sweden); Gode Penge (Denmark);
Betra Peningakerfi (Iceland); and Suomen Talousdemokratia (Finland).
Although recent years have seen a revival of interest in FRB, it has been modeled little so far and
with mixed methods. Indeed, it has never been formally modeled until the GFC. After the GFC,
FRB has been modeled in a dynamic stochastic general equilibrium (DSGE) framework, in a
system dynamics framework and in a dynamic multiplier framework. Regardless of the diverse
modeling approaches, according to the results, the consequences of adopting FRB seem to be
widely positive. Next, I will briefly go through these modeling results.
Benes and Kumhof (2012) conducted their study at the IMF and used the methodology of
neoclassical economics – dynamic stochastic general equilibrium (DSGE) modeling – to reach the
same conclusions as Irving Fisher (1935) almost eight decades earlier. According to Benes and
Kumhof (2012), FRB would 1) provide better control of the money supply and bank credit, which
are a major source of business cycle fluctuations; 2) eliminate bank runs; 3) reduce public debt; and
4) reduce private debt. Furthermore, they found that output would increase by almost 10 percent
and inflation could be dropped to zero without causing any problems. Later, Benes and Kumhof
(2013) revised their paper but the results remained unchanged.
Yamaguchi (2010) modeled the NEED Act, and later refined the modeling in Yamaguchi (2011;
2014), using accounting system dynamics approach. Yamaguchi (2010; 2011; 2014) found that, in
stark contrast to the current monetary system, under FRB government debt can be liquidated
without triggering recession, unemployment or inflation.
Flaschel et al (2010) and later Chiarella et al (2011) show in a dynamic multiplier framework that
FRB provides a more stable financial environment than the current fractional-reserve banking
system – even if appropriate monetary policy is conducted. Furthermore, they show that under FRB
sufficient loan supply can be guaranteed (and that bank runs do not occur, which should be obvious,
since the logic of FRB makes bank runs redundant). The methodology of these two papers is based
on stocks and flows but not in the same sense as in Godley and Lavoie (2012).
This paper provided a comprehensive outlook on historical and contemporary proposals for FRB.
FRB was first proposed by David Ricardo in 1823. Ricardo’s proposal served as a guideline for the
Bank Charter Act which implemented FRB in the UK in 1844. Two decades later, FRB was also
implemented in the US. Nevertheless, bank deposits slowly replaced bank notes fully-backed with
government money. Since then, bank deposits have remained the dominant means of payment.
The FRB proposals became particularly popular after serious financial crises. Especially, the Great
Depression and the GFC sparked a number of proposals for FRB. The supporters of FRB included
many prominent economists such as Irving Fisher, Milton Friedman and James Tobin. One of the
most recent proposals came from Martin Wolf, the chief economics commentator at the Financial
Allais, Maurice (1987): ”The Credit Mechanism and Its Implications”, in Feiwel, George (ed.): Arrow and the Foundations of the Theory of Economic Policy. New York, NY: New York University Press.
Allen, William (1977): “Irving Fisher, F.D.R., and the Great Depression”, History of Political Economy 9, 560-587.
Benes, Jaromir & Kumhof, Michael (2013): “The Chicago Plan Revisited”, Revised Draft, 12 February 2013.
Benes, Jaromir & Kumhof, Michael (2012): “The Chicago Plan Revisited”, IMF Working Paper No. 12/202.
Burnham, James (1991): “Deposit Insurance: The Case for the Narrow Bank”, Regulation 14, 35-43.
Chiarella, Carl & Flaschel, Peter & Hartmann, Florian & Proaño, Christian (2011): “Stock Market Booms, Endogenous Credit Creation and the Implications of Broad and Narrow Banking for Macroeconomic Stability”, New School for Social Research, Working Paper No. 7/2011.
Cochrane, John (2014): “Toward a run-free financial system”, Working Paper, available at:
Currie, Lauchlin (1934): A Proposed Revision of the Monetary System of the United States.
Cambridge, MA: Harvard University Press.
Daly, Herman (2013): “Nationalize money, not banks”, available at:
Daly, Herman (1980): “The economic thought of Frederick Soddy”, History of Political Economy 12 (4), 469-488.
Doak, Ervin (1988): “Islamic Interest-Free Banking and 100 Percent Money: Comment”, IMF Staff Papers 35(3), 534-536.
Douglas, Paul (1935): Controlling Depressions. New York, NY: W.W. Norton and Co.
Douglas, Paul & Fisher, Irving & Graham, Frank & Hamilton, Earl & King, Willford & Whittlesey,
Charles (1939): “A Program for Monetary Reform”, Unpublished Paper, July 1939.
Ferguson, Tim (1993): “Business World: Getty Thinks There’s a Buck in Mutual Funds”, Wall
Street Journal, 2 March 1993, A17.
Fisher, Irving (1935): 100 % Money. New York, NY: Adelphi Company.
Flaschel, Peter & Hartmann, Florian & Malikane, Christopher & Semmler, Willi (2010): “Broad Banking, Financial Markets and the Return of the Narrow Banking Idea”, Journal of Economic Asymmetries 7(2), 105-137.
Friedman, Milton (1969): The Optimum Quantity of Money and other Essays. Chicago: Aldine.
Friedman, Milton (1960): A Program for Monetary Stability. New York, NY: Fordham University
Friedman, Milton (1948): “A Monetary and Fiscal Framework for Economic Stability”, American
Economic Review 38(3), 245-264.
Godley, Wynne & Lavoie, Marc (2012): Monetary Economics: An Integrated Approach to Credit, Money, Income, Production and Wealth. Second Edition [First Edition Published in 2006]. Basingstoke: Palgrave Macmillan.
Golembe, Carter & Mingo, John (1985): “Can Supervision and Regulation Ensure Financial Stability?”, in Furlong, Frederick & Keeley, Michael (eds.): The Search for Financial Stability: The Past Fifty Years. San Francisco: Federal Reserve Bank of San Francisco, 125-146.
Graham, Frank (1936): “Partial Reserve Money and the 100 Per Cent Proposal”, American
Economic Review 26 (September), 428-440.
Hart, Albert (1935): “The ‘Chicago Plan’ for Banking Reform”, Review of Economic Studies,
February 1935, 104-116.
Hayek, Friedrich (1937): Monetary Nationalism and International Stability. London: Longman.
Higgins, Benjamin (1941): “Comments on 100 % Money”, American Economic Review 31 (March), 91-96.
Hotson, John (1985): “Ending the Debt-Money System”, Challenge, March-April 1985, 48-50.
Huerta de Soto, Jesús (2009): Money, Bank Credit, and Economic Cycles. Second Edition.
Translated by Stroup, Melinda. Auburn, Alabama: Ludwig von Mises Institute.
Huber, Joseph & Robertson, James (2000): Creating New Money: A Monetary Reform for the
Information Age. London, UK: New Economics Foundation.
Iceland’s Parliamentary Working Group (2014): “Part 2: Alternative System Proposals”,
Unpublished Draft, 2 June 2014.
Jackson, Andrew & Dyson, Ben (2012): Modernising Money: Why Our Monetary System is Broken
and How It Can Be Fixed. London, UK: Positive Money.
Kareken, John (1986): Federal Bank Regulatory Policy: A Description and Some Observations”,
Journal of Business 59, 3-48.
Khan, Mohsin (1986): “Islamic Interest Free Banking”, IMF Staff Papers 33 (March), 1-27.
Khan, Mohsin & Mirakhor, Abbas (1985): “The Financial System and Monetary Policy in an
Islamic Economy”, IMF, Departmental Memoranda Series, 18 November 1985.
King, Mervyn (2010): “Banking: From Bagehot to Basel, and Back Again”, Speech at Buttonwood
Gathering, New York City, 25 October 2010.
Kolehmainen, Mika & Meilahti, Tomi & Kavonius, Toma & Lainà, Patrizio (2013): ”Täyttä rahaa: ehdotus rahatalousjärjestelmän vakauttamiseksi”, Economic Democracy Finland Publications.
Kotlikoff, Laurence (2010): Jimmy Stuart Is Dead: Ending the World’s Ongoing Financial Plague
with Limited Purpose Banking. John Wiley & Sons.
Knight, Frank & Cox, Garfield & Director, Aaron & Douglas, Paul & Hart, Albert & Mints, Lloyd & Schultz, Henry & Simons, Henry (1933): “Memorandum on Banking Reform”, Franklin D. Roosevelt Presidential Library, President’s Personal File 431, March 1933. [Reproduced in Phillips, Ronnie (1994): The Chicago Plan & New Deal Banking Reform. Armonk, NY: M.E. Sharpe, 191-199.]
Lainà, Patrizio (2015): “Keskuspankkitili kaikille”, Left Forum Finland, Aloite No. 1/2015.
Lawrence, Robert & Talley, Samuel (1988): “Implementing a Fail-Proof Banking System”, Proceedings of a Conference on Bank Structure and Competition. Federal Reserve Bank of Chicago.
Lehman, Fritz (1936): “100 % Money”, Social Research, February 1936, 37-56.
Litan, Robert (1987): What Should Banks Do? Washington, DC: Brookings Institution.
Mayer, Thomas (2013a): “A Copernican Turn for Banking Union”, CEPS Policy Brief No. 290.
Mayer, Thomas (2013b): “How can Sovereign Money be brought into circulation? Accounting options for a central Bank”, Translated by Emma Dawnay, 8 February 2013, available at:
McCallum, Bennett (1989): Monetary Economics: Theory and Policy. New York, NY: Macmillan.
Means, Gardiner (1933): “Reorganization of the Banking System”, Box 1, File: Banking Policy,
The Papers of Gardiner C. Means, Franklin Roosevelt Library, Hyde Park, NY.
Mints, Lloyd (1950): Monetary Policy for a Competitive Society. New York, NY.
Mises, Ludwig von (1912): Theorie des Geldes und der Umlaufsmittel. Munich and Leipzig: Duncker and Humblot. [Published in English in 1980 as The Theory of Money and Credit. Translated by H.E. Batson. Indianapolis, IN: Liberty Classics.]
O’Hara, Maureen & Easley, David (1979): “The Postal Savings System in the Depression”, Journal
of Economic History 39, 741-753.
Phillips, Ronnie (1994a): The Chicago Plan & New Deal Banking Reform. Armonk, NY: M.E.
Phillips, Ronnie (1994b): “Safe Banking During the Great Depression: John M. Nichols, the FDIC
and 100% Reserves”, Consumer Finance Law Quarterly Report 48(1), 15-21.
Positive Money (2013): “Bank of England (Creation of Currency) Bill”, 12 April 2013, available at:
Ricardo, David (1951): The Works and Correspondence of David Ricardo. Volume 4: Pamphlets
and Papers 1815-1823. Cambridge: Cambridge University Press.
Rothbard, Murray (1962): “The Case for a 100-Percent Gold Dollar”, published in Yeager, Leland (ed.): In Search of a Monetary Constitution. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Rowbotham, Michael (1998): The Grip of Death: A Study of Modern Money, Debt Slavery and
Destructive Economics. Charlbury, UK: Jon Carpenter.
Schemmann, Michael (1991): Money in Crisis. Vancouver: Schemmann.
Simons, Henry (1948): Economic Policy for a Free Society. Chicago: University of Chicago Press.
Simons, Henry & Cox, Garfield & Director, Aaron & Douglas, Paul & Hart, Albert & Knight, Frank & Mints, Lloyd & Schultz, Henry (1933): “Banking and currency reform”, Manuscript. [Reprinted in Samuels, Warren (ed.) (1990): Research in the History of Economic Thought and Methodology. Archival Supplement, Volume 4. Greenwich, CT: JAI Press.]
Soddy, Frederick (1926): Wealth, Virtual Wealth and Debt: The Solution of the Economic Paradox.
London: George Allen & Unwin.
Spong, Kenneth (1996): “Narrow Banks: An Alternative Approach to Banking Reform”, in Papadimitriou, Dimitri (ed.): Stability in the Financial System. New York, NY: Macmillan.
Tobin, James (1987): “The Case for Preserving Regulatory Distinctions”, in Federal Reserve Bank of Kansas City (ed.): Restructuring the Financial System. Kansas City: Federal Reserve Bank of Kansas City, 167-183.
Tobin, James (1985): “Financial Innovation and Deregulation in Perspective”, Bank of Japan
Monetary and Economic Studies 3(2), 19-29.
Watkins, Leonard (1938): Commercial Banking Reform in the United States. Ann Arbor: University
of Michigan.
White, Eugene (1983): The Regulation and Reform of the American Banking System, 1900-1929.
Princeton: Princeton University Press.
Whittlesey, Charles (1935): Banking and the New Deal. Public Policy Pamphlet No. 16. Chicago:
University of Chicago Press.
Wolf, Martin (2014a): “Strip private banks of their power to create money”, Financial Times, 24 April 2014.
Wolf, Martin (2014b): The Shifts and the Shocks: What We’ve Learned – and Have Still to Learn –
from the Financial Crisis. London, UK: Penguin Books.
Yamaguchi, Kaoru (2014): Money and Macroeconomic Dynamics: Accounting System Dynamics
Approach. Second Edition. Awaji Island, Japan: Japan Futures Research Center.
Yamaguchi, Kaoru (2011): “Workings of a Public Money System of Open Macroeconomies: Modeling the American Monetary Act Completed”, Paper Presented at the 7th Annual AMI Monetary Reform Conference in Chicago, USA, 30 September 2011.
Yamaguchi, Kaoru (2010): “On the Liquidation of Government Debt under a Debt-Free Money System: Modeling the American Monetary Act”, Paper Presented at the 28th International Conference of the System Dynamics Society in Seoul, Korea, 26 July 2010.


9 Giu

MAR 18
TRUST OVER RUINS – ON REGAINING THE LOST GROUND ON WHICH TO BUILD IN THE FUTURE – Two Proposals by Robert Jan Kelder to the General Meeting of the General Anthroposophical Society 2018 on Agenda Item 6: Confirmation of Another Term of Office of Paul Mackay and Bodo von Plato


The above photo taken in February of 2018 shows the heavily fortified roof of a collapsed bunker on top of Isteinerklotz, a huge boulder on the river Rhine in Southern Germany, some 15 km. north of Basle. It was part of the Siegfried line of both World Wars and blown up by the French Allies at the end of WW II. With its battery of heavy guns it bombarded Alsace in France just across the Rhine during the beginning of WW I in 1914.

At that very same time, local construction workers and anthroposophists from 14 different nationalities, some of which were at war with each other, were busy building the First Goetheanum as “House of The Word”, the future center of the Anthroposophical Society in the Swiss village of Dornach near Basle after a design by Rudolf Steiner, founder of anthroposophy or science of the Grail. They were able to hear in the distance the rumbling, ominous noise of the shells being fired and at night their construction site was sometimes lit up by the strong spotlights coming from that fortress. Rudolf Steiner’s reported comment that this was coming from the anti-castle, indirectly lends support to the argument developed by Werner Greub in the first volume of his trilogy “How the Grail Sites Were Found – Wolfram von Eschenbach as a Historian”, originally published in German by the Goetheanum in 1974, and published in English in 1999 by the Willehalm Institute in Amsterdam, that the Isteinerklotz was in the 9th century the site of the anti-Grail castle “Shastel Marveil” of the Sicilian black magician and sorcerer Klingschor.

This illumination of the 20th century Grail Castle construction site in Dornach by the light coming from the fortress built on the 9th century site of the anti-Grail Castle in Istein and Rudolf Steiner’s comment on it, is described in a revealing passage from the second volume of Greub’s trilogy “From Parzival to Rudolf Steiner’s Science of the Grail” that, as mentioned in my motion below, was never published by the Goetheanum in a breach of contract, but only much later by his son Dr. Marcus Greub 2003 after the death of his father in 1997. He had heard it “from a friend 50 years ago” and reads (in my translation) as follows (in the Chapter “In Reply to My Critics” on p. 271):

“After the roof of the First Goetheanum was already built, but the building not yet completely finished, the construction workers had electric portable lamps, however, a permanently installed lighting system was still lacking. Once, a tour of the building by Rudolf Steiner went a little overtime. It became dark. This point in time marked the beginning of the work for the soldiers of the German spotlight battery on the Isteinerklotz. They searched the sky for airplanes. I remember the, as it were, parallel light bundles night after night flashing across the sky. As a pleasant change for the team, there was also a non-military object that was very interesting to observe. During the day they watched through their looking-glasses the construction workers, who were building the Goetheanum on the hill in Dornach. At night they asked for light for this purpose from the comrades of the spotlight battery. They were also doing this that evening during World War I, when Rudolf Steiner under increasing darkness was speaking about the building and why it came about that the modern Grail Castle was being built just on this spot. – Now, when the German spotlights suddenly lit up and illuminated also the interior of the Goetheanum, the listeners became scared. The speaker, however, continued speaking quietly and ended his lecture with the words, ‘We are still lacking a lighting system. As you see, we are receiving our light for the time being from the anti-castle [German: Gegenburg].”

Now, this image above of the caved-in roof of the destroyed fortification is not only symbolic of the destruction of Europe through the self-destruction of Central Europe though its three greatest enemies, namely Bismarck, Kaiser Wilhelm II and Hitler.

No, as may be gleaned from my motion, it also symbolizes the destruction of the “real ground”, i.e. the social-organic constitution on which Rudolf Steiner and the 7 to 800 anthroposophists gathered from around the world had founded the Anthroposophical Society anew during the Christmas Conference in 1923 inside the carpentry shop just outside the ruins of the burned-down First Goetheanum building. It was from this firmly established “real ground” that Rudolf Steiner was now planning to forge the appropriate relations to, as he said at that time, “the other organically active associations” around the Goetheanum in an effort to lay the spiritual and economic groundwork for rebuilding the ruined Goetheanum building in the hope that that would lead through the various national anthroposophical societies and economic firms to the rejuvenation of Europe and the rest of the world.

But, alas it was not to be. On January 1, 1924, the last day of the Christmas Conference he became ill, probably through food poisoning, and after an astonishing and highly productive period of some 9 months he became bed-ridden, after which he died on March 30, 1925. The proper structural relationship between the Anthroposophical Society and the other anthroposophical institutions through a “unified constitution” that he envisaged and but only partly realized, was not understood, let alone implemented. And so, the union of the so-called Platonic and Aristotelian spiritual streams, foretold by him and his own return at the end of the 20th century with other leading anthroposophists hardly came about. The pre-conditions for this that he set, namely that the Council would carry out its sole task of realizing the so-called 15 all-encompassing freedom statues of the new constitution and that the Anthroposophical Society do its work properly, were in general hardly met.

Now, if this was all that there was to be said, it would truly be an extremely hopeless, negative and sad ending! But fortunately, there is more, there is light at the end of the tunnel. The brightest and clearest light that I know of, I highlighted in my motion, namely the work of my late great teacher Herbert Witzenmann, who from 1963 until his death in 1988 was leader of the Youth Section at the Goetheanum and from 1966 also leader of the Social Science Section. At the end of the sixties, in connection with the so-called “Book question”, he and his followers were barred from further using the facilities of the Goetheanum building and from publishing in the organ of the Society, forcing them to continue their work in the light of the spiritual Goetheanum and set up their own channels of communication. My motion touches but briefly on this moot point and refers for more background information to his first of a series of four “Social Aesthetic Studies for the Spiritualization of the Principle of Civilization” entitled “Charter of Humanity – The Principles of the General Anthroposophical Society” which includes as its Fifth Foreword my “Kardeiz Saga to Recall the Anthroposophical Society”. A translation of a second one in this series is in progress under the title “To Create or to Administrate – Rudolf Steiner Social Organics/ A New Principle of Civilization”.

These writings may indeed serve to underscore my immanent criticism of the last former leader of the Social Section and now co-leader of the General Anthroposophical Section of the Goetheanum, Free School for Spiritual Science, Paul Mackay, whose term of office for another 7 years must be ratified by the coming General Meeting. He has namely, among other things, completely failed to recognize what Reto Andrea Savoldelli in the third volume of his trilogy on the activities of Herbert Witzenmann on the board of the Goetheanum (only available here in German) has convincingly demonstrated, namely that through his whole oeuvre as a prolific writer, poet and playwright Witzenmann, as the possible reincarnation of the great medieval Platonist Alanus ab Insulus, has succeeded in unifying the above mentioned Platonic and Aristotelian streams, that therefore this work should be placed where it really belongs, namely at the center of this Section at the Goetheanum, and that by doing so, hope, foresight and courage can be installed in the hearts and minds of those searching for a way, a “real ground” on which to build into the future, which is theme of the conference in which the General Meeting is embedded..

To further underscore this, and run even more risk to be belittled as an epigone, I will end this lenghty introduction by translating some passages from his essay “Trust Above Ruins” (Über Trümmern Vertrauen), published on February 16, 1980 in a special issue of the magazine “Beiträge zur Weltlage” (Contributions to the World Situation) on the occasion of his 75th birthday. At the same time, it offers some underlying clues as to why a visitor to the top of the Isterinerklotz is confronted with these desolate ruins of a blown-up battery on this once idyllic spot with several momasteries at the foot of the rock in a romantic region with fishing village and wineyards described as “Little Italy”. . .

This essay is divided into two parts, the first consisting of a threefold wide-raging, profound diagnosis of the present critical world situation, “ a field scattered by ruins”, at least in the form as it presented itself at that time to the writer, which in essence has not improved much, but only become worse. The second part offers a therapy. The first part is summarized by the writer as follows:

“1. The ruins of this wasteland stem firstly from the fragmentation of a spiritualized view of man and the world by materialism of those sublime creations of the humanities that were revealed in the last, superb flowering [in the 19th century] of the classicism [i.e. Herder, Lessing, Goethe and Schiller] and idealism [Fichte, Schelling and Hegel] of Middle Europe.
2. These ruins stem secondly from the destruction of Europe [through Bismarck, Wilhelm II and Hitler], which was introduced through the defection or apostasy of Central Europe from its world historical task to posit a spiritualized view of man against the materialistic view of man and the world. By not completing this task, it gave the greatest enemies of Central Europe access to its own cultural-geographical area. The result of this fateful activity was the loss of the Middle. The whole of Europe was sucked into this collapse of the Middle and from its destruction proceed destructive effects across the whole planet, instead of the healing and reconciling efficacy of the Middle. From there proceed the threatening polarized concentrations of power and hate of the West and the East.
3. The ruins stem thirdly from the social and spiritual paradigm shifts that are taking place in the nearby European area as well as over the whole world. They belong to the most important contemporary historical symptoms of our time. They not only pertain to the shift of the socio-economic but also to the mental proletarionization, the psycho-spiritual impoverishment, pauperization and immiserization, the export and import of proletarionization for which no national border is immune.
These fragmentations come to expression in a consciousness-related symptom that permeates the whole of mankind. It is the loss of trust, confidence.”

After describing how the increasing loss of inner confidence leads to the ever-increasing call for more outer security measures and accompanying intrusions in the personal privacy sphere, the question is asked: “How can we still create confidence in the ghastly face of these ruins?’, with which the second part of the essay, begins,

“Answering this question requires that we have a look at the work of Rudolf Steiner. He has again taken up the Central European spiritual streams of classicism and idealism and not only unified them, but grounded them much deeper in the essence of the human being and has pursued them much more consequently than they themselves were able to do: the powerful idealistic impulse of freedom and the spiritually commensurate holistic view of man and the world.
Rudolf Steiner has thereby founded a new manner of viewing the world, which is of epochal significance, because it harbors the overcoming of materialism in all its various ramifications and is therefore destined to establish a new civilization of the Middle.
The world historical dimension of this spirit building that he erected cannot be captured in a few words. Nevertheless the attempt will be made to characterize with a few significant symptoms the libertarian-aesthetic social principles of that new world view that depict Rudolf Steiner’s spiritual science. They concern the most burning problems of our time.
Four such attributes will be put forward, the ramifications of which are immense:
1. The most crucial mistake of materialistic thought is the already mentioned identification of the mode of being of the particular [i.e. the percept] with that of the context [i.e. the concept]. […] The superstition that contexts, which can only be thought, are of the same mode of being as particulars, which can only be perceived, is the intellectual fall of man. It leads us through the act of treason of that what is spiritual committed against the world of the senses to a world in ruins and the loss of confidence.
The first attribute with which the world view founded by Rudolf Steiner is to be characterized is the overcoming of the intellectual fall of man. The superstition that the contexts are of a material nature or sort is the archetypal sin of our time. The band that holds the parts of the world together is not a material but a spiritual one. [Are you listening, Stephen Hawking?]. From this spiritual band we also weave ourselves and by participating in this tapestry we weave our own spiritual being. […]
Man is essentially an expressive not an impressive being. His civilization must be one of expression and freedom, not one of gathering impressions and exercising power. In no other way can the essence of a civilization worthy of human dignity be determined.
2. A second attribute concerns the origin of life and the just assessment of its nature. Materialism wants to explain life only as a special sort of composition made of dead parts that are moreover supposed to be a game of chance. Materialism regards death as the father of life. For a spirit-related world view, on the contrary, it is evident that life does not proceed from death, but conversely that death proceeds from life.[…]
From this follows the social organic principle of life. All social contexts and structures that are constructed according to the principle of life spirit, in that their individual parts are metamorphoses of a basic form, correspond to the universal life principle. They are healthy, if they are organized on the basis of free agreements from a basic idea organically active in the parts. The people that belong to such an organization feel this membership to be healthy, beneficial, they feel the presence of the living spirit in their interaction. In this way, the social organic principle of design can be characterized.
3. The third attribute pertains to the stage on which the new world view presents itself, on which as it were it appears as actor. This stage is naturally the mind, human consciousness. This leads us to the question what is the nature of consciousness?”

Note: For this question, we refer to the translation in progress of Herbert Witzenmann’s work “The Philosophy of Freedom as a Basis for Artistic Creation” partly available online. After mentioning the fourth attribute of this therapeutic part of this essay in a few words concerning the idea of the “exchange-of being”, we then end with the authors own summary.

“4. The fourth attribute concerns the relation of the human being to thinking, to the idea, to the spiritual world. […]

Summary of “Trust Over Ruins”

“We look at the threefold destruction of the image of man through materialism, of the harmonious culture of soul through the self-inflicted treason of Central Europe and of the spiritual-psychic-physical commiseration spreading from here over the whole world.
But we also look to a fourfold hope: to the human capacity of freedom through the overcoming of the intellectual fall of man, to the social organic capacity of design through regaining living thinking, to socio-constitutional consultation ability through the purification and catharsis-related disclosure of the stage of consciousness, and ideational and social endowment though the exchange-of-being with the idea through a productive not reproductive word view.
It is these libertarian-aesthetic social principles that can offer us hope above and beyond the ever increasing and through constantly new illusions of fear and greed shrouded wasteland of ruins for the emergence of a garden of a working community but also for the greatest responsibility. ”

The Motions

1. The General Assembly is requested not to confirm another term of office of Paul Mackay, i.a. because:

A. Paul Mackay has failed to implement the task of the Council described by Rudolf Steiner at the Christmas Conference for the reestablishment of the Anthroposophical Society to solely realize the statutes as the form which the anthroposophical movement in the spiritual world, i.e. the New Christianity as Rudolf Steiner called it, needs for its cultivation on Earth. This means in addition today that, in view of the gradual disqualification (repeal) of the statutes, to restore them again in a contemporary form. Only then will there be a real ground on which we can build. However, he did not do that and showed that he was unable to do so, neither willing to do so, or even prevented it;

B. Paul Mackay further failed to create a valid, institutional legal basis for the restoration and realization of the statutes by realizing the task also demanded by Rudolf Steiner to “bring about a coherent constitution [einheitliche Konstituierung] in the mutual relations [between organically active institutions]” i.e. to establish the social organic relation between the spiritual realm of social design and the commercial, economic realm of management, because that is what Rudolf Steiner meant when, during the discussion of the statutes at the Christmas Conference, he talked about creating the corresponding relation between the Anthroposophical Society and the Goetheanum Building Association as well as the Clinic run by Ita Wegman and the publishing house of Marie Steiner;

C. In addition to his duties as a member of the Executive Board of Weleda, Paul Mackay also violated the incompatibility principle set by Rudolf Steiner, according to which a member of the Council should not perform any other functions whatsoever in order to be able to fully devote himself to the Anthroposophical Society;

2. The General Assembly is also requested not to confirm a further term of office of Bodo de Plato, on the grounds A, B and D, which were cited in relation to the proposal for non-confirmation of Paul Mackay.

Necessary Preliminary Note

These proposals are not directed at the person, but at a certain mindset and the resulting actions thereof from officials in a public civil society. In the following motivations a few indications by Rudolf Steiner, his students and my own considerations and observations are given, not simply to whip up sentiment, but as a judgmental basis in order to be able to decide in an objective manner whether the prolongation of Paul Mackay’s and Bodo von Plato’s term of office is justified.


On point 1. A: The Failure to Realize and Reinstate the Statutes

First of all, something about the social-spiritual significance of, as it is now called, the foundation statute, about the task of the Council and the related situation of the society: That the founding anew of the Anthroposophical Society during the Christmas Conference of 1923 created the necessary form or grail for the cultivation of the anthroposophical movement, that is what Rudolf Steiner wrote in the first sentence of the new newsletter on January 13, 1924: “To give the Anthroposophical Society a form that the anthroposophical movement needs to cultivate it, that was the intention of the recently concluded Christmas Conference at the Goetheanum. Such a society cannot have abstract guidelines or statutes. For their foundation is given by the insights into the spiritual world, which exist as anthroposophy.” (all quotations from the works of Rudolf Steiner can be found online at the Rudolf Steiner Archive and e-Lib).

That by the expression “anthroposophical movement” Rudolf Steiner meant “The New Christianity”, that was prepared many centuries earlier in the spiritual world by the all the celestial hierarchies, he explained in his many lectures after the Christmas Conference on the karma of the anthroposophical movement, e.g. in Arnhem on 18 July 1924: “What is coming to pass here on the Earth in the twentieth century as the gathering together of a number of human beings in the Anthroposophical Society, was prepared for during the first half of the nineteenth century when the souls of those human beings who are now in incarnation and are coming together in large numbers, were united in the spiritual realms before they descended into the physical world. In the spiritual worlds at that time a kind of cult or ritual was lived through by a number of souls who were working together — a cult which instigated those longings that have arisen in the souls of those who now, in their present incarnations, come to the Anthroposophical Society. And whoever has a gift for recognizing such souls in their bodies, does indeed recognize them as having worked together with him in the first half of the nineteenth century, when, in the spiritual world, mighty, cosmic Imaginations were presented of what I will call the new Christianity. Up there — as in their bodies now — the souls were united in order to gather into themselves out of what I will call the Cosmic Substantiality and the Cosmic Forces, that which, in mighty pictures, was of cosmic significance. It was the prelude of what was to become anthroposophical teaching and practice here on the Earth.”

Therefore, it is also obvious that Rudolf Steiner stated that the sole task of the Council was to realize the statutes as the form that the New Christianity needs for its practice on earth. During the discussion of the statutes at the Christmas Conference on December 27, 1923, he characterized this as follows: “The central Council will have to consider as its task only the realization of the statutes; it will have everything to do, which lies in the direction of the realization of the statutes. And that gives a great freedom. But at the same time you also know what you have from this central Council, because you have the statutes and can get from them a complete picture of what it will ever do. This also creates the opportunity to stand everywhere on real ground, where such associations arise, such as the Goetheanum Building Association. And it will be the task in the next few days to form the appropriate relation between the Council, which has been formed and the Goetheanum Building Association.”

Well, as far as the first task of the Council is concerned, “to get a complete picture of what it will ever do” from the statutes in order to “stand on real ground”, the former head of the Youth and the Social Science Sections at Goetheanum from 1963(1966) to 1988 Herbert Witzenmann has done just that. He published this for the first time in 1979 in his first of four social-aesthetic studies entitled “Charter of Humanity – The Principles of the General Anthroposophical Society as Way of Life and Path of Training” as “Study Material for the Spiritualization of the Principle of Civilization” and in a second revised edition 1984 with two treatises “A Path to the Spiritual Goetheanum” and “Concerning the Essence of the Free School” (both not translated). He namely discovered that these fifteen statutes, formerly called principles, are functionally related to the three spiritual exercises of the Foundation Meditation, and that they express the archetype of the social organism, e.g. a polarity connected or mediated by a double middle of the so-called counter current principle. An reproduction of this archetype as the new universal principle of civilization founded by the Christmas Conference of Rudolf Steiner is always and everywhere possible through the required moral intuition, moral inspiration and moral technique, especially, of course, by the national anthroposophical societies. In their Christian signature and threefoldness, the statutes are the ideational image of the Representative of Humanity. The task of realizing the statutes on the narrow path between the seductions of Lucifer and the repressions of Ahriman is thus to erect the Representative of Humanity in the spirit of the New Christianity on earth.

But mind you: the real ground on which to do that of which Rudolf Steiner spoke has mostly disappeared, done away with. For, as Reto Andrea Savoldelli has described in the chapter “The Gradual Loss of Social Aesthetic Qualification in the Anthroposophical Society” from the second part of his trilogy “On the Activities of Herbert Witzenmann on the Board of the Goetheanum”[1] published in 2017, 9 out of the 15 statutes have been suspended or not realized. This is the case with 3 of the 4 outward-pointing statutes (i.e. 5, 9, and 13), which, in the sense of a society of free spirits, present its motives or goals and are related to the exercise of spirit-beholding. Also eliminated or not realized are 6 of the 7 central statutes (i.e., 4, 6, 8, 10, 12, and 14), which are related to spirit-contemplation and all consist of organs of society (such as the annual assembly, where center and periphery should come together). Undamaged are still the inward-pointing statutes related to Spirit-Remembering (3, 7, 11 and 15), which as such all represent people (the 7 to 800 participants of the Christmas Conference, Rudolf Steiner himself, the future members of the working groups and the original Council). But these driving forces-like statutes related to spirit-remembering cannot be unified with the motive-like ones, because almost all central-forming statutes of the double middle are no longer functional. Thus, an action carried out by the Anthroposophical Society in the sense of the “Philosophy of Freedom”, that an action is the unification of motive and driving force, can scarcely be achieved anymore, because the real ground upon which we are supposed to work has collapsed.

The first and foremost of the 7 central organs of the “I”, article 8, thus the middle of the middle was put out of action in this gradual loss of the effectiveness of the social-organic constitution of the Anthroposophical Society during the early seventies of the 20th century. It contains the morally protective “Annotation of the Free School” and was breached in connection with the so-called book question that caused a major schism in the Council between Herbert Witzenmann the rest of the Council and their respective followers. (See “Charter of Humanity – The Principles of the General Anthroposophical Society” for more background information .) What this meant for the basic impulse of the Christmas Conference Society, which was to introduce a metamorphosis of a community of faith into a community of knowledge, and that could even be regarded as a contemporary contribution to the foundation of the kingdom of God on earth by the Logos Christ Jesus, this is what Herbert Witzenmann in his 13-part introduction to the book “Christianity as Mystical Fact and the Mysteries of Antiquity” by Rudolf Steiner (e.g. on page 146) was able to put into words: “That is why the Logos can appeal to Jesus Christ as the book, because He is the publication of Cosmic Reason (Weltvernunft) for the purpose of a new process of community-building. The book is in its essence the Logos as published and individualized Cosmic Reason, as the source of a new process of community-building. Only in the context of community-building does the book have any meaning at all for it to published.”

[Addition: Another example of this constitutive destruction of the center-building pillar is the fact that the board under the direction of Bodo von Plato abolished the Newsletter a few years ago and replaced it with the monthly “Anthroposophy Worldwide.”‘ This is a violation of paragraph 14: “The societal organ is the ‘Goetheanum’, which is accompanied by a supplement for this purpose which shall contain the official communications of the Society. This enlarged task of the ‘Goetheanum’ is only given to the members of the Anthroposophical Society.” Rudolf Steiner used the example of centrifugal and centripetal forces of blood circulation in his commentary at the Christmas Conference, i.e. the continual interaction between the Board at the Goetheanum as the center and world membership as the periphery. He said: “This brings us to a completely free constitution based on free circulation of the Anthroposophical Society.” Fortunately, the members themselves tried to fill this gap: In the English-speaking world by Thomas ‘O Keefe with “Deepening Anthroposophy” ) and in the German-speaking world by Roland Tüscher with “Ein Nachrichtenblatt” (]

This rupture in the union of the exoteric, i.e. publication, with the esoteric, i.e. internalization, which the solution of the Book question has caused in the social body of the Anthroposophical Society constitutes the main argument against the so-called critical, but in this sense extremely naive edition of Rudolf Steiner’s work by the German Publisher frommann-holzboog. Paul Mackay did not do anything to rectify this, nor did he make as co-leader of the General Anthroposophical Section of the Free School any attempts to rehabilitate the work of Herbert Witzenmann, as it were, by placing it in the center of this Section where it surely belongs.

The corresponding relation could have been created after that, based on the fact that the Anthroposophical Society of the Christmas Conference, according to the ruling by a Swiss Court of Justice in 2005 by a process of so-called “conclusive behavior” (konkludentes Verhalten) has become one with the General Anthroposophical Society. The latter could now decide to undo this unwanted union and give rebirth to the Anthroposophical Society and thereby present it with the opportunity to seize its own existence and original identity again through the contemporary restoration and realization of the statutes. This is the egg of Columbus, whether or not one is accord with this judgment of a Swiss Court of Justice. Because through such an organic division of the two mixed areas, the General Anthroposophical Society, i.e. the renamed Goetheanum Building Association from 1925, would on the other hand regain its original task to maintain the Goetheanum building in an associative connection with the administration of the Anthroposophical Society and other organic commercial anthroposophical enterprises or associations in the world. This is what after all is already under consideration. In this way, the Goetheanum would finally be freed from its mixed king in order to serve as an administrative organ the reestablished Anthroposophical Society. However, Paul Mackay did not introduce that, let alone do it.

On point 1. B: The Failure to “Bring about a Coherent Constitution in the Mutual Relations [between the Organically Active Institutions].”

Rudolf Steiner spoke about this task of the Council at the 3rd Extraordinary General Meeting of the “Association of the Goetheanum, Free School for Spiritual Science” (in short Goetheanum Building Association) on June 29, 1924. But also this task was not really properly carried out by Paul Mackay. About the disastrous course of the attempt in the year 2002 to make under his direction the statutes of the Christmas Conference valid again, I refer to the work (in German) by the late Detlef Oluf Böhm “The Prescribed Pause for Thought – The Numerous Reasons for a Legal Inquiry into the [Proceedings of the] General Assembly” (no longer available)and to the painstaking research (also in German) by Mees Meeussen “The Prevented Discussion”. The just goal at that time, namely to renew the impulse of the Christmas Conference, was however carried out by Paul Mackay as chairman of the meeting in a manner that was in complete contradiction to the meaning and spirit of the Christmas Conference. I had personally warned Paul Mackay before that event, during a meeting of the Social Science Section, of which he was then still the head, not to carry out this project in this misleading fashion, but when this carried no weight, submitted no less than 22 correcting requests and proposals in German during this extra-ordinary meeting that I had published beforehand in the German edition of the Willehalm Institute News. (Only available in German at under archief; see also the related article “The Kardeiz Saga to Recall the Anthroposophical Society” as the Fifth Foreword to “Charter of Humanity”.)

In relation to the question what Rudolf Steiner actually meant when he spoke of “building the corresponding relation between the Council that has been formed and the Goetheanum Building Association”, already groundbreaking research has been performed that has been available for some time, but that Paul Mackay and his fellow board members chose not to consider. After all, Herbert Witzenmann also discovered what the basis is of this “corresponding relation”.

In his 3rd social-aesthetic study, which was first published in 1972 as “Shadow of the Past and Future Light” and in 1986 as “To Create or to Administrate – Rudolf Steiner’s Social Organics/ A New Principle of Civilization”, he has shown that in the sense of the “Philosophy of Freedom ” processes of social-artistic design take place within the realm of pure concepts, while administrative processes take place by means of representations, perceptions-related, paralyzed concepts. That is why Rudolf Steiner demanded at the Christmas Conference that the Anthroposophical Society be kept clear of all “bureaucratic” matters, i.e. structurally speaking “administrative” matters, and that they be housed outside of it. The “unified constitution” would then be ensured by the fact that the Board is the binding element. In this way, within the newly founded “most modern society that can exist” (Rudolf Steiner), one could communicate to another on the level of pure concepts in order to spiritually penetrate the great, burning problems facing mankind and the earth and offer real solutions. Without rising from representations or mental images to pure concepts, conflicts remain pre-programmed and benevolent help of the spiritual world excluded.

Instead, during the Michael World Conference 2016 at the Goetheanum Michaela Glöckner maintained that the thorny constitutional question was finally resolved by a successful motion submitted by Justus Wittich to the Annual General Meeting in 2014, by means of the fact that the statutes of the Anthroposophical Society formed at the Christmas Conference are now called the foundation statute of the General Anthroposophical Society and that next to that, as its actual legally binding statutes, the statutes of the former Goetheanum Building Association changed somewhat over time. But how can a society have two partly different, even conflicting statutes? This is an impossibility, a socio-schizophrenic situation and therefore no solution at all for what Mees Meeussen in his documented commentary has called “The Never Ending Constitutional Problem” (available in German here). For through this change of the statutes, the two different organically structured fields of design and administration were further amalgamated thereby further enthroning the mixed king at the Goetheanum, instead of liberating it from him.

The corresponding relation could have been created, based on the fact that the Anthroposophical Society of the Christmas Conference, according to the ruling of a Swiss Court of Justice in 2005 by a process of so-called “conclusive behavior”, has become one with the General Anthroposophical Society and has therefore legally ceased to exist as such. This could now decide to undo this unwanted union, and to give rebirth to the Anthroposophical Association and present it with the opportunity to seize its own existence and original identity again through the contemporary restoration and realization of the statutes. This is the egg of Columbus, whether or not it is in accord with this judgment of the Swiss Court of Justice. Because through such an organic division of the two mixed areas on the other hand, the General Anthroposophical Society could retain its original task as the renamed Goetheanum Building Association from 1925 to maintain the Goetheanum in an associative connection with the administration of the Anthroposophical Society and other organically active commercial anthroposophical enterprises or associations in the world. This is what is already under consideration. Then the Goetheanum would finally be freed from its mixed king in order to finally become an administrative organ in the service of a reestablished Anthroposophical Society. But Paul Mackay did not introduce that either, let alone do it.

Point 1 C: The Violation of the Incompatibility Principle

Rudolf Steiner spoke about this principle at the Christmas Conference, where he applied it only to the positions within the Anthroposophical Society. In order that members of the Council, as he said “could without restrictions devote themselves to the Anthroposophical Society”, it is evident that it refers not only to positions within, but also to outside the Anthroposophical Society. With the latter, Paul Mackay had already begun when in The Netherlands he exercised both the functions as president of the Anthroposophical Society as well as president of the Triodos bank. When the so-called question of racism surfaced and clients of his Triodos bank began to cancel their accounts and siphon their money away, the Dutch Council under his leadership placed the fateful advertisement in the four major national newspapers: “If there is any racism by Rudolf Steiner, we dissociate ourselves expressly from it.” And through the misjudgment of the committee formed under his leadership to investigate the allegations of racism with the lawyer Ted van Baarda as chairman, which found Rudolf Steiner guilty of discrimination, instead of making known to the world that the anthroposophy of Rudolf Steiner, as the consciousness of true humanity, is called upon to overcome all forms of evil racism, the widespread view among the population in Holland, and even beyond its borders, arose that Rudolf Steiner, author of “The Virtues”, is not quite a virtuous person. As a pragmatic reaction to this, in the context of the socialization of anthroposophy in The Netherlands that began under the reign of Bernard Lievegoed, the malevolent view was then formed: anthroposophy yes, Rudolf Steiner no, something that runs counter to Rudolf Steiner’s demand that his name should never be separated from his work. Paul Mackay did not engage himself, however, to rehabilitate the good name and honor of Rudolf Steiner. Here I Holland a public statement is known, made by him, according to which Rudolf Steiner is not his master. Who this master then would be, provided he has a master, he did not divulge, but it would be interesting in this context to hear this from him.

Conclusion – The Liberation of the Goetheanum and the Reestablishment of the Anthroposophical Society

From the preceding it may become clear that the Goetheanum, which was originally built as a stronghold and main seat of the New Christianity, has almost unnoticed by its members been undermined and occupied in various disguises by anti-Christian forces, about which Rudolf Steiner spoke for the first time on September 20, 1913 during the laying of the foundation stone of the First Goetheanum and afterwards extensively during the lectures already mentioned from July 1924 in Arnhem and elsewhere, namely the New Arabism. With that he meant the materialistic natural science originally developed by the Arabs and later by Europeans based solely on physical observation, from which the presently dominant social sciences are derived and which propagates that death is the father of life, Man merely a physical being and that soul and spirit are non-existent epiphenomena.

This encroaching continual undermining of anthroposophy was already predicted decades ago by Werner Greub in his trilogy “How the Grail Sites Were Found – Wolfram von Eschenbach as a Historian”. In its second volume “From Parzival to Rudolf Steiner’s Science of the Grail”, a book that contrary to the written promise made was never published by the Goetheanum, but only much later in 2003 posthumously self-published by his son Dr. Markus Greub, his father wrote that “the Arabs are among us again,” and that “at the end of [twentieth] century Ahriman will not give up the usurpation of anthroposophy, because by then the administration of spiritual science will be in the grip of the ‘new society’, which will not tolerate any heresies.” This prediction has unfortunately come true. But that it is not something completely alien to the Anthroposophical Society is borne out by the statement made by Rudolf Steiner in 1923 to the effect “that the Anthroposophical Society is pierced with ahrimanic holes.”

It is therefore high time, possibly in accordance with the board of the Anthroposophical Society in Switzerland, to make a fresh start, to liberate the Goetheanum from these anti-Christian influences and to rehabilitate not only Ita Wegman and Elisabeth Vreede, but also Rudolf Steiner, Herbert Witzenmann and Werner Greub as well as to reestablish in a contemporary fashion the Anthroposophical Society. Paul Mackay has clearly shown that he was unable to do spiritually renew the latter. He should therefore please make room for others, who are instead well able to create a real ground on which we can work into the future.

Point 2: Refusal of Bodo von Plato as a Member of the Council

The same, except point 1 C, violation of the incompatibility principle, applies in general also to him.

* * *

Note: The German version can be read here.

Update: The motions were not accepted as such by the Council, they were not printed and the Assembly prevented me from speaking by booing me of the stage of the Goetheanum. As a response I have translated two more chapters (7 and 8) from the social aesthetic study “To Create or to Administrate” by Herber Witzenmann mentioned above.

[1] Published only in German as “Zur Tätigkeit von Herbert Witzenmann im Vorstand am Goetheanum.“ Vol. I published in 1992 covers the period from 1963-1971, Vol. 2 the period from 1972-1988, while Vol. 3 published in 2017 and entitled “The Spiritual Personality Herbert Witzenmann – A Contribution to Understanding European Cultural History” brings Witzenmann in connection with Alanus ab Insulus, the greatest of the teachers of the Platonic School of Chartres and most often referred to by Rudolf Steiner in his lectures on the Karma of the Anthroposophical Society as the one most likely, together with him, to be able to unify the Platonic and Aristotelian spiritual streams at the end of the 20th century. This, Reto Andrea Savoldelli points out has not happened generally, because the condition set by Rudolf Steiner thereof, namely that the Anthroposophical Society perform its work properly was not met, it namely failed unfortunately to recognize , among other things, that Herbert Witzenmann in his whole work succeeded, in any case, in unifying these two streams.

Posted 18th March by Robert Kelder

EU: ROMERRIGET OPDATERET? – Bidrag til antroposofiske studier 2/2

9 Giu


– Bidrag til antroposofiske studier

del 2 af 2

af Magnus Falko, november 2014, med opdateringer af juni 2015­rom2.html :


– Bidrag til antroposofiske studier

del 2 af 2

Dette er ikke en almindelig artikel, men er et bidrag til læserens egne studier eller almen menneskelig opmærksomhed. Skribenten synes selv, at tema og længde egner sig bedst til at læses udprintet, som en bog, og ikke på en skærm. Notehenvisninger samt indføjede bemærkninger, typisk i oversættelser, er i [ ].

Studiebidraget er dedikeret til Jens Thorning Hansen (29.9.1949 – 12.12.2014)

Af Magnus Falko. Udgivet 27. november 2014, opdateret 28. juni 2015 – blandt andet med tilføjelse af titler på delkapitler (adskilles af en stjerne: *)

”GA” står for Gesamtausgabe, altså udgave/nummer i samlingen af Steiners værker. Det efterfølgende tal er det nummer, som værket specifikt har heri. Studiebidraget vil snart kunne findes forkortet i én del på – i den får man blot ikke de antroposofiske dele med. Mange af de omtalte Steiner­ værker kan købes i hæfte­ eller bogform hos (tlf. 86 52 11 17).

(Del 1:­rom1.html)

Rudolf Steiner betonede i bøger og talrige foredrag vigtigheden af det enkelte menneskes betydning for fællesskabet og betydningen af fællesskabets kvalitet for den enkelte. Både på Steiners tid og i dag risikerer

vi at lulle os ind i falske former for fællesskab og frihed, som før eller siden vil skabe ufred. Studiebidraget her handler om de romersk­katolske træk ved den Europæiske Union og deres betydning i denne sammenhæng.

Studiebidraget bringer udtalelser af blandt andre Rudolf Steiner, deriblandt citater, der indikerer, at han forudså EU, hvis ikke i den præcise udformning, EU fik og stadig udvikler, så i det mindste i EU’s romersk­ katolske væsensprincipper. Budskabet er ikke, at alt, hvad der vedtages i EU­regi, er ‘noget skidt’, eller at de hensigter, der beskrives, deles af alle EU­tilhængere og alle katolikker. Studiebidragets sidste kapitel vil se konstruktivt fremad – ikke i en enkelt, færdigpakket samfundsmodel, men i form af overordnede tanker.

Kapitler i del 1:

1: Symboler, møder og ceremonier

2: Åndshistoriske forudsætninger

3: Steiner om nye Romerrige­planer

4: Institution eller menneske

Kapitler og delkapitler her i del 2:

5: Nationalitet med og uden EU

5.1: »Imod EU« behøver ikke være = »For nationalstaten«

5.2: Nationalstater som startforudsætning for Paneuropa/EU

5.3: ”Enhed” med tvang kontra enhed i enighed

5.4: Steiners nuanceringer angående katolicismen

5.5: Alliance: wilsonisme, katolicisme, amerikanisme

5.6: Nationalstaten som reaktion på det Tysk­romerske Rige

5.7: EU­statens overgreb og overgrebspotentiale

5.8: Fremskridt eller forældet sjæleholdning?

6: Eksempler fra praksis

6.1: Whistleblower afdækker romerstrømningen

6.2: EU i Charlemagnes bygning – bogstavelig talt

6.3: Helge Rørtoft­Madsens undersøgelser

6.4: Romerkirken ønsker EU som »Corpus Christi«

6.5: Rudolf Steiner om direktivets natur

6.6: EU’s nærhedsprincip: et romersk­katolsk begreb

6.7: Lidt om EU­kontrol kontra Steiners tankefrihed

6.8: Quigley om EF­tråden til det Tysk­romerske Rige

6.9: Katolske EU­topfolk i dag – og deres ’Dream of Rome’

6.10: Aktuelle nuancer inden for romerkirken

6.11: Åbenbaringen, kolosserne og jegets autoritet

6.12: Flere efterforskere – mellem censur, maskepi og tvang

7: Mere om de andre forvaltere i EU

7.1: En stat i staten: jesuitter og frimurere i samarbejde

7.2: Lidt om Tyskland som gidsel

7.3: Steiner: Anglo­USA kan gøre Europa til nyt Romerrige

7.4: Mørkets opvågningsformål i parløb med lysets modvægt

7.5: De retarderede strømningers ursuppe er fremtidens kilde

8: Noget om andre veje at gå

8.1: Om at ville forbedre ”forvalternes” strukturer indefra

8.2: Stoppe kapitalens eksistens eller ændre dens begreb?

8.3: Verdensstatsapparat eller kosmogoni, frihed, altruisme

8.4: Forandring nedefra: eksempler på Michaelske tiltag

8.5: EU er i dag et andet EU end det, mange sagde ja til

8.6: Lidt om Norden, Schweiz, Storbritannien – og debatten

8.7: Antroposofi og politik – samt Kristus og suveræniteten

­ ­ ­ ­

Kapitel 5: Nationalitet med og uden EU


5.1: »Imod EU« behøver ikke være = »For nationalstaten«

Dette kapitel berører visse romersk­katolske aspekter af et af de mest udbredte argumenter for EU, nemlig at EU skal overvinde nationalismen. Som antydet i indledningen planter studiebidraget her sig durk ned i spændingsfeltet mellem individ og fællesskab, og da vi både har brug for at være selvstændigt tænkende og fungerende og at være sammen i det nære som i det mellemfolkelige, kan emnet nemt omkranses af alskens sympatier og antipatier, der spærrer for et åndeligt redeligt studiearbejde. Det gælder i særdeleshed, hvis man har opbygget identitetsfølelser på sin holdning, negativ eller positiv, til EU. Hvis man vil kende undertegnedes grundlæggende tanker om nationalitet, kan man læse i min artikel ‘Steiner om nationalitet’[44] og studiebidraget ‘Nationalitet, individ og EU’[40].

Hensigten med at overvinde nationalismen er en, som undertegnede kan tilslutte sig. Nogle EU­tilhængere, også i EU­systemets top, siger, at EU skal føre til nationalstaternes ophør. Også dette mål kan jeg tilslutte mig. Spørgsmålet for mig er alene: Hvad skal komme i stedet for nationalstaten, og hvordan? Her er EU ikke nogen selvfølge. Dette studiebidrags emne er primært noget, som vi må væk fra, dog omhandler kapitel 8 nogle tanker om det, vi må hen til. Jeg ser gerne, at mange forskellige samfundsmodeller får lov at få fodfæste på Jorden.

I noterne er der eksempler på konstaterende og håbefulde udtalelser fra ledende EU­politikere om nationalstatens opløsning.[45] Mange af disses kollegaer, ja endnu de fleste, afviser på det bestemteste, at EU vil indebære en sådan opløsning. Jeg håber på nationalstaternes opløsning, blandt andet fordi nationalstater kan lede til en statsapparatligt bestyrket nationalisme. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson blev med sin 14­punktsplan i 1918 ankermand for den ”folkenes selvbestemmelsesret”, der knyttes til nationalstaterne. Med udgangspunkt i Wilsons princip blev Europakortet ved Versailles­freden i 1919 markant ændret, så en række nye lande så dagens lys: Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig, Ungarn, Jugoslavien, Finland og de baltiske stater. Med denne opfattelse af selvbestemmelse kan et folk måske nok opnå visse goder for sig selv, men for det første kan de måske lige såvel opnå de goder på andre måder, hvis de indstiller deres fantasi og skaberkraft på det. For det andet kan et folk i en nationalstat nemmere tyrannisere andre, hvis viljeskræfterne rettes ind på noget sådant. Det så vi i al sin gru i Anden Verdenskrig. Et folk kan dog også tyrannisere andre uden et eget statsapparat – man bør ikke tro, at nationalstatens ophør garanterer et ophør af splid mellem nationerne forstået som folk. Der kan efter nationalstatens ophør stadig være tyranner og farlige forførelser, blot vil der ikke være knyttet et statsapparat til hvert enkelt folk (samt eventuelle folkeminoriteter).

Nogle vil sige til det ovenstående, at FN­pagten og folkeretten forbyder angreb og besættelser af andre stater, og det er sandt, men der er også andre måder at tyrannisere folkeslag på. Hvad et folk beslutter af ideer aktivt, handlende, udadtil kan være problematisk. Men en folkesjæls individer – og sådanne er vi alle hver som en – må omvendt have lov at sige nej til ideer. Ellers er der tale om netop tyranni.


5.2: Nationalstater som startforudsætning for Paneuropa/EU

Steiners alvorsord i den esoteriske klassetime i 1924 (se del 1, kapitel 3) viser blandt andet det væsentlige, at en (videre) dannelse af selvstændige stater var en forudsætning for, ikke en modsætning til, dannelsen af en centralmagt. En centralmagt, hvis magt – modsat nationalstaten – strakte sig over flere folkeslag. Set med konventionelle statskundskabsbriller ligger der noget ironisk i, at jo mere statslignende EU bliver, desto nærmere kommer EU til at være det, der kan kaldes en EU­nationalstat. Men såfremt ordet nation defineres som den jordiske manifestation af en given folkesjæl (et åndsvidenskabeligt begreb), så giver den konventionelle forståelse ringe mening, idet EU’s geografiske areal helt klart rummer mange forskellige folkesjæle.

Som jeg skriver flere steder på denne hjemmeside, har jeg samme syn på nationalstaten, som Steiner har; at den i årsag som i virkning er materialistisk og derfor leder til fremmedgørelse både mellem individer og mellem folkeslag. Jeg vil indføje her, at fremmedgørelse ikke behøver være mellem racer eller folkeslag, idet mange mennesker lykkeligvis evner at opfatte de(t) fremmede som noget interessant, der er velkomment, netop fordi man står harmonisk i sit eget. Fra litteraturen kender vi dette i lokalt dybt forankrede, men samtidig universelle værker af store forfattere fra Astrid Lindgren til Isabel Allende og William Shakespeare, og forhåbentlig kender vi det også fra vores eget liv. Men i pressede tider kræver det desto større sjælelig­ åndelig integritet at bibeholde denne grundfølelse og bevidsthed – for nogle vel mere end for andre. Og er der noget, der kan presse, så er det oplevelsen af at blive styret af en magt langt fra sig selv, hvad enten den så kommer fra det nationale parlament, Bruxelles eller et tredje sted. Da har fremmedfrygt og fremmedhad fundet en plads at snylte på, særligt hvis den åndelige menneskevisdom ikke er der.

– Af disse årsager er det yderst betydningsfuldt, hvordan vi bevæger os fra nationalstaten. Den andel af antroposoffer, der selvfølgelig med velmenende hensigter ser nationalstaten som usund samtidig med at ville EU, kan ikke nøjes med (primært) at se på, at EU er en modsætning til nationalstaten og dermed noget måske ikke formfuldendt, men i deres øjne en grundlæggende god idé, som må støttes og forbedres. For det første er det useriøst kun at anskue et fænomen i forhold til dets modsætninger – det må også anskues i sig selv i forhold til hele det sociale liv og åndsvidenskaben i øvrigt. For det andet må man spørge ind til forestillingen om EU som modsætning til nationalstaten: Er det overhovedet sådan, ”historikkens logistik” er? Jeg fremlægger kun, hvad jeg ser, herunder Steiners ord i klassetimen i 1924 (se begyndelsen af kapitel 3): ”at gøre de enkelte stater fra det tidligere tyske rige selvstændige og ud af de selvstændige stater (…[Prøjsen­ undtagelsen]…) atter oprette den tyske nations hellige romerske rige.”

Set ud fra Steiners formulering må de pågældende ”toneangivende personligheder” have set på nationalstaten (læs: de nævnte selvstændige stater ligesom i præsident Wilsons 14 punkter om nationernes selvbestemmelse) som et enten praktisk trin eller massepsykologisk kløgtigt/nødvendigt trin på vejen mod det større forvalterterritorium. Og sådan et territorium var tydeligvis noget, Steiner med hjerte og dyb alvor advarede imod, i det mindste når territoriet var baseret på det romersk­katolske princip. Så meget kan man tillade sig at udlede inden for det objektives ramme, som altid forudsat at Steiners ord i klassetimen var stenograferet og transskriberet korrekt.

I vores egen tid har vi set EU meget aktivt og direkte anerkende tidligere kommunistiske stater som værende selvstændige nationalstater for derefter at invitere dem med i EU. Heri ligger der ingen anklage fra min side, men en konstatering af logistikken.

Menneskene var i vidt omfang sovende (også) på Steiners tid, og mørkekræfter kunne relativt nemt manipulere menneskers tanker, følelser og viljer gennem den kendsgerning, at alle sjæle behøver både noget selvstændigt og noget fælles, og at sjælene føler en drift efter begge dele. Hvorvidt mørkets forvalterkræfter skruer mest på den ene drift eller mest på den anden, det skifter. Når det bliver for tydeligt for folkemassen, at for meget af det ene er usundt, skruer de selverklærede forvaltere på det andet. Sådan kan de gennem begge drifter retfærdiggøre indførelsen af strukturer, som de kan nå deres mål med.

Hvad er da deres mål?

– At forvalte menneskene, som de anser for børn, der ikke kan forvalte sig selv. Netop derfor er forvalternes gode intentioner skadende. Rudolf Steiners indsigt og budskab var, at vi har bevæget os væk fra spædbarnsstadiet! At vi har åndspotentialet til frihed under ansvar. Spørgsmålet i dag er alene, om vi tør det og gider det, herunder også om vi lader os forurene så meget på alskens felter og måder, at vi hæmmer den følen og klare tænkning, vi kunne have uden disse forureninger. De, som vil den åndelige vej, bør ikke være blinde for det, som Steiner udtalte den 14. december 1919[15, 3. foredrag]:

”Vi må ikke glemme, at viden om ånden har magtfulde fjender i alle dem, der ønsker mere end noget andet, at det, som de er vant til at tænke, skal fortsætte – simpelt hen fordi de er for dovne til at forandre sig. Det

nytter ikke noget at formode, at vi blot kan ignorere det fjendskab og den opposition, der stadigt mere rejser sig, jo mere åndsvidenskaben bliver kendt. (…) Selv om åndsvidenskabens impuls aldrig har fået os til at gøre ansats til selv at være aggressive, må vi ikke vige tilbage fra, hvad der måtte være nødvendigt for at modgå det aggressive element, som i stigende grad kommer mod os udefra. Vi må ikke lade vores mod forlade os, og vi må ikke fantasere om, at vi kan gøre fremskridt ved at ligge på den lade side. At bringe sandhed ind i den menneskelige udvikling vil ikke være en komfortabel foreteelse.”

Senere i foredraget sagde Steiner i en bestemt sammenhæng noget yderst rammende og højaktuelt både over for EU og (med små gradsforskelle) over for nutidens national­ og enhedsstater:

”vi lever i en periode i menneskets udvikling, hvor guderne er mere end villige til at hjælpe, hvis mennesker vil træde frem og møde dem. Men de [guderne] er nødt til at arbejde i overensstemmelse med deres egne love, der betinger sig, at de må arbejde med frie mennesker, og ikke med marionetter.”

I kapitel 5.6 følger der mere om nationalstaten som modreaktion på det Tysk­romerske rige.


5.3: ”Enhed” med tvang kontra enhed i enighed

Historikeren Palle Lauring skrev i sin 47­siders pamflet ‘Danmark, Norden – Europa’ (forlaget Frit Norden, 1977) på side 33­35:

”Unionstanken er i politisk udvikling og modenhed i ikke ringe grad et stade, som de nordiske stater prøvede for århundreder siden og har overstået forlængst. Til det kommer den forskel, som vore politikere ikke vil ænse, lige meget hvor tit de får den lagt lige for næsen. Samtlige seks stifterstater i det europæiske »fællesskab« har deres politiske og juridiske tænkning baséret på romersk lov. Ud fra den er et diktat ikke noget utænkeligt. Juraen er i den sfære ikke en sikring og hjælp for mennesker, men et redskab, statens underdanige tjener. Det er blandt andet forklaringen på tyske dommeres handlinger, for Hitler var nu staten, og efter romersk juridisk tankegang var domstolene ikke selvstændige institutioner, dommerne var »tjenende brødre«. Danmark har aldrig stået under romerretten. Dansk lovgivning har vel hentet en del enkeltheder dér, men den var aldrig codex. Forskellen i praksis, her sagt meget kort og fatteligt; efter mellemeuropæisk tankegang kan man skrive under på et dokument, der er et diktat, og så siden se, hvad man i virkelighedens muntre verden vil rette sig efter. Vi har flere gange set, at for eksempel Frankrig og Italien har taget uhyre frit på Romtraktaten og Fællesmarkedets andre bestemmelser. Så blir de kaldt til møder og gir en sludder for en sladder, eller man forhandler sig til et lempeligt kompromis, alt skal jo glide. Det er for Danmark noget helt utroligt. Når vi har skrevet under, så holder vi os til teksten. Ikke fordi vi er dummere end Franskmænd, men fordi vi har en anden tankegang. I det nordiske samarbejde blæser vi da ikke på det, nordisk råd har vedtaget, og som vi har sagt ja til. Fejlen – set fra vor nordiske side – er at vi kom ind i sagen på mellemeuropæiske vilkår. Efter vor tankegang skulle vi ha haft lov til at diskutere hver enkelt paragraf, så vi kunne sige at det og det var vi med til, det og det ville vi gerne ha ændret lidt ved, og det og det kunne vi ikke acceptere. Sådan går det til mellem frie mænd.”

En sådan tænkning, som Lauring her til sidst beskriver, er det, jeg forstår ved vor tids og vor kulturs reelle demokrati – så reelt, som det vel at mærke kan blive i denne tid, hvor de færreste, der påberåber sig demokratiet, forstår, hvad demokrati handler om. Med Rudolf Steiners ord fra foredragsrækken ‘Mørkets ånders nedstyrtning’:

”hvis menneskene simpelthen lever sådan videre, at de bare uden at tænke videre over det lader de ting, der melder sig for dem som begreber, trænge ind på livet af dem, så at de altså helt går op i begrebet demokrati, så har de netop begrebet demokrati sådan, som jeg har anført det som definition af mennesket: Et menneske er et væsen, der har to ben og ingen fjer; en plukket hane. (…) disse demokratiets strukturer er således, at

det altid er et par mennesker, der trækker i trådene, mens de andre bliver trukket. Dog eftersom man bilder dem ind, at de lever i et demokrati, mærker de ikke, at de bliver trukket, at det er nogle enkelte, der trækker. Og så meget desto bedre kan disse enkelte trække, når de andre alle sammen tror, at de selv trækker, og ikke bliver trukket. Således kan man udmærket lulle mennesker i søvn ved hjælp af abstrakte begreber, så de tror det modsatte af, hvad der er virkelighed. Men derved kan de mørke magter arbejde allerbedst. Og hvis én for en gangs skyld vågner op, så bliver han simpelt hen ikke ænset. Interessant er det, at én i 1910 skrev den smukke sætning, at det er lykkedes storkapitalismen at gøre demokratiet til det vidunderligste, mest virkningsfulde og smidigste redskab til udbytning af hele samfundet. Man bilder sig sædvanligvis ind, at finansfolk er modstandere af demokratiet – skriver den pågældende mand. Det er en fundamental fejltagelse. Tværtimod er de dets ledere og de, der bevidst hjælper det frem. Thi dette – nemlig demokratiet – danner den spanske væg, bag hvilken de skjuler deres udbytningsmetode, og i det finder de deres bedste forsvarsmiddel mod folkets eventuelle oprør. (…) Og den samme mand, der har skrevet disse sætninger i 1910, og som var vågnet op, har også i den samme bog stillet et højst ubehageligt regnestykke op. Han har nemlig opstillet en liste på 55 mænd, der i virkeligheden behersker og udbytter Frankrig.”[46]

– Hvad Steiner siger her, passer i mine øjne lige såvel på de nationale parlamenter som på EU­institutionerne i Bruxelles og Strasbourg. I EU­systemet blot kraftigere, nemlig i bredden (dette giver sig selv), men til tider også i dybden, hvilket ikke bør overraske, når man blandt andet betænker, hvor fysisk tæt sammenflettet industriens lobbykontorer er med EU­systemets bygningskomplekser. I EU’s Forsvarsagentur hænger der sågar instruktionstavler for, hvordan man samarbejder med våbenindustrien. En ven til mig, som besøgte agenturet sammen med en EU­parlamentariker, så dette med egne øjne. Fremme af våbensalg er ikke noget, ”der alene foregår i det enkelte medlemsland,” sådan som det til tider fremføres. EU­debat, der bruger tid på at strides om gradsforskelle på EU­loves og nationale loves indsovsethed i storkapitalens egoisme, ser jeg ikke desto mindre som spild af tid, idet begge er virkeligheder, vi må bevæge os væk fra ved at arbejde os hen imod en ny virkelighed. Steiner betonede igen og igen, at det ikke kommer an på gode hensigter; det er den nuværende virkelighed, der må være vores afsæt i skabelsen af en bedre virkelighed.

Palle Lauring fortsætter, hvor han slap i sin ovenstående passage:

”Men vi fik forelagt en traktat, som var vedtaget, ud fra mellemeuropæisk mentalitet, og vi fik kniven på struben. (»Danmark må spise af hånden eller dø!«). Vore politikere slugte tusserne, fordi de troede at det i den sidste ende gav penge, og med en så lavtflyvende tankegang kan man ikke bagefter fægte ret meget med de ægte idealer. (…) England har for så vidt ikke haft romersk lov (det har Skotland), men Englænderne har fra deres dage som verdensherskere en følelse af, at de kan gøre hvad der passer dem, så EF­spændetrøjen føles ikke snærende. Vi skulle i EF for at »følge England«. Vi fik at vide at det var et spørgsmål om liv og død for vor lykke.”

– På samme måde som med Danmark forholdt det sig, da Østeuropa kom med; alt var fastlagt på forhånd. Det var alt eller intet; tag det hele, eller bliv væk. Den absolut eneste danske undtagelse fra Rom­traktaten var særreglen, der i folkemunde kaldes ’sommerhusreglen’, og som vel at mærke ikke er endegyldig. Der skal en særlig tilladelse til fra det danske justitsministerium, før udlændinge kan få lov til at købe sommerhuse i Danmark, også selv om der er tale om EU­borgere. I 2013 gav Justitsministeriet en sådan tilladelse i 241 tilfælde, og i samme periode blev der givet 112 afslag på ansøgninger. Langt de fleste tilladelser blev givet til Norge (154 stk.), der dog også modtog flest afslag (85 stk.). Med Maastricht­ traktaten blev særreglen indføjet i en protokol til traktaten.


5.4: Steiners nuanceringer angående katolicismen

Det er vigtigt at fremhæve, at Rudolf Steiner ikke undsagde katolicismen totalt, men at han anså vore dages katolicisme, og desuden det moderne frimureri, for at være hylstre, der fejler imod det rigtige og mere eller

mindre tidløse i deres indhold. Jeg vil i den sammenhæng – og i sammenhæng med Wilsonismens nationalisme og EU – citere nogle passager af et Steiner­foredrag fra 13. oktober 1918[47]:

”Kejseren Augustus var midtpunkt for ganske bevidste romerske bestræbelser på at frembringe en global civilisationsform, som ville kaste et slør over alt, hvad forstands­ eller gemytssjælen havde bragt til menneskeheden. – over alt, hvad mennesker havde været i stand til at opnå på kulturens vej ad egen indsats siden 747 f.v.t. (…) Fra Augustus’ tid fremkom ønsket om på den ene side at give mennesket de ubegribelige gamle kulter; der var virkelig en bestræbelse efter at afholde mennesker fra at forstå dem, ja, sågar fra at spørge om, hvad noget som helst i ritualet betød. Denne tilgang er herskende på alskens områder selv i dag. Der er frimurere, der siger de mest besynderlige ting. For eksempel hvis man siger til dem: ”I har en omfattende symbolisme, hvori meget er skjult, men moderne frimurere bryder ikke deres hoveder med symbolernes virkelige mening.” Dette siger man til folk, der gerne svarer sådan her: ”Det er netop, hvad jeg finder så smukt ved frimureriet af i dag; alle kan tænke, hvad han vil, om symbolerne.” Denne slags person tænker for det meste, hvad hans simpelhed tillader ham at tænke, og dette ligger langt, langt fra symbolernes dybe betydning – en betydning, der fører os dybt ind i mænds hjerter og sjæle. Dette er, hvad der var intentionen at frembringe i Rom på den tid – en kult, hvor der ikke blev spurgt til, hvad det hele betød, hvor der ingen forsøg var på at tilgå ritualet med intelligens og vilje. Den anden pol, der nødvendigvis er forbundet med dette, er retorisk indholdsløshed – retorik, der ikke blot virkede i taler, men som vandrede ind i Justinians love og efterfølgende oversvømmede den vestlige verden som den såkaldte romerret.”

Man husker måske Palle Laurings ovenstående ord om romerretten… Steiner fortsatte:

”Mine kære venner, det faktum at intet af det, Augustus ville i denne sammenhæng, helt igennem bar frugt, var et resultat af indflydelsen fra Golgathamysteriet, der strømmede ind fra øst. Ligesom at eftervirkningen af Jundí Sábúrs Akademi er blevet bevaret i nutidens videnskab, er eftervirkningen af, hvad Augustus sigtede mod, ikke desto mindre blevet bevaret. (…) Det oversanselige blev drevet ud, og af resten – som på Golgathamysteriets tid primært blev grundlagt i Rom – blev der kun katolicismen tilbage; for den katolske kirke udgør fortsættelsen, den sande fortsættelse, af Augustus­tiden. At den katolske kirke har antaget den form, den har, er resultatet af, at den ikke er blevet grundlagt på Palæstinamysteriet, på Golgathamysteriet. Kun et åndedrag heraf er strøget hen over det. Det mest aktive element, der løber gennem den katolske kirke, er i bedste fald dens ritual. Og ind i dette ritual er der vævet kun enkelte tråde, som stammer fra Golgathamysteriet; i sine former og ceremonier er den overbragt fra Følelses­ eller fornemmelsessjælens Tidsalder.”

Steiner fortsætter nu ved at inddrage, hvad åndsvidenskaben kan bidrage med:

”I centrum af dette ritual er der i sandhed noget stort, virkeligt helligt, fordi det bringer det hellige frem fra

urtiderne, som er blevet vævet ind i menneskeheden (alt har sine store og kraftfulde aspekter og har blot

brug for ikke at blive dyrket ensidigt), men vi kan kun på den rette måde forholde os til dette centrale punkt,

Messens offer, der er et billede på de højeste mysterier gennem tiderne, hvis nyt liv bringes ind i det, som er

dødt, og som var tiltænkt Følelses­ eller fornemmelsens Tidsalder. Det nye liv må komme fra alt det, som

åndsvidenskaben i vor moderne tid har at sige om Golgathamysteriet. Alt dette genfindes, i den

menneskelige evolutions normale forløb, af forskerne i åndsvidenskab – alt dette kan bæres ind i Augustus’

byggeplaner, for så vidt som det er blevet bevaret af katolicismen. På samme måde må det, som

åndsvidenskab kan bringe fra den åndelige verden, bæres ind i det, der – fysisk sløvt – er bestået af Jundí

Sábúr Akademiet. Der må trækkes ånd ind i videnskaben.”

Steiner giver dernæst nogle eksempler på den moderne videnskabs materialistiske tilgang til mennesker, sygdom og helbredelse, og han påpeger nu følgende, som til dels også blev berørt i kapitel 3:

”Den anden holdning kommer fra, hvad der er blevet hældt ind i verden af Rom. Det lever videre i de mest forskellige impulser, der stammer fra, ikke Palæstina, ikke Golgatha­mysteriet, men fra Rom, og det har udviklet sig i to retninger: afbrændingen af røgelse for at udføre et ritual, der ikke afkræver intelligens men

udelukkende følelses­ eller fornemmelsessjælen, og, som den anden retning, retorik, der udelukkende beskæftiger sig med at forme sætninger eller med at give menneskelige handlinger en karakter på en måde, hvor der er retorik selv i de love, der laves som resultat. Begge disse holdninger har levet videre. Der kan ikke være nogen hjælp for nogen af dem, hvis det ikke ses tydeligt, at der i fremtiden ikke bør være en videnskab blottet for ånd. Uden at bekæmpe videnskaben skal vi kende dens begrænsninger. Der er ikke nogen grund til at kæmpe imod den, for hvis den studeres på en positiv måde, tilbyder den os storslåede og kraftfulde gaver, og ingen har ret til at sige noget imod videnskaben, hvis man ikke er godt bekendt med dens frugter. (…) Følgelig ønsker jeg heller ikke, at det, jeg måtte sige om katolicisme eller nogen anden nutidig bevægelse, sådan som jeg har talt i dag, bliver forstået ud fra det almindelige snæversyn, eller at det bliver forvekslet med den kritik af katolicismen eller lignende bevægelser, der fremføres af dette eller hint selskab med liberale synspunkter.”

Steiner giver kort efter et eksempel på en af de positive, interne reformer, som den katolske kirke har lavet, nemlig da den i 1872 tillod ortodokse katolikker at acceptere Kopernikus’ lære. Således er der ikke meget, der er helt sort og helt hvidt her i livet, men både sundt og usundt, lys og mørke må påpeges, og som Steiner siger i foredraget:

”Hvor lang tid det vil tage den katolske kirke at anerkende åndsvidenskabens resultater – tjah, det vil vi vente og se; vi må afgjort slå os til tåls med den mulighed, at dette resultat ikke vil opstå i vores nuværende inkarnationer. Det er den ene side af sagen, mine kære venner. Forvirringer og misforståelser kan imidlertid nemt opstå” – og: ”Hvor finder vi den retorik, der konfronterer den moderne videnskab, som tørster efter åndelighed(…)?”


5.5: Alliance: wilsonisme, katolicisme, amerikanisme

Steiner opridser dernæst udfordringen anskuet i relation til nationalstaterne:

”Skal de mennesker, der genkender disse ting, forblive reserverede indadtil, ja, forblive helt og aldeles på afstand af, hvad der spreder sig over verden som pure retorik? Dette er wilsonisme! Woodrow Wilson er navnet, der må bære stemplet for dette retoriske liv, for denne sammenbinding af ord uden substans. Kald det Folkeforbundet [forløberen for de Forenede Nationer, FN], kald det, hvad I vil, det er alt sammen at svælge i ren og skær retorik. (…) Vi må ikke tillade, at verden wilsoniseres, fordi alle sover. Lad der være Wilson­følgere i Amerika, i Europa eller hvor som helst, men der må også være mennesker, som ved, at der eksisterer en dyb forbindelse mellem jesuitisme på den ene side og wilsonisme på den anden. Der må mennesker til, som indser dette.”

Katolicismens magtcentralisme – Steiner nævner specifikt jesuitergrenen af katolicismen – har altså en dyb forbindelse til wilsonismen, der jo gik ud på at udbrede antallet af nationalstater. Samtidig hørte vi i kapitel 3 Steiner udtale: ”Det andet destruktive element er ikke kun det katolske, men al jesuitisme, som i sin essens praktisk talt er allieret med amerikanismen.” Og den katolske institution har endvidere tråde til hemmelige, okkulte selskaber. Meget i disse forskellige retninger har tråde til hinanden, og i EU ses dette parløb formentlig tydeligere end i nogen andre organisationer på kloden, når man ellers kigger efter. Hvis læseren opfatter dette som en påstand, lad det da fra min side være en venlig og broderlig opfordring til selv at undersøge sagen.

Hvad enten det har været Wilsons egen hensigt eller en hensigt hos personer i kulissen, så blev en række europæiske nationalstater i hvert tilfælde trinbrætter til EF­ og EU­centralismen. I dag er et lille flertal af de europæiske stater med i EU. Igen i disse Steiner­citater har vi set et samspil mellem to poler, der set fra ét niveau er modsatrettede, men som i praksis tjener hinanden. Vi ser wilsonismen, der på sin egen måde er lige så materialistisk som bolsjevismen. Og vi ser den katolicisme, der i realiteten bekæmper ånden gennem sin

centralistiske magt (som vil blive gennemgået i især kapitel 6) og sin rituelle tomhed samt ikke mindst vedtagelsen i år 869 om åndens ikke­eksistens.

Nationalstaten blev ikke opfundet af Woodrow Wilson. Der var nationalstater til før ham. Men Wilson ønskede deres udbredelse i antal. Fem dage efter ovenstående foredrag indledte Steiner den foredragsrække, der på engelsk kom til at hedde ‘From Symptom to Reality in Modern History’. I kapitel 2 hørte vi lidt fra det første foredrag deri. Vi fortsætter med følgende passage fra foredraget, hvor Steiner fortæller:

”I den periode, hvor den moderne historie begynder, var fransk kultur udbredt i England. Engelske konger udvidede deres dominans til fransk territorium, og medlemmer af de respektive dynastier gjorde krav på det andet lands trone. Men på samme tid ser vi noget opstå, der gennem Middelalderen også var forbundet med, hvad den universalistiske katolske impuls i nogen grad havde skubbet i baggrunden. Jeg nævnte for lidt siden, at der på denne tid allerede eksisterede samfund; familier var knyttet sammen af blodsbåndet, som de klyngede sig stædigt til; mænd var organiserede i håndværkslav eller korporationer, etc. Alle disse organisationer var gennemstrømmet af den magtfulde og autoritative, universalistiske katolske impuls, formet af Rom, som dominerede dem og placerede deres segl på dem.”

En rest af denne katolske kontrol – blot fra en anden strømning – af arbejdernes sammenslutninger ser vi i de elitære, transatlantiske Bilderberg­møder, der siden det allerførste møde i 1954 har inviteret en række store amerikanske og europæiske fagforeninger. Dette er i større eller mindre grad blevet skildret af historikere såsom Thomas W. Gijswijt, Hugh Wilford og Valerie Aubourg med flere.[48] Med ”en anden strømning” mener jeg her den merkantile, særligt storindustrien, som sammen med nationale politikere, EU­ kommissærer, topfolk fra våbenindustrien, finanssektoren, it­ og telebranchen og andre har en fremtrædende plads på Bilderberg­møderne. Møderne har bevisligt haft en rolle i skabelsen af EF/EU. Det eneste, forskerne debatterer indbyrdes, er hvor stor en rolle. Der kan påpeges visse konkrete indflydelser og sammenhænge, men bortset herfra er det vanskeligt at måle og veje indflydelsen fra stærkt private og lukkede møder som Bilderberg­møderne. Katolske Alcide de Gasperi, en af de store ”faddere” til EF, deltog på det første Bilderberg­møde. Mødet foregik fra 29.­31. maj 1954 på Hotel de Bilderberg i Nederlandene, heraf mødernes navn. – Rudolf Steiner fortsætter:

”Og på samme måde som at denne romersk­katolske impuls havde hensat lavene og andre erhvervsmæssige organer til en underordnet rolle, så undergik den nationale identitet samme skæbne. På den tid, hvor romersk katolicisme udøvede sin største dynamiske magt, blev national identitet ikke regnet for den vigtigste faktor i menneskesjælens struktur. Bevidsthed om nationalitet begyndte nu at blive set på som noget langt vigtigere, end den havde gjort, da katolicismen var almægtig. Og i betydelig grad viste den sig i de lande, jeg netop har nævnt. Men mens den generelle idé om nationalitet opstod i Frankrig og England, fandt en uhyre betydningsfuld differentiering sted. Hvor disse lande i århundreder havde haft et fælles formål, begyndte der at opstå forandringer i det femtende århundrede. De første tegn ses i Jeanne D’Arcs tilsynekomst i 1429, et yderst vigtigt vendepunkt i moderne historie. Det var Jeanne D’Arcs tilsynekomst, der gav drivkraften, og hvis I konsulterer historiebøgerne, vil I se, hvor vigtig, kraftfuld og vedvarende denne drivkraft var – som førte til differentieringen mellem den franske og den engelske karakter.

Således ser vi nationalismens fremkomst som samfundets arkitekt og på samme tid den differentiering, der er så betegnende for den moderne menneskeheds evolution. Dette vendepunkt markeres af tilsynekomsten af Jeanne D’Arc i 1429. På det tidspunkt, hvor pavedømmets impuls tvinges til at løsne sine kløer fra Vesteuropas befolkning, får nationalitetsbevidstheden fremdrift i Vesten og skaber dens fremtid. Tillad ikke Dem selv at blive vildledt udi dette emne. Som historie præsenteres i dag, kan man, selvfølgelig, finde en bevidsthed om nationalitet i hvert eneste folk eller nation. Men man tillægger ikke denne potente indflydelses kraft nogen vigtighed. Tag eksempelvis de slaviske folk: Under indflydelse af moderne ideer og tankestrømninger vil de naturligvis gerne spore oprindelsen til deres nationale følelser og kræfter så langt tilbage som muligt. Men i den periode, vi taler om, var de nationale impulser særligt aktive, sådan at der i de territorier, jeg netop har nævnt, var en periode, hvor disse impulser undergik en dybtgående ændring. Og det er det, der betyder noget.

Ønsker vi at begribe virkeligheden, må vi gøre os ihærdige anstrengelser for at opnå objektivitet. En anden symptomatisk kendsgerning, der ligeledes afslører bevidsthedssjælens fremkomst – ligesom den, jeg lige har omtalt – er den besynderlige måde, hvorpå den italienske nationalitetsbevidsthed udviklede sig ud fra pavedømmets udjævnende indflydelse, der, som vi har set, degraderede den nationale impuls til en underordnet rolle. Det var en indflydelse, som hidtil havde gennemstrømmet hele Italien. Grundlæggende set var det den nationale impuls, der på den tid frigjorde det italienske folk fra pavens suverænitet. Alle disse fakta er symptomer, der hører til den periode, hvor bevidsthedssjælen, i Europa, forsøger at opstå fra forstands­ eller gemytssjælen.”


5.6: Nationalstaten som reaktion på det Tysk­romerske Rige

Kapitel 5.2 omtalte en (videre) dannelse af selvstændige stater som en forudsætning for, ikke en modsætning til, dannelsen af en senere hen følgende centralmagt. Blodsbåndet mellem familier er ligeledes blevet nævnt. I samfundsindretningerne kan blodsbåndene ikke alene give sig udtryk ved nationalstater, men faktisk også ved ”det romerske spøgelse”, som Steiner kaldte det. Heri antyder jeg ikke nødvendigvis nogen direkte kausal forbindelse til EU, men det er angående EU værd at være årvågen over for væsensprincippet i det, Steiner påpegede 29. november 1918:

”Grunden til at dette romerske spøgelse kunne nå så dybtgående en indflydelse, er, at tankeformen fra Det gamle Testamentes verdensbillede endnu ikke er blevet overvundet i den menneskelige tænknings grundlæggende natur. Kristendommen står vitterlig kun ved sin begyndelse. Kristendommen er endnu ikke udviklet tilstrækkeligt til virkelig at have gennemstrømmet menneskers hjerter og sind. Det, der var nødsaget for at forebygge dette, er blevet tilvejebragt af Romerkirken, som i sin teologi er helt under indflydelse af spøgelset fra det gamle Rom. Som jeg ofte har indikeret, har Romerkirken bidraget mere til at forhindre indførelsen af kristusbilledet i menneskehjerter og sind, end den har hjulpet, eftersom de forestillinger, der er blevet anvendt inden for Romerkirken med det formål at begribe Kristus, alle er hentet fra det gamle Romerriges sociale og politiske struktur. Selv om menneskene ikke ved dette, arbejder det i deres instinkter. (…) Vi må stille os selv spørgsmålet: “Af hvilke kræfter afhænger en tænkning såsom Det gamle Testementes?” Denne tænkning afhænger af, hvad der kan nedarves med blodet fra generation til generation.”[49]

I Louis Nizers dengang verdensberømte bog fra krigsåret 1944, ‘Hvad skal der ske Tyskland?’[50], ser vi, om jeg så må sige, sagen fra den anden ende af kikkerten. Bogen skal have været et efterkrigsprogram for den amerikanske hær. I kapitel VI skriver Nizer noget om samfundenes evolution, som bringer noget interessant set i forhold til EU­tankegangen:

”Det var oprindeligt vanskeligt at berøve Klanerne og Familierne deres »Suverænitet« og slutte dem sammen til et Samfund. Det tog lang Tid at overbevise Klanen om dens nye Sammenhæng med en større Gruppe. Klan­»patriotismen« slog paa de demagogiske Trommer. »Skal vi underkaste os fremmede Gruppers Vilje? Hvad saa med Familien og vore Traditioner?«

Men efterhaanden som Samfundslivet skred fremad og blev mere sammensat, overvandt Nødvendigheden af, at Naboklanerne sluttede sig sammen om en fælles Aktion den naturlige Jalousi. Den nationale Stat opstod gradvis og udviklede efterhaanden Suverænitetsdoktrinen. Dette skete for en stor del i Selvforsvar. Det var en Beskyttelse mod Kravene fra det hellige romerske Kejserdømme. Man taalte ingen ledelse udefra, hævdede Statsoverhovederne, thi enhver Nation havde suveræne rettigheder, og disse rettigheder stod over alle andre.”

Skal vi tro Nizer, opstod nationalstaten altså i høj grad som reaktion på det Hellige Tysk­romerske Riges centralmagt – det er værd at skænke en tanke.

Én ting er, hvad statsoverhovederne dengang har ment. Noget andet er, at når et individ oplever sig dikteret, reagerer det i almindelighed på en af to måder: Det resignerer, eller det rotter sig sammen i den eller de grupper, det er sjælelig­åndeligt nærmest – ofte også geografisk nærmest, omend it­ og telekommunikation jo i dag kan knytte mennesker idémæssigt sammen på tværs af kloden. Disse reaktioner er ikke nødvendigvis udtryk for en provinsiel, isolationistisk eller alment fremmedfjendsk trang, men kan lige såvel være en trang efter at beskytte sin ganske almindelige menneskelige, individuelle suverænitet og mulighed for at gøre sig gældende i fællesskabets udvikling – noget, som Rudolf Steiner på talrige måder og felter advokerede for, at alle enkelte må have muligheden for. Fælden bunder i det tidligere antydede: hvem definerer de ”interesser”, der præsenteres? og i at for individet er der med en stadigt større og snævrere Union = Enhed (uni: en) ingen synderlig forskel på, om diktater kommer fra enheden Det Hellige Romerske Kejserrige eller den Europæiske Union.

I det første foredrag i ‘From Symptom to Reality in Modern History’ udtalte Steiner:

”Når vi begynder at studere Trediveårskrigen – jeg behøver næppe påminde jer om, at den begyndte i 1618

– er det vigtigt at huske på, at årsagen til krigen alene ligger i trosforskelle, i hvad der havde udviklet sig i opposition til den gamle katolicisme, til de gamle katolske impulser. Overalt havde alvorlige konflikter rejst sig gennem denne modstrid mellem den nylige udvikling af personligheden og den gamle katolicismes suggestionisme.”

Vi ser igen her den katolske strømning føre til strid mellem mennesker, fordi systemet, der efter sigende havde som hensigt at samle folkeslagene i ”kristen” fred og fordragelighed, står i opposition til individet. Vi ser i EU den samme tendens, proportionalt med at EU øger sin magtcentralisme.


5.7: EU­statens overgreb og overgrebspotentiale

I Nyhedsbladet for Antroposofisk Selskab Danmark nr. 2, 3 og 4 fra 2014 er der en gennemgående læserbrevsskriver, der skriver til støtte for EU. I nummer 3 bragte jeg en kommentar til debattørens første indlæg, og i nr. 4 svarer han mig en række ting, blandt andet dette: ”Ligesom Falko ser også jeg tegn til, at ”EU bygger op til selv at være en stormagt”. I EU­modstanderkredse er dette et forfærdende perspektiv, men jeg savner dokumentation for, at stormagtsbestræbelser, der udgår fra Brussel skulle være af en særlig ondartet karakter sammenlignet med langt stærkere bestræbelser fra Washington, Moskva, Beijing, Berlin, London eller Paris.”

Til det vil jeg gerne anføre fire ting:

1) Har nogen sagt sådan? Karakteren behøver ikke være mere ondartet end tilsvarende hensigter og beslutninger i nationalt regi. Det omfang, der følger af EU’s størrelse, kan være en reel bekymring. Debattørens ræsonnement kan ikke bruges til noget, hvis man mener, at stormagtstendenser er en ulykke for verden, uanset hvorfra de udspringer.

2) For angivelig millioner af mennesker har EF/EU betydet døden især uden for EF/EU selv – det er blot svært at måle, da der ofte er tale om, hvorvidt vi kan ”se skoven for bare træer”. De nok største EU­kilder til udbredelse og eskalering af konflikter og sultedød er EU­våbensalg til diktaturer, EU’s handelspolitik og storindustrielle landbrugspolitik, toldmure over for fattige lande, prisdumpning af egne produkter i fattige lande, hvilket udpiner landenes egen landbrugsproduktion. Denne erstattes ofte med eksportafgrøder baseret på vestligt udviklede og kemikrævende frø. Den jord, der går til eksportafgrøder (”cash crops”) kan nu engang ikke avle mad til de lokale selv. EU er medskyldig i titusinder af dødsfald, når EU terrorstempler kun den ene part i konflikter og derved obstruerer konfliktmægling, osv. For hver eneste af alle disse døde var

EU en superstat af ondartet karakter. Om denne ondskab er ‘særlig’ i forhold til andre ondskaber, forekommer mig et irrelevant spørgsmål.

3) Selv hvis der ikke var spændinger mellem nord og syd i EU (altovervejende som følge af eurokrisen og EU’s ”krisemedicin”), eller der ikke bogstaveligt blev bygget hegn rundt om EU’s ydre grænser, samtidig med EU udbytter store dele af omverden, og så fremdeles, så ville følgende basale problem med EU­ konstruktionen stadig stå tilbage: Oskar Borgman Hansen beskriver problemet i sin artikel ‘I PAGT MED TIDEN eller FORDELENE VED EN STORMAGT’ i bogen ‘Menneske og Fællesskab’, forlaget NOTAT, 1993. Han bemærker: ”I dag ønsker mange at skabe et stærkt EF. Men de kender ikke de kommende generationers hensigter.” De plusord og erklæringer, som Maastricht­traktaten – der gjorde EF til EU – lanceres med, ”fortæller os intet om, hvad der er bedst egnet til at modvirke misbrug, når eller hvis der kommer fremtidige generationer, der ikke har de samme hensigter.”

4) Hvad angår Berlin, London og Paris er det netop – bestemt ikke altid, men i en række tilfælde – EU og EU­tankegangen, der nærer og inspirerer disses regeringer til stormagtstænkning. I sådanne tilfælde skyldes det omfang, der omtales i punkt 1), ikke kun EU’s geografiske udstrækning og antallet af medlemslande, men også den gruppedynamik eller gruppeinerti, der kan opstå. Hvad denne inerti kan føre med sig af dybt ulykkelige politikker, gives der flere eksempler på i mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’.[40]


5.8: Fremskridt eller forældet sjæleholdning?

Det problematiske ligger i, at der overhovedet laves stærke og omfattende systemer som EU. Der ligger noget i selve systemtænkningen og systemdriften, som kalder på alvorlige antroposofiske undersøgelser og debat. Borgman Hansen har i blandt andet ‘Menneske og fællesskab’ og bogen ‘Danmark i Europa i verden’ (Grevas forlag, 1998) på lysende klare måder og, i det mindste underliggende, på et antroposofisk grundlag givet bidrag dertil. En tredje bog er Borgman Hansens essay­ og artikelsamling ‘Kulturkamp’ (C.A. Reitzel, 2004). Essayet ‘Begivenhederne i Østeuropa og tregreningen af samfundsorganismen’ heri blev første gang trykt i bladet Libra nr. 3­4, 1989. I essayet redegør Borgman Hansen for det synspunkt, at EU har båret sig ulykkeligt ad over for Libanon og Cypern, og han bringer citater fra det Europæiske Råd (ikke at forveksle med Europarådet, som ikke er et EU­organ). Jeg henviser til bogen. Man behøver for så vidt ikke kende de forudgående afsnit; det principielle og kendetegnende er følgende:

”De citerede udtalelser viser en sjælelig holdning, der er mere end 100 år efter menneskehedens bevidsthedsudvikling, moraliserende og på et niveau, der kunne vise en ganske begavet og lovende gymnasiast, hvis en ung mand på 17, der fulgte godt med, udtalte sig på denne måde. Dog ville hans lærer fortælle ham, at han ikke skulle optræde så overlegent. Alene den statslige magtbaggrund giver en slags vægt til disse banaliteter. Det eneste, der kunne have virkelig vægt, ville være en skabende indsats, idéer, der kunne inspirere de pågældende. Man vil gerne bidrage til freden. Formaninger stifter ikke fred. Det gør kun den skabende ånd. EF er en reaktionær statsdannelse, der fastholder moraliserende, golde sjælsholdninger, der minder om romerkirken – som vel at mærke kunne have en berettigelse i Middelalderen, da denne romerkirke var en åndelig autoritet af en anden art end de nuværende 12 statschefer fra EF.” (Borgman Hansen bevæger sig herefter ind på Rudolf Steiners idé om tregreningen som det, der vil kunne give leverum for den nævnte skabende indsats).

Betyder ovennævnte citat, at Borgman Hansen går ind for nationalstatens bevarelse i fremtiden? Nej. Jeg kan sagtens tage fejl om den førnævnte debattør fra Nyhedsbladet, men i sine indlæg skriver denne på en måde, hvor det er svært ikke at få indtryk af, at han tror, at når Borgman Hansen og jeg (og en tredje) skriver kritisk om EU, så må det betyde, at vi ønsker nationalstaten. Der er dog glædelige nyheder: Læsning af nærværende studiebidrag og andre artikler på vil afkræfte forestillingen for mit vedkommende, og et bredere kendskab til Borgman Hansens værker vil afkræfte det samme for hans vedkommende. Netop i ‘Kulturkamp’

– essayet ‘Et samfund i opløsning ‘ fra det antroposofiske tidsskrift Janus nr. 3, 1988 – skriver han eksempelvis (Falko har fremhævet med fed skrift):

”I 1992 er Danmark blevet til et amt i Europa, hed det i en kronik for nylig, uden nogen egentlig stillingtagen dertil, enkelt konstaterende. Der kan være noget rigtigt i en sådan konstatering. Den gamle småstats tid er forbi. Dette er opløsningen. Spørgsmålet er, om den storstat, som skal komme i stedet, betegner et fremskridt. Vi mener, at EF betegner den tragiske reaktion i Europa, som måske for generationer hindrer, hvad der egentlig burde komme. Men politikerne har en stor fordel af at skulle forberede os på de nye europæiske forhold. Deres travle optagethed af alle de nye problemer har den meget fordelagtige virkning, at den så bekvemt lader os overse de egentlige problemer. Politikerne har ingen idéer. Befolkningen savner dem også; men det var foregangsmændenes pligt at have dem.”

Borgman Hansen kommer herefter ind på den nye type (super)statsdannelse, som EF (i dag EU) indebærer, og dernæst på tregreningen af den sociale organisme. Han slutter essayet med disse ord om tregreningen:

”Et samfund baseret på sådanne principper vil ikke opløses. Men staten bør opløses, det vil sige, vi bør finde de former, som muliggør en fundamentalt ny samfundsform. Staten går under alle omstændigheder i opløsning. Det bør ikke ske til fordel for en superstat, der blot vil øge umyndiggørelsen og trætheden og utilfredsheden. Det bør ske til fordel for et samfund, der er bygget på enkeltindividerne.”

Vi har tidligere i dette kapitel set Steiner omtale England og Frankrig. I det følgende kapitel spiller de to lande betydelige roller.

Kapitel 6: Eksempler fra praksis

“En grundlæggende formular for forståelse af Fællesskabet er denne: ‘Tag fem opløste imperier, tilsæt den sjette senere, og lav så et stort, nykolonialistisk imperium ud af det hele.’” – Professor Johan Galtung, norsk sociolog, i ‘The European Community, a Superpower in the Making’, 1973, s. 16.

Dette kapitel bringer dels konkrete, dels mere overordnede og væsensbeskrivende eksempler på den romersk­katolske strømning i EU.


6.1: Whistleblower afdækker romerstrømningen

En af EU­Kommissionens højest placerede økonomer fra august 1978 og ind i 1990’erne hed Bernard Connolly. Han tog ikke ansættelse i Kommissionen ”ud fra et ønske om at ‘opbygge Europa’, men jeg troede på, at Fællesskabet var et brugbart forum for samarbejde, som kunne understøtte venskabelige relationer mellem europæiske lande. Specielt troede jeg på, at økonomisk koordination kunne bringe virkelige materielle fordele.”

Ordene står i introduktionen i Connollys bog ‘The Rotten Heart of Europe’ (‘Europas rådne hjerte’), Faber and Faber Limited, London, 1995. Bogen blev en international bestseller og affødte ganske megen medieomtale. Inden den overhovedet var skrevet færdig, blev Connolly fyret som følge af rygter om arbejdet med bogen. Kritisk debat kunne åbenbart ikke tolereres. Connolly oplevede fysisk overvågning, han fik

forbud mod at opholde sig i kommissionsbygningen, ved indgangene blev der sat opslag op med hans billede, i hans hjem var der spor efter fremmede, der havde låst eller dirket sig ind, med videre. I en dokumentar om sagen på DR­TV udtalte både EU­skeptikere og EU­fortalere, at de aldrig havde oplevet noget lignende, bortset fra i ‘bananrepublikker’. Connolly havde ene og alene ønsket at formidle sin viden og skabe debat om det, han oplevede var en magtfuldkommen, gedulgt og i sidste ende antisocial politik i EU­ toppen. At vurdere efter EU­toppens reaktioner må han have belyst nogle virkelige forhold eller intentioner, som ikke skulle have været belyst.

I sin bog gav Connolly beskrivelser af den økonomiske og monetære unions udvikling (ØMU’en), ikke mindst den såkaldte Exchange Rate Mechanism (ERM) under det Europæiske Monetære System (EMS’en). Fællesvalutaen euroen er en af ‘søjlerne’ i ØMU’en. I forordet til paperback­udgaven skrev Connolly:

”Der vil komme en europæisk politisk og økonomisk ‘hård kerne’. Dens medlemmer vil blive de eksisterende lande, nuværende og fremtidige medlemmer af Fællesskabet, der tilsammen udgjorde Charlemagnes imperium. Fællesskabets sydlige, vestlige og nordlige ‘periferier’ vil blive underordnet den hårde kerne. (…) Når først den økonomiske og geopolitiske udvikling gør det klart for selv franske teknokrater, at ‘den europæiske model’ ikke vil bringe noget som helst andet med sig end fortsat økonomisk nedgang og en øget forringelse af kvaliteten af det politiske og demokratiske liv, vil Charlemagnes nye imperium splittes ad – og langt hurtigere end dets ottehundredeårige forløber og forbillede.

For at summere op: Den europæiske ‘solidaritets’ maske er ved at falde. Denne bog viser, hvorledes virkeligheden bag masken hele tiden var en maske med interne politiske og bureaukratiske kampe, med nationale og sektionale magtspil og med en ‘djævelen tager de sidste’­tilgang, der befinder sig langt fra Euromyterne.

Gennem Europas 40 år med Pax Americana nød den vestlige halvdel af kontinentet en fremgang, stabilitet og demokratisk legitimitet uden sidestykke. Under disse forhold følte landene sig bedre tilpas med hinanden end nogensinde før i historien. Men i de ti år, hvor driften efter at genskabe Charlemagnes imperium har taget fart, er det europæiske venskabs fundament blevet udhulet.”

– Dette var Connollys forord om dette studiebidrags emne.

I første kapitel af sin 426 sider lange bog oplyser han, at EMS’en (European Monetary System) blev til i 1978, og at den var et personligt initiativ taget af to mænd, den tyske kansler Helmut Schmidt og Frankrigs præsident Valery Giscard d’Estaing, med hjælp fra Roy Jenkins, der var formand for EU­Kommissionen. Connolly fortsætter i sin bog, udgivet 17 år efter 1978:

”I historiens tilbagevendende mønstre ser dagens kampplads ganske meget ud, som den gjorde i 1978 – en befæstning her, en generobret høj der, men de primære skyttegrave ligger, hvor de lå for 17 år siden. Nogle vil måske sige, at de stadig befinder sig, hvor de har befundet sig i mere end tusind år – løbende ned gennem rygraden på Lothars midterrige [Connolly: ‘middle kingdom’]. Kan en mønt genskabe Charlemagnes imperium? Kan det frankiske fort overtage Frankfort? Eller vil Frankreich blive inkorporeret i et nyt Frankenreich? Ved Europas hjerte ligger disse to stridende fortolkninger af, hvad den monetære union handler om.”

I dag ser vi, at Angela Merkels krisemedicin ikke ryster på hånden, hvorimod franske politikere har – vi kan vel kalde det et noget ”skizofrent” forhold til euroens krisemedicin målt op over for folkestemningen.


6.2: EU i Charlemagnes bygning – bogstavelig talt

Læseren husker måske fra kapitel 2, at en af Charlemagnes tre sønnesønner, Lothar, blev kejser i det midterste af de opdelinger, der blev lavet af Charlemagnes gamle rige. Og man husker måske, at Charlemagnes gamle post som tysk­romersk kejser, ikke desto mindre, først blev afskaffet i 1806. På side 16­17 i sin bog skriver Bernard Connolly følgende, der er et noget langt, men også væsentligt citat:

”Opløsningen af Lothars midterrige i 870 havde efterladt det moderne lands territorium ubeslutsomt i sin store opsplittethed. Den dag i dag er Belgien stadig en utilpas sammensmeltning af to forskellige sproglige og kulturelle traditioner. Ved opbygningen af den moderne stat i 1830, og i et århundrede derefter, dominerede de fransktalende (vallonerne) politisk, økonomisk og kulturelt. Belgien var før Første Verdenskrig en del af den såkaldte Latin Monetary Union [Connolly hentyder givetvis til det, der på dansk er blevet kaldet den latinske Møntkonvention, som blev indgået 23. december 1865 mellem Frankrig, Italien, Belgien og Schweiz], der blev ledet af Frankrig, og var også en del af den katastrofale, franskanførte ‘bloc or’ i 1930’erne. Ændrede økonomiske forhold efter krigen samt underskrivningen af Benelux­traktaten om økonomisk forening førte imidlertid Belgien over i den tyske lejr, hvilket var en udvikling, der gik parallelt med de nederlandsk talendes – flamlændernes – som fik økonomisk og politisk indflydelse i landet. For de belgiske autoriteter virkede det, som om konflikten mellem traditionelle og moderne tiltrækningspoler i sidste ende kun kunne løses ved Belgiens monetære, økonomiske og politiske sammenslutning med både Frankrig og Tyskland. Løsningen var at omstøde opdelingerne af Verdun fra 843 og Mersen fra 870 og genskabe Charlemagnes imperium. Det var ingen tilfældighed, at den belgiske regering husede Ministerrådets [= Rådet i EF, nu i EU] kontorer og møderum i Charlemagnes bygning i Bruxelles.

Det var heller ingen tilfældighed, at Giscard og Schmidt blev enige om at acceptere det belgiske kompromisforslag ved et bilateralt møde i september 1978 i Aachen, Charlemagnes hovedsæde og begravelsessted. Symbolikken var kraftigt understreget i både Frankrig og Tyskland; de to ledere gav et specielt besøg hos Charlemagnes trone, og en særgudstjeneste blev afholdt i katedralen. Ved slutningen af topmødet bemærkede Giscard, at: ‘Måske rugede Charlemagnes ånd over os, da vi diskuterede de monetære problemer.’”

Efter Giscards citat bringer Connolly denne note i bunden af siden: ”Man gad godt vide, om det mon kunne forholde sig sådan, at de spøgelsesagtige visioner af fortidens kejsere også prægede de monetære diskussioner i det tætte forhold mellem Giscard og Bokassa, som resulterede i, at den forarmede tidligere Centralafrikanske Republik fik erhvervet sig sin egen kejser og kejsertrone og Giscard en samling ekstremt værdifulde diamanter?”

Connolly fortsætter: ”Sådanne tilstræbte åndrigheder [Connolly: claptrap] ignorerede det ubelejlige faktum, at Charlemagnes imperium ikke overlevede Charlemagne længe (lige så lidt som at Napoleons og Hitlers imperier eller imperierne hos andre ‘wanna­be’ arvtagere af Charlemagnes kåbe overlevede disse synderlig længe). Ikke desto mindre mødte Aachen­aftalen efterfølgende tilslutning i det Europæiske Råds møde, der blev afholdt i Bruxelles – som alle sådanne aftaler møder tilslutning hos statsministre, der ønsker at få lov at beholde deres taburet. [Til dette bringer Connolly følgende note nederst på siden: ”John Majors veto mod Jean­Luc Dehaene som kommissionsformand i juni 1994 var en helt kosmetisk undtagelse.”] Men ligesom det kompromis, der senere blev nået i Maastricht (kun få kilometer nede ad vejen fra Aachen), var den en formular, som var designet således, at man kunne tolke den meget forskelligt af hensyn til den hjemlige opinion i Frankrig og Tyskland. Var aftalen udtryk for en stor forandring af den tyskdominerede valutaslange (hvilket Frankrig bedyrede) eller for en udvidelse af slangens domæne over til Frankrig og Italien (hvilket Tyskland bedyrede)? I Charlemagnes nye imperium, hvem skulle da agere Charlemagne? Præcis det samme spørgsmål lå implicit, men ubesvaret, i Maastricht.”

Der er måske dem, der tænker: Fortidens romerriger eller ej og Diokletians møntunion[10] eller ej – en fællesvaluta kan bidrage til en fællesskabsfølelse mellem folk. Det kan den måske for nogle, men hvor dybt stikker dette bidrag? Undertegnedes oplevelse og analyse er, at i det mindste synspunktet om fællesvalutaen som en nødvendighed for fællesskabsfølelse mellem folkene er udtryk for en sparsom sans for det, Steiner kaldte moralsk eller etisk fantasi.


6.3: Helge Rørtoft­Madsens undersøgelser

I kapitel 1 blev der citeret fra Jonathan Levys Ph.D.­afhandling. På side 41­42 oplyser han dette – PEU står for Pan European Union:

”Paneuropa­flaget blev kopieret fra portrættet af Jomfru Maria i apsissen i Strasbourgs katedral [de tolv stjerner i EU­flaget symboliserer blandt andet Maria], men Otto von Habsburg, PEU­præsidenten, sammenlignede PEU­flagets symbolisme med ”det Hellige Romerske Imperiums rigsæble/kugle” [Levy: ”Orb of the Holy Roman Empire”]. Denne vægt på europæisk arv og i særdeleshed det Hellige Romerske Imperium er overraskende i tråd med visse aktuelle tendenser i EU. Eksempelvis har Italien, Malta, Polen og Litauen alle støttet et initiativ fra Vatikanet om at nævne kristendom i præamblen til den foreslåede EU­ forfatning. Spanien, Irland og støtter af Kristendemokraterne rundt om i Europa er også i den prokristne lejr. Polakkerne betragter ideen om en erklæring om europæiske værdier, der ikke nævner kristendom, for at være uforenelig med deres sociale værdier.”

Modstanden mod Vatikanets initiativ blev for stor, og kristendommen blev ikke nævnt, kun ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”. Men det er jo heller ikke så lidt.

Den danske folkekirkepræst Helge Rørtoft­Madsen har været inde på nogle af de samme fænomener som Jonathan Levy. Rørtoft­Madsen har skrevet disse tre små, anbefalelsesværdige bøger (er næsten hæfter) om kirkernes relation til EU: ’Hånden i hvepsereden – Kirke og religion i EU!?’ (1998) om EU’s daværende Amsterdam­traktat; ’Euro­sjælen – kirken mellem folkestyre og unionsstyre’ (1999) og ’Ved korsvejen – Det kirkelige ja eller nej til EU­forfatningen’ (2004). Bøgerne er udgivet af Forlaget Vindrose og Forlaget Notat. Det samme er ’Kampen om EUropas sjæl’ af Helge Rørtoft­Madsen og Henrik Gade Jensen (red.) fra 2000 og ’Kirkerne i Europa skal de integreres?’ af Helge Rørtoft­Madsen og Jesper Høhenhaven (red.) fra 2001.

Undertegnede har i skrivende stund kun Rørtoft­Madsens bøger fra 1998 og 2004. I ’Hånden i hvepsereden – Kirke og religion i EU!?’ bringer Rørtoft­Madsen blandt andet sin brevveksling med den forhenværende ambassadør og meget engagerede EU­fortaler Niels Ersbøll. Ersbøll var den danske chefforhandler på regeringskonferencen, der forberedte Amsterdam­traktaten. Man siger normalt ’regeringskonferencen’ i ental, men der er i praksis tale om en række møder, helt ligesom hvert af den katolske kirkes ’konciler’ gennem mange århundreder har bestået af flere konkrete møder mellem kirkeherrer fra de lande i verden, hvor kirken har etableret sig. Man kan ikke udarbejde en helt ny traktat på kun ét topmøde, når det, man laver og udbygger, er en enhedsstat i storskala.

Bogens forord oplyser: ”Jeg vedgår, at min kirkelige placering er baggrunden for, at der focuseres mest på spørgsmål med relevans for Den danske Folkekirke.” – Rørtoft­Madsen berører derfor kun få gange den romersk­katolske kirke, der jo har primær relevans for dette studiebidrag. Allerede på bogens forside (se herunder) ser vi dog klare spor fra den romersk­katolske kirke.

I bogens kolofon står følgende oplysning om forsiden: ”Forsidens collage er lavet af Lars Bech­Jessen. Nederst ses en Jomfru Maria­figur med en krans af tolv stjerner omkring hovedet (de to af stjernerne ses dog ikke for ansigtet). Dette collageindslag bygger på et fotografi, som sognepræst Jens Lyster venligt har stillet til rådighed. Fotografiet illustrerer det tolvstjernede EU­flags tilknytning til romersk­katolsk Jomfru Maria­ symbolik som en fortolkning af Johannes’ Åbenbaring kapitel 12, vers 1­5.”

I kapitlet ’Da kirken kom på EU’s dagsorden’ følger Helge Rørtoft­Madsen op:

”Selv om især den romersk­katolske kirke spillede en vis rolle på den østeuropæiske scene i forbindelse med den politiske frigørelse i forhold til Sovjetunionen i 80’erne indtil og med murens fald i ’89, og også selv om spørgsmålet om kirkernes rolle i forhold til »det nye Europa« ofte har været et tema i politisk­kirkelige debatter i 90’erne (oftest i økumenisk perspektiv), var der i hvert fald i Danmark næsten tavshed om kirkerne set i forhold til EU, indtil regeringskonferencens begyndelse i ’96.

Jeg mindes kun at have kunnet læse en eneste artikel om emnet i årene efter ’92. Den handlede om sognepræst Jens Lysters detektivagtige granskning i EU­flagets tilblivelseshistorie og symbolik og stod at læse i Præsteforeningens Blad nr. 10, årgang 1994, under titlen »Er religiøse symboler folkekirken uvedkommende? Lidt om unionsflaget og religionen«. Artiklen sandsynliggør, at tolvstjernetegnet i det gul­ blå flag er et gammelt, indarbejdet romersk­katolsk Jomfru Maria­symbol, som på næsten hemmelighedsfuld vis er blevet godkendt som EU’s emblem. Et par af de herværende romersk­katolske præster forsøgte at mane Jens Lysters teori i jorden i skarpe debatindlæg i kristeligt Dagblad. Mens Jens Lyster i opfølgende artikler, bl.a. i Nødvendigt Forum fra juni 1994, er kommet videre med at underbygge sin teori med støtte bl.a. i en tysk doktordisputats af Markus Göldner »Politische Symbole der europæischen Integration«.” [Falko: Rørtoft­Madsen benytter dansk ’æ’ i næstsidste ord, men det må være en slåfejl. På tysk er det: ae].

I kapitlet ’Den anden brevveksling’ nævnes avisartiklen ’EU skal have en religiøs dimension’ skrevet af journalist Bente Bundgaard i Berlingske Tidende den 11. marts 1997. Rørtoft­Madsen skriver derefter om forløbet vedrørende visse medlemslandes forslag til de regeringskonferencer, der skulle lede til en ny EU­ traktat (Amsterdam­traktaten). Forslagene gik på respekten for kirkernes og andre religiøse samfunds retlige status og kulturelle betydning som ”grundlæggende rettigheder”. – Rørtoft­Madsen:

”at pressen hidtil har været næsten lige så tavs som graven om spørgsmålet om kirke og religion i EU­regi, ligner en tankevækkende uopmærksomhed eller tilsigtet udelukkelse.

Hvor var det da befriende, at en journalist endelig tog emnet op og endda bladet fra munden. Hun havde

fået øje på denne sag og sat sig ind i forslagene på regeringskonferencen og kunne bringe oplysninger om, hvad jeg i hvert fald ikke vidste på dette tidspunkt, nemlig at:

»Udspillet kommer efter intense kontakter med Vatikanet og religiøse organisationer på såvel nationalt som europæisk plan«.

Hvis den oplysning står til troende, bringer den en godt skjult kirkelig »lobbyisme« frem i lyset. Det underbygges yderligere af journalistens henvisning til

»Heidrun Tempel, der leder de tyske, evangeliske kirkers kontor i Bruxelles«

og som udtaler sig om kirkelige interesser i at få indflydelse på EU’s politik. Resten af artiklen orienterer om modstridende standpunkter til forslagene på regeringskonferencen samt nogle udtalelser af sagen af sognepræst, medlem af Europa­Parlamentet Ulla Sandbæk og universitetslektor, formand for det mellemkirkelige stiftsudvalg Karsten Fledelius, som siger henholdsvis ubetinget og betinget nej til forslagene på regeringskonferencen. Men hvorfor var der dog ikke flere i pressen, der kom på banen med artikler om sagen kirken og religion i EU? Hvis det var muligt at komme så tæt på de implicerede i kulisserne ved siden af regeringskonferencen, hvorfor var der så ikke andre i pressen der gik videre med at finde ud af, hvad der var sket og skete i kulisserne?”

– Så vidt uddraget fra bogen. ’Hånden i hvepsereden – Kirke og religion i EU!?’ strejfer endvidere problematikken omkring sekter og kulter. På side 23 påpeger forfatteren noget, som det er værd at gengive her i studiebidraget, nemlig at der med EU’s såkaldte ’grundlæggende rettigheder’ rejser sig:

”et spørgsmål om rettens forudsætninger, som mig bekendt ikke har været på tale i debatten om EF/EU tidligere: når/hvis EF­domstolen skal dømme i sager om diskrimination, må den jo bygge på nogle grundforestillinger om ret og uret (i sidste instans om godt og ondt i etisk­moralsk forstand); men hvor får den dem fra? Og så bevæger Domstolen sig uvilkårligt ind på områder og spørgsmål, der har med livs­ og menneskesyn og etik og moral at gøre. Men det er jo som bekendt et område, som der jo ikke kan siges og fastlægges noget i juridisk forstand objektivt om, og hvor al jura uvægerligt må knytte an til en eller anden normativitet. Men hvor henter juraen den normativitet fra? Fra et abstrakt, metafysisk postulat om en evigt og generelt gyldig human ret? Eller fra overleverede, historiske traditioner for, hvad der er ret og uret med baggrund i kristen eller humanistisk livs­ og menneskesyn og etik? Eller fra den filosofisk­politiske traditionsdannelse, menneskerettighedstænkningen udgør i europæisk sammenhæng?”

Det principielle i flere af Rørtoft­Madsens spørgsmål gælder også i andre af EU’s ’grundlæggende rettigheder’, anser jeg. Ville det ikke være nemmere – til tider måske decideret sundere, mindre potentielt konfliktforøgende – at gøre som i Rudolf Steiners tanker om samfundsorganismens ’tregrening’: At lade det åndelige og kulturelle være helt uafhængigt af det politisk­juridiske? Dette lader jeg op til læserens vurdering og til debat.


6.4: Romerkirken ønsker EU som »Corpus Christi«

Helge Rørtoft­Madsens bog ’Ved korsvejen – Det kirkelige ja eller nej til EU­forfatningen’ fra 2004 er trods sin lidenhed på 48 sider så fuld af oplysninger om EU’s inddragelse af kirkerne og religiøse grupper i EU­ integrationen, at jeg stort set opgiver at udvælge eksempler. … Og kirkernes inddragelse af EU, burde jeg tilføje, for sammensmeltningen går ofte begge veje. Jeg vil holde mig til at citere en sætning, som måske vil være relevant for nogle og gøre det attraktivt at erhverve sig bogen. Folkekirkepræsten Helge Rørtoft­ Madsen skriver altså:

”Hvad den romersk­katolske kirke angår, vedkommer den på en måde ikke mig. Og dog, for al den stund romerkirken er med i det europæiske kirkekor i EU, bør enhver protestant forholde sig også til dens gøren og laden. Organisatorisk er romerkirken anderledes end de forskellige protestantiske kirker med varierende forhold til nationalstaterne. Romerkirken er jo en selvberoende, international organisation med egen stat [Vatikanstaten] og diplomati og effektiv global kommunikation.

I EU­regi indgår den i koret af europæiske kirker, dog med sin egen, vidtgående dagsorden for EU­ integrationen. Som Romani Prodi’s rådgiver Michael Weninger sagde på en kirkekonference i København i 2002 »er den romersk­katolske kirkes position til EU, at den ønsker »Corpus Christi«« (mit notat fra konferencen). Det vil sige et EUropa med Kristus – i romerkirkens forståelse af Kristus – som eneste og højeste norm. Det betyder ultimativt, at romerkirken ønsker sit moralkodeks implementeret i gældende europæisk ret. Det er baggrunden for romerkirkens intensive politisk­kirkelige lobbyarbejde i Bruxelles og via katolsk­kristelige politikere i EU­Parlamentet og ­forfatningskonventet. Det er en kirkelig målsætning, jeg som luthersk protestant naturligvis ikke ønsker eller billiger og forholder mig kritisk til.”

Rørtoft­Madsen skriver i næste passage om de økumeniske strømninger. (”økumenisme: den katolske kirkes bestræbelser for at forene alle kristne kirkesamfund.” – Munksgaards Fremmedordbog, 15. udgave, 1997):

”Den fremherskende økumeniske trend i en del af europæisk kirkeliv er meget positiv – og alt for kritikløs – EU­orienteret og indstillet på vidtgående kirkelig konsensus med romerkirken. Til trods for at romerkirken ikke anerkender andre end sig selv som sand kirke. Den protestantiske økumeni har i høj grad rollen som talerør for protestantiske kirker i det eurokirkelige samspil med EU. Jeg ser ingen grund til at skåne økumenien for den kritik, der uvilkårligt følger af en kritisk belysning af kirke­EU­sammenhængen.”

Den romersk­katolske kirke inklusive paven beskrives også andre steder i bogen i sagens sammenhæng.


6.5: Rudolf Steiner om direktivets natur

Rudolf Steiner holdt i maj­juni 1920 de i del 1 nævnte foredrag, som på engelsk har fået fællestitlen ‘Roman Catholicism’.[38] I det første foredrag omtaler han visse åndeligt sunde elementer i katolicismen, og at disse imidlertid blev trådt under fode af pavedømmet gennem forskellige rundskrivelser og doktriner. Blandt andet nævner han den ‘anti­modernistiske ed’ og citerer den katolske teolog Weber af Freiburg fra bogen ‘Catholic Doctrine and the Freedom of Science’. Teologen anså, sagde Steiner, at ”man opgiver ikke sin frihed, fordi man er tvunget til at undervise i det, der er givet af Rom, som værende sandhed.” Steiner citerer teologen videre:

”En lærd er bundet af bestemte metoder til redegørelse eller bevisførelse. Ligesom dét at en soldats pligt er atter at slutte sig til sit regiment på et bestemt tidspunkt, ikke tager hans frihed fra ham – eftersom han kan gå eller tage med kareten, med futtog eller med lyntog – på samme måde forbliver læreren stadig fri i sin opgave på trods af sin ed.” – Steiner kommenterer det som følger:

”Det betyder, at man er tvunget til at undervise i en bestemt doktrin og bevise netop denne doktrin. Hvordan man gør det, er man frit stillet til. Lige så frit stillet, som en soldat er, der har svoret at møde sit regiment igen på en bestemt tid, og som kan rejse enten til fods eller med karet eller med futtog eller med lyntog. Man bør spørge sig selv, hvorledes denne transport til fods eller med karet, med fut­ eller lyntog, mon ender. Under alle omstændigheder skal rejsen ende ud i, at han mødes med sit regiment. Jeg polemiserer ikke, jeg citerer helt enkelt en historisk kendsgerning.”

En nyere historisk kendsgerning er, at da et lille flertal af de danske vælgere 2. juni 1992 havde stemt Nej til Maastricht­traktaten, der skulle gøre EF til en union, gav flere Ja­politikere udtryk for, at de ”nok må

indrømme, at vi er gået for hurtigt ud ad vejen.” En sådan udtalelse negligerer den mulighed, at forklaringen på Nej’et kunne være, at selve vejen eller målet var forkert ifølge disse vælgere. Ja­politikernes tankegang viser sig også i den EU­lovgivning, vi ser som resultat af samme tankegang. I EU findes der en uhyre mængde af ”underordnede” måder og former at lovgive på. To af de overordnede måder er forordninger og direktiver. Forordninger har direkte lovkraft. Direktiver har derimod det katolske princip, at vist skal direktivet gennemføres, men præsterne/politikerne har her en større frihed til at bestemme hvordan. – Dette svarer fuldt ud til Rudolf Steiners sammenligning fra romersk­katolsk dogmatik til soldaten. EU har optaget denne art logik i sig og gjort den til et af sine mest fundamentale lovværktøjer.

Jeg er helt klar over, at det samme sker nationalt, ofte bare med andre betegnelser. De, der ser EU som en (relativt) sund erstatning for nationalstaten, har i hele denne sfære en tung bevisbyrde, for hvorfor skulle EU­ diktater være en mere o.k. idé end nationale diktater? Diktater er det i begge tilfælde.


6.6: EU’s nærhedsprincip: et romersk­katolsk begreb

Specielt i forbindelse med de senere års afsløringer af Vatikanets dækken over præsters seksuelle overgreb på børn er det kommet frem, at Vatikanet er mere topstyret og kontrollerende, end man skulle tro ud fra det såkaldte ‘subsidiaritetsprincip’ og den lokale selvforvaltning, som den katolske kirke ellers er kendt for. I EU­systemet har man kopieret princippet og bibeholdt betegnelsen. Dog omdøbte danske EU­fortalere i begyndelsen af 1990’erne det til ‘nærhedsprincippet’. Politolog og filosof Marcus How beskrev princippet udmærket i dagbladet Information 27. maj 2014:

”Ud over at have en overvejende teknokratisk rolle bygger EU grundlæggende på det såkaldte subsidiaritetsprincip. Dette obskure fænomen har sin oprindelse i Vatikanets forestillinger om, hvordan det skulle organisere sine sogne over hele verden, nemlig fortrinsvis via decentralisering. Subsidiaritet vil sige, at beslutninger skal tages på det lavest mulige niveau, det vil sige så tæt på borgerne som muligt. I den forstand sikrer EU, at der bevares autonomi på det lokale plan, men prisen bliver usynliggørelse af EU’s indflydelse på almindelige menneskers liv. Hvis EU endelig bliver synlig, handler det om diverse forordninger, som små virksomheder frustreret må slås med, fordi regler er regler, og derfor ikke rigtig kan ændres. I de tilfælde, hvor virksomheder og regioner modtager støtte fra EU – gennem strukturfondene, for eksempel – er der tale om indirekte betalinger, der passerer igennem de nationale regeringer. Med denne opbygning garanterer EU sin egen abstraktion.”[51]

(Det kan præciseres, at EU’s fondspenge kommer fra medlemslandene selv. Dette er ingen kritik, men en konstatering, der bunder i den banalitet at for at være med i en klub, skal man betale kontingent. Det er helt igennem rimeligt. Man skal blot ikke – som nogle danskere synes at opfatte det – se EU som en rig og gavmild onkel, som vi herhjemme får pengegaver fra).

Arne Poulsen, professor i udviklingspsykologi ved Roskilde Universitetscenter, har i anden sammenhæng udtalt, at ”hvis du vil overbevise nogen om, at noget findes, så skal du give det et godt navn.” Det aktuelle eksempel med at omdøbe til ‘nærhedsprincippet’ kan dog have bivirkninger. Det forlød således, at da statsminister Poul Schlüter på et møde med sine EU­kollegaer havde nævnt ”the principle of nearness”, vidste de ikke, hvad han talte om. Måske bidrager betegnelser som nærhedsprincippet blot til øget EU­lede og mistillid blandt borgerne, hvis de netop ikke oplever EU som noget nært.

Ligesom at det er pseudofrihed kun at kunne bestemme befordringsmidlet og ikke målet – jf. Steiners eksempel – så er også subsidiaritetsprincippet pseudofrihed. Det er nemlig EU­systemet, der afgør, hvad der skal være nært, og hvad der skal være fjernt. Medlemslandene skal ganske vist overvåge, at princippet overholdes, men man kan kun overvåge noget, som nu engang er der, og spørgsmålet er, i hvor høj grad landenes myndigheder er gearede til dette. Dertil kommer, at ”Nærheds­princippet gælder ikke på områder,

hvor EU har enekompetence, og hvor medlemslandene dermed har overladt al lovgivningskompetence til EU.” (Fra Lissabontraktatens ordliste på side 439 i den danske udgave fra Folketinget, januar 2008[52]). Om princippet virker eller ej, er altså i det store og hele ligegyldigt, men Ugebrevet A4 bragte i 2012 en artikel om, at det end ikke virker.[53] – Ikke alle er dog helt enige i den kritik, hvad der også fremgår i artiklen.

Som aktiv på miljøområdet ved jeg, at det kan være problematisk at overlade beslutninger til det kommunale niveau, hvis kommunerne ikke har faglige eller andre resurser til at tage sig ordentligt af det pågældende emne, men man skal bare ikke foregive, at noget er (reel) nærhed, hvis det ikke er det. Hverken i nationalt regi eller EU­regi.

Oskar Borgman Hansen indkredser i essayet ‘Om nærhedsprincippet og mistilliden til EU’ i bogen ‘Danmark i Europa i Verden’ princippet på denne måde: ”Frie og selvstændige borgere ville leve med glæde med et nærhedsprincip, der gik ud på, at de kunne bestemme, hvor megen magt de ville overlade til de overordnede myndigheder. EUs nærhedsprincip er en erklæring om, at de overordnede myndigheder vil tilstå så meget frihed som muligt.”


6.7: Lidt om EU­kontrol kontra Steiners tankefrihed

Det kontrollerende element ses i EU­systemet på vitale områder fra massemedier til uddannelser:

I begyndelsen af 2013 fremlagde et højtstående udvalg under EU­Kommissionen en rapport, der lagde op til, at nationale pressenævn (”Media Councils”) skal følge et sæt europæiske standarder og være under opsyn af EU­Kommissionen for at sikre ‘europæiske værdier’. Dette EU­udvalg ønsker magt til at fyre journalister og straffe medier med bøder. Rapporten blev afleveret til EU­Kommissionens vicepræsident Neelie Kroes, der ifølge den britiske avis Telegraph udtrykte stor tilfredshed med rapportens konklusioner. Pressejurist Oluf Jørgensen påpegede flere ”bekymrende” og ”problematiske” elementer i rapporten.[54]

På bekymrende kant med den antroposofiske idé om frihed i undervisningssektoren har EU i årtier gjort ganske meget for at trække denne sektor i bestemte retninger. I sin artikel ‘Undervisning – for hvem?’ i bogen ‘Menneske og fællesskab’ bringer Oskar Borgman Hansen en række eksempler herpå. Allerede op til folkeafstemningen om det indre marked i 1986 sås der ansatser til EF­påvirkning af sektoren. Formentlig i løbet af 2015­16 vil der her på følge en artikel om de metoder til dirigering af landenes undervisningssektorer, som specielt EU, men også OECD, Verdensbanken, Federal Trust for Education & Research, UNESCO’s Robert Muller og hans ‘World Core Curriculum’ med flere anvender. I nærværende studiebidrags sammenhæng vil jeg blot nævne tre ting:

1) Bogen ‘Europa A/S’, Klim, 2000, siderne 46, 48 og 76 behandler EU’s indblanding i landenes uddannelsesplaner. Med ”EU” menes her både EU­systemet selv og, blandt andet, en af de stærkeste og mest systemintegrerede lobbyorganisationer i Bruxelles, European Roundtable of Industrialists.

2) I EU­traktaten fra Lissabon, artikel 165 TEUF, betones det, at et af Unionens mål er ”at udvikle den europæiske dimension på uddannelsesområdet” og ”at udvikle sportens europæiske dimension ved at fremme retfærdighed og åbenhed i sportskonkurrencer (…).” Findes værdier som retfærdighed og åbenhed ikke uden for Europa? Er indblanding noget godt, fordi den sker fra EU­niveau?

3) I indledningen til EU’s hvidbog fra november 1995, ‘Teaching and Learning *** Towards the Learning Society’, fremføres en tankegang, som jeg ud fra alt, hvad jeg har læst af Steiner, mener, at vi må væk fra, fordi den huser en reaktionær, grundlæggende trang til at anskue andre folk i et modsætningsforhold til sit eget folk:

”Middelalderens og postmiddelalderens Europa skulle holde stand mod den byzantiske verden, den arabiske verden og det ottomanske imperium. Kampen er heldigvis i dag sat i en mere fredelig kontekst. Ikke desto mindre betyder eksistensen af førende lande i historien, gigantiske af størrelse, af økonomisk styrke eller i sandhed begge dele, at Europa er nødt til at nå en tilsvarende størrelse, hvis det skal eksistere, have fremgang og bibeholde dets identitet. Stående ansigt til ansigt med Amerika, Japan og snart Kina må Europa have den økonomiske, demografiske og politiske størrelse, som sætter det i stand til at sikre dets uafhængighed.”[55]

EU­eksempler som de ovennævnte er lige så ulykkelige ud fra enhver antroposofisk tankegang, som noget tilsvarende er, der udsendes eller vedtages i nationalstatsligt regi. Det citerede er et imperiums for længst forældede logik, et ekko fra en tidligere epokes spøgelser. Som Steiner sagde i et foredrag om tidens udfordringer, på engelsk ‘The Challenge of the Times’, 6. december 1918:

”Af afgørende vigtighed for fremtiden er, at absolut tankefrihed må komme til; socialt liv uden dette er utænkeligt. Derfor må socialiseringsprocessen forbindes med bortskaffelse af enhver slavebinding af tænkningen, hvad enten denne slavebinding er fostret af det, som bestemte selskaber hos de engelsktalende folk praktiserer – hvilket jeg har beskrevet tilstrækkeligt for jer – eller gennem romersk katolicisme. De er hinanden værdige, og det er yderst vigtigt, at vi klart ser det interne forhold mellem de to. Det er ekstremt vigtigt, at der ikke hersker nogen mangel på klarhed i denne tid, specielt med hensyn til sådanne sager. Du kan fortælle en jesuit, hvad jeg har berettet for jer om særegenheden i de engelsktalende folks hemmelige selskaber. Han vil blive lykkelig over at få bekræftet de synspunkter, han repræsenterer. (…)

Det er især vigtigt, at vi i det hele taget skaffer os af med den vane kun at tænke på indholdet og ikke på det standpunkt, hvorfra noget introduceres ind i verden. Hvis noget, der er velbegrundet i en bestemt epoke, bliver introduceret fra et bestemt synspunkt, kan det være gavnligt. Det kan rumme helende kraft. Introduceres det af en anden magt, kan det være noget aldeles latterligt eller sågar skadeligt. Dette er et faktum, der særligt må tages i betragtning i vores tid. Det vil blive stadigt tydeligere, at når to personer bringer det samme udsagn, så er det ikke det samme; det er afhængigt af baggrunden for det.”[56]


6.8: Quigley om EF­tråden til det Tysk­romerske Rige

Kapitel 3 gennemgik EF­fadderen Jean Monnets katolske baggrund. Også andre af de mest centrale faddere til EF/EU var katolikker. Bogen ‘Tragedy and Hope’ fra 1966 af den makrohistoriske professor Carroll Quigley, Georgetown University, strejfer dette på side 1285­6:

”Traktaten for det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EEC) med sine 572 artikler fordelt på næsten 400 sider så ligesom traktaterne for Kul­ og Stålunionen samt Euratom frem mod en endelig politisk union i Europa, og den stræbte efter økonomisk integration som et væsentligt skridt på vejen. Projektet havde sin oprindelse hos lederen af den franske planlægningskommission, Jean Monnet, hvis idéer blev pacet frem af den belgiske udenrigsminister Paul­Henri Spaak. Inden for de tre store nationer blev der opnået enighed gennem bestræbelserne hos lederne af de respektive kristen­demokratiske partier: [Konrad] Adenauer, [Robert] Schuman og Alcide de Gasperi. De katolske, religiøse baggrunde, som de alle tre havde, var en betydelig faktor i deres vilje til at vende sig fra nationalistiske til internationale metoder, mens Spaaks socialistiske prestige hjalp til at forlige/forene [Quigley: reconcile] det moderate venstre omkring planen.”

Lidt senere nævner Quigley, hvordan de omtalte institutioner ledte til de Europæiske Fællesskaber (EF) med dettes velkendte organer. Quigley fortsætter på side 1287: ”I det store og hele vil de overnationale aspekter af disse institutioner blive styrket i fremtiden ud fra bestemmelser i traktaterne selv. Alt dette er vældig relevant i forhold til bemærkningerne i det foregående kapitel om opløsningen af den moderne, forenede suverænstat og omfordelingen af dens magt til hierarkiske flerniveau­strukturer, der minder lidt om Det Hellige Romerriges struktur i den sene Middelalder.”

‘Tragedy and Hope’ og andre af Quigleys bøger kan hentes/downloades gratis fra internettet.[57]

Både Schuman og de Gasperi har været i betragtning som mulige helgenkandidater i den katolske kirke på grund af deres virke for EF’s skabelse.[58]


6.9: Katolske EU­topfolk i dag – og deres ’Dream of Rome’

Tidligere formand for EU­Kommissionen Jacques Delors tilhører den romersk­katolske kirke, og EU’s præsident, også kendt som formanden for Det Europæiske Råd, blev i 2009 Belgiens kristendemokratiske statsminister Herman van Rompuy. Han er uddannet i økonomi og filosofi ved et katolsk universitet og var Frankrigs og Tysklands favorit til præsidentposten. Rompuy har deltaget[59] i det i kapitel 5 omtalte Bilderberg, en lyssky og elitær, transatlantisk forsamling, der først i omkring 2010 fik en hjemmeside. En af skaberne af Bilderberggruppen var den nederlandske prins Bernhard, om hvem det i hans officielle biografi blev fortalt: ”Bernhard går endogså så vidt med sine monarkistiske ideer, at han godt kunne tænke sig muligheden af en konge for Europas forenede Stater, men han indrømmer dog selv, at det er en fantastisk stor tanke. Selv nærer han ingen ambitioner i retning af at blive denne konge. Han har problemer nok at tumle med endda.”[60] – Oplysningen her er interessant, når man kommer i hu, at konge reelt er det samme som kejser.

EU gør sig på mange måder til en nem skydeskive for sammenligninger med den katolske kirke. Som Information skrev i artiklen ‘EU kritiseres for hemmeligt præsidentvalg’ 19. november 2009: ”… Som når kardinalerne i Vatikanstaten skal finde en ny pave, træffes beslutningen om, hvem der skal beklæde embedet som EU’s præsident og EU’s udenrigsminister, nemlig bag lukkede døre.”[61]

For nogle år siden lancerede EU­Kommissionen en ny og omfattende forskningsrapport om ‘The State of Men’s Health in Europe’. Den 400 sider lange rapport om mænds sundhed var forfattet af 38 forskere fra forskellige europæiske lande. Forskerne havde desuden udarbejdet et resumé af rapporten. I stedet for at bruge resuméet ændrede EU­kommission i det og præsenterede sit eget resumé. Ord og emner, som i visse religiøse retninger er ”følsomme” – ‘homoseksualitet’, ‘biseksualitet’, ‘seksualitet’, ‘seksuel sundhed’ og ‘kondom’ – var imidlertid blevet fjernet i Kommissionens version. Foreningen Sex og Samfunds generalsekretær, Bjarne Christensen, udtalte, at det var påfaldende, ”at de emner og ord, der er blevet slettet, er de samme emner, som for eksempel religiøse kræfter modarbejder i andre EU­sammenhænge og i forhandlinger i FN” og: ”Vi har gang på gang set lande som Malta, Polen og Irland med Vatikanstaten i spidsen modarbejde for eksempel homoseksuelles rettigheder, unges ret til seksualundervisning, adgang og ret til at bruge prævention og ret til frie og sikre aborter”.[62]

I 2006 bragte dagbladet Politiken artiklen ‘Katolikker truer europæisk forskning’.[63] Nyheden handlede om, at EU’s næste syvårige forskningsbudget skulle forhandles, og at en række meget katolske lande var oprørte over, at en lille bid af pengene kunne bruges til forskning i humane – embryonale – stamceller. Det vil sige celler, der stammer fra de befrugtede æg, som er blevet tilovers i forbindelse med kunstig befrugtning. ”En af Vatikanets kardinaler har ringet rundt til flere af de europæiske videnskabsministre for at påvirke dem,” udtalte MEP Britta Thomsen (S). Noget tyder dog på, at kirkens lobbyisme er væsentlig mere omfattende end denne ene sag. Artiklen oplyste:

”Forsker ph.d. Lene Sjørup, der har forsket i den katolske kirkes indflydelse i EU og lavet en rapport til Udenrigsministeriet om emnet, bekræfter Britta Thomsens billede af den aktive katolske kirke. »Den katolske lobbyisme er vokset de seneste år. Den har haft stor succes i FN, hvor Vatikanet har høringsret, og forplanter sig nu til EU«, siger hun. For eksempel bliver de europæiske biskoppers lobbyorganisation, Comece, inviteret indenfor, hver gang EU skifter formandskaber, så de kan præsentere deres religiøse

budskaber. »Den forrige pave havde opgøret med kommunismen som sit varemærke. Den nuværende pave har Europa som sin mission: Altså at omvende Europa«, siger hun.”

Den EU­skeptiske – og ikke ukontroversielle – politiker og journalist Boris Johnson har skrevet bogen ‘The Dream of Rome’. Her drager han paralleller mellem romernes storhed og fald og EU. Til Kristeligt Dagblad

29. april 2006 udtalte han i et interview om bogen: ”Jeg er bestemt kritisk, når det gælder visse aspekter af EU, men jeg mener samtidig, at det på mange måder er en interessant og nobel ambition at ønske at forene Europa. Og jeg var fascineret af måden, hvorpå det bare ikke ser ud til at ville lykkes.” Johnson har i samarbejde med BBC 2 produceret en tv­dokumentar, ‘Boris Johnson and the Dream of Rome’, i to dele om emnet. Begge udsendelsesdele er lagt på YouTube.[64] Udsendelserne påviser lighedspunkter mellem Romerriget og EU, som EU­systemet dels er, dels stræber efter at blive. Samtidig stiller den spørgsmålet, hvorfor de videre bestræbelser har svært ved at få befolkningerne med sig. Boris Johnson er næppe antroposofisk orienteret – det ser ikke sådan ud – så her er et bud på et svar: Årsagen til den beskedne grad af folkelig vilje kunne måske skyldes, at folk intuitivt aner, at en romerrigeagtig struktur hører fortiden til. Men dette er et gæt.


6.10: Aktuelle nuancer inden for romerkirken

Retfærdigvis skal vi have et par nuancerende historier med, som blev fundet under arbejdet med studiebidraget:

De fleste politiske partier og de fleste religiøse grupperinger har både ”strammere” og ”slappere”, hvad angår gruppens læresætninger. Den katolske gruppe Catholics for a Free Choice (CFFC) går fx imod den katolske kirkes ellers indgroede modstand mod abort, seksualvejledning og prævention. Den arbejder for, at der indføres sikker, lovlig og tilgængelig adgang til disse ting. CFFC’s rapport ‘Preserving Power and Privilege

– The Vatican’s Agenda in the European Union’[65] redegør for den katolske kirkes indflydelse i EU­ systemet. Blandt andet kommer rapporten ind på Vatikanstatens politisk­diplomatiske organ Holy See, på dansk: Den Hellige Stol.

Den katolske kirke har – ligesom mange frimurerloger – længe været kendt for at udøve velgørenhed. Den udøves af de katolske sogne rundt om på kloden og af den katolske hjælpeorganisation Caritas. Ordet Caritas er afledt af det latinske carus, der betyder kær eller afholdt. Vi ser caritas gå igen i det engelske ord for velgørenhed, charity. Caritas udsendte i foråret 2014 en kritisk rapport om EU’s krisepolitik. Fra både Bruxelles og EU­positive regeringer såsom den danske har vi i løbet af 2014 hørt, at den økonomiske krise så småt er ved at være ovre. – ”Rapporten stiller ikke alene spørgsmålstegn ved dette, den viser også, at de fattige betaler prisen for en krise, som de ikke har noget ansvar for,” sagde Thorfinnur Omarsson, talsmand for Caritas Europa, da rapporten blev præsenteret.

Det er meget positivt, at et katolsk organ tør påpege disse forhold. En del ville nok ønske sig, at de var lige så aktive i accepten og lanceringen af prævention i de lande, hvor deres fædrene kirke modarbejder dette. Derudover er der noget grundlæggende problematisk ved at opbygge faste strukturer, hvor velgørere lapper på de ulykker, deres større ophav forårsager. Rudolf Steiner udtalte sig om dette i et af sine mange arbejderforedrag på Goetheanum i relation til frimurerne. Man kan her med lige god gyldighed bytte ‘frimureriske’ og ‘frimurere’ ud med ‘katolske’ og ‘katolikker’. Til slut i citatet nævner Steiner da også den romersk­katolske kirke specifikt:

”Mange frimureriske grupper bedriver også et ekstensivt velgørenhedsarbejde. Det er i vidt omfang godt at praktisere velgørenhed og humanitet. Og disse organisationer gør sådan i stort omfang. Det er derfor ikke underligt, at frimurere altid er i stand til at sige, at frimurerorganisationer har grundlagt og etableret en enorm mængde humanitært og velgørende arbejde. Alligevel må vi sige til os selv, at sådanne ting i

realiteten ikke længere er det rette for vores tid. For, ser I, hvad er det, vi ikke kan acceptere i dag i denne sammenhæng? Vi kan ikke acceptere adskillelse. Den leder nemt til et åndeligt aristokrati, der ikke burde eksistere. Og det demokratiske princip, der stadigt mere må træde i forgrunden, går i realiteten imod både frimurerne og de præstelige organer. Vi er således i stand til at sige, at det virkelig er sandt, at en, der stadig evner at forstå, hvad der lever i mange frimureriske ceremonier af den første, anden og tredje grad – hvilket frimurere tit ikke selv forstår – ved, at de ofte rækker tilbage til meget gammel visdom. Men det er egentlig ikke det, der tæller. Hvad der virkelig tæller, er, at mange frimureriske sammenslutninger har vidtrækkende politiske eller også sociale og velgørenhedsmæssige mål. Den romersk­katolske kirke og frimurerne slås til døden mod hinanden, men – også – dette er noget, der først er opstået i tidens løb.”[66]

Denne slåskamp ændrer ikke ved, at i de øverste lag arbejder katolicismen, særligt jesuitismen, og frimureriet sammen. Det vil kapitel 7 redegøre for. Steiners udtalelse her viser i øvrigt, at han afgjort gik ind for den demokratiske idé, men ikke som forstået i den endnu moderne statsbetydning. Vi så i kapitel 5 i et uddrag fra ‘Mørkets ånders nedstyrtning’, hvordan han kritiserede det parlamentariske demokrati, fordi dem, der holder det oppe, netop forstår lige så lidt om demokrati som den, der tror, at mennesket er en plukket hane, eftersom både mennesker og plukkede haner har to ben og ingen fjer. Man kan med andre ord ikke beskylde Steiner for at være antidemokrat, snarere tværtimod. For Steiner er demokrati – som jeg har forstået ham – en metode, som hele tiden må benyttes. I det store som i det små. Når den bliver til et ideal og som sådan sat i de rammer, som de almenkendte demokratimodeller kan tilbyde, fordufter demokratiet. Steiner hylder ligeledes det demokratiske princip allersidst i foredraget ‘Die Verwirklichung der ideale Freiheit, Gleichheit, Brüderlichkeit durch soziale Dreigliederung’[67]:

”Frihed i åndslivet,

Lighed i menneskets demokratiske retsliv,

Broderlighed i det økonomiske liv”

”Freiheit für das Geistesleben,

Gleichheit für das demokratische Rechtsleben der Menschen, Brüderlichkeit für das Wirtschaftsleben”

Den nye pave, Frans, giver en grad af håb om friskere vinde i den katolske kirke. Derudover holdt han tirsdag den 25. november 2014 en tale i EU­Parlamentet.[68] I talen påpegede han flere faldgruber, EU er røget i at skabe eller bidrage til at opretholde, såsom ”fjerne institutioner uden sjæl”, ”bureaukratiske teknikaliteter i kontinentets institutioner”, ”et system, som behandler mennesker som tandhjul i en maskine, der kan smides ud som alt andet”, ”ensartede økonomiske magtstrukturer, der servicerer usynlige imperier,” og at Middelhavet gøres til en kirkegård for immigranter. Flere af pavens analyser er rigtige, blot er det problematisk, at han mener, at EU’s institutioner bør være mere agerende i verden; ”Til trods for at unionen bliver større og stærkere, synes Europa at give indtryk af at være blevet lidt gammel og udtæret, og af at man i stadig mindre grad er en hovedaktør i en verden, der ofte ser til med ligegyldighed, mistillid og sommetider endog mistænksomhed.” Sidestiller man Europa med EU, har man et problem. Og behøver verden en hovedaktør? Vil dette ikke blot lede til kulturelt aristokrati, som vi har set det med britiske Commonwealth og USA? Hvad med mellemfolkelig hjælp til selvhjælp? Hvad med bevidstheden om ligeværd og dermed ligeværdig inspiration folkene imellem?


6.11: Åbenbaringen, kolosserne og jegets autoritet

I kapitel 6.3 blev Johannes’ Åbenbaring kapitel 12, vers 1­5 omtalt af sognepræst Helge Rørtoft­Madsen. Flere religiøse samt spirituelle retninger har længe set EU som genrejsningen af det Hellige Romerske Rige, og de trækker tråde til bibelske passager. Ikke alle fortolkningerne er lige ædruelige, men de er her og der en gennemlæsning værd for den, der interesserer sig for EU, og hvad dertil hører, på et esoterisk grundlag.

Kildelisten bringer links til tre af de fremstillinger, der i det mindste ikke forekommer mig helt flyvske, og som samtidig har nogle mere prosaiske, eksoteriske indfaldsvinkler til emnet.[69] Alle tre links omtaler Bernard Connollys bog. Link 1 refererer til Johannes Åbenbarings kapitel 17 og 18 og tolker blandt andet kapitel 17:1­2 således:

”Dette betyder, at Romerkirken, her beskrevet som den store skøge, og nationalstaterne, der beskrives som Jordens konger, arbejder sammen om at opnå deres respektive formål. Nationalstater ønsker politiske fremskridt for dem selv i deres regionale og politiske anstrengelser, og de arbejder sammen med Rom for at opnå det. Lidet indser de, at de går i en fælde, de i sidste ende ikke kan flygte fra. Pavedømmet vil dominere dem politisk og tvinge dem til at pålægge deres borgere hendes religion, når det gamle Hellige Romerrige bliver globalt.”

Åbenbaringens kapitel 18:17 viser ifølge forfatteren, at ”Rom vil rejse sig til stor magt og vil opbygge konsolideringen af global rigdom og magt i hænderne på nogle få personer, som hun kan kontrollere. Rom er ikke blot interesseret i at dominere økonomien og politikken i verden for sin egen skyld. Hendes største interesse er at pånøde hendes religion som værende den eneste løsning til at løse plagsomme verdensproblemer, hvoraf hun har bidraget til at skabe nogle af dem. Hun manøvrerer sig selv til at blive den etiske (eller moralske) vejviser for nationerne. Lige nu står Europa midt i kampen for kontrol. Men for de fleste mennesker er det, der sker i Europa, et stort mysterium. Og fordi det ikke lader sig åbenbare, eller det ikke føles som om, at det berører dem, ignorerer de, hvad der foregår i Grækenland og andre nationer i den Europæiske Union. (…) I, mine venner, har ”profetiens mere sikre ord” til at fortælle jer, hvad der garanteret vil ske. I ved, hvor alt dette bærer hen. Men hvad har de? De har kun deres instinkter, som er meget utilregnelige. Gud har sat jer i en position til at hjælpe dem med at forstå, hvad der foregår.”

Om ovenstående passage virkelig var det, som Johannes’ åbenbaringer forsøgte at fortælle ham og os andre, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har i skrivende stund heller ikke studeret endnu, hvad Rudolf Steiner fortalte om Åbenbaringen. Men den kunne være en ganske rammende beskrivelse af EU, uanset hvad, omend Åbenbaringens formuleringer jo skænker stor frihed til fortolkning. Undertegnede vil ikke indtil videre lægge sig fast på noget, når det gælder fortolkninger af den i retning af EU. Læseren må gøre sig sine kontemplationer og meget gerne vende dem med andre. Johannes­åbenbaringen er blevet tolket i talrige retninger gennem århundrederne. Men den kan mane til den årvågenhed, Kristus Jesus anbefalede os.

I studiebidragets del 1 ser man på det øverste foto fra en ceremoni for underskrivningen af EU­forfatningen resterne af en kæmpe statue i højre side. I den ser vi et fysisk udtryk for et astralt lig, hvis rødder ligger i den ægyptiske kulturepoke. Dengang blev ”forvalterbevidsthed” cementeret i den kongstanke, som sidenhen på latin kom til at hedde ‘Scientia est Potentia’; Viden er Magt. – Viden, der tilbageholdes i gruppeegoistisk øjemed i stedet for at blive delt ud i samfundet som helhed. Et tidligere udtryk herfor så man i den femte atlantiske (ikke efteratlantiske) epoke, der førte til dekadence og undergang. ‘Viden er magt’­bevidstheden videregik til den ægyptiske kulturepoke, hvorfra vi kender kolosstatuer og pyramiderne, og fortsatte i den græsk­romerske kulturepoke, hvor vi igen ser kolossale figurer, der skulle få menigmand og ­kvinde til at føle sig små. Sådanne figurer repræsenterer rå elementalt­astrale kræfter, der terroriserer de mennesker, som søgte mod erkendelse af og udvikling af deres egen jegkraft.

Terroren kunne ske upåtalt, indtil Kristus kom til Jorden og påpegede, at forvalterbevidstheden faktisk er udtryk for svaghed, fordi autoriteten hos den, der tror sig større end sin næste, er for svag til at kunne se autoriteten i den anden. I det mindste nu til dags er terroren uberettiget, forældet, fordi jegerne er modne til at udfolde og leve deres potentiale, hvis vi tør og vil. Dette var et af Rudolf Steiners kernebudskaber.


6.12: Flere efterforskere – mellem censur, maskepi og tvang

En bog, der i høj grad er værd at læse, er den antroposofisk funderede bog af Amnon Reuveni, ‘‘New World Order’ – Manifestations of Decadent Powers in World Politics’, Temple Lodge Publishing, 1996. Det er en oversat og revideret udgave af Reuvenis ‘In Namen der ‘Neuen Weltordnung’ fra Verlag am Goetheanum, Dornach, Schweiz, 1994. Særligt relevante i dette studiebidrags romersk­katolske sammenhæng er kapitlerne 7 og 8; ‘The Changing Face of Europe: Part One – ‘Solidarity’’ og ‘The Changing Face of Europe: Part Two – The Beginning of a ‘New Holy Alliance’’.

Kapitel 3 i nærværende studiebidrag omtalte den antroposofiske historiker Terry Boardman. Hans artikler og foredrag på internettet kan ligeledes varmt anbefales.[70] – I noten er opført hovedparten af de Boardman­ artikler, der i større eller mindre omfang kommer ind på EU. En del af dem har været trykt i det antroposofiske magasin New View.[71] Siden Boardman skrev bogen ‘Mapping the Millenium’ i 1998, har EU ændret sig ganske meget. Centralismen er yderligere udbygget. Dette afspejler sig også i Boardmans analyser efter 1998. I den sjette artikel af dem, jeg har udvalgt (note [70 #6]), skriver Boardman: ”EU kombinerer mindst to sjæle i sit bryst: Til den ene side er der oldgamle teokratiske og hierarkiske spøgelser fra Rom og Ægypten i bestræbelserne hos dem, der forsøger at genoplive de oldgamle herligheder fra Det Hellige Romerske (og meget katolske) Imperium. Til den anden side er der den drivkraft, der ledes fra de engelsktalende lande, hen imod en præmatur [for tidlig] verdensstat, hvilket vil betyde et Europa fuldt underlagt materialistiske målsætninger.”

I andre artikler uddyber Boardman, at han med ”de engelsktalende lande” nærmere mener ‘amerikanismen’ samt hemmelige selskaber som blandt andet (men ikke kun) en lang række frimurerloger i ikke mindst England. Disse frimurerinteresser ses også i blandt Italien og Frankrig, hvor de i dag udøver indflydelse i EU­systemet (se næste kapitel). Derved bliver der tale om en bipolaritet, der har eksisteret i snart 150 år, og som Cecil Rhodes, sir Alfred Milner og andre var eksoteriske foregangsmænd for. Tilmed var selv disse bevidst inspireret af strukturerne i katolikkernes jesuitisme­gren (jf. side 34 og 44­45 i bogen ‘The Anglo­ American Establishment’ af Carroll Quigley).

Steiner kunne se, at centralt placerede frimurere udmærket godt kan samarbejde med jesuitter, selv om de to forskellige logesamfund bekriger hinanden udadtil. Hvad man gør in camera, bliver benægtet, latterliggjort, angrebet eller fortiet ex camera (camera betyder kammer – udtrykkene betyder altså, i praksis, henholdsvis inden for og uden for logesalene/murene). Et eksempel på et modangreb så man i 1999, da bogen ‘Gone With the Wind in the Vatican’ udkom.[72] Foruden beskyldninger om blandt andet korruption og satanistiske ritualer påstod bogen, at der eksisterer et tøjlesløst frimurervirke i Vatikanets bureaukrati. Jeg har ikke læst bogen, så jeg har intet indtryk af dens journalistiske kvalitet, men Vatikanet forsøgte i hvert fald at få bogen bremset. Disse forsøg tidoblede blot salget. Usandheder – hvis det er usandheder – har alle fuld ret til at belyse og tale imod, men censur er næppe den bedste vej at gå i den sammenhæng.

Hvis europæisk ageren i verden handler om eksempelvis at gøre verdens ørkener frugtbare (dette er i vid udstrækning muligt med lavteknologiske, billige metoder, hvilket man har set i fx det biodynamisk baserede fællesskab Sekem i Ægypten) eller at hjælpe mennesker i fattige lande til fødesuverænitet, i stedet for at de skal lægge jord til Vestens egen fødevareindustri, så kan det være positivt. Men det vil selvfølgelig gå imod tankegangen om, at så meget som muligt skal være lønsomt for de store virksomheder. De kan kun i meget ringe omfang tjene penge på tropeøkologiske og biodynamiske jordbrugsmetoder. Til gengæld bliver mennesker mætte og sunde. Intet tilsiger, at netop EU skulle være nødvendig i sådanne indsatser. Andre organisationer, eksempelvis Europarådet med dets 47 medlemslande mod EU’s 28, forekommer mere relevante. EU kan muligvis i nogle sammenhænge – i kraft af sine oftest stærkere beføjelser – påtvinge i højere grad, men er tvang relevant, når det, der er behov for, er inspiration, hjælp og samarbejde?

Kapitel 7: Mere om de andre forvaltere i EU


7.1: En stat i staten: jesuitter og frimurere i samarbejde

Alt i alt kan det ses af historikeren Terry Boardmans analyser, at han har identificeret de samme strømninger i EU, som blev ridset op i kapitel 3 i studiebidraget her, dog nævner han vist nok ikke bolsjevismen. Kapitlet her er et forsøg på en vis uddybning af strømningernes ophav og ståsted.

Kapitel 2 citerede især fra Tempellegende­foredraget fra 11. november 1904. Kapitlet sluttede med Rudolf Steiners ord om, at der må komme fællesskaber til, som vil praktisere og inspirere andre til fred og kærlighed samt passiv modstand mod ondskab. Dernæst fortæller Steiner om, at man i den katolske kirke tidligt anså, at den var nødt til at konfrontere den manikæiske strømning og form, der forbereder os på fremtiden:

”Det er den kontrast, der udviklede sig i de tredje og fjerde århundreder e.v.t. Den er stadig til stede og finder udtryk i kampen mellem den katolske kirke og tempelridderne, rosenkreuzerne, albigenserne, katarerne og så videre. De er alle fjernet fra det fysiske plan, men deres indre ånd fortsætter med at være aktive. Denne kontrast manifesterer sig igen senere i en modificeret, men stadig voldelig form i to strømninger, der er født ud af den vestlige kultur, nemlig jesuitismen (der hører til Augustin) og frimureriet (manikæismen). De, der leder kampen på den ene side, er alle bevidste om, hvad de gør – de er katolikkerne og jesuitterne i de højere grader. Af dem, der befinder sig på den anden side [frimureriet], er der imidlertid kun meget få bevidste; kun dem i toppen af bevægelsen er bevidste om det.

På denne måde konfronterer jesuitisme (hørende til Augustin) og frimureri (manikæisme) hinanden i senere århundreder. De er efterkommere af gamle åndelige strømninger. Det er derfor, man i begge strømningerne har en fortsættelse af de samme ceremonier, der er knyttet til indvielse, som du finder i de gamle strømninger. Indvielsen til jesuitisme har de fire grader Coadjutores temporales, Scholares, Coadjutores spirituales, Professi. Indvielsesgraderne i det sande, okkulte frimureri er tilsvarende. De to løber parallelt med hinanden, men de peger i ganske forskellige retninger.”

Vi aner her ikke alene en skildring af noget usundt ved den nyere tids romersk­katolske væsen eller forvaltning, men allerede også Steiners kritik af det moderne frimureri, en kritik, som tiltog i årene, der fulgte. Den 4. april 1916 holdt Steiner et foredrag, der på engelsk er betitlet ‘Things in Past and Present in the Spirit of Man, Lecture IV: Secrets of Freemasonry’.[73] Her beskriver han endnu klarere det netop citerede om dobbeltspillet i de øverste grader i begge strømninger:

”I ved, at jesuitterne strides mod frimurerne og vice versa. Ikke desto mindre danner de øvre frimurerordener og de øvre jesuiterordener et særligt broderskab; de bygger en stat i staten. Forestil jer blot, hvad man kan udvirke i verden, hvor du på den ene side har de øvre grader af et frimurersamfund, der tjener som et instrument til at producere bestemte formål. Sådan en anordning blev foranstaltet i det land, der findes i det nordvestlige af Europa mellem Nederlandene og Frankrig. Dette skete ikke for nylig, men for nogen tid siden udgik visse specielle virkninger, der benyttede den ene strømning såvel som den anden, og som var i stand til at skabe ganske megen virkning.”

Tager vi i dag et europakort og ser, hvilket land der ligger ”mellem Nederlandene og Frankrig”, så finder vi Belgien, hvor Bruxelles som bekendt er både hovedstaden og EU’s hovedsæde(!).

Samme kontroversielle erfaring som i citatet ovenfor bringer Steiner i ‘Karma of Untruthfulness’, 9. december 1916: ”En vis jesuitisk indflydelse blev bragt i spil, så at de frimureriske og jesuitiske indflydelser mødtes; for der er højere instanser, ”imperier”, der udmærket kan gøre brug af både frimurere og jesuitter for at opnå, hvad de ønsker gennem samarbejdet mellem de to. Tro ikke, at der ikke kan være nogen individer, der er både jesuit og frimurer. De har udviklet sig hinsides det punkt, hvorfra der arbejdes i kun

én retning. De ved, at det er nødvendigt at håndtere situationer fra forskellige sider for at skubbe sager i bestemte retninger.”

Et eksempel på en (historisk) person, der er både frimurer og jesuit, er Joseph de Maistre, som blev omtalt i kapitel 4.5. Det er endvidere en realitet og ikke en flyvsk konspirationsteori, at også mange individuelle frimurere og hele frimurerloger har bidraget til EU’s skabelse, og at de endnu har indflydelse i EU­systemet. Da dette kapitel kun er en skitsering af andre EU­strømninger (end den romersk­katolske), vil jeg henvise til min aviskronik ‘EU og frimurerne – fra 1795 til nu’ fra 2008 for dokumentation.[74] I noten er der enkelte nye oplysninger. En enkelt oplysning, som for mig er ny, vil jeg dog godt bringe her, fordi jeg har den fra en antroposof, og fordi den trækker en særdeles interessant tråd til den nedenstående affotografering fra Wiener Freimaurer Zeitung, 7. årgang, nr. 78, september 1925 og dennes forsideartikel ’Die Großloge von Wien für Paneuropa’:

Oplysningen kommer fra den norske antroposof og historiker Karl Milton Hartveit (f. 1948). Han har skrevet flere bøger, blandt andet ’Den okkulte løsning’ (Dreyers Forlag A/S, Oslo, 1988) og ’De skjulte brødre’, sidstnævnte med undertitlen ’Frimureriet – myter og virkelighet’ (Ex Libris Forlag as, Oslo, 1993, 2. udgave 1994). På omslaget af ’Den okkulte løsning’ oplyses der: ”Karl Milton Hartveit er redaksjonsmedlem i tidsskriftet Arken, og han har publisert flere artikler med tilknytning til okkultisme. Siden 1977 har han arbeidet som lærer ved Steinerskolen ved Bergen.”

Læseren husker måske fra kapitel 4.5, at Joseph de Maistre var i den skotske frimurerretning, og at Steiner citeredes for følgende i kapitel 3.3 (jeg har fremhævet et af Steiners ord): ”Katolicisme overførte indholdet fra den fjerde epoke. Og det, hvorfra åndeligt indhold var blevet ekstraheret som saften fra en citron – det, som var overført i form af eksoterisk frimureri i York­ og Scottish­logerne og gennemtrængte især de engelsktalende folks esoterik – denne udpressede citron, der rummede hemmelighederne fra den ægyptisk­ kaldæiske kulturepoke, den tredje efteratlantiske kulturepoke, tjente nu som midler til at implantere udtørrede impulser ind i bevidsthedssjælens liv. Således opstår der en situation, som er et vrængbillede for det fremtidige udviklingsforløb.”

– Som læseren nok ved, er frimureriet generelt dybt inspireret af det gamle Ægypten. Det samme synes visse centrale kræfter i nutidens EU at være, jævnfør det ”astrale lig” omtalt i kapitel 6.11.

Det er blevet tid til selve oplysningen fra Hartveit. På side 268 i ’De skjulte brødre’ skriver han følgende om en afhoppet frimurer: ”Konrad Lehrich beskriver hvordan man i Den skotske ritus på en subtil måte driver en meningsskapende aktivitet. Fra sin tid som medlem av Det øverste råd forteller han hvordan de i slutten av 1920­årene besluttet å gå inn for og spre den pan­europeiske idé. Fra toppen av organisasjonen ble ideen formidlet nedover i hierarkiet og inkorporert i de forskjellige graders losjearbeid. Når den øverste ledelse har besluttet å fremme en idé, følger medlemmene lojalt opp, og alt etter evner og muligheter bidrar de til å realisere ideen.

Lehrichs opplysning er ikke mer enn et lite indisium, men både fremgangsmåten og de spesielle ideen paser godt inn i frimurernes generelle arbeidsmåte og ideologi. Vi har tidligere sett hvordan frimurerne var delaktige i utformningen av den amerikanske republikk og det føderative statssystem. Et samlet pan­Europa, styrt etter samme prinsipp, ville passe godt inn i deres ideologi. Så kanskje de skjulte brødre er å finne blant de ivrigste EF­tilhengerne?”

– Svaret på det spørgsmål er klart ja, hvilket min nævnte aviskronik redegør for. Hartveits passage bekræfter vel indirekte også den angloamerikan(isti)ske strømnings bidrag i skabelsen af EF/EU?

På side 154 skriver Hartveit: ”Konrad Lehrich var bare 23 år gammel da han i 1922 blev frimurer i Wien. (…) Med stor iver kastet han seg inn i arbeidet i den østerrikske gren av Den skotske ritus, og etter noen år var han nådd til tops som innviet av 33. grad. Han ble medlem av Det Øverste Råd i Østerrike, ble en høy funksjonær i Wiens storlosje(…)” – altså netop Großloge von Wien. Hartveit fortsætter om Lehrich: ”Han samlet sine erfaringer og opplevelser fra losjearbeidet, og offentliggjorde dem i boken Der Tempel der Freimuarer, en bok som gir et sjeldent gott innsyn bak kulissene i Den skotske ritus.” – Denne bog er

lykkeligvis kommet på internettet:­

33.Grad.VomSuchendenZumWissenden/der­tempel­der­freimaurer_text.pdf eller her:­Konrad­Der­Tempel­Der­Freimaurer­1937­1986­60­S­Scan­ Text­Fraktur eller her:­tempel­der­freimaurer­von­konrad­ lerich/ (bemærk i originalskriftet stavemåden med ét h: Lerich. Linket bringes uden for notelisten, da det er kommet til under studiebidragets opdatering i juni 2015).

Wiener Freimaurer Zeitung, september 1925:

“Wiens Storloge for Paneuropa”.


7.2: Tyskland som redskab og gidsel

Det sker, at nogle kritiserer EU for at være et tysk projekt. ‘Europas nye jernlady’ Angela Merkels position og dispositioner bekræfter i hovederne på mange europæere denne forestilling.[75] – Noten bringer blandt andet et link til en artikel i Dagbladet Information med den tyske sociolog Ulrich Beck. Han udtaler:

”Merkels økonomiske perspektiv er baseret på en protestantisk etik – det handler om lidelse som grundlaget for et bedre liv, og derfor handler det ikke kun om økonomien. Det er en moralsk problemstilling.” Beck går grundlæggende ind for EU. Han kritiserer Merkels »Tyske Europa«, der uvægerligt opleves formynderisk af mange mennesker. Derved, tilføjer jeg, bliver oplevelsen af Merkels protestantiske etik den samme som ved den katolske strømning – foruden at Merkels økonomiske politik er fejlslagen, hvilket Beck også påpeger.

Ser man på den økonomiske politik, Merkel er bannerfører for, så er kritikken berettiget. Men at generalisere over dette og sige, at EU er et tysk projekt, det er en så heftig forsimpling, at den bliver fejlagtig. EU er i langt højere grad en angloamerikansk idé, en transatlantisk opfindelse. Dette er i de senere år blevet bekræftet og afdækket mere og mere af fuldakademiske historikere.[48]

Der er blot mørkekræfter i gang, der benytter Tyskland i det transatlantiske EU­projekt. De, der ser ‘Tyskland’ og ‘tyskerne’ som en slags fjende, er med andre ord på et alvorligt vildspor. Ikke mindst med tanke på Sovjetunionen var det en forståelig tankegang, at man fra den amerikanske regerings og Vesteuropas side ønskede et økonomisk, politisk og militært samlet Europa. Derfor var det relevant, da der i kapitel 3 blev spurgt, hvad Steiners syn var på henholdsvis den moderne amerikanske strømning og den romersk­katolske strømning som modvægte til det materialistiske kaos, der tegnede sig med den fremspirende kommunisme. At det har vist sig, at kræfter i Vesten støttede – ja, endda bidrog til at forme – Sovjetunionen, lader vi ude af betragtning i dette studiebidrag for at holde os på det tematiske spor.

Den tidligere omtalte debattør fra det antroposofiske Nyhedsblad kommenterede i nummer 4/2014 min skitsering i nr. 3/2014 af de voldsomme (og i befolkningerne ufrivillige) samfundsændringer, som EU’s ”krisemedicin” – med Merkel som i det mindste den synlige frontfigur – har medført i især Sydeuropa. Han skriver: ”Sandt er det, at ‘krisemedicinen fra EU’ har gjort det umuligt for staterne at køre med store underskud. Men det er lige så sandt, at den danske regering – uden at gøre underskuddet større – kunne have sammensat de offentlige indtægter og udgifter, så arbejdsløsheden var blevet mindre. Det ligger også i EU­præsident Herman van Rompuys udtalelse til Politiken 30/4: De nationale regeringer kunne have gjort ”rigtig meget for selv.. at skabe beskæftigelse”. Han peger direkte på skattepolitikken.”

Det kan næppe være sundt at have underskud i mange år i træk, men et samfund må have lov at prioritere investeringer ekstra i en periode og således have minus på sit samlede regnskab i den periode. Det er ikke overraskende, at van Rompuy peger på skatteområdet som indsatsområde. Her nærmer vi os et kernepunkt: Der findes en del (dette studiebidrags forfatter er en af dem), der mener, at krisen var forudsigelig og delvist forårsaget af EU og euroen selv … dette kalder dog på en selvstændig artikel. Skal lande dikteres til lavere skatter, betyder det uhyre nemt forringelser i det socialpolitiske og andre politikområder, som menneskene måske ikke er parate eller villige til ud fra deres kultur og samfundssystem. Debattøren nævner noget, man kunne have gjort i Danmark, og som jeg har sympati for: ”Det er en kendt sag, at skattelettelser til de rige bliver til ‘døde penge’, fordi velhavere og store virksomheder primært forøger deres opsparing. Hvis man derimod beskatter døde penge og bruger provenuet til investeringer og offentlig service, skabes der beskæftigelse og indkomst og dermed skatteindtægter, som nedbringer statens underskud!”

Han kunne også have nævnt det, som den ydre venstrefløj længe har talt for, nemlig øget beskatning af spekulantvirksomhed og lignende ”luft”jonglering = irreelt arbejde. – Men netop Danmark har et gunstigt udgangspunkt set i forhold til Sydeuropa. Der har EU­”medicinen” været så voldsom, at omkalfatringen har medført talrige dødsfald og en armod, som næppe er set i den skala i Europa siden Anden Verdenskrig. Kernepunktet er dette: EU gør præcis, hvad der er stik imod tregreningstanken: At bruge én samfundssfære (økonomien) i, og til, en anden samfundssfære (det juridiske og politiske) – og vel at mærke på en stort set ensrettende, samfundsændrende måde i vidt forskellige lande med vidt forskellige traditioner. EU har fx dikteret privatisering af vandforsyningen i flere lande. Der er kun tale om gradsforskelle mellem landene. Island, der står uden for EU, kan nu se lyset for enden af deres krisetunnel. De har kunnet arbejde og

manøvrere sig ud af en traumatisk finanskrise på måder, som eurolandene og de ikke­eurolande, der har tiltrådt fx Finanspagten, ikke kan. Hvis dette får nogen til at opfatte islændingene som mindre ”europæiske” end EU­borgerne, så mener jeg, at man har et begrebsmæssigt og erkendelsesmæssigt problem, idet EU som sagt ikke er Europa. Mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’ kommer ind på flere forhold vedrørende krisen.


7.3: Steiner: Anglo­USA kan gøre Europa til nyt Romerrige

Angående den romersk­katolske strømning gav Steiner det svar, at den ”vil være klar til at beskæftige sig med det”, altså med kaosset, der ville opstå af den fremspirende sovjetkommunisme. Han sagde dog ikke i den passage noget om den potentielle kvalitet i denne beskæftigelse. Til gengæld fremlagde han også det ‘eller’, som han selv arbejdede for gennem sit liv og anså for det eneste holdbare i længden, nemlig: ”beslutsomheden hos den del af menneskeheden, der fylder sig med den ånd, som den vestlige kirke i 869 erklærede det kættersk i Rådet for Konstantinopel at anerkende.”

Angående den amerikanske strømning har Steiner sagt flere ting, blandt andet i foredraget ‘Hemmeligheden om dobbeltgængeren – Geografisk medicin’[76] fra 16. november 1917, altså otte dage efter udbruddet af Den Russiske Revolution. Revolutionen kaldes også Oktober­revolutionen, idet den begyndte natten til 8. november, som var 25. oktober russisk tid. Steiner kom her ind på emner som Golgatha­mysteriet (Jesu Kristi korsfæstelse og dennes esoteriske, åndelige betydninger), Columbus og Sydamerika og den såkaldte dobbeltgænger, som er noget, vi alle hver især har med os. Det bedste for forståelsen er at læse hele foredraget, men en essens er følgende (jeg har fremhævet en passage i Steiners sætning – Falko):

”Visse okkulte broderskaber er for længst underrettet og har godt kendskab til disse ting, som jeg nu taler

om. Men de har holdt menneskeheden i uvidenhed om det (med hvilken ret vil vi heller ikke nu undersøge).

Men i vore dage er det umuligt ikke efterhånden at udruste menneskene med begreber, som de kan bruge,

når de går gennem dødens port. (…) Det bør ikke kun blive udbredt til menneskeheden fra de omtalte okkulte

broderskaber, (…) for i fremtiden kan det ikke længere være heldigt, når okkulte broderskaber har anledning

til at bruge sådanne ting for at øge deres egen magt. (…) Mennesket må i vore dage ikke længere gå blindt

gennem Jordens udvikling; det må gennemskue sådanne forhold. Europa og Amerika vil kun kunne komme i

rigtigt forhold til hinanden, når man gennemskuer sådanne ting; når man ved, hvilke geografiske

betingelser, der kommer derfra. Men ellers, hvis Europa vil fortsætte med at være blindt for disse ting, da

vil det gå sådan med dette arme Europa, som det engang er gået med Grækenland over for Roma. Det må

ikke ske, verden må ikke blive geografisk amerikaniseret. (…) Erkendelse er det, som i vor tid er

nødvendigt. Kun at have sympatier og antipatier er ikke tilstrækkeligt til at tage standpunkt til den

sammenhæng, som den nuværende menneskehed er stillet ind i på så tragisk måde.

”(…) Amerikas bestræbelse går ud på at mekanisere alt og drive det hele ind på et rent naturalistisk område for efterhånden at udslette Europas kultur fra Jorden. Det kan ikke gøre noget andet. Selvfølgelig er dette geografiske begreber, ikke folkeslagsbegreber. Man behøver bare tænke på [Ralph Waldo] Emerson for at vide, at dette her ikke er ment som karakteristik af et folk. Men Emerson var netop et helt igennem europæisk dannet menneske. Ikke sandt, det er jo to modsatte poler, som udvikler sig netop under indflydelse af de forhold, som jeg i dag har karakteriseret: enten sådan som Emerson udvikler dem ved at stille sin fulde menneskekærlighed op mod dobbeltgængeren, eller som Woodrow Wilson udvikler dem: bare som et svøb om dobbeltgængeren, et svøb gennem hvilket dobbeltgængeren selv virker stærkt, og som i det store og hele er en legemliggørelse af det, som udgør den amerikansk geografiske natur.”

Man ser det ulykkelige i det materialistiske ved angloamerikanismen; at det engelske og amerikanske har fundet sammen på dybt materialistisk måde. På den ene side er tidsånden som sådan materialistisk, ja, men de konkrete tiltag foretages af konkrete mennesker og er således ikke nogen ”naturlov”, som tidens

tyranniske trend ellers antyder. I nyliberalismen siges det tilmed direkte og helt ublu! Her er markedets etik, at der ingen etik er. Nyliberalismen har forurenet og perverteret det ellers på så mange måder udmærkede begreb liberal (af det latinske liber; fri).

Ligeledes i ‘Hemmeligheden om dobbeltgængeren – Geografisk medicin’, men fra 19. november, udtaler Steiner: ”Irland er et ganske særligt landområde, og dette er en faktor blandt mange, ud af hvilke der bør komme en frugtbar udarbejdelse af socialpolitiske idéer.” – Det er her værd at notere sig, at Irland ligesom Norden aldrig har været under romerretten(!). Derimod har irerne været underlagt England (”John Bull’s tyranny”) og har på den baggrund faktisk oplevet en række fordele af EU­medlemskabet, men det har nu ikke gjort dem ellevilde med EU. Et flertal af irerne stemte eksempelvis Nej til Lissabontraktaten. Året efter fik de så et omvalg, hvor det blev et Ja.

Vist er der eksempler på, at EU blokerer for betonkapitalisme fra USA (herunder også tiltag til at sikre ”europæisk kultur” imod dominans fra amerikansk kultur inden for filmindustri med videre), men disse spredte eksempler forekommer undertegnede at være pletvise gradsforskelle oftere end at være væsensforskelle. Læseren må også her gøre sagen op med sig selv. EU er lidt bedre end USA til at sikre mod monopoldannelser, men hvad vil vi vælge imellem: At eksempelvis verdens frøkornslager kontrolleres af to selskaber eller af fem? – Vi er forhåbentlig mange, der slet ikke vil valget mellem sådanne under alle omstændigheder uværdige og helt uholdbare muligheder.

I ‘Karma of Untruthfulness’[28] den 7. januar 1917 udtalte Steiner: ”Som jeg har fortalt jer, begyndte visse medlemmer af okkulte strømninger i de sidste årtier af det nittende århundrede at udvide det Britiske Imperium – ikke med almindelig bevidsthed, men med okkult bevidsthed – ved at de foran deres og deres elevers sjæle placerede landkort, der viste, hvad der stadig måtte komme til, hvis det Britiske Imperium skulle lade sine kræfter stråle ud over hele verden. I disse okkulte cirkler blev følgende idé bevidst kultiveret: Den femte efteratlantiske periode tilhører de engelsktalende folkeslag. Baseret herpå blev alle foranstaltningerne udført og alle detaljerne udarbejdet.”

I den sammenhæng kan det oplyses, at den førnævnte brite Cecil Rhodes (1853­1902) var frimurer, hvad enten hans loge så var en af dem, Steiner talte om eller ej. Rhodes blev premierminister i Sydafrika (!) og var i det hele taget en af de store eksponenter for den imperialisme, Steiner talte om i det ovenstående. Han lagde navn til de såkaldte Rhodes Scholarships (stipendier). USA’s tidligere præsident Bill Clinton og en række andre magtfulde personer er ‘Rhodes scholars’. En anden frimurer var greve Richard Coudenhove­Kalergi – den i kapitel 1 omtalte grundlægger af Paneuropa­bevægelsen. At de to mænd var frimurere, har jeg blandt andet fra den hjemmeside (, som frimurerne i Wien havde indtil for få år siden. Af for mig ukendte grunde er den blevet nedlagt. Hjemmesiden havde en alfabetisk opført liste, ‘Bekannte Freimaurer’, over berømte frimurere, og der stod Rhodes og greven opført.

‘Karma of Untruthfulness’­foredraget fra 22. januar 1917 beskriver, at de pågældende hemmelige selskabers forsøg på at underlægge verden én bestemt folkesjæl samtidig er et forsøg på at påvirke selve den åndelige verden, herunder englehierarkierne angeloi og archangeloi.


7.4: Mørkets opvågningsformål i parløb med lysets modvægt

Kapitel 4 citerede fra essayet „Europas Forenede Stater“[42] af antroposof Johannes Hohlenberg. Essayet, som er fra 1929, slutter med disse ord: ”Åndslivets eneste åbenbaringsform er individet, og frihed er en absolut betingelse for dets existens. Det ligger i det mellemeuropæiske menneskes art, at udgangspunktet for en sund udvikling i fremtiden må ligge her. Derfor kan alle bestræbelser i retning af Europa Forenede Stater efter amerikansk mønster, hvis det lykkes at gennemføre dem, kun føre til værre tilstande end de man vilde ud af. Europa kan ikke længere nøjes med at overtage sine ledende idéer fra Vesten. Coudenhove­Kalergis

Paneuropa løser ikke det europæiske problem. Det vilde udlevere Europas mennesker til de store økonomiske organisationers forgodtbefindende. Dets betragtninger og argumenter er ikke forkerte men rammer kun det halve af problemet, og halve sandheder er ofte farligere end hele løgne. Den eneste redning for Europa ligger i en erkendelse af åndens realitet og dens evne til at gribe skabende og formende ind i det ydre liv. Kun derved bliver mennesket det økonomiske og det politiske livs herre og ikke dets slave.”

Ordene har vist sig profetiske.

I sit første imperialismeforedrag (se kapitel 2) udtalte Steiner:

”Den [imperialisme] der er den mest effektive i dag, og som vil vise sig at være en endnu mere effektiv imperialisme i fremtiden, vil være dens bærer – det angloamerikanske folk. Hvad dens betegnelse angår, har den vist sig at udgøre noget nyt: økonomisk imperialisme.”

Dernæst vender Steiner med lige så stærk berettigelse sit kritiske lys mod Woodrow Wilsons vildfarelser.

Steiner fortsætter:

”Og lad os ikke glemme et andet eksempel på dette. I de seneste fire eller fem år har der været en

usædvanlig masse snak om diverse smukke og vidunderlige ideer; selvbestemmelse for alle folkeslag, og så

videre [Steiner: Selbstbestimmung der Völker und so weiter]. Disse ord var usande, for det, der lå bag dem,

var af en ganske anden natur – det havde alt sammen at gøre med spørgsmål om magt. Og for enhver, der

virkelig søger at forstå, hvad det handler om, hvad der er blevet sagt, tænkt og bedømt, er det nødvendigt at

vende tilbage til virkelighederne herom. Og hvad sådanne ting som imperialisme angår – Imperial

Federation League har været den officielle benævnelse i England siden begyndelsen af det tyvende

århundrede – må vi sande, at det er de seneste produkter af en udvikling, der rækker tilbage til en fjern

fortid og kun kan forklares ved en sand betragtning af historien.”

I kapitel 5 ytrede jeg, at der ikke er meget her i livet, der er helt sort eller helt hvidt. Dette gælder også det angloamerikanske herredømme, om hvilket Steiner 29. november 1918 sagde følgende:

”… det, der var bevidst i Romerriget, fortsætter med at leve ubevidst på en spøgelsesagtig måde i Vesten. Den britisk­amerikanske impuls hen imod noget verdensimperialistisk, der befinder sig i en forberedelsesfase og er aktiv i den nuværende epoke, manifesterer sig selv som et mareridt, som et mareridtets modkraft, for at Østens folk må vågne til et bevidst og tilpas menneskebillede. (…) Det nødvendige er, at vi må komme til at se, at kun det, som følger af den frie menneskesjæls frie valg kan være gavnligt. Det handler altså om, hvad mennesket selv beslutter ud fra sine refleksionskræfter, gennem anvendelsen af dets hjerte og mest af alt dets indsigt. Det er det, der virkeligt tæller.”[49]

Hvad der her sagdes om Østen, viser, at sådan kan karma afbalancere i form af sideeffekter inde i større eller kraftigere strømninger. Både åbenlyse iagttagelser og åndsvidenskabelige erkendelser siger, at vi nu engang lever i en materialistisk tidsalder, men som Steiner samtidig sagde: ”Men modvægten må skabes.”[77] Siden 1918 er den britisk­amerikanske impuls udbygget i gigantisk omfang. For et indblik i denne strømnings eksoteriske/ydre barndom kan på det varmeste anbefales tidligere nævnte bog ‘The Anglo­American Establishment’ (udgivet 1981) af professor Carroll Quigley.

… ”Hvad mennesket selv beslutter ud fra sine refleksionskræfter …” sagde Steiner. Man kan gøre sig sine refleksioner over, i hvilket omfang noget sådant er realiserbart i EU. Og selvfølgelig også i national­ og enhedsstaten.


7.5: De retarderede strømningers ursuppe er fremtidens kilde

Hvad vi lige har set i kapitel 7.4, er nødvendigt at forstå, hvis anti­ eller sympatifølelser ikke skal blokere for en forståelse af det følgende. Man må med andre ord forstå, at modstandskræfter (væsenskræfter, der vil lede mennesket væk fra sit åndelige selv og menneskeheden væk fra sin åndelige enhed) kan udgøre en uomgængelig strømning i et større opvågningsformål og dermed udviklingsformål. – At strømningen i denne betydning ikke skal udsættes for domsfældelse, men at menneskers forvaltning af den udmærket kan modsiges. Og i særdeleshed: at modvægten til den må skabes. En strømning, som er en modstandskraft, er oftest en utidig åndsimpuls, der enten rækker bagud eller (for tidligt) frem i tid. I sin rette tid kan den være sund og det, vi kalder ’god’, i ”utidig” tid kan den være det, vi forstår ved ’ondskab’ og oplever som svigt­ eller tvangstyranni.

Den 22. januar 1917 i ‘Karma of Untruthfulness’[28] fortalte Steiner, at der i det oldgamle Centraleuropa eksisterede:

”hvad vi kan kalde ‘ursuppen’ for, hvad der senere strømmede ud i periferien, især mod vest. (…) Én strømning nåede sydpå. Vi har beskrevet denne som det pavelige, hierarkisk kultiske element. En anden strømning gik mod vest. Vi beskrev denne, da vi talte om det diplomatiske, politiske element. Og en tredje strømning gik mod nordvest. Vi beskrev denne i forbindelse med det merkantile element. I centrummet bestod der noget, som er forblevet et fluidum, som tillader videre evolution.”

De tre strømninger, der vandrede ud, er hver især blevet både ensidige og forvrængede om til forvalterbevidstheder og er derfor i længden til mere skade end gavn. De virker ahrimansk, blot med visse luciferiske elementer som værktøj, og de ses alle repræsenterede – fysisk og/eller som åndsprincip – i blandt andet EU­systemet. Men en rest af hver strømning, hvert element, blev tilbage i ursuppen, og i dét ligger der et håb. Følgende er min tolkning, men det begynder at blive mere forståeligt, at Steiner 15. februar 1920 (se kapitel 3) kom med den radikale udtalelse, at Tyskland må holde sig ude af det juridisk­politiske liv og det økonomiske liv og overlade disse til henholdsvis franskmændene og briterne. Tyskland må holde sig til det åndelige for at bevare den ”ursuppe”, der vil muliggøre videre udvikling, når materialismen har sejret ad Helvede til, for nu at blive i de radikale vendinger.

Med andre ord har Steiner identificeret de strømninger eller elementer, som EU’s ”grundpiller” er blevet bolig for, og som blev skitseret i kapitel 3:

● (I/SYD): DET PRÆSTELIGE ELEMENT og dermed den romersk­katolske, pavelige, teokratiske og almene religiøse strømning. Udvandrede mod syd. Jesuitismen er en retning inden for katolicismen, og som vi måske husker fra kapitel 3, udpegede både Rudolf Steiner og Oswald Spengler jesuitiske træk i bolsjevismen. Og et aspekt af den præstelige strømning er endvidere det hierarkisk­kultiske element, hvortil frimureri i større eller mindre grad hører, selv om de fleste frimurerloger ikke dyrker nogen bestemt religion
– deres fundament er åndeligt og okkult og i dag som regel på retarderet måde. Der er altså her tre strømninger i én. Er rød­markeret.

● (II/VEST): KRIGER­ OG KONGEELEMENTET. Udvandrede mod vest og blev her efterhånden til det republikanske, diplomatiske, politiske, retslige, politimæssige og militære element, der ifølge Steiner 22. januar 1917: ”igen og igen vil falde tilbage til dette krigeriske, kongelige element. Igen har vi noget, der er strømmet ud, sådan at en del af dette element, der er strømmet mod vest, også er blevet tilbage i ‘ursuppen’ og vil skulle tilvejebringe opposition til det, der sker i det vestlige (blåt).”

● (III/NORDVEST): DET MERKANTILE ELEMENT, hvortil (anglo)amerikanismen og det økonomiske­finansielle hører. Udvandrede mod nordvest. Såvel som at det i II er underforstået, at der i EU bedrives politik og jura og til tider militarisme, er det her i III underforstået, at EU også rummer merkantilismen. (Det gør de enkelte lande samt Verdensbanken, Valutafonden IMF og andre jo afgjort også, men nærværende studiebidrag handler om EU). Er orange­markeret.

Det er ikke de gamle strømninger/elementer i sig selv, der skal bedømmes, for de var rigtige på deres tid. Ikke engang i dag skal fx det merkantile elements eksistens nødvendigvis bedømmes som berettiget eller ej. Det, vi helt sikkert med god og højaktuel ret kan vurdere etisk­moralsk, er karakteren af de grundpiller, der i dag er plantet i – eller ”støbt/opmuret” uden på – de gamle elementer. Vurderingen kan tilgås med spørgsmålet:

Hvad er motiverne i ‘forvalternes’ forvaltning af elementerne?

Selv om tidsånden er materialistisk, er her også Michaelskræfter til, og flere og flere mennesker må identificere fænomenerne og være bevidste om dem, så modvægten kan skabes ved at kaste lys ind i mørkekræfterne. Steiner fortsætter:

”Og nordvestpå gik det merkantile element. Også dét forbliver som en rest (orange) og vil skulle stå i opposition til, hvad der har udviklet sig ensidigt. Der menes ingen moralsk vurdering med dette, for lad ingen tro, at jeg på nogen måde deler den mening, der udtrykkes så ofte, at det merkantile element er noget foragteligt i sammenligning med det præstelige element. Alle disse ting må ses i deres forskellighed, men de må ikke blive stemplet og evalueret. Det er i sandhed sådan, som vi har set det, at det merkantile element er noget helt essentielt for den femte efteratlantiske kulturepoke [som vi er i nu]. Men vi må virkelig se realiteterne, som de er. Kan folk ikke se dem nu, vil de komme til at se dem i fremtiden.

Fra et område er der udsprunget mange okkulte impulser, som har brugt det præstelige element til bestemte gruppers interesser, og fra et andet område er kommet okkulte impulser, som har anvendt det krigeriske element. På samme måde, fra et tredje område, udspringer der i dag okkulte impulser, som foretrækker at bruge det merkantile element som deres værktøj. De vil være stærkere end de andre, for nummer I og II er kun gentagelser af den tredje og fjerde efteratlantiske kulturepoke, hvorimod nummer III tilhører den femte efteratlantiske kulturepoke helt og holdent. Derfor vil alle de impulser, der kommer fra det tredje område, være stærkere end dem, der kommer fra det første og andet område, eftersom de render sammen med de grundlæggende karaktertræk hos den femte efteratlantiske kulturepoke. De vil blive lige så stærke som visse impulser var under den ægyptiske civilisation i den tredje efteratlantiske kulturepoke, og andre, der udgik fra Nærøsten og transplanterede sig selv via de græske og romerske kulturer i løbet af den fjerde efteratlantiske kulturepoke. Trolddommen og blodofringerne hos oldtidens ægyptere er forløbere for det, der kommer fra de hemmelige broderskaber, som vi har talt om, selv om det, der kommer fra disse, vil blive noget andet. Fordi det gør brug af det merkantile element, vil det mere have en ‘ganske almindelig’ karakter i den almindelige menneskelige betydning.”

Lidt senere i foredraget – stadig fra 22. januar i krigsåret 1917 – tager Steiner i særlig grad bladet fra munden (jeg har fremhævet fire af Steiners ord):

”Dette må blive kendt for menneskeheden; det må opleves af menneskeheden. Hvis menneskene ikke har en oplevelse af dette, vil de ikke gro tilstrækkeligt stærke. De må hærde sig selv ved at gå imod det, der ligger i de impulser, vi har beskrevet. I en tidligere tid fandtes der et tyranni, der tvang mennesker til kun at tro på det, der blev anerkendt af Rom. Et langt større tyranni vil komme, når hverken filosoffer eller videnskabsfolk beslutter, hvad der bør tros, men når de hemmelige broderskabers værktøjer alene specificerer, hvad der må tros – når kun dé sikrer, at ingen menneskesjæl modtager nogen trossætninger, andet end hvad der dikteres af dém; når intet nyt gøres i verden, andet end hvad der er betinget af dém alene. Dette er disse broderskabers mål. Og selv om jeg ikke har noget imod idealister – for idealisme er altid noget godt – er visse idealister naive, hvis de tror, at disse ting blot er midlertidige og vil forsvinde igen, når krigen engang slutter. Krigen er kun begyndelsen på den måde, tingene har tendens til at gå.”

– Rudolf Steiner var hverken imod filosoffer generelt eller naturvidenskabsfolk generelt. Nogle læsere vil måske i det citerede mindes den allersidste sætning i andet og sidste tillæg i Steiners ‘Frihedens Filosofi – Grundtræk af en moderne verdensanskuelse’ (GA 4):

”Man må kunne stille sig oplevende over for idéen. Ellers kommer man under dens trældom.”

Værket anses af mange for at være Rudolf Steiners hovedværk. Det er udgivet på dansk på C.A. Reitzels Forlag, 2002, i oversættelse af Oskar Borgman Hansen, som tillige har skrevet en grundig og informativ indledning.

Med nogle andre formuleringer og aspekter og en anderledes illustration gav Steiner nogenlunde samme fremstilling af de ovenstående element­sammenhænge i december 1919 (12. foredrag i GA 194).[78] Et fint lille supplement til fremstillingen gives desuden i foredraget ‘Det sociale livs udvikling i menneskeheden’.

[79] Her trækkes der tråde til både det gamle Grækenland og det gamle romerske rige. Illustrationen foroven her i kapitlet kan være en hjælp til at holde rede på de omtalte samfundsområder i deres forhold til de respektive gamle elementer/strømninger.

Nationale stater i større eller mindre grad, EU­staten, Den internationale Valutafond IMF, Davos­møderne, Verdenshandelsorganisationen WTO og Verdensbanken tjener alle storkapitalens mørkekræfter – med spredte lapperier som undtagelse. I EU foregår begge dele blandt andet gennem støttebeløb, der jo nødvendigvis i første omgang kommer fra medlemslandene selv. Vi ser det i særlig grad i EU’s landbrugspolitik, hvis hovedprioritet siden EF’s spæde år har været og stadig er stordrift, og som fordrer et bureaukrati, småbrugene kan have svært ved at honorere. Og vi ser det i interventioner som dengang, da svenske myndigheder fik besked af EU­Kommissionen på at stoppe en klimakampagnes opfordring til at købe lokale fødevarer.[80] Opfordringen – altså ikke et påbud, for så kunne man eventuelt forstå Kommissionens reaktion ud fra en frihedstanke – var i strid med EU’s traktatfæstede fri bevægelighed for varer. Læseren kan sikkert selv supplere med eksempler.

Kapitel 8: Noget om andre veje at gå


8.1: Om at ville forbedre ”forvalternes” strukturer indefra

Måske er der nogle, der tænker, at det er (nok) alt sammen vældig rigtigt, hvad der står i dette studiebidrag, men er det ikke bedst at forsøge at reformere EU indefra snarere end at melde sig ud af EU for at skabe noget helt nyt? Jeg forstår synspunktet. Men et gammelt hus kan renoveres indtil et vist punkt, derefter er det bedst at lade huset falde. Historien viser, at de velmenende hensigter, der hænges op på institutionelle enheder, særligt de større af dem, nemt bliver brolægninger til helveder. Som Johannes Hohlenberg skrev: ”Det ligger i sagens natur, at en massebevægelse altid må være reaktionær. Den enkelte personlighed kan være forud for sin tid. Massen er altid bagefter.”[42; ‘Ugleæg’ side 20] Jo større institution, des større konsekvenser. Når det gælder EU, er der stærke interesser, der maser med at holde det vaklende hus opretstående, og her skal vi ikke være naive eller forklejnende omkring, hvad Steiner sagde om såvel eksoterisk som esoterisk arbejdende modstandskræfter. Disse ”forvalterkræfter” har flere tusinde års erfaring med deres systemer bag sig. Derfor kan vi ikke bruge ‘forvalternes’ systemer til at forandre deres idéer indefra.

Systemerne består af psykologiske tricks såsom det, man inden for industrilobbyismen kalder ‘Good cop ­ bad cop’, altså at ‘duer’ modererer på noget, der serveres af ‘høge’, og så er det dette ‘modererede, pragmatiske og afbalancerede kompromis’, der ender som forslag. Tricket er, at duerne og høgene er fra den samme rede, og at ”kompromiset” er det, som begge fløje hele tiden har haft som mål. Eksoterisk har disse tankebaners logistikker og forførende, tomme fraser diffunderet ned igennem ”magtpyramidens” etager og har plantet sig i talrige velmenende politikere og embedsfolk. De er overbeviste om rigtigheden i projektet og har mere eller mindre dannet sig identitetsfølelser omkring det. Jeg har mødt flere af dem og er ikke uden grundlag for at skrive dette.

EU vil falde, måske også hurtigere end langt de fleste forestiller sig, men så vil det ikke være, fordi nogle har bekæmpet eller reformeret det gennem EU­systemet selv. Det vil skyldes systemets egen implosion, og/eller at mennesker i så høj grad skaber og prioriterer andre veje, at EU­egendriften får så lidt at ”rive i”, at den går i stå. En ikke ønskelig slutning for EU­systemet vil være desperate og afmægtige folkemassers voldelige opgør med det. Der er store muligheder i EU’s opløsning, og der er selvfølgelig også risici. Jeg ser overordnet to risici: på den ene side styrkelse af nationalismen, på den anden side, at endnu større magtenheder end EU kommer til, fx en Verdensregering. Hvis en sådan da nogensinde bliver til noget sundt, så er det ikke i den indeværende kulturepoke. En verdensregering i vor tid vil blive et verdenstyranni. Uanset hvad, må bevidsthed om ånden udbredes, og antroposofien må befrugte samfundet. Løsenet ligger i dette – herunder at arbejde for andre veje end EU­ismen og nationalismen.


8.2: Stoppe kapitalens eksistens eller ændre dens begreb?

Det, der er skrevet i det foregående kapitel, behøver ikke betyde, at vi skal bekæmpe kapitalen, men måske nok at kapital ikke behøver sin aktuelle form. Det ville ikke være en fremmed tanke for Rudolf Steiner, der fx i sit fjortende og sidste foredrag i ‘Samfundsøkonomi’[81] fra 1922 udtalte, at:

”der på de penge, som skal repræsentere dette flyvende verdensøkonomiske bogholderi, må stå sådant noget som den hvede, der kan frembringes på en så og så mange kvadratmeter stor grundflade, og den må så være sammenligningsgrundlag for andre ting. Jordens produkter er dem, der lettest lader sig sammenligne indbyrdes. De ser altså her, hvad man må gå ud fra. Man må jo nemlig gå ud fra noget. Det fører ganske simpelt bort fra virkeligheden, når der på vores penge står et så og så stort guldindhold, men det fører til virkeligheden, når vi skriver på dem, at de betyder så og så meget arbejde foretaget på et bestemt naturprodukt. Hvis vi tænker os, at der på alle vore penge står x­hvede, y­hvede, z­hvede, så ville det være klart, hvad hele samfundsøkonomien i sidste instans hviler på. Derved har vi ført møntfoden tilbage til de forhåndenværende produktionsmidler, på hvilke der anvendes legemligt arbejde – til de produktionsmidler, der findes inden for et givet økonomisk område. Og det er den eneste sunde møntfod: summen af de disponible produktionsmidler.

Den, der fordomsfrit formår at se på virkeligheden, kommer gennem sin betragtning til dette resultat. Man kan muligvis indvende derimod, at ikke alle værdier heller lader sig sammenligne ganske nøje med noget sådant. Men i meget stor udstrækning vil det dog kunne lade sig gøre. I almindelighed er de forskellige ydelsers værdi ikke så overordentlig forskellig, eftersom ved denne vurdering alting dog i sidste instans får sin værdi gennem forbruget.”

Når en realist som Steiner kunne sige noget sådant om det verdensøkonomiske bogholderi, så kan den nævnte valutaform, der bærer en anden ‘kapitalformstanke’ i sig, så meget des nemmere realiseres nedefra og lokalt og derfra sprede sig udefter ud fra lokal vilje. Altså også nemmere, end man måske lige skulle tro. – Eller mindre svært, for pionérvirke er som regel svært. Men spændende er det også, og i denne sammenhæng er det også ganske enkelt nødvendigt for vores fortsatte ophold på denne planet. Som Albert Einstein sagde: Et problem kan ikke løses med samme bevidsthed, som har skabt det.

Det selvstyrende associative erhvervsliv, Steiner talte for, overføres i vor tid på få og store selskaber, som udøver en frygtelig overgribende magt, blandt andet fordi der mellem mennesker ikke samtidig gives det, Steiner også talte for, nemlig (reel) lighed i det retlige. Storkapitalen i dag er så tyrannisk og har indtaget parlamenterne så grundigt, at der er områder af USA og Canada, hvor det er blevet forbudt at dyrke sin egen køkkenhave. Man skal åbenbart gøres afhængig af de multinationale selskaber, som parlamenterne er i lommen på eller ideologisk hjernevaskede af. I England begynder folk nu at få at vide, at de ikke må bedrive dørsalg af frugt og grønt. Hvad i alverden gør man så? Jo, folk er begyndt at bytte deres hjemmeavl i stedet for at sælge den. Dette kan ”forvalterne” ikke forhindre, uden at tyranniet bliver latterligt tydeligt.


8.3: Verdensstatsapparat eller kosmogoni, frihed, altruisme

Rudolf Steiners foredragsrække ‘Soziales Verständnis aus geisteswissenschaftlicher

Erkenntnis’[82] (GA 191) er en kilde til inspiration for det, som må skabes. Tre af foredragene

blev udgivet på dansk af forlaget Jupiter i 1998 under titlen ‘Social forståelse ud fra

åndsvidenskabelig erkendelse’. I disse foredrag taler Steiner om, at henholdsvis de anglo­

amerikanske folkeslag, de europæiske folkeslag og de asiatiske folkeslag har forskellige talenter

for tre sfærer, der må forenes: Impulsen til kosmogoni (bevidstheden om, at vi står i sammenhæng

med og har vores bestemmelse i hele det vide verdensalt), impuls til friheden og impuls til

altruismen. Vi må derfor samarbejde og ikke ensidigt dyrke den ene eller den anden folkeslags­

regionalitet. Fra det første af disse foredrag (holdt 10. oktober 1919) vil jeg gerne dele disse


”Menneskeheden er i dag henvist til at samarbejde, fordi menneskene har forskellige talenter. (…) Alle orientalske kulturer havde det ejendommelige, at de med livet i storbyerne udformede den anskuelse, at hvis mennesket ikke trænger igennem over det fysiske til det overfysiske, vil det egentlig leve i tomheden, i intetheden. Og således kunne de store byer, Babylon, Ninive og så videre, udvikle sig videre, fordi mennesket gennem disse byer ikke kom til at anse det, byerne frembragte, som det egentlig virkelige, men det, der er bag ved alt dette. Det var først i Rom, at det blev sådan, at man gjorde bykulturen til et regulativ for anskuelsen af virkeligheden. (…) I Rom blev borgeren egentlig opfundet, borgeren, denne frygtelige karikatur­frembringelse ved siden af væsenet menneske. For mennesket er menneske. Og at det desuden er en borger, det er en imaginær sag. At det er en borger, det står et eller andet sted i kirkebøgerne eller i retsprotokollerne eller lignende. At det foruden at være menneske og som menneske har visse færdigheder, yderligere har en registreret besiddelse, en tinglyst besiddelse, det er noget imaginært ved siden af virkeligheden. Men det er alt sammen romersk. Ja, Rom har tilvejebragt endnu noget mere. Rom har forstået at forfalske alt det til en virkelighed, der opstår af byernes

løsrivelse fra landet, fra det virkelige land. Rom har for eksempel forstået at indføre de romerske retsbegreber i de tidligere religiøse begreber.” – Steiner beskriver dernæst, hvordan dette viser sig endnu i dag.

Dét at Rom gjorde bylivet til et regulativ for anskuelsen af virkeligheden, viser sig i Vestens brug af ordet ‘civiliseret’, der egentlig oprindelig kommer af det latinske civis eller civic, som betyder borger, og afledninger heraf – men som på italiensk, der jo er en videreudvikling af latin, fik at gøre med citta, som betyder stad. På dansk går dette igen i ordet citadel, som er et fæstningsværk rundt om en by. Det engelske ord for by, city, kommer ifølge den store Oxford­ordbog fra det oldfranske cit og fra det latinske civitas, som betyder by – og civitas kommer for sin del fra civic, som betyder borger. Den italienske vulgarisering af ordet er ulykkelig, for den antyder, at mennesker kun er åndeligt udviklede, hvis de har udviklet en bykultur. Mahatma Gandhi var så diplomatisk og empatisk at godtage ordet i betydningen ”åndeligt højt udviklet”, da en vestlig journalist spurgte ham: ”Hvad tænker De om den vestlige civilisation?” Gandhi svarede: ”Det synes jeg ville være en god idé.”

Steiner fortsætter i sit foredrag fra 10. oktober 1919:

”Wilson­agtig tænkning er det, der har virket så ensidigt, fordi den har optaget den amerikanske impuls i sig uden virkelig at have frihedsimpulsen og uden at have impulsen til en virkelig altruisme – for at tale om frihed er jo intet bevis for, at frihedsimpulsen virkelig er til stede. (…) Trods alt er der det talent til stede i Europa at grundlægge friheden ideelt, spirituelt. Men dette Europa må i egentlig betydning supplere sig gennem samarbejdet med Jordens andre folk. (…) Videnskaben må være kosmisk, en kosmogoni, ellers er denne videnskab ikke noget, der giver indre menneskelige impulser, noget der bærer mennesket gennem livet. Den nyere tids menneske kan ikke leve instinktivt; det må leve bevidst. Det behøver en kosmogoni, og det behøver en virkelig frihed. Det behøver ikke blot en udenomssnak om friheden; det behøver ikke blot alt det, der er fraseologi om friheden. Det behøver en virkelig indlevelse af friheden i den umiddelbare tilværelse. Det kan man kun få ad de veje, der fører til den etiske individualisme.

Og der er det naturligvis karakteristisk, at i det øjeblik min [bog] Frihedens Filosofi var udkommet, skrev Eduard von Hartmann, der fik et af de første eksemplarer af denne bog, til mig, at den ikke burde hedde Frihedens Filosofi, men derimod »Erkendelsesteoretisk fænomenologi og etisk individualisme«. Godt, det ville have været en langtrukken titel; men det ville ikke have været slemt, hvis den havde heddet »etisk individualisme«, for det er ikke andet end den personlige virkeliggørelse af friheden. Men de bedste mennesker forstod netop absolut ikke, at der ud fra tidens impulser blev krævet noget sådant, som står i denne bog.”

Kapitel 4 i dette­studiebidrag gennemgik nogle af de problemer, der er ved institutions­ bevidstheden. Kapitlet her vil se konstruktivt fremad. Den følgende passage fra foredragsrækken ‘Individuelle åndsvæsener og deres virke i menneskets sjæl’[83] er relevant i den sammenhæng:

”Med den gamle visdom, gennem hvilken menneskene er løbet ind i vor tid, kan der afholdes tusinder af kongresser, verdenskongresser, folkekongresser, og hvad ved jeg, og der kan etableres tusinder og atter tusinder af foreninger: Man må være klar over, at alt dette intet vil bevirke, hvis ikke åndsvidenskabens åndelige livsblod strømmer igennem det. Det, menneskene mangler i dag, er mod til at bevæge sig ind i den virkelige udforskning af den åndelige verden. Så underligt det end lyder, må det dog engang siges, at der for eksempel ikke behøves andet end det lille skridt at udbrede den lille brochure »Menneskelivet fra åndsvidenskabens synspunkt« [på engelsk: ‘Approaches to Anthroposophy’[84]] i de videste kredse, så ville der dermed være gjort noget andet, idet man fremkalder viden om en sammenhæng mellem mennesket og den kosmiske orden. I dette lille skrift er der gjort opmærksom på denne viden. Der er konkret gjort opmærksom på, hvordan Jorden hvert år ændrer sin bevidsthedstilstand og lignende. Netop det, der er sagt i dette foredrag og i denne brochure, er sagt med fuld hensyntagen til det, vor tid trænger til. Det ville betyde mere at optage det end at snakke om alt det vås om kosmisk følelse og om at løbe ind i en

eller anden »brænding« [rullende bølger – Steiner må mene en art stærkt bevægende sjælelig­ åndelig kraftoplevelse; oplevelser, der kan være reale og frugtbare, men som ikke nødvendigvis fører til noget åndeligt frugtbart, slet ikke hvis de svælges i for deres, eller nærmere ens egen, snævre skyld], eller hvad ved jeg.”

Lykkeligvis foregår der så småt en opvågnen rundtom i dag, men endnu følges den i udbredt grad af resignation, for ”de (magtfulde) gør jo alligevel bare, som det passer dem.” Den sætning hører jeg oftere og oftere. I specifik EU­sammenhæng hører jeg også sætningen: ”Og stemmer vi forkert, så får vi jo bare et omvalg” med hentydning til EU­afstemningerne i 1992 og 1993. Må opvågningen følges op af hjertemod og solidarisk individualisme – modsat de broderskaber, der defineres ovenfra af ”forvalterne”, og som har frygt, egoisme og gruppeegoisme som årsag og virkning. Der er åndelige mørkevæsener til, men ”magteliten” er helt konkrete mennesker i samme spandemål som du og jeg.

Undertegnede er indtil videre kommet til den følge, at i det mindste i den nuværende kulturepoke er dét at se sig som verdensborger et sjælelig­åndeligt anliggende. Det kan ikke være et politisk anliggende og ansvarsområde, for dette vil føre til tyranni og formynderi. Som stort barn stod det soleklart for mig, selv om mine forældre var helt ”uspirituelle”, at vist er jeg født som dansker, men at jeg da samtidig er verdensborger! Det var et befriende og logisk faktum, at der fra mig og alle andre udgår flere tilhørscirkler på en gang, og at disse aldeles ikke rummer nogen indbyrdes konflikt. Jeg kunne finde på at skrive således under mit navn, vejnavn og husnummer på breve: 2200 København N., Storkøbenhavn, Sjælland, Danmark, Skandinavien, Europa, Jorden, Kosmos.


8.4: Forandring nedefra: eksempler på Michaelske tiltag

Som antydet er pionérarbejde sjældent ligetil, men til dette bør siges, at der i mange lande allerede er gang i talrige sunde forvandlinger, der kan give håb: Byhaver (‘urban farming’ og ‘urban gardening’), permakultur, Community­Supported Agriculture, Community­Supported Fishery, grønne ollekoller og bofællesskaber (som ikke behøver være kollektiver, som vi så dem i 1960’erne og 70’erne), WWOOF’ing (World Wide Opportunities on Organic Farms), omstillingsbyer (Transition Towns), med videre. I Spanien er mennesker i nogle egne gået over til bytteøkonomi som svar på de katastrofale følger af eurokrisen og Trojkaens (IMF’s, EU­ Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks) hårde ‘krisemedicin’. Sådanne nye eller genfundne måder kan man selvfølgelig håbe bliver et utilsigtet gode ved den for en stor del EU­ skabte situation.

I forlængelse af de her nævnte fremtidsimpulser vil jeg citere norske Hans­Jørgen Høinæs fra hans artikel ‘Er samfunnet en organisme eller mekanisme?’ i tidsskriftet Janus nr. 3/1989. I kapitlet ‘Den sociale tregrening’ indkredser han, hvad der netop menes med dette begreb, som Steiner var ophavsmand for. På kan man finde links til en række hjemmesider om den sociale tregrening.[3] Efter sin skitsering tilføjer Høinæs:

”Det er klart at disse tankene, som her gjengis i sterkt forenklet form, kan lyde som rosenrød utopi, især når det gjelder forvandlingen af næringslivet. F.eks. kan man ikke uten videre forvente at et kynisk, kapitalistisk profittsamfunn kan endres fra en dag til den neste. Dette var Steiner selvsagt klar over. Derfor hevdet han at ”det må skapes en ny arbeidsimpuls såsnart man tenker på å fjerne den gamle med rot i den egoistiske profitt.” [Som kildenote til dette oplyser Høinæs: Rudolf Steiner: De tre funksjoner og systemer, Forlaget De Tre Funksjoner, Bergen 1968]. Opplysnings og erkjennelsesarbeid måtte ligge til grunn for forvandlingen. Og enhver nyetablering måtte til å begynne med skje i det små. F.eks. kunne næringslivet danne sine egne assosiasjoner hvor forbrukere, handelsledd og produsenter sluttet seg sammen. Og i praksis vil

det si at forbrukerne, som jo til syvende og sist er interessert i kvalitetsvarer, henvender seg til produsentene – enten direkte eller via handelsleddet (forretningen).

Slike assosiasjoner finnes i dag mange steder rundt om i Europa og især innenfor det biologisk­ dynamiske [= biodynamiske] landbruk. Men ønsket om å fjerne det egoistiske profittmotivet krever imidlertid noe mer enn å danne assosiasjoner og interessefellesskap i tradisjonell forstand. I antroposofiske forretningsinitiativer har man derfor f.eks. prøvd å fastsette priser og lønn på alternativt vis.

Ved ett eksempel som jeg selv har opplevd, det var ved et vegetarisk spisested i Bergen, møttes forbrukerne og innehaverne én gang årlig på et fellesmøte for å drøfte både matens kvalitet samt eventuelle nye spisepriser. Og det fungerte knirkefritt!”

Mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’[40] kommer ind på enkelte andre aspekter af erhvervsliv og associationer (sammenslutninger, foreninger) set i forhold til EU og nationalstaterne.

Lad os inspireres af Rudolf Steiner, og lad os inspireres af hinanden på tværs af folkeslag. Her tænker jeg også på oprindelige folkeslag (‘First Nations’), som – når man taler med dem, er sammen med dem eller læser deres egne udsagn – viser sig at byde på værdier, der ofte kan perspektivere og inspirere vores vestlige spiritualitet på befriende og brugbare måder. Jeg vil i den sammenhæng anbefale bogen ‘Journeys with Raven – and other stories’ (Heritage Books Canada, 2014). Den er skrevet af en af mine venner, Rita Makkannaw, en dansk kvinde, som bor i Canada og i en længere årrække havde en indiansk ægtemand. Bogen har blandt andet kapitlerne ‘Cross Cultural Teaching’, ‘Cross Cultural Challenges’ og ‘Economic Philosophies’ (der blandt andet omtaler bytteøkonomi) og ‘Environmental Changes’. Vi skal ikke ”gøre os” til andre folk end dem, vi er født som, men vi kan inspireres af hinandens særlige talenter, som Skaberen gav de enkelte folkeslag, og som har udviklet særlige erfaringer og tilgange.

I det andet af de syv foredrag i 1992­udgivelsen ‘Ideas for a New Europe’[15] taler Steiner om to polare sjæletendenser; på den ene side dét at nære flyvske, fantastiske, lyserøde, vage og drømmende tanker om en vidunderlig fælleshed, og på den anden side den prosaiske, golde henslængthed og borgerlige smålighed, der trækker os ned til jorden og ind i materialismen:

”Disse to modsatrettede kræfter lever i individerne. Mellem disse kræfter står mennesket, der må finde en balance. Men der er mange måder at finde en balance på. Hvad enten man lægger 50 gram eller 50 kilo på den ene side og det samme på den anden, er vægtskålene i balance, og de er også i balance, hvis man lægger et kilo på hver side, eller et tusinde. Der er uendelige muligheder for at være et menneskeligt individ, og det er derfor, det er så essentielt i dag for mennesker at forstå, at deres individuelle væsen rejser sig ud fra deres bestræbelse på at søge en balance mellem de to modsatrettede poler.”

Disse ord følges for så vidt op i fjerde foredrag (15. december 1919) i samme udgivelse:

”Da folk ikke forstår, at idealerne for det sociale liv må fødes ud af det grundlæggende åndsforløb for en tid og et sted, indser de ikke nemt, hvor nødvendigt det er at indføre tregreningen af den sociale organisme med forskellige nuancer på det europæiske kontinent såvel som på dets forpost, Amerika. Når den først er introduceret, vil de nødvendige nuancer opstå ganske naturligt i forhold til de forskellige folkeslag. Men for at vurdere den fulde nødvendighed af – inden for den sociale organisme – at adskille et uafhængigt kulturliv, et uafhængigt stats­ og retsliv samt et uafhængigt økonomisk liv må vi kigge med åbent sind på den måde, hvorpå kultur, stat og økonomi kom til at blive sammenblandede i vores europæisk­amerikanske civilisation.” – Dette kiggede vi (kortfattet) på i kapitel 7.

Læseren inviteres til at fundere over, om EU er i nærheden af idéen om tregrening[3]. Kender man endnu ikke til denne idé, kan man fundere over, om EU’s lovmaskineri i almindelighed

rummer en nuancering over for de enkelte steder (medlemslande), eller om EU eventuelt tillader en sådan.


8.5: EU er i dag et andet EU end det, mange sagde ja til

De to Steiner­citater fra ‘Ideas for a New Europe’ synes at bekræfte dette: At jo større mangfoldighed, der er i måderne at indrette sig på kloden over, desto mindre risiko er der for store enheders magtmisbrug af de mange. ‘The great and powerful Wizard of Oz’ får således mindre råderum.

I kapitel 1 skrev jeg: ”Jeg afviser ikke, at en form for ‘forenet Europa’ eller ‘forenede europæiske region(er)’ kunne være noget sundt.” – Forskellige modeller for noget sådant har været fremme i århundreder. En føderation (forbundsstat) er en stat, som består af en sammenslutning af flere delstater med et vist selvstyre. USA og Tyskland er forbundsstater. Der er måske nogle, der mener, at hvis der for Europas vedkommende kan dannes en tregrening i en forbundsstat, så vil det antroposofisk set være tilfredsstillende. Hvis noget sådant overhovedet er strukturelt muligt, må der nogle sjælelig­åndelige forudsætninger til. Efter mange års beskæftigelse med EU er det min analyse, at EU for længst har forbrudt sig mod og er drevet så langt forbi, hvad der måske kunne udgøre sådanne forudsætninger, at reformisme indefra i EU­konstruktionen hen imod tregrening er omsonst og desuden vil trække store mængder fokuskræfter fra meget af det, som planeten og menneskene skriger desperat på, også uden for Europa. Med EU’s løbende magtcentralisering ses mange tilnærmelser til forbundsstaten, og i samme takt øges distancen til de chancer, der måtte være for tregrening. Og er forbundsstatens kammersystem overhovedet relevant for en tregrening?

I de seneste år har EU­centraliseringens løbehastighed endda eskaleret, så EU i dag er et andet EU end for bare få år siden. De fleste centraliseringsmål har ligget som idéer i EU­systemet i mange årtier, men de har ikke just været meget fremme i den offentlige debat, og derfor er de, der med gode fællesskabsmotiver har stemt ja til EF/EU gennem årene, i høj grad lovlig undskyldt. Især de senere års øgede EU­centralisering har ikke affødt mere folkelig fællesskabsfølelse, men mindre. Samtidig falder stemmetallene ved EU­parlamentsvalgene, og ofte også de nationale valg, stadig. Folk føler sig hægtede af af både EU og nationale regeringer, og apati og resignation breder sig. Den danske, EU­kritiske musiker og entertainer Niels Hausgaard har flere gange sagt det sådan, at centralismen er værre end diktatur, for i diktaturet kan man skyde diktatoren. Det kan man ikke under centraliseringen, for apatien rammer os alle. Hausgaard udtrykker det på radikal måde, men der er noget om det. De strømninger og væsenskræfter i EU, som for en stor del har formet EU’s struktur og indhold, bekræfter ufrivilligt, at de Michaelske fremtidsimpulser må skabes nedefra og uden om (blandt andet) EU­konstruktionen. Det frie initiativ kan ”forvalterne” ikke forudse.

En mere ædruelig model for noget ‘forenet Europa’ vil antagelig være en art konføderation (statsforbund), hvilket er en sammenslutning af individuelle stater. Eventuelle antroposoffer, der håber på den ovenfor beskrevne forbundsstat, vil antagelig anholde om dette og sige, at dette er en uantroposofisk idé, da et statsforbund bevarer de nationalstater, der indgår i forbundet. – Men det behøver det netop ikke gøre i et senere stadie. Prøv at tænke over det: I virkeligheden er der heller intet, der påkræver, at statsforbund skal skabes ud fra nationalstater. Ej heller fra enhedsstater. For der kan opfindes stater ud fra ganske andre kriterier og betydninger end de i dag kendte. Det nok mest realistiske i første omgang vil være at oprette et statsforbund i eksempelvis – ja, ikke mindst

– Norden og så derefter udvikle de nordiske statsformer bort fra national­ og enhedsstaten og hen til andre statsformer. Det kunne muligvis være mere flydende udformninger, end de har i dag. Og forhåbentlig langt slankere! Og efterhånden vil man måske kunne inspirere andre regioner af

stater til at gøre det samme. Jeg har tillid til menneskers fantasi. En maksime – der må være et råd og ikke en ordre – for vores tilgang til nye generationer må være denne:

Gør ikke, som vi gør. Gør heller ikke det modsatte, for da er I stadig dikterede af, hvad vi gør – men overrask os.

På især højrefløjen vil mange slanke statens magt. Selv hos socialisterne i Enhedslisten ønsker de trods alt ikke, at staten skal blande sig i alt. Ledende enhedslistefolk har endda samarbejdet med den borgerlig­liberale tænketank CEPOS om kritisk information om overvågningssamfundet. I Folkebevægelsen mod EU plæderer man for mellemstatsligt samarbejde, men nationalstaten er ikke et ord og begreb, der interesserer synderligt. En simpel ‘googling’ viser, at ud af flere tusinde http­sider på nævner i skrivende stund 7 netsider ordet ‘nationalstaten’ og 10 netsider ‘nationalstat’.[85] Hvad medlemmerne i den tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU progressivt vil i stedet for EU, veksler. Det gør det også i EU­modstanderpartiet Enhedslisten. For nogle er socialisme ganske vist lig med overvejende grad af statsmagt, men selv i dette parti er der ganske mange – og stadigt flere, er mit indtryk – for hvem socialisme primært betyder selvstyring i lokalsamfund såsom økologiske landsbyer. Så alt i alt er der håb for opgøret med enhedsstaten.


8.6: Lidt om Norden, Schweiz, Storbritannien – og debatten

Norden består af Norge, Sverige, Finland, Island, Danmark og de tre selvstyrende områder Grønland, Færøerne og Åland. Grønland meldte sig, som en del af Rigsfællesskabet, ud af EF i 1985 efter i 1982 at have stemt om fortsat medlemskab. Nordmændene har aldrig ansøgt om EU­ medlemskab, og Islands regering har trukket sin ansøgning tilbage. I 2004 og 2014 blev der lavet meningsmålinger, der viser, at et flertal af nordmændene (der står uden for EU), svenskerne, danskerne og finnerne faktisk ønsker et nordisk statsforbund med samarbejdsaftaler med EU frem for EU­medlemskab.[86] Det vil på talrige måder være i det tilbageværende EU’s egen interesse at have et sådant samarbejde, efter at lande udtræder. Og var det endelig sådan, at et fornærmet EU ikke ville samarbejde med ”udbryderne”, så ville dette kun være et argument for at udtræde af EU, for en sådan klub vil have mistet sin anstændighed og fornuft. EU’s gruppeegoisme vil selvforskyldt have ‘sejret sig ihjel’. I det hele taget giver det udbredte udsagn om, at ”det er skadeligt at stå uden for EU” ingen rimelig mening, idet EU tæller 28 af verdens cirka 200 lande.

Få uger før dette­studiebidrags udgivelse stillede ni nordiske parlamentarikere i Nordisk Råd forslag om, at Nordisk Råd/Nordisk Ministerråd skal undersøge mulighederne for et tættere nordisk samarbejde.[87] De ser gerne, at der etableres en nordisk forbundsstat eller et nordisk statsforbund. I debatten var der ingen parlamentarikere, der tog afstand fra idéen. Forslaget er nu sendt til viderebehandling, før der skal tages endelig stilling til det. Norske Torgeir Knag Fylkesnes fra partiet SV ser helst, at Norden samles uden for EU, men han mener, at det er muligt at have forskellige tilknytninger til EU.

Hvis stater da overhovedet i nogen form hører fremtiden til, kan nye statsbegreber med eller uden statsforbund have mere flydende udformninger, end de har i dag. Derved vil nationalisme dårligt kunne finde fodfæste, og der vil være lagt praktiske kim til den sjette efteratlantiske kulturepoke. Det ovenfor nævnte WWOOF­netværk tænker jeg kan inspirere i den sammenhæng. WWOOF er et globalt netværk, som koordinerer primært unges rejser til andre lande, hvor de går til hånde på økologiske og biodynamiske gårde mod kost og logi. Nedefra er der altså her groet et initiativ, der vækker mindelser om tidligere tiders dannelsesrejser – et af de bedste påhit, vore aner har fostret. Sådanne impulser udefra hjælper til at forebygge ”(folke)sjælelig­åndelig indavl” og kan sikkert bidrage til noget flydende i statsformerne. Nærmere hvordan kan vi jo meditere over og debattere.

Med hensyn til EU­lande uden for Norden kan det oplyses, at schweizerne aldrig har søgt om EU­ medlemskab, og at Storbritanniens regering har varslet en folkeafstemning om EU­medlemskabet senest 2017. EU­borgernes mistillid til EU­konstruktionen er betydelig.[88] Det er bestemt realistisk med andre strukturer end EU. Store forandringer er sjældent uden risici, men det er et fortsat EU eller EU­medlemskab heller ikke. Det er på høje tid med en grundlæggende debat om EU og Europa. Som Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU har påpeget: Hvis ikke den tages, kan man ”i værste fald frygte, at det ender i borgerkrig, og at nogle af de strømninger, der får vind i sejlene i den proces, er nogle af dem, som overhovedet ikke vil europæisk samarbejde.”[89]


8.7: Antroposofi og politik – samt Kristus og suveræniteten

Er det dette studiebidrags budskab, at antroposofien selv skal tage aktivt del i det politiske liv? Nej. På samme måde som at demokrati bør være en stadig metode, ikke et mål, så må åndeligt liv – som Steiner udtrykte det:

”stå adskilt fra alt andet; det må udvikle sig på sit eget fundament og kun udføre handlinger, der kommer ud af dets egne impulser. Vi stræber efter at sikre, at åndeligt liv ikke længere er sammenflettet med politisk og økonomisk liv, men hellere er frit og uafhængigt på en måde, som den katolske kirke, der altid har været filtret sammen med det politiske og økonomiske liv, aldrig vil kunne være. Vi ønsker at sikre, at vi står i en position, hvor vi kan bringe alle impulserne fra det åndelige liv til virkelighed.

Tænk over hvor grinagtigt, hvor overfladisk, det er, når nogen siger, at antroposofi ikke burde bevæge sig ind i det politiske liv, når det faktisk er antroposofi, der kræver en social organisation, hvori åndslivet ikke længere vil være knyttet til politik overhovedet. Vi bør skabe et politisk system, i hvilket åndeligt liv kan give form til sig selv – kan have sin egen indre organisation.”[90]

Man kan selvfølgelig sige, at der er ånd i alt, hvad vi mennesker gør, og dermed også i politik.

(Kvaliteten af ånden kan variere og diskuteres). Det vil heller ikke være uberettiget at sige, som en indianer på tv gjorde for nogle år siden, at vor tids ulykker kommer af, at politikken ikke bygger på et åndeligt fundament. Hvis en indianerstammes regnskovsområde invaderes af bulldozere, er det åndeligt på sin plads, at høvdingen går til den pågældende regering med appel om at beskytte naturen og sit folks livsgrundlag og kultur. Men eksempelvis at opbygge politiske eller økonomiske institutioner på basis af en bestemt åndsretning bliver nemt problematisk i en verden, hvor mennesker kommer hinanden ved.

I ‘tregreningen’ er selve opdelingen af samfundets overordnede sfærer skabt ud fra et åndserkendt grundlag, men de enkelte sfærer påkræver ingen bestemt åndsretning. Etik og moral sættes desuden ikke på formel, for det kan man slet ikke, uden at tyranni opstår (også dette var et af Steiners budskaber). Overgreb som det nævnte vil være i strid med tregreningen, blandt andet fordi alle her har lighed i retssfæren. For nu at skildre dette i en hypotese, der ikke er synderligt konstruktiv, men til gengæld er tydelig som illustration: En rydning af en indianerstammes ”køkkenhave” må indebære, at stammen har fuld ret til at rydde entreprenørens køkkenhave og tillige tage de penge fra ham, han i stedet kunne købe mad for.

Hvori lægger vi vores autoritet og suverænitet? Suverænitet begynder i hvert tilfælde med individet, og individets autoritet lever i de valg, det selv træffer. Den enkelte kan dog ikke stå alene. Det afrikanske begreb ubuntu dækker dette meget godt, i det mindste meget bedre end det kaprede og retarderede ‘broderskabs’begreb. Forhenværende ærkebiskop Desmond Tutu er flittig

fortaler for ubuntu­tankegangen. Tutus store indsats mod apartheidstyret i Sydafrika bevidner, at han kender alt til betydningen af individers indsats. Samtidig ved han, at vi intet vil kunne være uden vor næste. Ubuntu har at gøre med medfølelse, men er mere end det. Tutu har forklaret begrebet i disse ord: ’Jeg er, fordi vi er’. Denne tilgang anerkender både jeget og fællesskabet. Det sociale løsen er at finde og tilegne sig i dette. I et af sine foredrag[91] siger Rudolf Steiner det samme på en anden måde:

”Det er afgørende, at vi ordentligt forstår en aforisme, der blev sagt af Kristus … en af de vigtigste og mest betydningsfulde aforismer, Kristus sagde, og som lyder omtrent som dette: ”Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.””


Foto: Rådet for Den Europæiske Union

Foto: Den danske delegation med statsminister Anders Fogh­Rasmussen og udenrigsminister Per Stig­Møller i spidsen underskriver 29. oktober 2004 EU­forfatningen under statuen af – ikke Kristus, men Pave Innocens 10. (1574­1655, pave fra 1644­1655). Efter at et flertal i de franske og nederlandske befolkninger havde stemt Nej til forfatningen, blev den med få indholdsmæssige ændringer til EU’s nuværende traktat fra Lissabon. Langt de fleste regeringer i EU, inklusive den danske, godkendte Lissabontraktaten ved rent parlamentariske afstemninger, altså uden folkeafstemning. – Turde de ikke spørge de befolkninger, de er til for at tjene, om noget så statsretligt forandrende som en EU­traktat?


[44] (udgives på omkring årsskiftet 2014/15).

[45] EU­Kommissionens formand/præsident José Barroso: og­Europe­will­be­a­ reality­in­a­few­years­says­Jose­Manuel­Barroso.html

EU­Kommissionens næstformand/vicepræsident Viviane Reding om eurozonen som et kommende Europas Forenede Stater: ”We need a true political union. To me this means that we need to build a United States of Europe with the Commission as government and two chambers – the European Parliament and a “Senate” of Member States. But there are of course other opinions out there for the future of Europe. You might have other ideas as well. And that is how it should be. We need to have a broad debate before we start to make the big changes required.” – Hele Redings tale har tidligere været på denne EU­internetside:­ release_SPEECH­14­1_en.htm – men er af ukendte grunde fjernet i omkring september­oktober 2014, mens Falko arbejdede med dette­studiebidrag. Politiken ( 14. februar 2014) har dog også citeret Reding i samme kontekst:

Premierminister Matteo Renzi, Italien, som i sommeren 2014 fik dette halvårs EU­formandskab:

”For my children’s future I dream, think and work for the United States of Europe.” (citeret i

Daily Telegraph 22. juni 2014) –­to­push­for­United­


[46] Mørkets ånders nedstyrtning, foredrag i Dornach 28. oktober 1917. ‘Mørkets ånders nedstyrtning’ er GA 177, som anbefales i sin helhed. Nærværende foredrag på engelsk: … Hele foredragsrækken:

[47] Three Streams in the Evolution of Mankind: Lecture 6: Augustus and the Roman Catholic Church, Rhetoric, Intellectual Soul and Consciousness Soul. Foredrag afholdt 13. oktober 1918. Fra GA 184;

[48] Nogle af disse historikeres artikler og bøger nævnes i del 1 af i Magnus Falkos skrift »EUSA« – genrejsningen af Romerriget? Udgivet 12. juli 2008 på: Del 1: – Del 2: … Så vidt Falko ved, har de europæiske fagforeningers paraplyorganisation ETUC (også kaldet ”Euro­LO” og på dansk ESF) dog ikke deltaget – muligvis fordi de flere gange har kritiseret EU­politikken på det faglige område? Hermed ikke sagt, at de grundlæggende eller overvejende er imod selve EU. I Danmark er der det EU­kritiske netværk Fagbevægelsen mod Unionen:

[49] East and West from a Spiritual Point of View. Første foredrag i: GA 186; The Challenge of the Times. Afholdt 29. november 1918.

[50] What to do with Germany?, skrevet 1943­1944, udgivet første gang i 1944 af Hamish Hamilton, London. Dansk udgave: Hvad skal der ske Tyskland?, Det Schønbergske Forlag, 1945.




[53] Borgernes nødbremse i EU virker ikke. Af Katrine Birkedal Frich. Mandag den 26. marts 2012;

[54] Pressejurist kritiserer EU­tanker om øget mediekontrol. Artikel af journalist Bo Elkjær på det danske Journalistforbunds hjemmeside, 22/01/2013;­kritiserer­ eu­tanker­om­oeget­mediekontrol

[55] (på engelsk. Det bragte citat står på side 53).

[56] Fra GA 186;


[58] Polish Catholics urge sainthood for EU founding father, af Bruxelles­korrespondent Ian Black, The Guardian (online), søndag 6. september 2003;


[60] Side 319 i Alden Hatch: ‘Prins Bernhard af Holland – Blade af et moderne monarkis historie’, forlaget Lohse, København, 1962. Oversat efter ‘The Prince of the Netherlands’.



[63] Fredag den 21. juli 2006, 1. sektion, forsiden og side 9. Af Martin Aagaard, Bruxelles;

[64] Del 1:

Del 2:


f … CFFC’s pressemeddelelse om rapporten:

CFFC’s rapport ‘Preserving Power and Privilege’

[66] Fra arbejderforedragene; ‘Die Geschichte der Menschheit und die Weltanschauungen der Kulturvölker’, GA 353. Udgivet på engelsk under titlen ‘From Beetroot to Buddhism’ af Rudolf Steiner Press, London, 1999. Dette konkrete foredrag fra 4. juni 1924, og passagen står på denne side, her på tysk: http://fvn­­293.html (bemærk, at man forneden kan bladre i siderne).

[67] Berlin, 15. september 1919. Fra GA 333. På engelsk: ‘Realizing the ideals of Liberty, Equality, and Fraternity through Social Threefolding’. Falko har dette foredrag fra bogen ‘Freedom of Thought and Societal Forces’, Steiner Books, Anthroposophic Press, Massachusetts, USA, 2008. Er en oversættelse af foredragssamlingen ‘Gedankenfreiheit und soziale Kräfte’ (en udgivelse fra 1985). Er på internettet på tysk – siden her er den sidste i foredraget, og man ruller bagud/forud forneden på netsiden: http://fvn­­092.html

[68] http://jyllands­­Frans­giver­Europa­en­ opsang/ # http://jyllands­­Europa­har­brug­for­ny­ retning/ #­frans­advarer­mod­et­traet­europa

[69] 1:­clandestine­plot­against­greece

2: … En kommentar til skriftet: Man bør være vældig forsigtig med at trække linjer fra det gamle ‘Hitlertyskland’ til EU, som skriftet her gør, men EU har notorisk store, skønt ikke eksakte, ligheder med naziplanerne om et Storrum eller ‘Grossraumwirtschaft’. Jeg tænker her på autostradaer ≈ EU’s ‘transeuropæiske net’, foruden fællesmarked og økonomisk samordning (i Nazityskland kaldet Nyordning) i en toldunion og møntunion med fælles valuta med tysk hovedsæde. Desuden er det for undertegnede, som ikke er historiker, svært at afvise en avisartikel som denne fra Daily Mail 9. maj 2004: ‘Revealed: The secret report that shows how the Nazis planned a Fourth Reich …in the EU’;­1179902/Revealed­The­secret­report­shows­Nazis­ planned­Fourth­Reich­­EU.html

3: http://livingword­of­­and­spirit­of­charlemagne.html – har ingen bibelhenvisninger, men trækker tråde til Charlemagne (Karl den Store) og Det Hellige Romerske Rige.

[70] #1: ‘The Spiritual Tasks Of Europe In The Coming Millenium’ (ærkeenglene Gabriel og Michael ― Romersk­katolske kirke ― ‘Forenet Europa’ som inkluderer USA og samarbejder med Vatikanet/Rom ― ”This is hardly in tune with the new Michael Impulse that is now growing in strength in our time” ― Tregrening vs. Woodrow Wilson ― Europa vil atter synke, hvis det vælger romersk fortidsimpuls og/eller amerikanisme);

#2: ‘The Push Towards a New World Order In The 1990s – A View Of The Workings Behind The Scenes’ (EU et led i fremkomst af andre storregioner, NAFTA, APEC, FTAA ― Council on Foreign Relations (CFR) ― The Round Table og sir/lord Alfred Milner ― Chatham House (= Royal Institute of International Affairs (RIIA)) ― Rhodes Society ― MAI (forløber for GATT)

― Rhodes inspireret af jesuitisme/romersk­katolske kirke ― Bilderberg­gruppen og Den Trilaterale Kommission ― materialistisk bølge);

#3: ‘Anthroposophy and the Question of Conspiracy in Modern History (1)’ (Bush sr.’s “en ny verdensorden” ― Kon­spirare betyder blot at trække vejret sammen ― Jefferson ― Blavatsky ― C.G. Harrison ― Round Table, Cecil Rhodes, Milner og angloamerikansk politik ― Europas

Forenede Stater (på vej) ― NAFTA ― APEC ― Zbigniew Brzezinskis bog ‘The Grand Chessboard’);

#4: ‘Anthroposophy and the Question of Conspiracy in Modern History (1)’ (Lucifer, Ahriman, Kristus ― EU, NAFTA og APEC som vrængbillede af Den hellige Treenighed ― Rhodes, Rothschild, Milner, Lippmann, Wilson, Bush og Rockefeller virker for en ahrimansk ny verdensorden og “nyt romerrige” ― Post­renæssance ― Græsk­romerske kulturepoke ― Ægyptisk­kaldæiske kulturepoke ― USA grundlagt ― Echelon og NSA);

#5: ‘Freemasonry and the Roman Spirit’ (Kristus ― Gnostikerne ― Manikæerne ― Rom­ og Byzans­kirkerne (Byzans = det gamle græske navn for Konstantinopel) ― Tempelordenen ― Frimurerne ― Protestantiske mysteriesekter ― Filip IV og Pave Clement V ― Romerriget ― Katarerne ― Katolske kræfter ― RIIA ― The Round Table ― CFR ― Imperialisme ― USA ― Soloviev ― Lucifer og Ahriman ― Kvækere ― ‘Et forenet Europa’ på linje med det Hellige Romerrige (ligesom den pavelige intention med Charlemagnes oprindelige rige) ― Den tyske nations dynamik bruges til at grundlægge den nye styreform ledet af tankerne fra Vatikanet ― Transatlantisk system ― Rosenkreuzerne);

#6: ‘Where is UK bound? (Part 2) The Re­creation of Europe’ (Engelske elite ― Nationalisme ―

Gordon Brown: “Storbritannien er den første multinationale stat” ― Skotland ― Kelterne ― Menneskeudviklingen ikke parat til den verdensstat, som eliten (oftest i det skjulte) ser EU som en trædesten på vejen til ― Trædestenen udtryk for forvalterbevidsthed, nemlig dels de teokratiske og hierarkiske strømninger fra det gamle Ægypten og Det Hellige Romerske Imperium, dels materialismen, der udgår fra de engelsktalende lande ― Præmatur verdensstat vil være samme fejltrin som bolsjevikkernes kommuniststat, imperialismen og diktaturerne);

#7: ‘The Roots of the New World Order – the development of the Anglo­American Imperial Idea 1900 – 2008’ (USA’s grundlæggelse ― 1. Verdenskrig ― Skull and Bones ― Balfour og Roosevelt ― Thatcher ― Wilson ― Milner og Rhodes ― Lyndon Larouche ― Atlantic Union Committee ― Romtraktaten ― NATO ― Et Atlantisk Samfund/Fællesskab (Atlantic Community) ― Kina med i ‘MacWorld’ ― Tony Blair ― Gordon Brown ― Steiner om hemmelige broderskabers manipulation af det britiske folk ― Steiner: Angloamerikanismen får nok verdensherredømmet, men hvis det sker uden tregrening, vil det medføre kulturel død og sygdom);

#8: ‘The ‘Abolition’ of the Spirit: The Enigma of Canon XI – The Year 869 & Its Significance in

the Destiny of Europe’ (Akseår: 1054, 1879, 1924, m.v. ― Steiner og grundstenen ― Helmuth von Moltke ― Lothars rige og Europa ― Charlemagne ― Kul­ og Stålunionen ― Pavelig “ufejlbarlighed” endnu engang ― Coudenhove­Kalergi ― Otto von Habsburg ― Jean Monnet ―


#9: ‘Understanding Our Time (2)’ (Ærkeenglen Michael og året 1879 ― Charlemagne ― Lothar

― Monnet ― Robert Schuman ― Konrad Adenauer ― EU ― NAFTA ― Akse­år ― 3­tallets betydning ― Den æteriske sfære ― Filmen ‘The Matrix’ ― Lucifer og Ahriman ― Vacciner, genteknologi, m.v. ― Kristus ― Gondishapur ― Tempelridderne ― Sorath);

#10: ‘Beneath the European Crisis’ (Eurokrisen ― Winston Churchill om Europas Forenede Stater som trædesten til almægtig verdensorden ― Traditionen fra Rom, Det Hellige Romerrige og Napoleons Europa ― Føderalister og funktionalister ― Monnet og Schuman ― Kul­ og

Stålunionen ― EF ― EU­symbolerne ― Grækenlands krise ― Balfours brev til Roosevelt om angelsaksisk konføderation ― Coudenhove­Kalergi);

#11: ‘The United States of Europe – Whose idea was it actually?’ (Europas (fremspirende) Forenede Stater påstås fejlagtigt at være Tysklands opfindelse, hvorved ‘Tyskland’ atter kan beskyldes for at lede Europas befolkninger ud i ulykke ― Den monetære union designet til at skabe en krise, idet føderalisme ikke kan opn å s på anden måde ― Monnet ― Schuman­planen ― W.T. Stead ― Amerikanisering af verden ― Rhodes og The Round Table ― Angela Merkel og Guido Westerwelle);

# 12: ‘The First World War & the Ukraine Crisis: 1914 – 2014’ (Romerriget og Romerkirken ― Om Johann Wolfgang Goethes ‘Eventyret om den hvide lilje og den grønne slange’ ― Rhodes ― C.G. Harrison ― Brzezinskis bog om det eurasiske skakbræt (‘The Grand Chessboard’), herunder fransk­tysk­polsk­ukrainsk samarbejde ― EU og NATO ― Ententen ― Rusland og dets naboer);


[72] British release for book attacked by Vatican – Claims of freemasonry, satanism and homosexuality at papal court, The Guardian online, tirsdag den 3. august 1999;,,283228,00.html

[73] 4. april 1916, Dornach. Fra GA 167;

[74]­05­29/eu­og­frimurerne­fra­1795­til­nu … En del links i kildelisten er desværre forældede/nedlagte i dag. Det skal siges, at mine ord ”Allerede i 1795 skrev Immanuel Kant, der har inspireret mange frimurerloger, »Skrift til den evige fred« over idéen om et europæisk statsforbund.” har vist sig ikke at være korrekte, idet jeg siden 2008 rent faktisk har læst dette delvis seriøse, delvis satiriske skrift – og der står ikke noget deri om, at det gælder for netop Europa(!). Især i skriftets ‘Tredje endelige artikel til den evige fred’ dækker tankerne endda meget direkte hele verden. Kant taler her blandt andet om en verdensborgerret. En ringe trøst er, at jeg siden 2008 har opdaget, at tanken om et slags EU går endnu længere tilbage end 1795 (dette kalder på en selvstændig artikel), så jeg har ikke overdrevet tidsperspektivet, tværtimod. Jeg er temmelig nøje med mine kilder, hvilket man sikkert fornemmer af noterne i nærværende studiebidrag, men i det tilfælde i 2008 havde jeg ikke selv læst kilden. Sidenhen har jeg læst den danske oversættelse ‘Til den evige fred’ fra Gyldendal (3. udgave, 1995).

Jeg vil henlede opmærksomheden på, at Rudolf Steiner i ‘Bidrag til forståelse af Golgata­ mysteriet’, 15. foredrag[17] omtaler skriftet, som på tysk hedder ‘Zum ewigen Frieden. Ein philosophischer Entwurf’. I den danske Steiner­oversættelse fra forlaget Jupiter, 1983, er det på side 168. Steiners omtale af skriftet giver ikke noget klart indtryk af hans vurdering af skriftet, selv om han skriver ”Hører vi Kant, eller hører vi tingene fra nyorienteringen? Hos Kant er sagen meget kraftigere og hviler på et meget bedre grundlag.” Det er mig temmelig uklart, om Steiners budskab mellem linjerne i afsnittet som helhed er noget lignende: ”hvilket gør Kants model for ‘evig fred’ realistisk/sandsynlig” eller ”hvilket trods alt ikke gør Kants model for ‘evig fred’ realistisk/sandsynlig”. Steiner kritiserede her og i andre foredrag diverse flyvske og virkelighedsfjerne programmer og tanker om ”evig fred”.

Uanset hvad Steiner har ment om netop Kants model, så havde Kant ifølge det akademiske forord til den nævnte danske udgave en overbevisning, som Steiner umuligt ville kunne have billiget: ”I lighed med mange andre på den tid ønskede Kant at indskrænke valgretten til de besiddende borgere.” I øvrigt bærer nogle af Kants skildringer af fjerne folkeslag præg af en umådelig mangel på virkelig viden om dem, men det var han jo ikke ene om på den tid. For den sags skyld heller ikke i dag, selv om mange af fortidens pinlige antropologiske fejltrin er luget væk. Endvidere forekommer det undertegnede, at ‘Zum ewige Frieden’ er en kende skiftende eller selvmodsigende i forholdet mellem det føderale og det nationale – vil Kant noget føderalt

(forbundsstat) eller noget konføderalt (statsforbund)? – men det kan sagtens skyldes mine besværligheder med skriftets indviklede kancelli­ og fagsprog, selv i dansk oversættelse. Vil Kant det føderale, så er der ting, jeg ikke rigtig synes stemmer. Hvorom alting er: Mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’[40] påviser, at EU på flere punkter forbryder sig mod Kants berømte skrift, hvad enten dette plæderer for noget føderalt eller noget konføderalt.

Desuden diverse artikler her (klik på hver enkelt):

Her (5. august 2008) stiller Søren Søndergaard, daværende MEP for Folkebevægelsen mod EU, spørgsmål til EU­Kommissionens formand José Barroso om frimurerlogers og andre logers indflydelse i EU­systemet: pubRef=­//EP//TEXT+WQ+E­2008­4528+0+DOC+XML+V0//DA (svaret kan læses ved at klikke på ikonet ‘Svar’ til højre – bemærk, at der er tale om et ”ikke­svar”, idet Barroso reelt ikke besvarer spørgsmålet om, hvorvidt den omtalte løbende, fremtidige kommunikation mellem frimurerne og Kommissionen vil blive offentliggjort).

[75] To af talrige eksempler: og

[76] Foredrag i St. Gallen, fra GA 178;

[77] Bidrag til forståelse af Golgata­mysteriet, bind 1, foredrag i Berlin 27. februar 1917. GA 175. Udgivet på dansk af forlaget Jupiter, Odense, 1982. På engelsk – her med en anden titel, men det er det rigtige foredrag, og ordene om modvægt står i det sidste afsnit; ‘I hope you will not take what (…)’:

[78] (Tysk:) Die Sendung Michaels, (engelsk:) The Mysteries of Light, of Space and of the Earth. Tolvte foredrag i GA 194, afholdt 15. december 1919. Indgår i udgivelsen ‘Ideas for a New Europe’[15];

[79] Foredrag i Oxford 26. august 1922. Fra GA 305. Udgivet på dansk i ‘Det sociale spørgsmål’ af forlaget Jupiter, 2002. Der er i alt tre foredrag fra GA 305 med i denne udgivelse. Foredraget fra 26. august kan læses på tysk her: http://fvn­­183.html

Foredraget omtaler blandt andre Soloviev, der dog her staves Solowjow.

[80] # # og­ klimakonflikt_2010­(1) … Det er i denne sag værd at vide, at Peter Pagh længe har været Danmarks førende ekspert i EU’s miljøret. Magnus Falko har været aktiv i miljøorganisationen NOAH og kan bevidne dette. EU­talsmandens citat sidst i NOTAT­artiklen; ”Som oplægget i sin helhed var formuleret, frygtede vi at det kunne opfattes som en opfordring til at købe svensk” kalder på spørgsmålet: Når det er en kampagne i Sverige, der opfordrer til at købe lokalt produceret mad, er det så ikke pr. definition en opfordring til at købe svensk? Det vil i det mindste være et logisk ræsonnement både politisk og juridisk. Som ovenstående Information­telegram (det tredje link) oplyser, stoppede Livsmedelverket kampagnen efter presset fra EU­Kommissionen.

[81] Det citerede foredrag blev holdt 6. august 1922. Foredragsrækken er samlet i bogudgivelsen ‘Samfundsøkonomi – 14 foredrag av Rudolf Steiner holdt for studerende ved Goetheanum fra 24. juli – 6. august 1922’, privattryk – uttgitt med tillatelse av Rudolf Steiner Nachlassverein. Oslo, 1975. GA 340.


[83] Her: 5. foredrag, Dornach, 25. november 1917. Foredragssamlingen er GA 178. GA 178­ udgivelsen ‘Individuelle åndsvæsener og deres virke i menneskets sjæl’ fra forlaget Jupiter, 1986, har udeladt enkelte foredrag fra rækken.

[84] Menneskelivet fra åndsvidenskabens synspunkt. På engelsk: kapitlet ‘Human Life from the Perspective of Spiritual Science’ i GA 35, Rudolf Steiner Press, Sussex, 1992, foredrag af 16. oktober 1916;

[85] (Man bør altid tælle selv/manuelt og ikke holde sig til det facit­tal, søgemaskinen selv har opgjort, da der reelt kan være tale om, at samme side/indhold har flere forskellige netadresser:) ”nationalstaten”:


[86] #­for­et­folkeligt­nordisk



Den danske professor Niels I. Meyer og den norske forsker Johan Strang om EU og nordiske visioner:­i­bevaegelse/folk­i­bevaegelse­6­ 2012/article/nordiske­visioner

[87] Nordisk Råd ser på muligheder for et nordisk forbund. Af Lave K. Broch; p=389

[88]­stigning­i­eu­skepsis og­udbredt­utilfredshed­og (bemærk link forneden til Eurostats egen netside)


[90] Foredrag holdt i Dornach 31. januar 1920. Ottende foredrag i foredragsrækken ‘Geistige und soziale Wandlungen in der Menschheitsentwickelung’. Udgivet på engelsk under titlen ‘What Is Necessary in These Urgent Times’ af SteinerBooks, Anthroposophic Press, Massachusetts, 2010. Fra GA 196; http://fvn­­120.html

[91] Foredraget ‘Wessen bedarf die Menschheit zur Neugestaltung Europas?’ holdt i Dornach 6. februar 1920. Tiende foredrag i foredragsrækken ‘Geistige und soziale Wandlungen in der Menschheitsentwickelung’. Udgivet på bog på engelsk med titlen ‘What Is Necessary in These Urgent Times’ af SteinerBooks, Anthroposophic Press, Massachusetts, 2010. Fra GA 196; http://fvn­­151.html


EU: ROMERRIGET OPDATERET? – Bidrag til antroposofiske studier 1/2

9 Giu


– Bidrag til antroposofiske studier

del 1 af 2

af Magnus Falko, november 2014, med opdateringer juni 2015­rom1.html :


– Bidrag til antroposofiske studier

del 1 af 2

Foto: Rådet for Den Europæiske Union

Dette er ikke en almindelig artikel, men er et bidrag til læserens egne studier eller almen menneskelig opmærksomhed. Skribenten synes selv, at tema og længde egner sig bedst til at læses udprintet, som en bog, og ikke på en skærm. Notehenvisninger samt indføjede bemærkninger, typisk i oversættelser, er i [ ].

Studiebidraget er dedikeret til Jens Thorning Hansen (29.9.1949 – 12.12.2014)

Af Magnus Falko. Udgivet 22. november 2014, opdateret 28. juni 2015 – blandt andet med tilføjelse af titler på delkapitler (adskilles af en stjerne: *)


”GA” står for Gesamtausgabe, altså udgave/nummer i samlingen af Steiners værker. Det efterfølgende tal er det nummer, som værket specifikt har heri. Studiebidraget vil snart kunne findes forkortet i én del på – i den får man blot ikke de antroposofiske dele med. Mange af de omtalte Steiner­værker kan købes i hæfte­ eller bogform hos (tlf. 86 52 11 17).

(Del 2:­rom2.html)

Rudolf Steiner betonede i bøger og talrige foredrag vigtigheden af det enkelte menneskes betydning for fællesskabet og betydningen af fællesskabets kvalitet for den enkelte. Både på Steiners tid og i dag risikerer vi at lulle os ind i falske former for fællesskab og frihed, som før eller siden vil skabe ufred. Studiebidraget her handler om de romersk­katolske træk ved den Europæiske Union og deres betydning i denne sammenhæng.

Studiebidraget bringer udtalelser af blandt andre Rudolf Steiner, deriblandt citater, der indikerer, at han forudså EU, hvis ikke i den præcise udformning, EU fik og stadig udvikler, så i det mindste i EU’s romersk­katolske væsensprincipper. Budskabet er ikke, at alt, hvad der vedtages i EU­regi, er ‘noget skidt’, eller at de hensigter, der beskrives, deles af alle EU­ tilhængere og alle katolikker. Studiebidragets sidste kapitel vil se konstruktivt fremad – ikke i en enkelt, færdigpakket samfundsmodel, men i form af overordnede tanker.

Kapitler og delkapitler her i del 1:

1: Symboler, møder og ceremonier

1.1: Cæsar æret: Romas ring forsøges sluttet rundt om EU

1.2: Nationalstat kontra ‘forenet Europa’ kontra tregrening

1.3: Imperium Romanum – fra Augustus til Prodi og Barroso

1.4: Den Europæiske Union i Charlemagnes ånd: Karlsprisen

1.5: Pan European Union i det Hellige Romerriges kontorer

2: Åndshistoriske forudsætninger

2.1: Pavens suggestion og primitiviteten i Charlemagnes hof

2.2: Steiner belyser imperialismens tre faser til og med i dag

2.3: Romerimperiet vil altid stå i kamp med kristendommen

2.4: Form og indhold, mildhed til mørket – samt ”det gode”

2.5: Om Ahriman og Lucifer, jeget og Solovievs ‘Antikrist’

3: Steiner om nye Romerrige­planer

3.1: Tysk­romerske Rige II søger at udrydde antroposofien

3.2: ”En ægte orden”, Hallstein og tysk, katolsk bolsjevisme

3.3: Kommunisme – jesuitisme – amerikanisme – frimureri

3.4: Om Boardmans analyser, åndelige nøgleår og året 1957

3.5: Frihed, lighed, broderskab, Prokofieff, Borgman Hansen

3.6: En fodnote: lidt om det politiske spektrums syn på EU

3.7: Åndeliggjort socialisme. Paven imod antroposoftekster

3.8: Steiner om tregrening mellem (blot) tre europæiske lande

4: Institution eller menneske

4.1: Gamle og faste strukturer kontra etisk individualisme

4.2: ‘Vi’ bør defineres: fra gruppeinerti til gruppeegoisme


4.3: Kristi sande hemmelighed sløret og dogmer indført

4.4: Autoriteten i dig og næsten. Hohlenberg. Kristi Rige

4.5: Monnets og Joseph de Maistres mistro til individet

Kapitler i del 2:

5: Nationalitet med og uden EU

6: Eksempler fra praksis

7: Mere om de andre forvaltere i EU

8: Noget om andre veje at gå

Kapitel 1: Symboler, møder og ceremonier


1.1: Cæsar æret: Romas ring forsøges sluttet rundt om EU

Fotoet foroven er fra EU­Rådets hjemmeside.[1] Det blev taget 29. oktober 2004, hvor underskrivningsceremonien for EU’s forfatningstraktat fandt sted. Ceremonien var designet af en filminstruktør og foregik i Sala degli Orazi et Curiazi i de Kapitolinske Museer, Italiens hovedstad Rom. Det var samme sal som den, hvor de seks oprindelige EF­lande den 25. marts 1957 underskrev Romtraktaterne om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Talerne ved forfatningstraktatens ceremoni blev holdt i Julius Cæsar­salen (”Room Giulio Cesare”; se det store foto herunder).[2] Historiens ring forsøges sluttet. Over de 72 mænd og fire kvinder knejser en blå og gyldengul triumfbue eller æresport, tilsyneladende formet som omega (symboltegn for afslutning), med den latinske inskription ‘Europaeae Rei Publicae Status’. Det betyder: Den Europæiske Stats Forfatning. Ja, stats i ental.

Fra ceremonitalerne i Julius Cæsar­salen. Foto: Rådet for Den Europæiske Union


En hjemmeside, jeg så i 2005, mente, at ‘Europaeae Rei Publicae Status’ også kan oversættes som ‘De Europæiske Staters’, men dette samt hjemmesidens grammatiske argumenter forelagde jeg for professor Karsten Friis­Jensen, leder af Københavns Universitets Afdeling for Græsk og Latin. Han kaldte påstanden ”noget sludder – havde flertal været meningen, var det skrevet på en helt anden måde”. Jeg spurgte Folketingets EU­oplysning (EUO), om de kunne finde ud af, hvem der forfattede triumfbuens ordlyd. Som Friis­Jensen sagde til mig: Den kunne jo være en skrivefejl. I foråret 2008 havde jeg igen en e­mail­korrespondance med Friis­Jensen og andre, som man ved eventuel interesse kan læse ved at klikke på hver af disse fire filer:



Med Europe Direct som mellemled fandt EUO frem til, at Italiens regering koordinerede ceremonien, men da jeg i 2005 spurgte regeringen om, hvad de selv mener, at ordlyden siger, fik jeg aldrig svar. Jeg kontaktede den italienske repræsentation i Bruxelles, men intet svar kom. Efter en del måneder forsøgte jeg igen, med flere rykkere, med EUO’s bistand. Her i 2014 har jeg endnu ikke fået svar. Den italienske ambassades sekretariat i København sagde endda til EUO, at ordlyden betyder ‘Europæisk Union’. Dette kan kun skyldes løgn og manipulation eller høj grad af travlhed eller ringe syns­ eller sprogevner.


En historiker, som en bekendt til mig fik fat i, mente, at ordlyden ikke kun kan betyde Stat(s), men også det lidt diffuse ‘samfund’ eller en art ‘offentlig ting’. Andre mener, at ordlyden godt kan betyde Staters, ikke kun Stats. I samtlige tilfælde står spørgsmålet tilbage:

Hvis EU er en forsamling af selvstændige stater, sådan som det oftest anføres af EU­tilhængere i den offentlige debat, hvad skulle vi så med en fælles forfatning – der siden med få ændringer blev til Lissabontraktaten –?


1.2: Nationalstat kontra ‘forenet Europa’ kontra tregrening

Rudolf Steiner kritiserede ofte og ihærdigt nationalstatsformen, fordi den ensidigt knytter sig til menneskers blodstilknytning plus måske nogle minoriteter, der kan være heldige at få rimelige leveforhold. Menneskehedens åndelige fælleshed skubbes dermed ud i periferiens glemsel, og en materialistisk samfundsopbygning får teten. Samtidig kritiserede Steiner enhedsstaten, altså kort fortalt de statsapparater, der blander sig bestemmende i nærmest alle samfundssektorer. Talrige stater i dag, heriblandt Danmark, er både national­ og enhedsstater. Det bør nævnes, at der trods alt er forskelle på, hvor ensporet nationsrettet nationalstater er. Vi ser jo i disse år stadigt mere multietniske samfund rundtom. Der er ligeledes forskelle på, hvor bredt og dybt statsapparaterne i enhedsstater dominerer i de respektive lande. Dette er dog mest gradsforskelle og sikrer ikke mod (yderligere) misbrug i fremtiden. Steiners tanker om ‘social tregrening’[3] er et bud på en anden vej end disse to statsbegreber. (Denne hidtil rådende oversættelse af det tyske ’Dreigliederung’ er upræcis, vil jeg indskyde. ’Treleddet’ eller ’trefoldig’ samfundsorganisme nærmer sig bedre).

Jeg afviser ikke, at en form for ‘forenet Europa’ eller ‘forenede europæiske region(er)’ kunne være noget sundt. For det første må man imidlertid spørge sig selv: Hvorfor det fokus på lige netop et forenet Europa? Fællesskab behøver vi alle. Hvad er argumenterne for at placere dette basale menneskelige behov på netop den hylde, der hedder Europa? Det må man gøre sig klart, hvorfor man mener, hvis man mener det. For det andet må man spørge, hvad der kan menes med ordet ‘forenet’. Det er et temmelig abstrakt ord, måske for mange mest en følelse, og ordet kan fortolkes på talrige måder. De indre billeder, ordet afføder, vil variere. Uanset hvad der menes, må der – hvis følelsen skal give praktisk mening – nogle sjælelig­åndelige forudsætninger til, for at der kan komme en sund væsensart ud af det hele. Tregrening vil skulle være et ydre udtryk for dette. Kapitel 8 vender tilbage til spørgsmålet. Indtil da vil studiebidraget komme ind på de væsenskvaliteter og ­kræfter, der præger EU, som det er blevet og i visse kredse hele tiden har været tiltænkt at blive.


1.3: Fra Kejser Augustus til Prodi og Barroso

Det er historiens ironi eller bevidst udnyttelse, at ordet Status første gang bruges i politisk sammenhæng af Kejser Augustus. Hans ‘Novus Status’ (≈ Nyordning) markerer Roms overgang fra parlamentarisk styret republik til kejserdømme. Det overrasker ikke mig, at trebindsværket ‘Imperium Romanum – Realitet, idé, ideal’[4] slutter med Jørgen Grønnegård Christensens bidrag, kapitlet ‘Europas pragmatiske fællesskab’ om EF og EU. Den daværende formand for EU­ Kommissionen, Romano Prodi, udtrykte sagens sammenhæng sådan i en tale til EU­Parlamentet i efteråret 1999: ”For første gang siden Romerrigets fald har vi muligheden for at forene Europa” for halvandet år senere at proklamere at nu skal EU konstruere en flyvefærdig politisk union med


en verdensmagts diplomatiske og militære rækkevidde, der er i stand til at bede sine borgere om, hvad de ”sammen er villige til at dø for.”[5] Den nu afgående kommissionsformand José M.D. Barroso sagde 10. juli 2007 på et pressemøde om EU’s reformtraktat, som endte med at hedde Lissabontraktaten, at han ser EU som et slags imperium – ganske vist et ”non­imperial empire”, uddybede han blandt andet.[6]

Daværende formand/præsident for EU­Kommissionen, Romano Prodi, holder sin ceremonitale

under statuen af Julius Cæsar. Foto: Rådet for Den Europæiske Union

Den dengang kommende formand/præsident for EU­Kommissionen, Jose Manuel Barroso, taler

under triumfbuen/æresporten. Foto: Rådet for Den Europæiske Union


1.4: Den Europæiske Union i Charlemagnes ånd: Karlsprisen

Hvert år uddeles en pris, der kaldes Charlemagne­prisen[7] eller på dansk Karlsprisen, til en person, der i særlig grad har bidraget til Europas ”enhed”. Charlemagne (742­814) – på dansk Karl den Store, på engelsk Charles the Great – var det frankiske imperiums kejser og


grundlæggeren af, hvad der blev en af Romerrigets ”inkarnationer”, nemlig Det Hellige Romerske Rige (eller Imperium), ofte betitlet med tilføjelsen ‘af Den Tyske Nation’. Mere enkelt kaldes det også slet og ret for det Tysk­Romerske Rige. Hvad der i betegnelsen adskiller dette rige fra det gamle romerrige, er i sin essens, at ordet ‘Hellige’ aldrig bruges om det gamle romerrige. Derimod har de to ”inkarnationer” af riget talrige fællestræk.

Uddelingsceremonien for Charlemagneprisen finder sted i den tyske by Aachen, og den første modtager var den franskfødte greve Richard Nikolaus Coudenhove­Kalergi i 1950. Coudenhove­ Kalergi var manden bag ideen om et ‘Pan­Europa’. Senere modtagere er blandt andre Henry Kissinger, Jean Monnet, Jens Otto Krag, Bill Clinton, Jacques Delors, Javier Solana og Angela Merkel. I 2004 modtog pave Johannes Paul II en ekstraordinær Charlemagne­pris, hvad der selvfølgelig ikke er usignifant for studiebidraget her. I almindelighed uddeles Charlemagne­prisen på Kristi Himmelfartsdag. Siden april 2008 har der også været en Charlemagne Youth Prize.

Jonathan Levy, advokat og PhD i politisk videnskab, skrev i 2006 doktorafhandlingen ‘The Intermarium: Wilson, Madison & East Central Federalism’.[8] Levy er en af mange forskere, der efter undertegnedes opfattelse ser mange sagselementer på en isoleret set rigtig og begavet måde, men som samtidig overser nogle af de vigtigste og afgørende elementer, primært fordi de ikke har den åndelige dimension med. Foruden at levere en analyse af EU’s tilblivelse og udvikling op til i dag – det er betragtninger, der overvejende må kaldes positivt indstillede over for EU – bringer Levy den tese, at en anden form for organisation end EU, nemlig det såkaldte Intermarium, vil være en bedre vej frem for Østeuropa. Det er en tese, som dette studiebidrag af pladsmæssige prioriteringer ikke vil gå ind på, blot skal det med her, at formålet med Intermarium­idéen ifølge nogle iagttagere er at etablere en ny og antisemitisk gentagelse af det Hellige Romerske Imperium. Den opfattelse refererer Levy selv på side 177 og kommenterer den kritisk.

(‘Wilson’ i afhandlingens titel var den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der blev talsmand for idéen om nationalstaternes udbredelse. Dette forhold samt Wilsons smukt klingende, men virkelighedstomme retorik kaldte Steiner for wilsonisme. Det folkesjælelige er givet os fra den åndelige verden, men eftersom vi alle hver især, ifølge antroposofien, inkarnerer ned i først den ene folkesjæl, så en anden, så en tredje og så videre, så er vi i vores åndelige kerne altid mere end kun den livsaktuelle folkesjæl. Tror man ikke på reinkarnation, kan man i det mindste spørge sig selv: Når jeg engang er død, er jeg så ikke menneske­ånd, mere end jeg er dansker­ånd, italiener­ånd, iraner­ånd, sioux­ånd, pakistaner­ånd …? Dernæst kan man oparbejde den tanke, at vi i efterlivet ikke alene står i et fortsat åndeligt fællesskab med hinanden, men også dér har et fælles ansvar for hinanden. Derved mindskes risikoen for den egoisme, som mange religiøse besidder: at man i livet vil være et godt menneske ud fra den drift, at man ønsker et godt efterliv for sig selv. Reinkarnation er forbundet med karma, og modsat hvad mange tror, er karma ikke blot en individuel boomerangeffekt. Den enkeltes karma er forbundet til fællesskabets med et utal af tråde).


1.5: Pan European Union i det Hellige Romerriges kontorer

Levy fremfører noget måske lidt akademisk i det følgende citat – det bringer os dog straks tilbage til sagen. Levy forklarer, at både funktionalisme og institutionalisme lægger vægt på overnationale organer, og at:

”forskellen er, at funktionalistiske institutioner rummer løftet om hen ad vejen at afløse nationalstaten helt. Modsat føderalismen, som søger en demokratisk politisk løsning, regulerer funktionalismen de sektorer i de internationale aktiviteter, som relaterer til sociale, økonomiske,


tekniske og humanitære områder. Funktionalisme trives på lukkede møder blandt elitære teknokrater, hvorimod føderalisme søger at forvalte staten gennem vælgerbefolkningen eller ad politiske veje. Funktionalismeteorien, anvendt på europæisk integration, påkræver en gradvis, næsten umærkelig nedbrydning af national suverænitet gennem vekselvirkningerne i de politiske eliter, organisationer og ‘spillover’ fra en sektor til en anden. Føderalisme søger hurtigere metoder til forandring, nemlig valgurnen eller regeringsførelse.”

I det omfang undertegnede er enig i denne beskrivelse, vil jeg kalde det et bevist faktum, at EU­ integrationen foregår ved en kombination af begge ismer. At der gennem årene har været valgløfter og/eller folkeafstemninger om nogle af EU­traktaterne samt euroen, er velkendt. Mindre kendt, i det mindste på et konkret plan, er de skjulte og altså funktionalistiske processer, der leder til det, som EU­borgerne en sjælden gang imellem får lov at stemme om. Noterne bringer nogle få eksempler på de skjulte processer.[9]

Jonathan Levy når nu til det romersk­katolske:

”Europas Forenede Stater og lignende systemer, såsom Paneuropa, involverer en politisk model over Europa som eksempel på ren føderalisme, ikke institutionalisme. Det resultat, føderalister håber på, er ikke samarbejde i og for sig, men skabelsen af en megastat med en paneuropæisk identitet. Debatten efter Anden Verdenskrig blev formet som et spørgsmål om føderalisme kontra funktionalisme. For føderalister som grev Richard Coudenhove­Kalergi og post­Anden Verdenskrigs­organisationen the European Parliamentary Union (EPU) var målet ikke økonomisk og politisk samarbejde, men i stedet oprettelsen af en suveræn superstat i traditionel tråd med Rom, det Hellige Romerske Imperium og Napoleons Europa. Funktionalister såsom Monnet var på den anden side inkrementalister [inkrement: tilvækst, forøgelse, som vokser efterhånden], hvis endelige mål mere var en udviskning og sammenblanding af suveræniteten snarere end dens bratte udskiftning med en helt ny størrelse [Levy: a totally new entity].”

Coudenhove­Kalergi var ifølge Levy af en familie, der var ”en usandsynlig kombination af græsk og belgisk adelstand, som i over ti århundreder tjente Venedigs og Østrigs herskere som betroede funktionærer. Forfædrene inkluderede korstogsgrever fra det Hellige Romerske Imperium og den venetianske guvernør i Kreta.”

Coudenhove­Kalergi ”skød skylden for Første Verdenskrig på Tyskland og Rusland og deres rivaliserende drift efter at dominere Østrig­Ungarn og det østlige Centraleuropa. (…) Coudenhove­Kalergi var ikke bare endnu en utopisk drømmer, han havde venner i høje positioner. Den østrigske regering tog ham ganske alvorligt og gav ham kontorplads, der for nylig var blevet ledigt. Pan­Europas postadresse blev ved et lykketræf Imperial Palace, Wien, det tidligere Hellige Romerske Imperiums sæde. Hovedkvarteret for PEU [Pan European Union] forblev i Imperial­paladset indtil den tyske invasion af Østrig, hvor kontorerne blev inddraget til brug for Seyss­Inquart, Østrigs nazistiske kansler.”

Der er bestemt forskelle på EU og de Paneuropa­planer, som Coudenhove­Kalergi begyndte at udvikle i 1919, men som Levy påpeger: ”I sin essens havde Paneuropa meget til fælles med EU og endnu mere med visse variationer af det One Europe, der var ved at udvikle sig. Coudenhove­ Kalergis kendetegnende læggen vægt på kristendom, der i første omgang synes forældet, finder stadig resonans i synspunkterne hos et svindende men stadig signifikant antal europæere. Paneuropa­Unionens flag, som er et rødt, kristent kors foran ”visdommens sol” omgivet af 12 stjerner, der symboliserer europæiske institutioner, er temmelig lig EU’s og Europarådets flag.”

– Nærmere fortalt er flagets stjernesymbol hentet i den katolske kirkes symbolik, da det er kirkens symbol for Jomfru Maria.

Her ses henholdsvis Paneuropa­flaget og Europarådets/EU’s flag:


På side 43 beskriver Levy, at:

”i 1925 var regeringerne i både Frankrig og Tyskland ved at være lune på idéen om et Paneuropa. Coudenhove­Kalergi udvidede sin private, diplomatiske indsats til Italien, hvor han blev modtaget af Pave Pius XI og den tidligere italienske udenrigsminister Carlo Sforza. I Geneve mødtes Coudenhove­Kalergi med og blev afvist af sekretæren for Folkeforbundet [på engelsk: the League of Nations], Sir Edmund Drummond, der advarede greven: ”Gå venligst ikke for hurtigt frem!” På den anden side støttede den Internationale Arbejderorganisation (ILO) i Geneve og dens præsident, Albert Thomas, varmt Paneuropa­planen. Økonomisk støttet af Warburg’ernes formue blev Coudenhove­Kalergi og hans Paneuropa­bevægelse i 1925 importeret til de Forenede Stater. I de Forenede Stater proklamerede Coudenhove­Kalergi: ”Paneuropa er den logiske konsekvens af det eksempel, der blev sat af Amerikas Forenede Stater for 150 år siden og af den Paneuropæiske Union for 30 år siden.” Coudenhove­Kalergi og paneuropa blev godt modtaget i de Forenede Stater.”

Den franske statsmand Aristide Briand var i 1927 ærespræsident for PEU. Det blev nu Briands opgave at stå for de videre hovedinitiativer, og Coudenhove­Kalergi skulle fungere som propagandachef. Forløbet stødte på alvorlige vanskeligheder, som Levy beskriver, og Briand udarbejdede derfor en ny plan. Coudenhove­Kalergi fandt den nye plan frygteligt udvandende og alt for lidt føderal. Han var dybt skuffet. Levy skriver: ”Modstand mod selv den mest beskedne Briand­plan begyndte straks at vise sig. Ungarerne nægtede at diskutere Paneuropa med Coudenhove­Kalergi. Mussolini fordømte planen som værende ”fransk fifleri”. Vatikanet, på den anden side, støttede idéen og noterede sig: ”Et delt Europa gav os Verdenskrigen. Et føderaliseret Europa med Guds velsignelse kan nok give [Levy: might give] os verdensfred.””

Vi springer et halvt århundrede frem:

I september 1978 fandt et betydningsfuldt møde sted i Aachen mellem den tyske kansler Helmut Schmidt og den franske præsident Valéry Giscard d’Estaing. Mødet omhandlede planerne om EMS’en (European Monetary System), som var et af trinene på vejen mod en fælleseuropæisk valuta. Ved dette møde blev Charlemagne og det Hellige Romerske Imperium igen benyttet ceremonielt. Det vil blive beskrevet i kapitel 6. Idéen om en mere eller mindre fælleseuropæisk møntfod rækker tilbage til den romerske kejser Diokletian (regerede ca. 286­301 e.v.t.).[10]

Kapitel 2: Åndshistoriske forudsætninger


– Historisk symptomatologi, kan man også kalde dette kapitel. Man vil få at se af studiebidraget som helhed, at det er væsentligt at få noget historie med, både esoterisk og eksoterisk, for at have overblik over begivenhedernes udvikling. Vi må kende rødderne for at forstå de frugter, vi ser i dag.


2.1: Pavens suggestion og primitiviteten i Charlemagnes hof

I det første foredrag i foredragsrækken ‘From Symptom to Reality in Modern History’[11] fra 1918 beretter Rudolf Steiner:

”Den katolicisme, der udgik fra Rom og udviklede sig på sin egen vis gennem århundrederne, var en universalistisk impuls og den mest kraftfulde impuls af dem, der tegnede den europæiske civilisation. Men den kalkulerede med en vis ubevidsthed i menneskesjælen, en påvirkelighed i den menneskelige sjæl over for suggestionisme. Den kalkulerede med de kræfter, som den menneskelige sjæl havde været udstyret med i århundreder, da den endnu ikke var helt bevidst. – Den er først blevet fuldt bevidst i vores nuværende epoke.”

Kender man bredere til Steiners værker, vil man vide, at han med den sidste bemærkning mente et bevidsthedspotentiale, som vi kan praktisere, hvis vi tør og vil. Mange mennesker går – som Steiner sagde det – sovende gennem livet. Dertil kommer alskens former for ydre forurening, der svækker adgangen til vores sjælelig­åndelige potentiale. Dette ændrer ikke ved, at potentialet er der. Steiner fortsatte:

”Når en universalistisk impuls udbreder sig på denne måde gennem suggestionens kraft, som det var tilfældet med det romerske pavedømme og alt, hvad der var forbundet med det i kirkens struktur, da er det langt mere samfundet, gruppesjælselementet – alt, hvad der er relateret til gruppesjælen – der er påvirket. Og denne selvafhængighedens ånd påvirkede også katolicismen, med det resultat at den voksende katolicismes universalistiske impuls under indflydelsen af bestemte impulser fra samtidens historie fandt sin murbrækker i Det Hellige Romerske Imperium af Den Tyske Nation.”

Dette Hellige Romerske Imperium var et rige, der omfattede det meste af Frankrig, det vestlige Tyskland, Østrig og Schweiz samt det nordlige Italien, som Charlemagne erobrede fra longobarderne. År 800 lod han sig krone som romersk kejser og fik paven til at sætte kronen på hans hoved. At Charlemagne havde reddet paven på et tidspunkt, hvor Rom var usikker at opholde sig i, var næppe uvæsentligt i den sammenhæng. Charlemagne fik altså pavens velsignelse som Vesteuropas hersker. Til gengæld anerkendte Charlemagne paven som kirkens overhoved. I 843, altså 29 år efter Charlemagnes død, brød Charlemagnes rige sammen i sin form, idet riget blev delt mellem hans tre sønnesønner. Det midterste rige blev efter sin herskers navn kaldt ‘Lothars rige’, men det blev snart delt i mange mindre dele. Kun navnet Lothringen (på fransk Lorraine) minder endnu om det. Imidlertid bestod Charlemagnes post som tysk­romersk kejser, indtil den blev afskaffet af Napoleon så sent som i 1806. I 1804 havde Napoleon udnævnt sig selv til kejser. Charlemagne havde residens i Aachen og blev begravet der.

Rudolf Steiner omtalte Charlemagne i flere af sine foredrag.[12] Steiner beskrev Charlemagnes betydelige rolle – som så ofte uden at Steiner fældede en egentlig antipatisk eller sympatisk dom. Set ud fra vore dages bevidsthed vil mange sige, at Charlemagne erobrede store dele af Europa og udbredte kristendommen ved hjælp af blodsudgydelse, og dette vil ikke være usandt. Steiner sagde da også den 12. juni 1924:


“Når man kan forstå, hvad der faktisk blev udrettet ved dette hof [Haroun al Raschids hof i det muslimske Østen], så er dette langt større, langt mere imponerende end bedrifterne ved Charlemagnes hof, mest af alt når det gjaldt åndskulturen. Endvidere er der ganske meget ved Charlemagnes forskellige felttog, som et moderne sindelag ikke ligefrem vil beundre!”[13] Og 10. september samme år udtrykte han det sådan: ”Vi ser eksempelvis personligheden Charlemagne bære kristendommen ud i alle retninger blandt de ikke­kristne folk, der stadig levede i Europa på den tid, selv om han gør det med metoder, vi med vores nutidige humanitære idéer ikke altid kan anerkende.”[14] Steiner sagde sågar i sit foredrag 16. marts 1924, at meget af det, der blev udrettet ved Charlemagnes hof, var ”primitivt”.[12, 1. link]


2.2: Steiner belyser imperialismens tre faser til og med i dag

Alt det ovenstående ændrer ikke ved, at antroposofisk anskuet var der på Charlemagnes tid en anden bevidsthedsform end i dag. Hvad man i dag forstår ved ‘katolicisme’, ‘erobrere’, ‘borgerskab’ og ‘aristokrati’, er derfor noget helt andet end det, man dengang forstod ved de samme ord. Det er vi nødt til at forstå. Den 20., 21. og 22. februar 1920 holdt Steiner tre foredrag, der på engelsk er betitlet ‘The History and Actuality of Imperialism’ eller ‘The Development of Imperialism’. De tre foredrag indgår i foredragssamlingerne ‘Ideas for a new Europe’ og ‘What is necessary in these urgent times’.[15] – De tre foredrag såvel som samlingerne i deres helhed anbefales i det aktuelle emnes sammenhæng. I de tre foredrag om imperialisme forklarer Steiner, at herskerne i imperialismens første fase var guder i menneskeskikkelse. Det at udvide sin dominans over andre lå retfærdiggjort i det faktum, at herskeren var en gud. Det ville dengang ikke give mening at tale om rettigheder eller statslige institutioner. Mennesker i almindelighed kunne i det hele taget ikke danne en selvskabt mening om noget synderligt.

Imperialismens anden fase opstod rundt regnet i 400­årene e.v.t. Menneskenes bevidsthedsform ændredes, og man kunne nu være uenige! Herskerne blev mere billeder på den åndelige verden og var mere eller mindre – og gradvist mindre – kanaler eller repræsentanter for det guddommelige uden selv at være guder. I sit første imperialismeforedrag uddyber Steiner:

”Med imperialismens fremgang opstod, hvad jeg vil kalde et opdelingspunkt, en virkelig skillevej. På den ene side var der lederne, som tenderede mod at være guddommelige repræsentanter på en præstelig måde, hvor præsterne altså var konger. På den anden side var der en større tendens hen imod det sekulære, jordiske, omend herskerens position stadig var af Guds nåde; den var altid instrueret og betroet af Gud. Grundlæggende udgjorde disse to sider to små variationer af den samme ting. Og vi finder begge variationer i løbet af menneskets historie: i kirkens jurisdiktion og i imperiet.

I løbet af den første imperialismefase, hvor alt var til stede som fysisk realitet, ville en sådan opdeling have været utænkelig. Men i imperialismens anden fase opstod opdelingen. (…) Dette system varede ved indtil Middelalderen og – vil jeg endda sige – indtil året 1806, men mere som en skygge bibeholdt i konger og paladiner [omvandrende riddere, især i Karl den Stores livvagt] som Guds repræsentanter.

Selvfølgelig fortsatte Romerkirken med at eksistere og sprede sig i den fysiske verden efter dette punkt; denne eksistens befandt sig mere på den præstelige side. Men det, der virkelig holdt Middelalderen sammen, og det, der strengt opretholdt princippet om den Gud­sendte hersker her på den fysiske jord, det var det Hellige Romerske Imperium af Den Tyske Nation, der som nævnt først ophørte endeligt i 1806. Dette var navnet for, hvad der eksisterede i Centraleuropa som en slags imperium: Det Hellige Romerske Imperium af Den Tyske Nation. I ordet ‘Hellige’ har I en antydning af det gudelige element, der fandtes på Jorden i løbet af oldtiden. ‘Romerske’ indikerer


imperiets oprindelse, ‘Tyske Nation’ indikerer det, som imperiet dækkede – det mere sekulære, jordiske element, som det lagde sig over.

Derfor har vi i imperialismens anden fase ikke længere kun kirkens salvede imperialisme, men vi har det indviklede net af både det guddommeligt og det sekulært salvede i imperiet. Dette begyndte allerede i det gamle Romerrige i de førkristne tider og strakte sig ind i den sene Middelalder. Men dette imperialistiske Hellige Romerske Imperium af Den Tyske Nation havde altid en dobbelt karakter. Tænk over dette, at det går tilbage til Karl den Store. Karl den Store blev kronet af paven i Rom. Dermed blev kongelig værdighed et symbol, sådan at hvad der eksisterede her på Jorden, ikke længere var virkelighed. Middelalderens mennesker tilbad ikke Karl den Store og Otto 1. som guder, som folk i oldtiden ville have gjort, men de så i dem individer sendt af Gud. Og denne idé havde til stadighed brug for at blive cementeret, for det blev selvfølgelig stadigt svagere i menneskenes bevidsthed. Det beholdt dog stadig en symbolsk realitet, en virkelighed af tegn.”

I dag har vi den tredje imperialismefase, hvor herskerne ikke længere er guddommelige repræsentanter, og hvor, som Steiner udtrykte det i imperialismeforedraget 22. februar:

”det, der er karakteristisk for de vestlige lande, har spredt sig, mere eller mindre, over hele kloden. Her i de tomme ords fase er diskussionens indre substans forsvundet, og derfor kan alle have ret eller kan i det mindste forestille sig at have ret. Det er umuligt at påvise over for vedkommende, at han tager fejl, fordi enhver påstand kan fremsættes, alt kan blive forfægtet. Imidlertid bliver tidligere faser altid forlænget ind i de følgende faser, og ud af dette rejser der sig indre impulser til imperialisme.”

Over for læsere, der måtte finde meget af det ovenstående forrykt, såvel som blandt antroposoffer kan man vel tillade sig at konkludere to ting: At imperiedrift i dag er en bevidsthedsrest af noget gammeldags og forældet(!), samt at Charlemagne herskede i en tid, hvor den guddommelige inspiration hos herskerne i større eller mindre grad var til stede, men i det mindste begyndte at kunne diskuteres. Steiner erklærede, at den sidste åndeligt indviede hersker var rosenkreuzeren Karl IV (1316­1378), som Karlsbroen i den tjekkiske hovedstad Prag er opkaldt efter, og som tegnede Karlstein Slot nær Prag. Karl IV var fra 1347 konge af Böhmen, og fra 1355 og til sin død var han romersk­tysk kejser.


2.3: Romerimperiet vil altid stå i kamp med kristendommen

Det Hellige Romerske Imperium (som sagt også blot kaldet det Tysk­Romerske rige) og det gamle Romerrige/­imperium er ikke det samme. Førstnævnte indledtes som nævnt i året 800 af Charlemagne. De var to forskellige ”inkarnationer” og versioner af Romerriget og var geografisk heller ikke ens. Bortset fra det gamle romerriges tidlige århundreder var begge gennemstrømmet af romersk­katolske principper. I året 313 mødtes de to romerske kejsere Konstantin og Licinius i Milano. Her udsendte de i fællesskab et edikt (offentlig bekendtgørelse, forordning), som tilsagde den kristne kirke i vesten fuld ligestilling med andre religioner og lovede tilbagelevering af dens beslaglagte ejendom. Den 17. april 1917[16] i foredragsrækken ‘Bidrag til forståelse af Golgata­ mysteriet’ beskrev Steiner, hvordan man i Romerriget optog andre guder, herunder Kristus, i sin gudeolymp. Steiner kommenterede: ”Det var på en vis måde den politik, som de romerske herskere fulgte for at erobre alt det, de ville og for virkelig at overtage det tillige med det åndelige, det sjælelige.”

Steiners ord bør mane til eftertanke om nutiden, for hos det enkelte menneske lever Kristus gennem jeget, og der er i dag mange kræfter, i det små og nære som i det store og transnationale,


der prøver at trække jegkræfterne over i andre og ydre autoriteter. Dette skal ikke forstås, som det opfattes og forvaltes hos blandt andet Jehovas Vidner; at vi mennesker intet selv skal gøre andet end at overlade alt til Herren, og da vil alt ordne sig. Nej, vi må selv handle ud fra en bevidsthed om den guddommelige gnist, eller dråbe, om man vil, i os selv og i vor næste. – Senere i samme foredrag trak Steiner selv tråden op til i dag:

”Visse mennesker, som kender hemmelighederne, taler i nutiden om, at det, der indtil vor tid og fortsat fremover vil vandre omkring, er det romerske riges spøgelse, som lever overalt midt iblandt os. Indtil i dag er det en stadig tilbagevendende formel hos dem, der er indviet i sådanne ting, og det vil altid være det. Det ville de kristne vise hen til. Men de ville på samme tid sige: I det, der er kristendom, vil der altid ligge noget, som dette imperium romanum må bekæmpe. Det oversanselige i kristendommen vil altid stå i kamp med det sanselige i imperium romanum. I denne tese lå der en forudsigelse, en spådom. Og nu forstår vi også bedre, hvorfor de romerske senatorer og cæsarer var bange, for de måtte jo på deres måde henføre undergangen til det ydre rige, og det så de jo bryde sammen stykke for stykke netop under indflydelse af kristendommen. Og også et menneske som kejser Konstantin stod under indflydelse af dette.” … Steiner uddyber så denne indflydelse.

I samme foredragsrække, 24. april[17], fortalte Rudolf Steiner om de ødelæggelser, man fra Roms side udøvede mod de hedenske templer og gudebilleder efter de første århundreder efter Kristus Jesus korsfæstelse på Golgata: ”(…) til ind i kejser Justinians tid hørte det til de vigtigste opgaver for det romerske kejserdømme, som siden Konstantin særligt havde tilegnet sig kristendommen, at ødelægge det, som var blevet tilbage fra gammel tid. Der findes også edikter, som tilsyneladende skal stoppe ødelæggelsesarbejdet. Men når man læser dem, så får man et mærkeligt indtryk. Der findes for eksempel et edikt fra en sådan kejser, der går ud på, at man ikke skal ødelægge alle hedenske templer på en gang, for det ville gøre befolkningen oprørsk; man skulle gøre det ganske langsomt, for så ville befolkningen ikke blive oprørsk, og den ville finde sig i det, hvis man gjorde det lidt efter lidt. Alle disse forfærdelige forholdsregler, som var forbundet med dette ødelæggelsesværk, bliver som så meget andet ofte forskønnet. Det burde ikke finde sted, for der hvor sandheden på en eller anden måde bliver tilsløret, der er adgangen til Kristus også helt tilsløret, der kan man ikke finde ham.”

EU har langt fra eneret på dette, men i storskala finder man både ovennævnte ‘salamimetode’ og tilsløringer i EU­integrationen. Et eksempel er, at EU­fortalere i årtier kaldte det for skræmmekampagne, når der blev advaret om, at en økonomisk og monetær union ville føre til politisk union. Imidlertid har lækket referatet af det såkaldte Bilderberg­møde mellem USA’s og Vesteuropas magteliter (herunder folk fra finanssektoren og storindustrien) i høsten 1955. Referatet fortæller: ”En europæisk taler udtrykte interesse for behovet for en fælles valuta og tilkendegav, at efter hans synspunkt indebar dette nødvendigvis skabelsen af en central politisk myndighed.”[18] Referatet nævner ingen protester blandt deltagerne. Den 8. oktober 1970 blev Bilderberg­linjen officiel (men lidet omtalt) i rapporten ‘Report to the Council and the Commission on the realisation by stages of economic and monetary union in the Community’ (kaldet Werner­rapporten) til EF­Rådet og EF­Kommissionen. Her hed det:

“Den økonomiske og monetære union fremtræder således som en surdej for udviklingen af en politisk union, hvilken den i det lange løb ikke vil kunne klare sig uden.”[19] – Werner­rapporten blev skrinlagt i sin form, men grundidéen var plantet og arbejdede videre. Dens her citerede logistik, som EU­kritikere hele tiden har advaret om, er i dag blevet officiel tale fra centrale EU­ politikeres side.



2.4: Form og indhold, mildhed til mørket – samt ”det gode”

I foredragsrækken The Temple Legend (GA 93) udtalte Rudolf Steiner den 11. november 1904 de følgende afsnit. Det skal til denne passage siges, at vi ifølge teosofien og antroposofien i vor tid befinder os i den femte efteratlantiske kulturepoke, som for sin del befinder sig i en større og mere overordnet epoke, nemlig den femte udviklingsperiode. Kulturepokerne kaldes på dansk også tidsrum, men studiebidragets forfatter foretrækker den første benævnelse, da den er mere præcis.

”Det, der udgør livet, er altid sat i rammerne af en form, som udgjorde livet i en tidligere tid. Eksempel: den katolske kirke. Det liv, der fandtes i den katolske kirke fra Sankt Augustin [år 354­ 430] indtil det femtende århundrede var kristent liv. Livet heri var kristent. Igen og igen opstår dette pulserende liv på ny (eksempelvis de kristne mystikere). Hvor kommer formen fra? Den er intet mindre end livet fra det gamle Romerske Imperium. Hvad der stadig var levende i det gamle Romerske Imperium, er frosset i sin form. Hvad der først var en republik, så et imperium, hvad der levede i sin ydre fremtræden som den romerske stat, overgav sit liv, frosset i form, til den senere kristendom; selv dens hovedstad, Rom, var tidligere hovedstad i Romerriget, og de romerske provinsofficerer har deres fortsættelse i presbyterne[20] og biskopperne. Hvad der førhen var liv, bliver form for et højere stade af liv.

(…) Det er netop i den sjette udviklingsperiodes tid, at kristendom vil blive udtrykt i sin mest fuldkomne form. Dens tid vil vitterlig være kommet. Det indre kristne liv, som sådan, overkommer enhver form; det udbreder sig ved den ydre kristendom og lever i alskens udgaver af de forskellige trosbekendelser. Hvem der end søger kristent liv, vil altid finde det. Det skaber former og nedbryder former i forskellige religiøse systemer. Det er ikke afhængigt af en søgen efter konformitet i de ydre former, det udtrykkes i, men det er afhængigt af at opleve den livsstrøm, der altid er til stede under overfladen. Det, der stadig venter på at blive lavet, er en form til brug for livet i den sjette udviklingsperiode. Denne form må laves på forhånd; den må være der, så kristent liv kan hældes ind i den. Denne form må forberedes af mennesker, der kan skabe en organisation, en form, så den sjette udviklingsepokes sande kristne liv kan finde sin plads i den. Og denne ydre samfundsform må stamme fra den intention, Mani har fostret.”

Det er altså vigtigt at skelne mellem form og liv. Hvad der før var liv, behøver ikke være levende i dag, men kan tværtimod være skadeligt.

Hvem var og er Mani? Mani er den, der gav fundamentet til manikæismen. Af det følgende ses, anser jeg, at den form og organisation, der ”må laves på forhånd”, ikke kan være en lovgivende enhed (hvilket EU er). Kort men essentielt gengivet fra foredraget fortalte Steiner, at Manis intention er intet mindre end ”at forberede den tid, hvori den sjette udviklingsepokes mennesker vil være vejledt ud af deres eget væsen, af deres egen sjæls lys, til at overkomme de ydre former og konvertere dem til ånd. (…) Den sjette udviklingsepoke vil have til opgave at trække ondskab tilbage ind i den kontinuerlige udviklingsstrøm gennem godhed [i den engelske bogudgivelse: kindness].”

Dette skal forstås som en modsætning til at fastholde ondskaben ved at se den som noget fremmed, der skal dø. Mørkekræfterne bekæmper os gennem livsforløbenes erkendelsesveje. Overordnet set er dette dog meningen på udviklingens vej. Steiner fortalte engang i 1924 i en personlig samtale – med fortvivlet røst i en tid med mange angreb på ham og antroposofien – at han ikke kunne sige, hvad der vil ske sidst på århundredet, men at selv det store, materialistiske mørkevæsen Ahriman (se senere) udgør en del af det guddommelige… I en dybt materialistisk tid med uhyggelige overgreb på mennesker og på Moder Natur kan dette give et vist håb og en vej at gå. Kun ved at føre ondskaben hen, hvor den kan forvandle sig gennem udvikling, kan den overkommes og selv finde fred.

Efter sine ord om godhed siger Steiner:


”Mørkets rige må overkommes gennem lysets rige, ikke gennem straf men gennem mildhed; ikke ved at gøre modstand mod ondskab men ved at forene sig med den for at forløse ondskab som sådan. Fordi en del af lyset træder ind i ondskaben, overkommes selve ondskaben.”

Steiner fortsætter nu med disse kraftfulde ord om den manikæiske strømning:

”Denne åndelige strømning vil ikke dø ud; den vil fremtræde i mange former. Den fremtræder i former, som mange kan genkalde sig, men som ikke behøver at blive nævnt i dag. Hvis den udelukkende skulle fungere gennem kultiveringen af en indre sjælestemning, ville denne strømning ikke kunne udrette, hvad den skulle. Den må udtrykke sig selv gennem grundlæggelsen af fællesskaber, der, over noget andet, vil anskue fred, kærlighed samt passiv modstand mod ondskab som deres adfærdsstandarder, og som vil forsøge at sprede denne anskuelse. For de må skabe en beholder, en form, for det liv, der vil fortsætte også uden deres tilstedeværelse.”

Intet politisk program imod ondskab, endsige ”for det gode”, kan opnå noget sådant. I det mindste kun, hvis de sjælelige­åndelige forudsætninger på forhånd er til stede, og da er spørgsmålet jo så, i hvilken grad politiske programmer overhovedet er påkrævede. Tv­værten Clement Kjersgaard forelagde engang Desmond Tutu den udbredte forestilling, at indsatsen fra den amerikanske regering havde været afgørende ved Sovjetunionens fald. Tutu slog sin karakteristiske kluklatter op og sagde, at sådanne forandringer altid er resultatet af mange menneskers forskellige indsatser, og at forandringerne sker, når disse indsatser tilsammen gør tiden moden. Jeg kan kun erklære mig enig.

Et program for ‘det gode’ ses blandt andet i EU’s sikkerhedsdoktrin ‘A Secure Europe in a Better World’, også kaldet ‘Solana­doktrinen’ efter sin primære forfatter, Javier Solana. Doktrinen erklærer på side 13: “Ved at agere sammen kan den Europæiske Union og de Forenede Stater blive en formidabel kraft for det gode i verden. Vort mål bør være et effektivt og afbalanceret partnerskab med USA. Dette udgør endnu en grund for EU til yderligere at opbygge sin duelighed og sin sammenhæng [coherence].”[21]


2.5: Om Ahriman og Lucifer, jeget og Solovievs ‘Antikrist’

I 1916 holdt Steiner det foredrag, der på engelsk hedder ‘Inner Impulses of Evolution’.[22] Foredraget behandler en række kulturelle og okkulte forhold i den græsk­romerske kultur og trækker tråde til blandt andet Christoffer Columbus og Sydamerika. Steiner fortalte om, at det i den romerske kultur var:

”Ahrimans mål var at hjælpe på luciferisk vis med at skabe Det Romerske Imperium og det, der fulgte, på en sådan måde, at det ville være blevet en stor, jordisk mekanisme for jegløse mennesker. På denne måde ville han have assisteret Lucifer. Hvor Lucifers begær var at presse citronens saft til brug for sig selv, slog Ahriman gennem sit virke i Det Romerske Imperium til for fuldstændigt at presse citronerne. På den måde handler Ahriman og Lucifer hånd i hånd. Planen blev forstyrret af udviklingen af en stærkere jegsans i Romerrigets mennesker i og med Civis­ begrebet, borgeren. Menneskets jeg, må man huske, kan kun udvikle sig ved fysisk eksistens på Jorden. Dermed blev Ahrimans plan om at gøre menneskene jegløse forstyrret. Det var lige præcis trøstesløsheden, mangelen på fantasi i den romerske kultur, egoismen i den romerske politik og rettighedsvæsenet, der forpurrede Ahrimans plan.” [På tysk sagde Steiner i den sidste sætning: ”Gerade was das Rauhe, Phantasielose an der römischen Kultur ist, das ist das, was die


Absichten Ahrimans durch den Egoismus der römischen Politik und des römischen Rechtes durchkreuzt hat.”]

”Citronerne” er her Steiners billedsprog for hvert menneskes jeg (og ånd, ultimativt set), der ifølge Lucifer­væsenet så at sige skulle lade sig friste indefra til at lade sig deponere som pant hos Lucifer – sådan virker den uafbalancerede, uerkendte luciferiske væsenskraft. Ahrimans begær var helt at fjerne eller bortrive jegerne (at presse citronerne fuldstændigt) gennem ydre fristelse – sådan virker den uafbalancerede, uerkendte ahrimanske væsenskraft. Sådan arbejder de to gennem tidsepokerne, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at det, der bremser dem i en given epoke, i sig selv er værd at stræbe efter. Det gælder for ydre såvel som indre forhold, at de er, som de er, indtil de ikke er det mere. Et tåbeligt eller fantasiløst menneske er muligvis (?) ikke så meget værd i luciferisk pant som et begavet, men at tilstræbe tåbelighed eller fantasiløshed af denne grund vil helt sikkert være tåbeligt.

Steiner fortsatte: ”De græske og romerske epoker udgjorde en stor desillusionering for Ahriman og Lucifer. Atter engang havde de ikke opnået deres mål. Ahrimans og Lucifers skæbne er, at de arbejder med deres kræfter i jordevolutionen og gentagne gange gør de største bestræbelser for at tilbageholde den videre evolution; de forsøger at etablere et rige til dem selv og må igen og igen opleve desillusionering. Som jeg før har sagt, vil det være at bedømme det åndelige ud fra menneskelige standarder, hvis man spørger, hvorfor Lucifer og Ahriman ikke er i stand til at erkende, at det, de bestræber, i sidste ende vil være uopnåeligt. Lucifer og Ahriman har anderledes bedømmelsesevner end menneskets. Vi kan ikke fra det menneskelige standpunkt dømme om, hvad der sker i den åndelige verden. Hvis vi gør det, vil vi meget snart betragte os selv som meget klogere end en gud eller som et væsen, der tilhører et eller andet højere hierarki. Som vi ved, tilhører Lucifer og Ahriman – selv om de er retarderede ånder – en højere hierarkisk orden end menneskets. Derfor er det forståeligt, at de gang efter gang desillusioneres, men deres bestræbelser begynder altid på ny.”

Senere i samme foredrag nævnes den store russiske filosof og forfatter Vladimir Soloviev (1853­ 1900), som var nær ven af Dostojevskij og Tolstoj. Der er meget i foredraget, der er essentielt og højaktuelt for alle med en åndelig dimension og stræben, som ønsker et sundt socialt liv for menneskene på Jorden og ikke kun ”i de lyserøde skyer”. Det er Lucifers vilje, at vi ikke foretager denne skelnen. Resultatet af at stræbe mod ”lyserøde åndsskyer” er ikke desto mindre ahrimansk, for i al candyfloss­spiritualiteten kvæles ånden. Det, der fremstod som dejlig og dragende fællesværen, viser sig før eller siden som et tyrannisk og fremmedgørende fangenskab, et ikke­liv.

I en vis forstand eksisterer jeget ikke – det insisterer. Men det er unægtelig vanskeligt for jeget, hvis viljeskræfterne i mennesket vil have det til at ekskarnere, altså forsvinde fra det legemlige (ordet karna, som vi kender fra karneval, betyder kød).

Steiner omtalte Soloviev flere gange gennem årene, blandt andet i foredraget ‘Preparing for the Sixth Epoch’ fra krigsåret 1915.[23] Heri udtaler Steiner: ”Mennesket i vor tid stræber mod at vokse væk fra og hinsides fællesskabet, og dette er det rigtige i den femte efteratlantiske epoke. I Rom var mennesket først og fremmest romersk borger, intet andet. Men i den femte epoke stræber
vi mere end noget andet efter at være menneske i vores inderste væsen, menneske og intet andet.” Steiner understregede, at dette må tillades, men at ”på den anden side må menneskene i fuld bevidsthed gøre forberedelser til fællesskaber, ind i hvilke de helt ud af deres egen vilje vil indtræde i den sjette epoke.”

Jeg vil tillade mig at tolke, at Steiner her mener fællesskaber af den art, han beskrev i samlingen ‘The Temple Legend’ (se tidligere).


I studiebidragets sammenhæng kan varmt anbefales Solovievs bog ‘En kort fortælling om Antikrist’[24], der blev skrevet næsten færdig i 1900, hans sidste leveår. Soloviev skildrer her Europas Forenede Stater som værende en af Antikrists fristelser. Soloviev skriver på side 18­19 i den danske udgivelse fra 1984:

”Kort efter udgivelsen af »Den åbne Vej«, som gjorde sin forfatter til den mest populære person, som nogensinde har eksisteret, skulle en international kongres samles i Berlin for at grundlægge »Det europæiske statsforbund«” – Oversættelsen til ordet statsforbund er ukorrekt, såfremt Soloviev mente et Europas Forenede Stater efter amerikansk model, idet USA ligesom Tyskland er en forbundsstat, ikke et statsforbund. I den norske udgave er der oversat sådan: ”Kort etter utgivelsen av Den åpne vei, en bok som med ett slag hadde gjort forfatteren til det mest populære menneske som noensinne hadde levet på jorden, skulle den internasjonale konstituerende forsamling i Europas Forente Stater tre sammen i Berlin.” Soloviev fortsætter:

”Lederne af den fælles europæiske politik, tilhørende frimurernes mægtige forbund, mærkede savnet af en øverste udøvende magt. Den med så stor møje vundne europæiske enhed truedes hvert øjeblik af sammenbrud. (…) »Det kommende menneske« valgtes så godt som enstemmigt til præsident på livstid i Europas forenede stater, og da han trådte op på tribunen i hele glansen af sin overmenneskelige skønhed og kraft og med inspireret veltalenhed fremlagde sit universelle program – da besluttede den begejstrede og fortryllede forsamling i et udbrud af entusiasme, uden votering, at tildele ham den endnu mere ærefulde titel af »Romersk Kejser«. (…) Overalt i de andre verdensdele, særlig i Amerika, dannedes stærke imperialistiske partier, som fik bevæget deres regeringer til på forskellige vilkår at slutte sig til Europas forenede stater under den romerske kejsers overherredømme.”

Det kan anbefales at læse Solovievs bog. Som titlen antyder, er den ikke lang. Bogen er fiktion, men er på en række punkter forbløffende profetisk. Kapitel 7 i studiebidragets del 2 vil således oplyse kortfattet om blandt andet frimureres og visse frimurerlogers betydning i EU.

Kapitel 3: Steiner om et nyt Romerrige


3.1: Tysk­romerske Rige II søger at udrydde antroposofien

I 1992 blev teksterne fra Rudolf Steiners esoteriske klassetimer ved Den frie højskole for

åndsvidenskab i Goetheanum offentliggjort. Jeg tillader mig derfor at bringe følgende alvorsord af

Steiner fra 11. april 1924 til højskolens førsteklasse:

”Man må ikke glemme, at der nu af toneangivende personligheder bliver sagt noget i retning af følgende: De, der repræsenterer den romerske kirkes princip, vil i den nærmeste tid sætte alt ind på at gøre de enkelte stater fra det tidligere tyske rige selvstændige og ud af de selvstændige stater, med undtagelse af – jeg rapporterer blot – den prøjsiske dominans, atter oprette Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, som naturligvis, når det bliver oprettet fra så fremstående side, vil udstrække sin magt over de omkringliggende naboområder. For – sådan siger de pågældende personer – det er nødvendigt på denne måde at udrydde rub og stub af de allerfarligste, allerværste bevægelser, som findes i dag. Og – sådan tilføjer disse personer – hvis det ikke skulle lykkes at oprette Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, og det vil lykkes –


sådan siger folk – men hvis det ikke skulle lykkes, så vil vi finde andre midler til at udrydde revl og krat af nutidens mest genstridige og farlige bevægelser, og det er den antroposofiske bevægelse og bevægelsen for Religiøs Fornyelse (Kristensamfundet).

Jeg citerer dem næsten ordret. Og I kan se, at besværlighederne bliver ikke mindre, men større for hver uge; at det, jeg siger, er velbegrundet. Jeg ønsker i dag at tale fra hjertet til dem, der betragter deres medlemskab i denne skole med hjertefølt alvor. Kun med en sådan alvorlighed kan vi som medlemmer af højskolen bygge det nødvendige grundlag for at navigere gennem de fremtidige vanskeligheder. Man kan se af dette, at antroposofi – bevægelsen for Religiøs Fornyelse er blot en gren heraf – tages mere alvorligt af oppositionen end af mange af dens medlemmer. For hvis man i dag kan erfare, at det hellige romerske rige, som gik under i 1806, kan genoprettes som den tyske nation ved at bortskaffe en sådan bevægelse, så betyder det jo, at man tager sagen meget alvorligt. Det drejer sig om en bevægelse, som hviler på det åndelige – ikke, virkelig ikke, mine kære venner, om hvor mange medlemmer, den tæller, men derimod om hvilken kraft, der bor i den netop fra den åndelige verden. Det ser modstanderne; at der bor en stærk kraft i den. Derfor vælger de ikke lette, men derimod skarpe og stærke midler.”[25]

To år tidligere havde Coudenhove­Kalergi udgivet sin bog om et Pan­Europa. Der var dog flere med nogenlunde samme tanker. Spørgsmålet var, hvilken nærmere model og ikke mindst hvilken fremgangsmåde, der ville vise sig mest realiserbar.

Det Hellige Romerske Rige hedder på latin Sanctum Imperium Romanum Germanniae Nationis, og på tysk hedder det (afhængigt af bøjningsvalget) Heiliges Römisches Reich deutsche Nation eller Heilige Römische Reich Deutscher Nation. Til engelsk er det blevet oversat som Holy Roman Empire of the German Nation.

Nogle vil nok indvende, at man ikke kan trække linjen fra det Hellige Romerske Rige til EU, fordi man må se bort fra det daværende Prøjsen (Preussen) og områderne med prøjsisk herredømme, og at EU geografisk strækker sig ud over mere end det gamle tysk­romerske rige. Der er ganske rigtigt i nogen grad tale om tolkning, imidlertid finder jeg det blot indlysende, at hvad dem, Steiner refererer planerne fra, end havde nærmere i tankerne, så havde de næppe en eksakt kopi af det gamle rige i tankerne. Det siger næsten sig selv, og gjorde det også i 1924, at man ikke i et og alt kan kopiere de gamle, rent ydre tysk­romerske former, ikke mindst efter 1. Verdenskrig. Men der er talrige tegn på, at der bortset fra geografien var og er kræfter i gang for at gøre det i den grad, det er muligt, og i særdeleshed i det indre, altså i de væsenskræfter, som jo vil virke ud i det ydre. – Hvordan dette ydre så end tager sig ud.

For det andet taler Steiner om ”den romerske kirkes princip”. Det er dette, der er sagens kerne.

For det tredje siger han foruden selve genrejsningen, at riget ”vil udstrække sin magt over de omkringliggende naboområder”. Derved bliver det desto mere sandsynligt, at der reelt kan være tale om det, der blev til EF, siden EU. I mine øjne er det ikke betryggende, at principper (og til dels strukturer), som hører fortiden til, i dag strækker sig over større arealer, end de gjorde før.

For det fjerde er der alle de nærmere indicier for EU som et nyt tysk­romersk rige, som studiebidraget her vil belyse.

Hvad man så, at man ikke kunne afskaffe i første omgang, det kunne man afskaffe i en senere omgang. Det er en tese, men det kan meget vel være, at idet Steiner siger ”… vil udstrække sin magt over de omkringliggende naboområder”, mener han (dem, han refererer) samtidig, at dette er i første omgang, altså at Prøjsen skulle komme med i et senere stadie af imperieprocessen. Ifølge konventionel historieskrivning var Prøjsen i 1924 det stærkeste område i Tyskland (og 60 år tidligere – i 1864 – havde prøjserne givet dansken en gedigen gang stryg). Prøjsen var tillige i


væsentlig grad protestantisk og dermed formentlig sværere at overbevise. En trinvis strategi som den af mig anførte ville være oplagt.


3.2: ”En ægte orden”, Hallstein og tysk, katolsk bolsjevisme

Den mere eller mindre antroposofisk inspirerede (og til tider noget skingre) revy Symptomatologische Illustrationen[26] bragte i 2012 en passage fra det ovenstående Steiner­citat fra 1924. Emnet var EU, og artiklen tog afsæt i EU’s Finanspagt, som er en del af EU’s såkaldte krisemedicin og reelt er en traktat. Ifølge Finanspagtens officielle hovedkraft Angela Merkel binder den de underskrivende medlemslande til Unionens rammemæssige økonomipolitik for evigt (”Gældsbremserne vil være bindende og gyldige for evigt” og ”Man vil aldrig kunne ændre

dem med et parlamentarisk flertal.”)[27] – Selvsagt er det ikke sundt at have stort underskud på de offentlige budgetter i årevis, men er det ikke i harmoni med antroposofisk ånd, at man lokalt/regionalt må have lov at afveje prioriteringer?

I hvert tilfælde tøver undertegnede ikke med at erklære, at evigt bindende love er helt i strid med enhver antroposofisk ånd og bogstav. I dag indskrænker Finanspagten i vidt omfang mulighederne for at investere sig ud af krisetiderne, hvis det da ellers er det, man vil. I Danmark investeres ganske vist for tiden en del i byggeriet i især Odense og København, men på de ”bløde” værdier som ulandshjælp, ældre­, skole­ og sundhedsområdet skæres der på landsplan.

Det kan anbefales at læse revynummeret i dets helhed som supplement til nærværende studiebidrag, men nogle uddrag er særligt relevante i forbindelse med den romersk­katolske strømning. Lige efter Steiner­citatet fra den esoteriske klassetime i 1924 skriver revyen følgende, som er på linje med, og som konkretiserer, min tese om det prøjsiske spørgsmål og strategien i forhold dertil (er her oversat til dansk – og omtalte dr. Hallstein blev den første formand for EF­ Kommissionen):

”Via den 2. Verdenskrig blev den prøjsiske militarisme, der til syvende og sidst var et propagandaværk fra 1. Verdenskrig, endegyldigt tilintetgjort. Nødvendigheden af dens tilintetgørelse havde for de allierede tjent som retfærdiggørelse og mål for krigen. Den velinformerede avis Morgen/Neues Europa berettede om, at opbygningen af et helligt romersk rige af europæiske nationer blev videreført efter 2. Verdenskrig:

»Hemmelige organisationer og selskaber spillede og spiller stadig en stor og ofte bestemt rolle i folkeslagenes politik, som fx da idéen om et vestligt Lilleeuropa dukkede op, og denne entydigt var båret af tre eller fire repræsentanter for den politiske katolicisme fra Italien, Frankrig, Nederlandene og forbundsrepublikken Tyskland. Tre af dem var lægmænd og medlemmer af den samme, politisk stadig betydningsfulde, kirkelige orden. Da den politiske organisations traktater blev underskrevet i Rom i marts 1957 og blev bekendtgjort under betegnelsen ”Fællesmarkedet”, fortalte Prof. Dr. Walter Hallstein, den tyske forbundskanslers medhjælper, om denne begivenhed: ”I Rom var det en opløftende følelse at se, hvordan de

mennesker, der gik bag kansleren og udenrigsministeren, kendte hinanden gennem flere år. Det drejede sig om en ægte orden.” Imens det stod på, lød

klokkerne fra Peterskirken, og Vatikanets nyhedsorgan berettede om, at det ikke var uden dybere mening, at disse traktater netop blev underskrevet i Rom.(20)«”


Symptomatologische Illustrationen konstaterer dernæst:

”Den spirituelle værdiforringelse af den katolske kirke fortsatte, så vidt som sådan en forringelse overhovedet var mulig. Oswald Spengler konstaterede det i 1933 i sin bog ‘Afgørelsens år’ [Jahre der Entscheidung]”

hvorefter der følger et uddrag af Spenglers ret så gammeltunge analyse, der slutter med ordene:

»Der er i Tyskland en katolsk bolsjevisme, der er farligere end den antikristlige, fordi den skjuler sig bag en religionens maske.«(21)

Udtalelsen er særligt interessant, fordi Steiner i et foredrag i 1918 netop drog kraftige paralleller mellem tankeformerne i animaliseret socialisme/bolsjevisme og den katolske kirke, hvilket vi skal se om lidt.

Symptomatologische Illustrationen kommenterer uddraget fra Spengler med, at »vores afdøde ven, Theo Erik« for 20 år siden beskrev:

”sine overvejelser over for en antroposofisk ven. Han konstaterede bedrøvet, at han endnu ikke havde fornemmet nogen historisk forskende antroposofisk stemme, som havde taget noget tilsvarende under overvejelse. Det hænger formentlig sammen med, at de pågældende foredrag, som Rudolf Steiner holdt i årene 1916-17(22), først blev offentliggjort et halvt århundrede senere, efter at meningerne om den kritiske tid i Tyskland allerede var ”moralsk sikret”. Derfor gik disse foredragscyklusser på sin vis tabt for udforskningen af virksomheden hos disse ”overmagter” (Rudolf Steiner[s ord]). Egentlig var der blandt Marie Steiners nære venner, som i slutningen af 1940’erne modtog/opbevarede [der står: erhielten] fortrykte foredrag, nogle, som ikke mere kunne udholde Rudolf Steiners fremstillinger af de virkelige sammenhænge!(23)

Deriblandt skal høre snakken om hans udsagn om opiumskrigen (24) og om det, der i første halvdel af det 20. århundrede, i radikal modsætning til den tyske udviklingshistorie, optrådte som raceimpuls. Denne antityske impuls blev som bekendt antændt af Versailles-traktaten, altså fremprovokeret gennem vestmagterne. Det drejer sig om et af vestens mål, som okkulte magter forfulgte og opnåede ved hjælp af opiumskrigen. På grund af den succesfulde degeneration af det kinesiske liv og levned (som følge af den fremprovokerede opiumstrang) lykkedes det at lede mange sjæle, som var bestemt til reinkarnation i Kina, til Midteuropa, hvor de blev en forhindring for en videreudvikling af Kristusimpulsen.”

Symptomatologische Illustrationens noter:

20: Ebernius, Stigende aktivitet i «Den store europæers store orden» [Steigende Aktivität der «Grossen Ordens der grossen Europäer».] i Morgen/Neues Europa, nr. 13, 1. juli 1957, s. 2.

21: Oswald Spengler, Afgørelsens år [Jahre der Entscheidung.], 1933, s. 92.

22: Først og fremmest, men ikke kun, GA 173 [The Karma of Untruthfulness[28]] og de fleste foredragscykler mellem GA 160-220 (red.).


23: Mundtlige beretninger ifølge eksempelvis Bern-professoren Eymann med dennes venner (red.).

24: 30. og 31. december 1916 i GA 173 (red.).

(I parentes bemærket sætter Steiners ord visse menneskers ytring om, at modstand mod EU er ”en frygt for Tyskland” i et interessant perspektiv, nemlig det, at Steiner, der jo ikke kunne siges at være alment ”tyskfrygtig”, udmærket kunne advare mod en magtfaktor, der planlagdes i ledende kredse i eksempelvis Tyskland. Jeg, Falko, mener, at vi må insistere på at tage afsæt i fakta, ikke i hverken sympatier og antipatier eller i frygten for at blive sat i bås med sådanne. Et frit menneske tænker og handler nu engang ud fra sine egne motiver, og det kan andre frie mennesker godt forstå.

Kun en­to af de EU­modstandere, jeg har mødt – og det er flere hundrede – har nævnt Tyskland formuleret som land og/eller folk som en bekymring. Dette er nu mange år siden, og muligvis var der blot tale om en forsimpling, som når medierne siger: ”USA erklærer …”. Et land kan ikke erklære noget, det kan kun konkrete mennesker gøre. Og det er vidt kendt, at det tyske folk i dag er et af Europas mest fredselskende og fredsopvakte. Men mørkets modstandskræfter vil gerne gøre ”Tyskland” skurkagtig og fjerne Tyskland fra sit virkelige åndelige ophav og fremtidskim).


3.3: Kommunisme – jesuitisme – amerikanisme – frimureri

I de følgende Steiner­citater nævnes selve planerne for det Hellige Romerske Riges genrejsning ikke – citaterne bringes for at uddybe beskrivelsen af impulser og tiltag, som Steiner den 11. april 1924 advarede om, at en sådan genrejsning vil bestyrke.

Hvad var Steiners syn på henholdsvis den moderne amerikanske strømning og den romersk­ katolske strømning som modvægte til kommunismens materialistiske kaos?

Nogle uddrag fra hans foredrag 30. juli 1918 i Berlin[29] giver nogle svar. Læseren bedes tilgive længden af det citerede – det er centrale udtalelser. Det skal kraftigt understreges, at følgende ikke skal opfattes som en almen kritik af Amerika som land eller folk, men som en påpegning af, at der hos visse interesser er tale om en isme. Jesuitisme er for sin del en vægtig gren af katolicismen…

”Disse to tankestrømninger – amerikanisme og jesuitisme – arbejder på en vis måde sammen. Dette bør der ikke tages let på, tværtimod må vi i hele dette felt søge de dybere impulser i den menneskelige udvikling. (…) Når man læser socialistiske publikationer, finder man – hvis man ser bort fra bestemte forskelle – en stor lighed mellem dem og skriverier, der udtrykker den Katolske Kirkes standpunkt, selv om det sidstnævnte er anderledes udtrykt og beskæftiger sig med anderledes sfærer. For eksempel læste jeg for nylig højt for jer fra en bestemt brochure. Bemærk dens tænkemåde, dens tankeformer; sammenlign, hvad der dér er sagt, med de rabiate tendenser

– kultiverede eller ikke – som gradvis ledte til bolsjevisme; sammenlignet med indledningen til en publikation af Kautsky eller Lenin vil I finde de samme tanker. Den ene udgør udviklingen af den anden. (…) I den form, som den havde i begyndelsen, vil bolsjevismen måske kun have en kort levetid, men hele menneskeheden vil i lang tid skulle forholde sig til det, som står bag den. (…) Vi bør afvise al overdreven patriotisme og se fakta direkte i øjnene. Dernæst må vi afsværge forherligelsen af amerikanismen, som vi så længe har hengivet os til, og forstå at dette særlige element vil blive mere og mere aktivt og er en real dybtgående ondskab, eftersom frygt for det åndelige er dens primære kendetegn. Dem, der siger anderledes, er kortsigtede og vurderer ikke sagerne ud fra deres rette plads. (…)


Der er tre strømninger, som gennem deres indre relation havde den største ødelæggende magt i den menneskelige evolution, idet de, på forskellig måde, har optaget det nedarvede og det nye i sig. Den første er den, jeg kalder amerikanisme, som tenderer mod at skabe større og større frygt for ånden, hvilket gør, at verden bliver et sted, hvor man udelukkende kan leve i det fysiske. (…) Menneskets forbindelse med det åndelige er dømt til at uddø under en sådan indflydelse. I disse amerikanistiske kræfter ligger det, der faktisk vil bringe jorden til ophør – til ødelæggelse, der til sidst vil dømme den til døden, fordi Ånden vil blive lukket ude fra den.

Det andet destruktive element er ikke kun det katolske, men al jesuitisme, som i sin essens praktisk talt er allieret med amerikanismen. Hvor den sidstnævnte er kultiveringen af den impuls, der opbygger frygten for ånden, så søger den førstnævnte at vække den tro, at man ikke skal søge kontakt med ånden, som den anser for umulig; den ønsker, at dem, der indkaldes til den Katolske Kirkes lærerembede, dispenserer de åndelige velsignelser bort [Steiner må her mene åndelige velsignelser, som livet og den åndelige verden selv kan give mennesket – kirken overflødiggøres i det, som et jordisk liv levet ud fra ånden selv kan give os]. Denne indflydelse søger efter at hentære kræfter i den menneskelige natur, som står velvilligt over for det oversanselige.

Det tredje elements særlige kendetegn kan ses rejse sig på en forfærdelig måde i Øst; en social stat baseret på en rent animalsk, fysisk socialisme. Uden at vi dermed plastrer det til med dogmer, kalder vi det ”bolsjevisme”, og det vil ikke blive overvundet nemt af menneskeheden.”

Om den amerikanske strømning gav Steiner visse uddybninger, der vil blive bragt i kapitel 7. Der vil man se, at med ‘amerikanisme’ mener Steiner ikke noget, der udspringer af den amerikanske befolkning, der tæller mange forskellige folkesjæle, men af visse geologiske væsenskræfter i Amerika – der så ganske vist i større eller mindre grad påvirker dem, der bebor verdensdelen. Om den romersk­katolske strømning gav han to år efter ovenstående foredrag følgende vigtige uddybning. Vi kommer ind, hvor Steiner har skitseret, hvordan materialistisk tankegang kan manifestere sig i eksempelvis omgangen med Jordens fysiske energikilder, og til disse vildfarelser har Steiner netop leveret nogle åndsvidenskabelige kommentarer…

”Alle disse ting vil uafværgeligt være voldsomt anfægtede i visse kredse, og det eneste, der kan hjælpe, er at så mange mennesker som muligt bliver bevidste om den nuværende opgave for menneskeheden – at være opmærksom på, at den individuelle bevidsthed skal gribe verden. Den vil gøre det, men den kan enten gribe fat i verdens visdom eller i blinde instinkter. Hvis den griber fat i de blinde instinkter, vil der opstå en helt asocial tilstand, såsom det nu forberedes i Rusland. Det vil, mine kære venner, efterhånden fremkalde en asocial tilstand, mod hvilken den engelske eller nordamerikanske regering, for ikke at tale om den franske eller enhver anden, vil være helt forsvarsløs. Det ville være barnligt at tro, at det engelske parlament vil være i stand til at beskæftige sig med, hvad der vil gribe menneskeheden, hvis den enkelte bevidsthed fungerer blot ved instinkt.

Men der er en magt, der vil være klar til at beskæftige sig med det, og det er magten i Rom. Det er kun et spørgsmål om, hvordan det vil blive gjort. Rom kan etablere et herredømme; det har de nødvendige midler til dette. Det eneste virkelige spørgsmål er derfor ikke, om bolsjevismen eller det angelsaksiske borgerskab får overhånd; spørgsmålet er, om der vil være asocialt kaos, romersk herredømme eller beslutsomheden hos den del af menneskeheden, der fylder sig med den ånd, som den vestlige kirke i [år] 869 i Rådet for Konstantinopel erklærede det kættersk at anerkende.”[30]

Steiner ser altså i dette foredrag 3 muligheder for i det mindste Europas fremtid:

#1: ANTI­ÅNDELIGT INSTINKTLIV – BOLSJEVISME/KOMMUNISME, der fører til asocialt kaos – individet regnes i realiteten ikke for noget videre (andet end for en arbejder!), eftersom individet ikke er et åndeligt væsen.


#2: ROMERSK­KATOLSK HERREDØMME, der angiveligt gerne vil kaste sig over opgaven

og, siger undertegnede: som på sin vis vil kunne klare at skabe orden, men ligesom med Sovjetkommunismen på en sådan måde, at individet ikke er frit, og at al tanke om ånd er noget kættersk, hvorfor også dette herredømme i længden vil fejle. Modsat kommunismen medgiver katolicismen som bekendt det guddommeliges realitet, men det enkelte menneskes ånd erklærede den i år 869 for ikke­eksisterende. Kun det fysiske legeme og sjælen blev anerkendt. En romersk­ katolsk orden ud af kaos vil derfor ikke i længden kunne holde. Menneskene vil før eller siden opdage pseudo­åndeligheden i det ensidigt sjælelige. Husk tillige Oswald Spenglers ovennævnte ord: »Der er i Tyskland en katolsk bolsjevisme, der er farligere end den antikristlige, fordi den skjuler sig bag en religionens maske.«

#3: INDIVIDETS ÅNDS­BEVIDSTGØRELSE i verdensvisdom. Hertil kræves blandt andet den frihed i kultur­ og åndslivet inklusive uddannelsesområdet, som den sociale tregrening tilbyder.

De romersk­katolske træk ved EU belyses nærmere i del 2, kapitel 6. For bevidstgørelse om ånden kan blandt andet anbefales at studere antroposofien bredt set. Med i dette hører helt naturligt at studere alskens åndelige retninger ud over antroposofien selv. Steiner så både Kristus, Buddha og åndsvæsener lige fra naturånder til de gamle nordiske guder som åndelige realiteter. Han så disse i deres udviklingsforløb og ikke kun sådan, som de var i ældre tider.

Rudolf Steiner refererede i en helt tydelig sætning, at for at genrejsningen af det Hellige Romerske Imperium kunne finde sted, måtte man først ”gøre de enkelte stater fra det tidligere tyske rige selvstændige og ud af de selvstændige stater (…) atter oprette den tyske nations hellige romerske rige.” Vi ser altså Steiner advare imod noget, der var planlagt til i et senere stadie at blive en modsætning til Wilsons materialistiske (blodstilknyttede) ‘folkenes selvbestemmelse’. Modsiger Steiner dermed sig selv?

Undertegnedes svar er: Slet ikke. Jeg både anerkender og deler den intuition, der ligger i at ville noget andet end nationalstaten, vi må dog altid kunne stille os kritiske over for dette ”noget andet”, som vi hænger vores intuition op på. Ellers risikerer vi, at vi blot leder os ind i et andet slags vildspor. Helt på linje med Steiners sætning fra 1924 kan det ikke være udpræget viist, hvis nogle vil EU, alene fordi EU er en (potentiel) modsætning til nationalstaten. – Nu er det ikke helt fair af mig at skrive ‘alene’, for disse ‘nogle’ vil næppe kun undgå noget ved hjælp af EU. De vil også opnå noget, nemlig fred og samarbejde om mangt og meget. Denne stræben deles jo imidlertid af de fleste, der vil noget andet end EU. Med andre ord:

Det er fuldt ud legitimt ikke at ville noget, man anser for lige så slemt og måske på nogle måder værre end nationalstaten. Det er fuldt ud legitimt, hvis man som overgangsfase til udfasningen af nationalstaterne vil bevare vægtningen af mellemstatslige aftaler frem for overstatslige. Og det er i det hele taget fuldt ud legitimt at ville en helt tredje eller syvogtyvende vej end den overstatslige. Kapitel 5 kommer nærmere ind på dette skisma.

Før de tre ovennævnte mulighedspunkter (#) indkredsede Steiner yderligere en fremtidig (pseudo)mulighed. Den kan vi for overskuelighedens skyld også give et nummer, så der altså bliver fire:


Rudolf Steiner har skitseret, hvad man kan kalde en helt femte vej, der vil kunne dominere verdens udviklingsforløb. Vi har nemlig amerikanismen, og vi har de tre #­punkter fra før. Hvad jeg derfor kalder den femte vej, det præsenterer Steiner os for i det andet foredrag i foredragsrækken ‘From Symptom to Reality in Modern History’. Der er her tale om en passage, som er lidt svær at gennemtrænge og oversætte, men kildenoten [31] rummer link til både den


tyske transskribering og til den engelske oversættelse fra, så læseren eventuelt kan gøre sin egen indsats. Steiner fortæller:

”Da bevidsthedssjælens tidsalder havde sit morgengry, følte man instinktivt, at mennesket var ved at miste sit hidtidige tyngdepunkt – og måtte finde et nyt. Men på den anden side: Hvis han, mennesket, forholder sig passivt, hvad er så hans muligheder? En mulighed er simpelthen at give ham frie hænder i hans søgen efter bevidsthedssjælen; at sætte ham fri til at udvikle sig på sin egen måde [dette er ovenstående punkt #3 og det, som Steiner arbejdede for]. En anden mulighed, hvis han overlades til sig selv, er, at Rom tilriver sig stor vigtighed og muligvis udøver betragtelig indflydelse på ham, såfremt det lykkes med at tøjle hans bestræbelser på at udvikle bevidsthedssjælen, så at han holdes på forstands­ eller gemytssjælens stade [dette er ovenstående punkt #2]. Og konsekvensen af dette vil blive, at mennesket hverken vil kunne nå til bevidsthedssjælen eller til åndsselvet og derfor vil ofre sin mulighed for fremtidig udvikling. Dette vil være blot én af de veje, ad hvilke fremtidig evolution kan bringes i fare.”

Steiner springer i dette foredrag over at nævne den bolsjevisme, man så fremkomme i Rusland, samt ‘amerikanismen’. Han går i stedet til følgende fremtidige ”mulighed”, der jo så reelt bliver en femte, når man medregner foredraget fra før. Som læseren nok har forstået, har flere af metoderne og vejene til at afsnøre mennesket dets åndelige udvikling eksisteret længe. I nogle tilfælde får metoderne blot nye skikkelser eller modifikationer, eller de holder midlertidige pauser eller deles i forskellige grene, der på overfladen meget vel kan bekrige hinanden, men reelt har de samme endemål. Vi fortsætter altså nu med at høre om en af disse gamle metoder, som imidlertid stadig lever og virker, påpeger Steiner:

”En tredje mulighed er at gå til værks på en endnu mere radikal facon. For at mennesket ikke skulle fanges mellem sin stræben efter bevidsthedssjælen og de bevidsthedsmæssige begrænsninger, der blev påført det af Rom, blev der gjort forsøg på at undertrykke dets higen efter bevidsthedssjælen; at underminere denne higen endnu mere radikalt, end Rom gjorde. Dette opnås ved at kastrere de progressive impulser og som substitut for deres dynamik indføre den traditionens døde hånd, som var blevet bragt over fra Østen, omend de esoterisk indviede Tempelriddere havde haft en anden hensigt for øje. Men efter at lederne var blevet nedslagtet, efter Philip den Smukkes undertrykkelse af Tempelordenen, havde noget af den kultur, som var blevet overbragt fra Østen, overlevet. Ikke blandt isolerede individer, men på historiens grund. Det, som Tempelridderne havde bragt over, infiltrerede gradvis Europa ad talrige kanaler (som jeg allerede har indikeret), men det var i vidt omfang berøvet sit åndelige indhold. Hvad Tempelridderne overførte, var hovedsageligt indholdet af den tredje efteratlantiske kulturepoke. Katolicisme overførte indholdet fra den fjerde epoke. Og det, hvorfra åndeligt indhold var blevet ekstraheret som saften fra en citron – det, som var overført i form af eksoterisk frimureri i York­ og Scottish­logerne og gennemtrængte især de engelsktalende folks esoterik – denne udpressede citron, der rummede hemmelighederne fra den egyptisk­kaldæiske kulturepoke, den tredje efteratlantiske kulturepoke, tjente nu som midler til at implantere udtørrede impulser ind i bevidsthedssjælens liv. Således opstår der en situation, som er et vrængbillede for det fremtidige udviklingsforløb.”

”Katolicisme overførte indholdet fra den fjerde [efteratlantiske kultur]epoke,” anførte Steiner i det netop citerede. Det skal dog siges, at han senere samme år udtalte i foredragsrækken ‘The Challenge of the Times’, at ”de teokratiske institutioner rummer en stor lighed med den tredje efteratlantiske kulturepoke, og dette inkluderer sågar den katolske kirkes institutioner.”[32] – Der er i nutidens katolske kirke træk fra begge epoker. Nuvel: Ud fra det lange citat kan vi indskyde den konklusion, at Steiner reelt så en femte fremtidig mulighed:

#5: DEN FRIMURERISKE STRØMNING som den er i dag; en udtørret impuls, berøvet for sit åndelige, rigtige indhold.


Ud af de fem muligheder er det antroposofisk set indlysende, at kun #3 udgør en reelt sund og holdbar mulighed. Der er talrige tegn på, at man også med god ret kan sige, at alle de fire øvrige ”muligheder” (strømninger, elementer) er at finde i EU.

Ser man på vor tids frimureri, vil man kunne se, hvor stærkt frimurerlogerne og deres symbolik er præget af det gamle Ægypten. Vi vender kortfattet tilbage til frimureriet og dets aktuelle indflydelse i kapitlet ‘Mere om de andre forvaltere i EU’ (kapitel 7).


3.4: Om Boardmans analyser, åndelige nøgleår og året 1957

Kapitel 2 nævnte ‘Lothars rige’, og vi har tillige strejfet den for verden skæbnesvangre ”beslutning” i år 869 om, at ånden ikke eksisterer. Begge dele fører mig til en bog, jeg meget varmt vil anbefale til alle, der interesserer sig for både historie og nutid – og trådene mellem dem

– på et åndsvidenskabeligt grundlag. Den antroposofiske historiker Terry Boardman udgav i 1998 bogen ‘Mapping the Millenium – Behind the Plans of the New World Order’ på Temple Lodge Publishing. Særligt kapitel 2, ‘Here be Dragons’, beskæftiger sig med EU. Boardman skriver på side 76:

”På et tidspunkt under foredragsrækken i Koberwitz i sommeren 1924 [landbrugskurset] sagde Rudolf Steiner tilsyneladende, at der ville komme et Europas Forenede Stater [United States of Europe] lig Amerikas Forenede Stater. På spørgsmålet om, hvornår dette ville opstå, svarede han: om cirka 70 års tid (1992? 1994?). Så længe Europas folkeslag undgår de mulige skyggesider/nedgangskræfter [Boardman: downsides] af dette – overdreven bureaukratisk centralisme, ”besættelse” af det Romerske Imperiums spøgelse og amerikanismens homogeniserende ensretning – vil en overnational økonomisk union, en Europæisk Konføderal Union, der finder sammen, fordi folket (ikke kun bureaukraterne) vil det sådan, kunne spille en afgørende rolle i fremmelsen af harmoni blandt folkeslag med forskellige baggrunde.”

Det kunne være rart at vide, hvad Boardman mener med supranational (overnational eller overstatslig), når han samtidig taler om den moderate model konføderation modsat føderation. Hvis man mener overstatslig sådan, som det foregår i EU, hvor regeringer kan nedstemmes, så er det én ting. Mener man med udtrykket, at regeringer indgår i et tæt og formaliseret samarbejde om det, de alle virkeligt kan blive enige om, så er det en anden ting. Dette har jeg ikke fået spurgt ham om endnu, men jeg har dette efterår (2014) spurgt ham om kilden til oplysningen om Steiners udtalelse. Terry Boardman er en seriøs historiker og er dermed nøje med sine kilder, men i dette tilfælde er kilden ikke kommet med. Citatet indgår ikke i selve landbrugskurset (det har jeg undersøgt), men må være blevet fremsagt af Steiner i en af de frie stunder under forløbet og være nedfældet af en, der deltog i kurset. Boardman har ikke kunnet finde kilden, men han har svaret mig på e­mail, at hans oplevelse, da han læste den tilbage i 1998, var, at Steiner i det mindste ikke gav indtryk af de kommende Europas Forenede Stater som noget positivt, snarere tværtimod (”It was not my understanding that he was saying that about the USE in any positive sense as if to say ”this will be a good thing” but rather, the opposite.”).

Boardman nævner lidt senere i sin bog det tætte samarbejde mellem to katolikker og EF­faddere; franske Robert Schuman og Konrad Adenauer, som var tysk og rhinlænder. Boardman skriver nu noget, der indikerer stor esoterisk betydning:

”Meget i disse to mænds tanker i de sene 1940’ere og tidlige 50’ere udgjorde rekonstruktionen af en slags nutids­Lothar­rige [Lotharingia (Lorraine)] mellem Frankrig og Tyskland. Dette var den


gamle Karolingiske stat, der var opstået, da Charlemagnes tre sønnesønner delte hans rige mellem sig ved delingen af Verdun i 843. Den strakte sig fra Holland i nord gennem vor tids Belgien og omfattede meget af Rhinland­området, Schweiz, Burgund, Savojen og det nordlige Italien. Dens liv var kort, og den blev effektivt bragt til ophør efter blot 26 år, i 869, da Charles den Skaldede af Frankrig marcherede med sin hær ind i Lotharingia. Det følgende år var Lotharingia delt mellem de to overlevende brødre, franske Charles/Karl og tyske Ludwig. Dens italienske hale blev til et spirende Italien. I den periode blev anerne til tre store europæiske kulturer født.

Betydningen af året 869

Rudolf Steiner anviste, at der er bestemte nøgleår i historien, der fungerer som aksepunkter. Relationer kan ses ud fra de år, der ligger på hver side af dem. De åndelige begivenheder i året 1878 reflekteres, med 1879 som akse, i de jordiske begivenheder i 1880. Året 1413, begyndelsen for den femte efteratlantiske kulturepoke, var et andet sådant akseår. Fra 1413 til 1957 = 544 år, og 1413 ­ 544 = 869. Året 1957 var året for underskrivelsen af Romtraktaten, som etablerede EF. Denne blev først og fremmest bygget omkring, og har siden drejet sig rundt om, forholdet mellem Frankrig og Tyskland, og den afhang i de sene 1950’ere og tidlige 60’ere i høj grad af det personlige forhold mellem Adenauer og Charles de Gaulle (Charles/Karl af Frankrig) – begge mænd, som betragtede Charlemagnes rige med en vis nostalgi og jævnligt hentydede til det.”

– Terry Boardman fremfører flere EU­relaterede eksempler på akseår, men jeg henviser til bogen. Det skal dog med, at Boardman på side 78 omtaler den amerikanistiske strømning i EF­/EU­ projektet: ”Siden Anden Verdenskrig er dette projekt blevet båret frem af både kontinentale romersk­katolske tænkere og politiske aktivister og også af det amerikanske østkyst­ etablissement. (…)”

På Terry Boardmans hjemmeside kan man læse artikler, der omhandler eller nævner EU, og som er forfattet siden ‘Mapping the Millenium’.


3.5: Frihed, lighed, broderskab, Prokofieff, Borgman Hansen

Lad os vende tilbage til Steiner i ‘From Symptom to Reality in Modern History’. Han skitserer her den strømning eller bevægelse, der kom fra Østen og blev misbrugt til at underminere menneskers higen efter bevidsthedssjælen endnu mere, end Rom gjorde og gør:

”Hvad man overfører fra fortiden, kan ikke blot bruges til ved hjælp af suggestion at undertrykke bevidsthedssjælens selvstyring, men også til at dæmpe og endda lamme dens dynamiske energi. Og hvad dette angår, er der opnået en høj grad af succes; den spirende bevidsthedssjæl er i vid udstrækning blevet bedøvet. Rom – nu taler jeg billedligt – gør brug af røgelse og bevirker en tilstand af semibevidsthed ved at fremkalde en drømmelignende tilstand. Men den bevægelse, jeg nu refererer til, luller folk i søvn (det vil sige bevidsthedssjælen) fuldstændigt. Ydermere, som historien bevidner, trængte denne tilstand ind i den nuværende evolution. Således har vi på den ene side det, der er skabt gennem den stormfulde fremkomst af broderskab, frihed og lighed, mens der på den anden side allerede eksisterer den impuls, som forhindrer, at menneskeheden under den femte efteratlantiske kulturepokes forløb klart opfatter og indser, hvordan broderskab, frihed og lighed fanger an i menneskeheden. For de kan kun opfatte dette klart, når de er i stand til at gøre brug af bevidsthedssjælen for at komme til sand viden om sig selv, det vil sige når de vågner i bevidsthedssjælen. Og når mennesker vågner i bevidsthedssjælen, bliver de opmærksomme på


sig selv i kroppen, sjælen og ånden, og det er præcis, hvad der må forebygges [mener de pågældende impulser].”

Tidligere i samme foredrag redegør Steiner for, at Frihed, Lighed, Broderskab faktisk ikke er sundt som samlet pakke, hvis det indføres i samfundssektorerne, før menneskene er udviklede til det. Hvert af de tre begreber må udvikles i tråd med hvert led i det, antroposofien kalder for det tresidede eller treleddede menneske; krop, sjæl og ånd. Et menneske består af og lever i hver af disse tre ”verdener”. Ser vi på dette i relation til samfundsforholdene, da berører vi noget, der kalder på en artikel i sig selv, men vi taler her om noget, der ses i begrebet synarki – det vil sige, sådan som begrebet er blevet retarderet til at blive. Oprindelig er synarki (synarchos) nemlig et positivt og ægte broderskabsideal, men det er blevet kapret på samme måde som begrebet broderskab (som i Frihed, Lighed, Broderskab – der i sin sande form korresponderer med Det Frie Åndsliv, Fællesskabets Spilleregler, Den Associative Økonomi). Hvad jeg lige nu blot vil kalde for the establishment, har stjålet disse begreber, der skulle være levende for alle, og slæbt dem ind i egne, gruppeegoistiske gemakker, herunder både storindustri og hemmelige, okkulte selskaber. Derved er idealerne, målene, blevet karikaturer i hænderne på tyranner, så vi i stedet har storcentraliserende magtenheder.

Resultatet – for blot at nævne en enkelt kendt og aktuel konsekvens – er den tyranniske, egoistiske og gruppeegoistiske storkapitalisme, som vi ser hærge mennesker og natur i dag. Den domineres af de angloamerikanske interesser, men andre, vel især Kina, er også grundigt på vej. Hvorvidt hærgen af mennesker og natur sker inden for nyliberalistisk kapitalisme eller reguleret af understøttende kommunistiske stater, er i sit resultat ligegyldigt. Hærgen er det i begge tilfælde. Den nyligt afdøde antroposof Sergei O. Prokofieff har set samme resultat – og bagvedliggende årsag. I en bog[33] fra 1989, her oversat fra den engelske udgave fra 1993, skriver Prokofieff på side 410:

“Alt i alt rejser det indtryk sig, at Rusland nu for tiden gøres til genstand for et andet

‘eksperiment’ (eller rettere en metamorfose af det første), som i sidste instans har sin kilde i de

samme okkulte cirkler (de hemmelige broderskaber) i Vesten, hvis intentioner og mål Rudolf

Steiner talte ret udførligt om i begyndelsen af vort århundrede, og fra hvis midte det første

eksperiment var igangsat i hans egen tid. Implementeringen af ‘Marshall­planen’ i Vesttyskland

efter slutningen af Anden Verdenskrig – forstået som et resultat hvorudfra ‘amerikanisme’ blev

grundigt etableret i Centraleuropa og således i væsentlig grad kastede sidstnævntes egne

åndelige opgaver i baggrunden – kan betragtes som en optakt til eller generalprøve for disse

nuværende begivenheder i Østeuropa.”

Senere skriver Prokofieff om, at det ikke alene er afgørende for Østeuropa og dets forhold til Centraleuropa, men for hele menneskeheden, at en ny kristen kultur kommer til at opstå, som kan finde fodfæste i Centraleuropa. Jeg synes, Prokofieff sammenfatter Steiners budskab med disse ord: ”Hvis denne ikke opstår, vil Østeuropa og i første omgang Rusland selv – gennem sin manglende evne til at finde et svar på sine brændende spørgsmål i Centraleuropa – blive placeret mellem to dæmoniske modbilleder i bevidsthedssjælen; mellem bolsjevisme i fortiden [der jo ifølge Steiner reelt har samme afgørende, åndsfjendtlige væsenstræk som den romersk­katolske strømning] og amerikanisme i fremtiden. Og det vil som resultat være i fare for at opgive al videre udvikling og for at søge det åndelige i de lavere sjæleled – altså reelt de tidligere epoker af jordisk evolution, som er associeret med disse.”

(Det er ganske vist i stort omfang et faktum, at den før beskrevne hærgen kun kan få lov at ske, så længe produkternes aftagere – mere eller mindre os alle – tillader det at ske. Jeg skriver ”i stort omfang” og ikke ”fuldt ud”, fordi mulighederne for overhovedet at kunne ”vælge med indkøbskurven” samtidig indskrænkes af det nævnte tyranni. Eksempelvis forsvinder til stadighed


afgrødesorter i titusindvis med storindustrialiseringen. Kapitel 8 vil kort belyse tiltag, der er i gang for at prøve at vende tendensen).

Oskar Borgman Hansen holdt 18. september 2004 et foredrag i København om EU’s Forfatningstraktat. Selv om jeg ikke skal udelukke, at Borgman Hansen har haft et lidt andet afsæt for sit udsagn, vil jeg godt bringe et citat af ham i lyset af Prokofieffs ditto: ”Det allerfarligste, der kan ske i dette århundrede, er, hvis USA’s magtimpuls forbindes med EU’s reaktionære energi. USA har ikke interesse i menneskeheden og er fremtidsrettet i sin magtimpuls, EU har ikke interesse i individet og er fortidsrettet i sin magtimpuls.”


3.6: En fodnote: lidt om det politiske spektrums syn på EU

Til dem, der undrer sig over, at både den ydre højrefløj og den ydre venstrefløj kan tælle EU­ modstandere, vil jeg sige, at vi finder forklaringen ved at skelne mellem EU’s struktur og EU’s indhold. I sin struktur ligner EU mere og mere en statsmagt, og en sådan så vi jo par excellence i Sovjetunionen. Primært derfor er mange på højrefløjen imod/kritiske. I sit indhold, derimod, tjener EU altovervejende storkapitalen, primært på nyliberalistisk måde, sekundært på protektionistisk måde. Derfor er mange venstrefløjsfolk imod/kritiske. EU’s ‘demokratiske underskud’ er noget, fløjene har til fælles som bevæggrund. Men derudover er der EU­ modstandere og EU­skeptikere i hele det politiske spektrum; det viser meningsmålinger og folkeafstemninger, og deri adskiller modstanderne sig ikke fra tilhængerne. Det er politikere og massemedier bare ikke så flittige til at tale om. Det ligger uudtalt, at dét at ville noget andet end EU helst skal fremstilles som noget pjat, kun fløjene og ekstremisterne kan finde på. For dem, der ikke er på fløjene, og for partiløse og sofavælgere er bevæggrunden for modstanden og skepsissen i høj grad problematikken omkring (ringe) demokrati og nærhed.


3.7: Åndeliggjort socialisme. Paven imod antroposoftekster

Senere i ‘From Symptom to Reality in Modern History’ (og i andre foredrag) påpeger Steiner, at socialisme er mulig og vigtig, men forudsat at den gennemstrømmes af åndelig erkendelse. Således udtalte Steiner i foredragsrækkens niende og sidste foredrag[34]:

”Hvis socialismen skal tage over, må det religiøse liv være helt uafhængigt af statsorganisationen; den må inspirere hjerter og sjæle hos mennesker, der lever sammen i et fællesskab helt uafhængigt af nogen form for organisation. Hvilke misforståelser, der er blevet gjort i dette felt! (…) Og ikke alene har den romersk­katolske kirke etableret sig selv som en politisk magt, den har især i de senere århundreder også formået, indirekte via jesuitisme, at infiltrere de andre domæner, at deltage i deres organisation og gennemsyre dem med katolicismens ånd.”

– ”mennesker, der lever sammen i et fællesskab helt uafhængigt af nogen form for organisation,” tilføjede Steiner før. Nu er et fællesskab i en vis forstand den ene eller anden slags organisation, om nok så uformel og nært mellemmenneskelig, men Steiner taler formentlig om institutionaliserede organisationer. Undertegnede har så langt fra læst alle Steiners værker (dén indsats er et livsværk), men i alle tilfælde har jeg ikke mødt noget i antroposofien, der taler for, at en eller anden art europæisk unions­organisation skulle være en undtagelse fra vigtigheden af at leve i organisationsuafhængige fællesskaber.


Godt et år efter – i foredragsrækken ‘Gedankenfreiheit und soziale Kräfte’ – uddybede Steiner flere af de nu beskrevne forhold:

”Kun åndelig erkendelse kan tilbyde et pålideligt grundlag for menneskelige håb for fremtiden. Når vi gennemtrænger vores intellektuelle natur med resultaterne af åndsvidenskab, vil det bringe de effektive viljesimpulser tilbage ind i menneskelivet på Jorden, der nu er i tilbagegang. Tidligere generationer kunne stadig forlade sig på deres instinkter. I oldtidens Grækenland, eksempelvis, behøvede dem, der blev myndige og var parate til at deltage i offentlige anliggender, blot at bringe deres nedarvede instinkter i brug. I dag er det ikke længere muligt. Al kultur ville forsvinde, hvis vi forsøgte kun at forlade os på vore jordiske instinkter, hvilket er det, socialismen i Østeuropa gør. I sidste ende forlader den sig på ingenting. Hvis vi knytter vore håb til en socialisme baseret på åndsvidenskab, forlader vi os på noget virkeligt.

Opfattelserne og synspunkterne, jeg har præsenteret her, tages selvfølgelig endnu ikke alvorligt af et stort antal mennesker, selv om nogle af vore modstandere tager dem alvorligt nok. Da jeg for eksempel stadig arbejdede i Dornach, læste jeg i vores magasin Dreigliederung des sozialen Organismus om et spøjst foredrag holdt her i Stuttgart af en kannik fra den katolske kirke – komplet og med musikalsk akkompagnement, mener jeg, det var. Dette foredrag var bygget på systematiske foredrag af jesuiterpræsten Otto Zimmermann, som er dukket op i næsten hvert nummer af det jesuitiske blad Stimmen der Zeit [Tidens Stemmer]. Foredragsholderen sagde, at katolikker, der ønsker at orientere sig om, hvad Steiner siger, skulle konsultere dennes modstanderes skrifter, fordi Paven havde forbudt læsningen af Steiners egne og hans følgeres skrifter.

Den Romerske Hellige Forsamling af 18. juli 1919 udsendte en generel forordning, der forbød læsning af teosofiske og antroposofiske skrifter – i det mindste ifølge Zimmermanns tolkning, og

vi kan ikke tro, at den jesuitiske præst altid lyver. At han nogle gange lyver, er indlysende ud fra hans påstand om, at jeg er en tidligere præst, en desertør fra et kloster, når jeg faktisk aldrig har tilhørt noget kloster. Han trak senere sin udtalelse tilbage med ordene, at den ikke længere kan substantieres – en mærkelig måde at rette en løgn på! Jeg tror imidlertid ikke, at han lyver angående forordningen om at forbyde katolikker at læse mine bøger. Disse vore modstandere har tydeligvis en anelse om den kendsgerning, at antroposofisk åndsvidenskab forsøger at introducere meget virkelige kræfter til det moderne liv.”[35]

Godt en måned efter gav Steiner en mere konkret oplysning om det interne katolske forbud: ”De første kristne kirkefædre var faktisk mere viise, meget mere viise, end deres nuværende efterfølgere. Deres nuværende efterfølgere har forbudt læsningen af antroposofiske tekster. Som det er jer bekendt, er det blevet forbudt på dekret fra Forsamlingen af Hellige Kontorer i Rom siden 18. juli 1919.”[36]


3.8: Steiner om tregrening mellem (blot) tre europæiske lande

I januar til februar 1920 holdt Rudolf Steiner 18 foredrag, der er blevet samlet i én udgivelse (GA 196).[37] Det femtende foredrag er fra den 15. februar og har i den engelske udgave fået titlen ‘A Spiritual Contemplation of Threefolding’. Foredraget kommer blandt andet ind på tanken om et ‘forenet Europa’. Lad os bringe nogle uddrag – Steiner hentyder til den nyligt overståede Første Verdenskrig:

”Under denne forfærdelige krig og dens efterdønninger har velmenende mennesker ofte talt for et forenet Europa. Faktisk blev dette råb om et forenet Europa allerede rejst i 1870 af Ernest Renan(X), den franske biograf, der har skrevet om Jesus’ og apostlenes liv. I løbet af den nylige


krig blev det gentaget ofte. Renan sagde, at hvis Europa skulle reddes, er det absolut nødvendigt, at et partnerskab etableres; et fredeligt partnerskab mellem Frankrig, Storbritannien og Tyskland. I særdeleshed blev dette synspunkt støttet i krigens løb af de mennesker, der ikke var blevet narret af den offentlige mening eller af vurderinger udbredt af andre, som var særligt fokuseret på et eller andet givet emne. Opråbet kom fra mange velmenende og upartiske mennesker. Nu kan du på den anden side sige: ”Europas udvikling gennem de seneste årtier var sådan, at den faktisk agerede modsat de ting, som en fornuftig person måtte anerkende som nødvendigt, hvis den europæiske civilisation skal fortsætte i fremtiden. Uden dette fredelige partnerskab” – sagde disse upartiske mennesker – ”er Europa færdig.” Men i de seneste få år er

vi aldrig ankommet til dette fredelige partnerskab; allerhøjst har vi illusionen af et sådant partnerskab.”

(X): (1832­1892). Fransk lærd og filosof. Professor i hebraiske, kaldæiske og syriske sprog ved Collège de France. I begyndelsen var han præst. Artiklen, Steiner refererer til, er ‘La guerre entre la France et l’Allemagne’, der optrådte i Revue des deux Mondes, 40. årgang, nr. 89, Paris, 15. september 1870.

Steiner specificerer ikke, hvad hverken de omtalte mennesker eller han selv har i tankerne; føderation, konføderation, slet og ret et tættere mellemstatsligt samarbejde eller en fjerde overordnet form for partnerskab. Ordene er alene et ‘forenet Europa’ og ‘fredeligt partnerskab’. Det eneste, der specificeres, er, at der er tale om Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Andre europæiske landenavne nævnes ikke. Vi rykker et stykke frem i foredraget:

”Når folk i dag taler om behovet for fredsaftaler mellem Centraleuropa og Vesteuropa, må de forstå klart, at hele Europas åndelige udvikling beviser, at en sådan fred kun kan realiseres, når det tyske folk når til at føle om sig selv: ”Vi er ikke bestemt til det ydre juridisk­politiske liv; vi er kaldede til at praktisere åndeligt liv.” Men de må blive i stand til at gøre dette [det åndelige liv]; nu for tiden har det været umuligt for dem. Nu for tiden har de heller ikke nogen ansvarlighed herfor. Vi må nå til at anerkende, at det i sandhed politiske folk er det franske folk, fordi det er den befolkning, der bedst forstår, hvordan det individuelle menneske føler sig som medlem af en politisk stat. På denne måde vil vi have adskilt det åndelige liv fra det retslige eller politiske liv i den europæiske civilisations store billede.” (…) Så her har vi de tre områder, jeg ofte har talt om; jeg har sagt, at de må etablere en tregrenet relation til hinanden – tysk: åndeligt; fransk: politisk­ juridisk; engelsk: økonomisk. Hvordan vil vi kunne afdække muligheden for internationalt samarbejde? Gennem en udgydelse af princippet om tregrening over disse områder. For kun på den måde vil det være muligt at udveksle med hinanden. Dette vil ikke være muligt på anden måde. Dette er den åndelige impuls. Af denne grund, mere end nogen anden, må vi studere det nittende århundredes historie.”

Man skal have stærkere iagttagelsesorganer, end undertegnede har i skrivende stund, for at vide, om den åndelige impuls for det ovenstående har ændret sig siden 1920. Men tager man Steiners ord bogstaveligt, så er der 25 EU­lande, der højst sandsynligt ikke bør eller ikke behøver at være EU­lande. Frankrig, Storbritannien og Tyskland bør blive – eller rettere: Hvis vi vil følge Steiners beskrivelser af tregreningens vigtighed, ville min frie fortolkningsleg om at de tre lande bør blive, forudsætte, at EU enten har opnået tregrening eller har en rimelig udsigt til at enten kunne eller ville det. Læseren kan selv vurdere, om et af disse tre forhold er tilfældet. (Jeg ser på ingen måde, at de er det). Steiner talte her om et forenet Europa som tregrening over disse tre landeområder, ikke om enhedspolitisk føderalisme. At bytte de nationale enhedsstater ud med en stor­enhedsstat (hvad EU’s næsten altomfattende lovmaskine helt tydeligt er) kan jeg ikke se minder om noget, Rudolf Steiner nogensinde anså for sundt. Kan mine læsere? Jeg vil ærligt gerne vide det, hvis nogen kan. Jeg har telefonnummer 4233 5454 og e­mail: magnus[snabel­a]falko[punktum]nu


– De andre 25 lande kan, hvis de vil, mere utvetydigt melde sig ud af den Europæiske Union og vil stadig være en del af det europæiske kontinent, ligesom de nuværende europæiske ikke­EU­ lande Island, Norge, Liechtenstein, Schweiz, Andorra, Gibraltar, San Marino, Vatikanstaten, Albanien, Moldavien, Bosnien­Herzegovina, Makedonien, Montenegro og Serbien er det. Ud fra knap så forsigtige definitioner kunne man også nævne Færøerne, Grønland, Kosovo og Hviderusland (Belarus), og nogle anser endvidere Rusland, Aserbajdsjan, Georgien, Armenien, Kasakhstan og Tyrkiet for at være delvis europæiske, delvis asiatiske/østlige. Herefter kan vi arbejde for tregrening, uden, hvis man må udtrykke sig sådan, at blive forstyrret af EU­ centralisme og EU­diktater. Så store forandringer er ikke uden risici. Det er EU­centralisme og EU­blokdannelse imidlertid heller ikke. Steiner fortsætter:

”Den måde, ting for tiden læres på i vore universiteter, vil føre til vores undergang. At løfte sig til

en ny begyndelse for vores uddannelsesfelt kan kun gøres gennem befrugtningen med

åndsvidenskabens viden. (…) Indtil der er et tilpas stort antal mennesker, der har sådan en

forståelse, kan vi ikke gøre noget med disse ting i verden. Vi kan ikke bare ty til vore institutioner,

vi kan ikke bare praktisere nye organisatoriske praksisser. Derimod er det nødvendigt, at der er så mange mennesker som muligt, der har viden om disse sager i deres kognitive sjælefakultet, så at vi da kan etablere nye institutioner med disse mennesker. Da vil modstandskræfterne ikke være i stand til at stå imod os længere.”

GA 196­foredraget fra 6. februar bruger også et enkelt sted formuleringen ‘forenet Europa’, men her er der ret tydeligt tale om Europa i den rent kontinentale forståelse, altså at det geografiske område overhovedet opfattes som et kontinent og ikke blot som et område af verden, der er bolig for henholdsvis ”østgoterne og vestgoterne, vandalerne, lombarderne, og så videre, såvel som resterne af det gamle romerrige”. Der er ikke noget, der tyder på, at Steiner her mener en art politisk, retlig eller økonomisk sammenslutning.

I ovenstående citat er det tydeligt, at Steiner anså, at først må mennesker som de omtalte findes, først dernæst er der en chance for at etablere sunde og holdbare institutioner.

4: Institution eller menneske

”Europa er som en cykel – den er nødt til hele tiden at bevæge sig fremad, ellers vælter den”

– citat tilskrevet Walter Hallstein, EF­Kommissionens første formand[8, side 1]


4.1: Gamle og faste strukturer kontra etisk individualisme

Med det førnævnte citat af Rudolf Steiner om institutionerne i erindring vil vi nu se på en udtalelse fra DR’s TV­Avis den 27. oktober 2004 kl. 21. Studiebidragets forfatter fandt dengang udtalelsen så påfaldende, at den blev skrevet ned. Daværende kandidat til posten som formand for EU­Kommissionen, José Barroso, sagde følgende til journalist Mette Fugl: ”Det vigtigste nu må være at forbinde folk med de europæiske institutioner.” Barroso fik som bekendt posten. Hans tankegang kan vanskeligt siges at harmonere med Steiners synspunkter. Skal der overhovedet være stor­institutioner til, er det så ikke dém, der bør forbinde sig med folket og ikke vice versa? Hvad er det for viden, hvad er det for mennesker og dermed åndsstrømninger, der har formet EU?


Læseren opfordres til at gøre sine egne vurderinger i det følgende, som med alt det øvrige: Undertegnede øjner ikke, at EU skulle udgøre nogen undtagelse fra følgende passage i et af tre foredrag, som Rudolf Steiner holdt i 1920. De har på engelsk fået fællestitlen ‘Roman Catholicism’.[38] Passagen er fra det andet foredrag. Den første sætning inddrager ikke det romersk­katolske, men udtrykker sig på generel måde om institutioner, der er gennemstrømmet af en bestemt ånd:

”En institution, der er gennemstrømmet med en bestemt ånd i sin sjæl, kan kun kæmpe for fortiden, hvis den skal opretholde sig selv som institution. At kræve af den katolske kirke at den skulle kæmpe for fremtiden ville være en dumhed, for en institution, der bærer ånden fra den fjerde efteratlantiske periode, kan umuligt bære ånden fra den femte. Hvad den katolske kirke er blevet, hvad der har spredt sig over hele den civiliserede verden som den katolske kirkes form, og som har sit andet aspekt i romerretten og abstraktheden i hele den latinske kultur, alt dét tilhører den fjerde kulturepoke. Og den katolske kirkes form har gennemstrømmet hele civilisationen langt mere, end mennesker tror. Monarkierne var i deres struktur latinsk­katolske institutioner på bunden, selv hvis de var protestantiske.

I den fjerde epoke var det nødvendigt, at mennesker var organiserede i overensstemmelse med abstrakte principper, og at bestemte hierarkiske bestemmelser skulle forme organisationens basis. Men hvad der må komme som den femte efteratlantiske epokes ånd, som vi forsøger at kultivere gennem åndsvidenskab, påkræver ikke en så fast struktur og behøver ikke en struktur organiseret efter abstrakte principper. Det kræver et sådant forhold mellem et menneske og et andet, som er karakteriseret i min [bog] ‘Philosophy of Spiritual Activity’[39] som ‘etisk individualisme’. Hvad den bog har at sige om emnet etik, står i samme kontrast til den sociale struktur, der er fostret af den romersk­katolske kirke, som åndsvidenskab i sidste instans står i forhold til romersk­katolsk teologi.”

For at undgå det tidligere antydede synarkis retardering af begreberne frihed, lighed og

broderskab er det netop helt afgørende at udtænke præciseringer af broderskabsbegrebet.

Storindustriens lukkede, elitære sammenslutninger (og okkulte broderskaber, der opererer med

forældede strømninger) er også broderskaber. Men det er ikke just den slags broderskab, verden

behøver. Disse broderskaber gør alt, hvad de kan, for at dræne begrebet broderskab for sandt

åndeligt indhold. Dræningen foregår med religion, merkantilisme, finansliv, retsliv og politik som

stjålne værktøjer. Og den foregår ved at skabe skyggeagtige, drømmeagtige

fællesskabsoplevelser, ­opfattelser, ­begreber og ­institutioner. Disse fællesskaber bliver

gruppeegoistiske, hvorved individerne – både inden for og uden for dem – i realiteten bliver ufrie.

Et menneskes autoritet består i de valg, det selv træffer. Hvilken anden etisk klausul kan her være andet end etisk individualisme, hvis den ikke skal være dogmatisk?


4.2: ‘Vi’ bør defineres: fra gruppeinerti til gruppeegoisme

”Vi skal samarbejde” … Om mangt og meget er det godt og vigtigt at samarbejde, ja. Et ‘vi’ skal dog altid defineres. – Kan den enkelte gøre sig gældende? Når den enkelte dårligt lyttes til, bliver dem, der har definitionsmagten til at definere broderskabet, til tyranner, idet de kalder individualisme for egoisme. Etisk, solidarisk individualisme er derfor en grundmaksime for det frie menneske.

Den stadige strøm af love og regler fra såvel EU som nationalt hold udgør et af de store symptomer på gruppeinerti, der har udviklet – eller indviklet – sig til gruppeegoisme, blot to forskellige steder fra. Meget ofte står EU, i større eller mindre grad, bag de nationale regler.


Sammenfatninger over EU’s ageren som union over for omverdenen er det særligt svært at finde i de konventionelle medier, men i mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’[40] indgår en liste med visse eksempler. Et vanvidsforført folk såvel som en stat kan gøre megen ulykke, og i et statsapparat kan der gå inflation i såvel lovgivningstrangen som gruppeegoismen. Det er så logisk, at det næsten bliver banalt og retorisk at sige, men det er vel indlysende, at en stadigt mere statslignende sammenslutning af (del?)stater kan gøre desto mere ulykke.

Begge kan også gøre meget godt: I den store union kan repræsentanter holde hinanden i ave på tættere måde, og det enkelte folk kan for sin del gøre godt ved sin egen indsats og eksemplets inspiration for andre. Maskespillet i nationalstatens parlamentarisme er rigeligt slem. Med storstaten fortyndes i des endnu større grad den enkeltes mulighed for at bidrage til at definere, hvad ‘det gode’ overhovedet er.


4.3: Kristi sande hemmelighed sløret og dogmer indført

Rudolf Steiner identificerede problemet med lovgivnings­inertien og dennes åndelige betydning i et af sine foredrag om romersk katolicisme:

”Hvad kirken mere og mere arbejdede for, var, at mennesket ikke skulle nå til en sand forståelse af dets forhold til Kristus. Vi kan sige det sådan, kære venner, at udviklingen i de vestlige kirker reelt består i at trække et tættere og tættere slør hen over Kristi sande hemmelighed. Ser I, grundlæggende er alle institutioner bygget på ydre abstraktioner. Når en stat er ung, har den få love, og mennesker er relativt ubundne af dem. Jo længere en stat eksisterer, og i særdeleshed jo længere tid de forskellige partier i staten anstiller deres kloge argumenter, jo flere love laves der, indtil ingen længere ved, hvor man selv er, for der er ikke længere kun én lov, men alt er sammenfiltret i sammenflettede loves netmasker, som man har de største vanskeligheder ved at befri sig fra. Dette er også tilfældet med kirkerne; når en kirke begynder at bevæge sig ud i verden, har den forholdsvis få dogmer, men mennesker må have noget at give sig til, og ligesom statsmanden altid laver love, så kreerer kirkeherrer flere og flere dogmer, indtil alting bliver dogmer – dogmer konsolideres.”[38, 3. foredrag]

I EU ser vi det i dogmerne om konkurrence, prisstabilitet, varernes frie bevægelighed (ofte på bekostning af miljø og sundhed), med mere. En god politiker er nu engang den, der målrettet og i tæt samarbejde med befolkningen arbejder på at overflødiggøre sig selv mest muligt som politiker. Hverken på nationalt eller EU­plan leves der op til dette – som hovedregel tværtimod. Og nyliberalisterne lukker øjnene, når det gælder retslig lighed mellem individer i industrien og de individer, der i talrige tilfælde udsættes for overgreb fra de førstnævnte. (Nogle af de hårdest overgrebne er i øvrigt småbønder og oprindelige folk i Afrika, Asien og Sydamerika). Lovgivningsinflation er stik imod Kristi grundprincip om, at vi mennesker nok skal finde ud af det med hinanden i det direkte mellemmenneskelige; at love og regler må være lokalt aftalte spilleregler. I ensretningens firkantethed mistrives livet og dets utallige facetter og forudsætningsbestemte og situationsbestemte undtagelser. – Indtil mange nok udvikler sig hen til den erkendelse, må vågne mennesker muligvis være nødt til indimellem at ”give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er,” samtidig med at de arbejder på det nye.


4.4: Autoriteten i dig og næsten. Hohlenberg. Kristi Rige


Når det gælder det kirken, adskilt fra det politiske, kan man normalt nemmere skabe sig en balanceret relation mellem menneske og institution. Jeg vil dele et eksempel med læseren, som jeg finder er inspirerende for forholdet til institutioner, så længe de nu engang eksisterer: Den canadiske blackfoot­indianer Pablo Russell er åndelig rådgiver og arbejder blandt andet for at få kriminelle menneskeligt på fode igen.[41] Pablo kommer jævnligt til Europa og afholder foredrag med mere. For nylig fortalte han på et foredrag om, at han i Europa havde befundet sig ved en katolsk kirke sammen med en hvid kvinde, og da han trængte til at bede, gik han derind. Han havde brug for at lette sit hjerte over den arbejdsbyrde, han havde med foredrag, ceremonier og personlige konsultationer. Da han var færdig og var blevet lettet, opdagede han, at kvinden ikke var gået med ind. Da han kom ud, spurgte han hende hvorfor.

– ”Præster og kardinaler byggede den kirke,” svarede hun, og med tanke på hvor uhyggelige overgreb den kirkelige institution har begået, ikke mindst mod oprindelige folkeslag, væmmedes hun ved at gå derind, så hun blev ude. Hertil svarede Pablo: ”Fattige mennesker byggede kirken, ikke præster og kardinaler.” Pablo uddybede, at kirkerne er bygget så flot for at ære Gud, og at indianerne ikke ser på præsterne som autoriteter, de ser derimod på Jesus’ egne ord. Dét er skelneevne. Efter den dag begyndte kvinden at gå i kirke. Pablo beder langt oftest uden at gå i kirke – den åndelige verden skal nok høre en, hvis man er inderlig i sin bøn – men når man nu står lige foran en kirke, kan man jo lige så godt benytte sig af den… Vores Skaber er jo den samme. Nogle af de både praktisk og hjerteligt mest dedikerede i Europa er i øvrigt hans tjekkiske kursister, fortæller han. Han har spurgt dem, hvorfor de går så meget op i at lave mokkasiner og andre traditionelle indianske genstande – noget, han vel at mærke ikke opfordrer dem til. De svarer, at de har været under kommunistisk åg, og at de oplever, at den indianske åndelighed står for det modsatte, nemlig frihed.

Problemerne opstår, når institutionen de facto sættes højere end Gud, eller kirken anses, som om den er en autoritet. Hvad enten man ser den Europæiske Union som en autoritet eller ej, så er den det i den betydning og i det omfang, EU påvirker ens liv. Og det er unægtelig sværere at udøve samme sjælelig­åndelige forhold til det politiske felt, som man kan vælge at udøve over for den kirkebygning, der slet og ret er et bedehus. Et bedehus udsteder ikke love. Derimod påvirker den katolske institution EU (se især kapitel 6), hvilket dog ikke er dette studiebidrags hovedbudskab eller ­tema. Hovedtemaet er den romersk­katolske væsenskvalitet i EU.

En ledende person for det antroposofiske arbejde i Danmark var i mange år Johannes Hohlenberg (1881­1960). På kan man læse en affotografering af det antroposofiske tidsskrift Vidar fra 1929, hvori Hohlenberg bragte sit essay „Europas Forenede Stater“.[42] – Et uddrag:

”I Mellemeuropa har helt op til vore dage levet en rest af den tanke som i sin tid skabte det tysk­ romerske kejserrige, nemlig tanken om en overnational enhed, som i sig indbefattede forskellige nationaliteter uden at tage parti for eller identificere sig med den ene eller den anden. Denne tanke var i det 19. århundrede trængt stærkt tilbage. Den vesteuropæiske nationale statsidé var trængt frem, for en stor del som en følge af Napoleons krige og hans tilintetgørelse af det tysk­ romerske rige. I århundredets sidste tredjedel førte denne udvikling til oprettelsen af det preussisk­tyske kejserdømme som en art nationalstat efter vestligt mønster.”

Der er visse forskelle mellem EU, som det endnu er i skrivende stund, og et Europas Forenede Stater efter amerikansk model. Det er undertegnede klar over. Jeg ser dog også, at EU mere og mere nærmer sig en europæisk version af sidstnævnte – med nogle få forskelle. Der er tilmed tale om en indretning, hvis grundlov/traktat rummer bestemte politiske ideologier, hvorfor ”kamppladsens” muligheder for at gå andre veje er indskrænket. Hohlenberg skriver senere i Vidar om Europas Forenede Stater:


”Som man ser er den egentlige vanskelighed i Europa herved ikke løst men i grunden blot ignoreret. Den enkelte stats ordning af sine kulturelle forhold overlades til den selv, det vil sige der gøres intet forsøg på at frigøre åndslivet fra den politiske magts tvang. Nødvendigheden heraf erkendes slet ikke. Samfundet organiseres udfra økonomiske interesser. I den ovenfor omtalte artikel i Sunday Dispatch nævner [den engelske statsmand James Ramsay] MacDonald, som noget der om ti år vil være virkeliggjort, en deling af verden i store økonomiske felter, der ledes af mægtige koncerner, som ikke kender andre grænser end markeder. Han mener altså i modsætning til Coudenhove­Kalergi, at det økonomiske liv vil være stærkt nok til selv at sprænge sine bånd. Den politiske sammenslutning kommer for ham i anden række. Men ingen af dem har øje for det der for det europæiske menneske er hovedsagen, den kulturelle frigørelse. Enten Europa organiseres udfra økonomiske eller politiske synspunkter, så bliver resultatet i begge tilfælde, for det store flertal af menneskene, en trældom, som trods sine tilsyneladende blidere former vil blive mere effektiv end nogen som verden tidligere har set. De ledende vil få en magt der langt overgår hvad nogen fortidens suveræn har besiddet.

Ligesom Wilsons «Nationernes selvbestemmelse» i praxis blev deres undertrykkelse i en grad som aldrig før, vil den paneuropæiske union og «Europas forenede stater» kunde blive signalet til en permanent krigstilstand, der ganske vist ikke vil leve sig ud som de hidtidige krige mellem stater men som indre borgerkrige mellem nationaliteter og klasser. MacDonald har selv en anelse herom og udtaler det således: «Løsenet fra 1918: Nationernes selvbestemmelsesret vil blive afløst af det endnu vigtigere: Individernes selvbestemmelsesret». Hvis man i et sådant udtryk vil se andet end et intetsigende politisk slagord, kan det kun betyde dette: Åndslivets, det kulturelle livs frigørelse fra det politiske.”

Der er ganske mange eksempler på, at EU blander sig i landenes åndsliv og søger at lede det i bestemte retninger, ikke mindst i uddannelsessektoren – se kapitel 6. Om Kristi ord ”mit rige er ikke af denne verden” sagde Steiner i sit sidste ‘imperialismeforedrag’ noget, som bringer os tilbage til Manis intention fra nærværende studiebidrags kapitel 2. Man kan jo nemlig ikke sætte lighedstegn mellem på den ene side stater (læs: nationalstater) og imperier (såsom EU) og på den anden side fuldt mellemmenneskelige eller mellemfolkelige organisationer. Nationalstater rummer for deres del hver deres folkeslag plus minoriteter, og EU vil stadig både være geografisk afgrænset og stående i forhold til andre stormagter – også hvis unionens nationalstater helt blev udfaset, og et etnisk potpourri opstod i amerikansk omfang. Mellemmenneskelige grupper og organisationer kan udmærket skabes på tværs af folkesjæle på andre måder ud fra ganske andre tankesæt end såvel nationalstaternes som EU’s.

Den 22. februar 1920 – i det sidste af sine tre imperialismeforedrag [15] – sagde Steiner følgende om Kristi rige: ”Hverken en kirke i det ydre eller en stat i det ydre kan virkeliggøre dette rige, og det kan et imperium for den økonomiske sfære heller ikke. Det eneste, der kan bringe dette rige til virkelighed, er viljen hos det enkelte menneske, der lever i en uafhængig ånds­ og kultursfære.” – Jeg bifalder, hvis læseren mediterer over, hvorvidt EU­staten er en undtagelse fra dette. Til meditationen kan man eventuelt supplere med mit studiebidrag ‘Nationalitet, individ og EU’, og derudover kan det kun anbefales, at man i det hele taget orienterer sig i dagligdagen fra et bredt udsnit af medier; noget, som Steiner konkret opfordrede sine antroposofiske elever til for at se tidens symptomer fra flest mulige vinkler.

Det nytter ikke at se ensidigt på, at EU er en (potentiel) erstatning for nationalstaten, hvis heller ikke EU lever op til ovenstående. Nogle vil måske argumentere: ”Men med EU er vi dog nået et langt stykke – den lader jo nationalstaterne stå for fald, og dem vil vi jo af med. Resten må vi ordne undervejs eller bagefter.”

– Men for det første: Hvis vi er enige om, at sand enhed kun kan opnås gennem frie viljer, og det er vi forhåbentlig, vil EU’s integrationsproces med alle dens fortielser, løgne og betvingelser så ikke uundgåeligt føre til ufred? – For det andet: Steiner talte for lighed i menneskenes


demokratiske retsliv. Individets stilling er i EU så udemokratisk stillet, og EU’s imperialistiske parløb med USA er (med pletvise undtagelser) så etableret, at vi må gå helt andre veje, nemlig nedefra, via de enkelte mennesker. I sine imperialismeforedrag talte Steiner om den angloamerikanske imperialisme. USA’s regering og efterretningstjenesten CIA var fra tidlig start netop aktiv i skabelsen af EF/EU, og den imperialisme, de skabte, er lige så ahrimansk som at knytte magtfulde enhedsstater til hvert enkelt folkeslag (blodet). Det andet spørgsmål, når vi taler om EU, er derfor: Én ahrimanisme er vel ikke bedre end en anden? Vel særligt ikke, når der er en helt tredje vej at gå, nemlig tregrening og andre nære forandringer skabt nedefra, bid for bid?

Idéen om indefra at reformere EU eller andre store, magtfulde foretagender er forståelig og velmenende, men som Steiner flere gange påpegede, kommer de sociale fremskridt ikke an på, om noget er velmenende, men på om de pågældende (i kærlighed fremkomne) idéer har rod i de sociale/ydre samt sjælelig­åndelige realiteter. Og realiteten er, at vi bag EU’s kulisser har okkulte forvaltnings­ og modstandskræfter, som har tusinder af års erfaring med at forvalte, præge og manipulere. Vi vil i alvorlig grad udskyde – måske helt blokere – det sociale fremskridt, hvis vi i dette regi forsøger at ”ordne resten undervejs eller bagefter”.


4.5: Monnets og Joseph de Maistres mistro til individet

En af de mest centrale og kendteste EF­faddere, katolikken Jean Monnet, beskrives i Andreas Brachers antroposofisk funderede bog ‘Europa im amerikanischen Weltsystem’ (Perseus Verlag Basel, 2001). Bogafsnittet «Institutionen sind wichtiger als Menschen» er betegnende for dette studiebidrags tema og er gengivet i det antroposofiske månedsskrift Der Europäer nr. 5/1998. Hele nummeret er lagt på internettet som en pdf­fil.[43] Med et vielen Dank til Andreas Bracher og Der Europäer slutter vi dette kapitel på med en oversættelse af hele bogafsnittet:

«Institutioner er vigtigere end mennesker»

Monnet lod sig gerne omtale som »demokrat«. Monnet fandt, at dét at kunne betegne en politiker som »demokratisk« var at ære denne. »Demokratisk« var for ham en verdensanskuelse – og ikke bestemte politiske procedurer – i det konglomerat af verdensanskuelser, som man i dag gerne betegner som »vestligt«. Monnet har faktisk haft et temmelig stort antal politiske embeder, men er ikke blevet valgt til nogen af dem. Da han endelig selv oprettede og udviklede institutioner i Europa, blev det på baggrund af hans forståelse af demokratibegrebet, der dermed i sidste ende blev betydningsløst. Ethvert menneske begynder verden forfra. Kun institutioner bliver klogere, idet de oplagrer den kollektive erfaring, og af den erfaring og klogskab vil menneskene, som er underlagt de samme love, gradvist konstatere, at ikke deres natur, men deres adfærd ændrer sig.1 Hvad der viser sig både i dette og mange lignende af Monnets udsagn, er en principiel mistro til individet, og derved tager han parti for institutionerne som de egentlige verdenshistoriske individualiteter. ”Institutioner er, som jeg allerede har sagt, vigtigere end mennesker”, skriver han i sine erindringer – og det har han faktisk sagt igen og igen.2 For Monnet er troen på institutionerne blevet en erstatning for en spirituel verdensanskuelse. Han mener i institutionerne at have fundet en videreudvikling, som stammer fra reinkarnationsloven. Han har søgt efter udødelighed i institutioner: Om en ven har han sagt, at han var klog nok til at efterlade noget vedvarende efter sin død: en institution. Denne type religion har også præget hans holdning til de europæiske institutioner. Det synes at have været hans ambition at gøre institutionerne så vedvarende og uomstødelige som muligt: ”storslåede bygninger”, som formår at trodse enhver modstræbende bevægelse bestående af enkeltindivider.


Institutionerne har deres betydning og berettigelse som organ for en fælles ageren. Som sådan er

det dens skæbne at dø, når den impuls, der har næret den, er udtømt. I Monnets

institutionsforståelse ligger derimod faren i at skabe impulser eller bevare dem, som egentlig ikke

bliver båret af eller ikke bliver ønsket af individerne, men påtvunget dem.

Monnets fremgangsmåde med at opbygge Europa var med tricks at fravriste hidtil ukendte institutioner deres virkelighed og så – i det øjeblik institutionen var der fysisk – at bringe ånden ind i dem, som så kunne fylde dem ud. Denne ånd var til syvende og sidst sådan én, som med en vis konsekvens svarede til målet med institutionalismen: den katolske kirkes ånd. Monnets mistro til individet er egentlig en forvandlet katolsk impuls. Der er den erkendelse, at al individuel forfængelighed, er forspillet til en tilbagevenden til kirkens skød – alle institutioners institution. Monnet stammede fra et miljø, hvor kvinderne var strengt katolske, og mændene var anti­ klerikale. Også hans egen hustru skulle have været meget katolsk, og hans ældre søster havde en betydningsfuld stilling i en katolsk lægmandsforening. Monnet selv skulle være blottet for interesse for religion, men erklærede sin beundring for den 2000 år gamle kirkelige tradition som institution. I sin egen ærgerrighed som skaber af institutioner må han forekomme at stå som et forbillede for den.3 Med denne tilnærmelse til kirken har Monnet også knyttet forbindelse til to hovedkilder, som giver næring til den europæiske forening: den politisk­økonomiske strømning fra amerikanske frimurere og fra den åndelige fra Vatikanet.4

Monnets institutionelle teknik bestod i at knytte forbindelse mellem økonomi og politik. De myndigheder, der blev sat i værk til at forvalte specifikke økonomiske områder, skulle ved en egen dynamik udvikle sig til en politisk storinstitution. Monnet forventede, at det afgørende skridt var møntunionen, som han propaganderede for fra 1958. Han troede, at dens følgevirkninger måtte føre til en fuldgyldig politisk union.5 Dette nære samarbejde og blandingen af økonomi og politik modsiger ikke kun den klassiske liberale statsforståelse, men også principperne i tregreningen, der kræver en egen lovgivning for udvikling af disse sfærer. Mange udsagn peger tydeligvis på, at Monnet så Europa som et mønsterværdigt eksempel på at gøre en avanceret økonomisk udvikling mulig. Det kan være grunden til, at man også i dag får indtryk af, at retten er fuldkommen underlagt økonomiens krav – virkelige eller sandsynlige – og bliver tilpasset vilkårligt.

Måske kan man forklare Monnets institutionalisme med den stemning, der var i Europa efter krigen. To europæiske krige inden for 30 år havde efterladt træthed, udmattelse og pessimisme. Det kan være, at denne stemning endda berettigede til at mure sig inde i institutioner for i det mindste at have lidt ro. Men man kan ikke antage, at denne stemning også kunne tjene som redskaber til opbrud og virkelig produktiv udvikling af fremtiden.

1 François Duchêne: Jean Monnet – the First Statesman of Interdepencence, New York/London 1994, side 401.

2 Jean Monnet: Erinnerungen eines Europäers (med forord af Helmut Schmidt), München 1980, side 596.

3 Se tillige Duchêne, side 56.

4 Om den katolske impuls’ indflydelse i Europa: se Thomas Meyer, Ludwig Polzer­Hoditz, side 493ff.

5 Duchêne, side 312.

Andreas Bracher udså sig foroven denne essens af Monnets verdenssyn: ”Ethvert menneske begynder verden forfra. Kun institutioner bliver klogere, idet de oplagrer den kollektive erfaring, og af den erfaring og klogskab vil menneskene, som er underlagt de samme love, gradvist konstatere, at ikke deres natur, men deres adfærd ændrer sig.” – Man forstår for så vidt sætningen, men den modsiger sig selv. En institution kan ikke være klog, for den har lige så lidt bevidsthed som en hjulkapsel eller et fiskenet. Kun konkrete mennesker (og på deres egen måde


andre levende væsener) kan have bevidsthed. På den ene side er sætningens tese, at ethvert menneske begynder verden forfra, på den anden side indrømmes det, at menneskers adfærd gennem kultivering kan ændre sig.

Det er sandt, at hver af os begynder verden forfra, men dette er kun halvt sandt i og med de foregående inkarnationers oplagrede erfaringer, der medvirker som træk, tendenser og ubevidste impulser i personligheden. Halve sandheder kan være værre end hele løgne; hvis Monnets opfattelse af reinkarnation er en videreudvikling af reinkarnationsloven (jeg vil sige reinkarnationsprincippet), så er denne videreudvikling vildfaren og tom. Dette bør ikke undre, når

vi har at gøre med en mand, der stod i en religion, der fornægter den ånd, som i det mindste i sit ”nedre” led udgør det, som overhovedet skal reinkarnere – og som overhovedet har et formål med at sende sjælen ind i et fysisk legeme på Jorden. Både Rudolf Steiner og andre store ånder har sagt det omtrent sådan, at det ”øvre” af den inkarnerede sjæl har en let berøring med det ”nedre” af ånden og således giver til ånden af livserfaringer, hvad ånden kan bruge. Ånden forholder sig til sjælen, sådan som sjælen forholder sig til kroppen og alle dennes erfaringer i det fysisk­ sanselige jordeliv.

Visse fortalere for EU fremhæver, at ”masserne” ikke altid vil det, der er rigtigt og sundt. Det er jeg enig i. Synspunktet er ikke mindst fremherskende i Tyskland, der havde grumme erfaringer med en demokratisk valgt herre ved navn Adolf Hitler. – Men hvem skal definere, hvad der er rigtigt og sundt? At ville EU med den begrundelse, at menneskemasserne ikke altid vil det sunde eller blot ikke ”det bedst muliges kunst” er selvmodsigende, fordi den nødvendigvis forudsætter, at nogle har mere definitionsret og dermed definitionsmagt end andre. Altså er vi tilbage i det tyranni, man siger, at man vil undgå. Der er simpelthen ikke anden vej at gå til et sundt samfund end til stadighed oplyste, inkluderende indretninger, hvori alle enkelte kan gøre sig gældende. Det er bare ikke det, visse personer ønsker. De har det, vi kan kalde driften efter at forvalte andre. Temaet berøres andre steder i dette studiebidrag, men et enkelt konkret eksempel er det følgende:

Gert Sørensen, dr.phil., lektor på Romansk Institut ved KU, skrev i 2003 bogen ’Kairos – Træk af humanisme og posthumanisme i italiensk kultur’ (Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet). Side 153 belyser: ”Kritikken af demokratiet har for [Domenico] Fisichella en antropologisk dimension og „angår dets grundlæggende optimistiske træk“. Den første eksponent for denne kritik var Joseph de Maistre, der fra sit traditionalistiske standpunkt vendte sig imod Rousseau, der i indledningen til Du contrat social (1792) skrev, at „mennesket er født frit“, hvorfor slaveriet var en tilfældig historisk konjunktur, der kunne overvindes. De Maistres svar var, at mennesket overladt til sig selv var alt for ondt til at være frit, hvorfor slaveriet altid har været en naturlig betingelse for store dele af menneskeheden frem til kristendommens indførelse.”

– Fisichella var førende intellektuel i partiet Allenza Nazionale (det tidligere nyfascistiske MSI).

Franske Joseph de Maistre (1753­1821) var i 1774 til 1790 frimurer i logen Scottish Rite Masonic lodge i Chambéry. (Kilder:, en broderliste fra den nu nedlagte hjemmeside for frimurerne i Wien, m.fl.). Tillige blev Maistre (også ifølge angivelig uddannet af Jesuiterordenen, og han er begravet i Jesuiterkirken af de Hellige Martyrer, Chiesa dei Santi Martiri. – Igen ses to EU­strømninger repræsenteret. Efter den Franske Revolution blev Maistre en varm forsvarer for Jesuiterordenen, og han sammenlignede revolutionsånden med ordenens traditionelle fjender. Han var en af de fremmeste talsmænd for en kontrarevolutionær og autoritær konservatisme lige efter revolutionen. Maistre talte for at genoprette det absolutte monarki og for autoriteten til paven i både religiøse og politiske sager. Som Gert Sørensen påpeger: Maistre var ”den første eksponent” for den ovennævnte kritik af demokratiet. Man kan fundere over, hvor mange der mon sidenhen er blevet påvirket af denne kombinerede frimurers og jesuits tankesæt.


Om Monnets og Maistres mistillid til individet melder sig spørgsmålet: Hvem er ikke et individ? Den verdensberømte komikergruppe Monty Python fangede på genial måde denne pointe i filmen ’Life of Brian’ (1979), hvor Brian siger til den store menneskeflok, der tror, han er Messias:

”Hør, I har fået det helt galt i halsen. I har ikke brug for at følge mig. I har ikke brug for at følge nogen som helst. I må tænke selv. I er allesammen individer!”

Menneskeflokken i kor: ”Ja, vi er allesammen individer!”

Brian: ”I er alle sammen forskellige!”

Menneskeflokken i kor: ”Ja, vi er alle sammen forskellige!”

Én mand i flokken: ”Jeg er ikke.”

En af de andre mænd i flokken til manden: ”Shhh!”

– Den umulige og selvmodsigende absurditet i bemærkningen ”jeg er ikke” er så tyk, at den bliver befriende tydelig. Den er et oplagt meditationstema, hvad angår EU og andre forvalter­ foretagender.

Filmklippet er på YouTube:

Link til klippet:

eller her:


Studiebidraget fortsættes i del 2 (KLIK):­rom2.html







[4] red. Otto Steen Due og Jacob Isager, udgivet af tidsskriftet Sfinx, 1993.

[5] Daily Telegraphs onlineudgave 30. maj 2001 –­urges­Brussels­to­ tighten­grip­on­the­euro.html

[6] På filmoptagelse: og her i avisgengivelse:­hails­the­European­empire.html


[8] 2006. Udgivet 2007 af Boca Raton, Florida, USA; / Afhandlingens første

16 sider:­b/1123698b.pdf / Flere udvalgte sider:

[9]­federalists­financed­by­ US­spy­chiefs.html (særligt sidste del: ”The [amerikanske] State Department also played a role. A memo from the European section, dated June 11, 1965, advises the vice­president of the European Economic Community, Robert Marjolin, to pursue monetary union by stealth.

It recommends suppressing debate until the point at which ”adoption of such proposals would become virtually inescapable”.”) … ‘by stealth’ betyder ‘i smug’ # # Aktuelt foregår forhandlingerne om handels­ og investeringsunionen TTIP mellem EU og USA under udstrakt hemmelighed. Dog har særligt erhvervslivets ”tunge drenge” adgang til forhandlingerne.

[10] Newsweek International, November 1998 ­ February 1999. Temanummer om euroen. På side 6­7 vises en tidslinje over udviklingen af idéen om en fælles mønt.

[11] Ni foredrag holdt i Dornach fra 18. oktober til og med 3. november 1918. GA 185. Oversigt over og links til alle foredragene:

[12] Eksempler:




[15] Ideas for a New Europe – Crisis and Opportunity for the West. Syv foredrag givet i Dornach mellem 12. december 1919 og 22. februar 1922. Rudolf Steiner Press, Sussex, 1992. Det er foredrag hentet fra GA 194 og, for de tre imperialismeforedrags vedkommende, GA 196.

What is necessary in these urgent times, SteinerBooks, Massachusetts, 2010. På tysk: Geistige und soziale Wandlungen in der Menschheitsentwickelung, Rudolf Steiner Verlag, Dornach, 1992. GA 196.

De syv foredrag i Ideas for a New Europe er disse, her dog i en anden oversættelse, og de tre sidste foredrag/links er imperialismeforedragene:








[16] 13. foredrag i ‘Bidrag til forståelse af Golgata­mysteriet’ (GA 175). Foredragsrække afholdt i Berlin.

[17] 15. foredrag i ‘Bidrag til forståelse af Golgata­mysteriet’ (GA 175). Foredragsrække afholdt i Berlin.

[18]­meetings­report­1955.pdf (i andet afsnit i kapitlet ‘V. European Unity’ på side 7; “A European speaker expressed concern about the need to achieve a common currency, and indicated that in his view this necessarily implied the creation of a central political authority.”).

[19] eller her: (klik på pdf­linket på netsiden) (side 26, punkt B).

[20] Fra Munksgaards Fremmedordbog: ● presbyter: menighedsforstander i den første kristne kirke. ● presbyterianer: tilhænger af presbyterianismen. ● presbyterianisme: kristen sekt, især i England, som vil have kirken styret af presbytere og ikke af biskopper. ● presbyteriansk: vedr. presbyterianisme.


[21] ”Acting together, the European Union and the United States can be a formidable force for good in the world. Our aim should be an effective and balanced partnership with the USA. This is an additional reason for the EU to build up further its capabilities and increase its coherence.” Fra: A Secure Europe in a Better World. European Security Strategy, Brussels 12 December
2003. Det anbefales at læse hele doktrinen, men citatet er fra side 42: eller side 13 i denne udgave:

[22] Inner Impulses of Evolution: Atlantean Impulses in the Mexican Mysteries. The Problem of Natural Urges and Impulses, The Problem of Death. Dornach, 24. september 1916, fra GA 171;

[23] Düsseldorf, 15. juni 1915, GA 159;

[24] På dansk: Wladimir Solovjov: Kort fortælling om Antikrist, Brage, 1984. På norsk: Vladimir Solovjov: En kort fortelling om Antikrist, Ex Libris A/S, 1984.


– og på tysk: http://fvn­­146.html samt den følgende side: http://fvn­­147.html

Hele den tyske passage:

”– man darf nicht vergessen, daß jetzt von maßgebenden Persönlichkeiten etwa das Folgende

gesprochen wird. Von maßgebenden Persönlichkeiten wird gesagt: Diejenigen, welche das

Prinzip der römischen Kirche vertreten, werden alles daransetzen, in der nächsten Zeit die

einzelnen Staaten des ehemaligen Deutschen Reiches selbständig zu machen und aus

denselbständigen Staaten, mit Ausschließung – ich erzähle nur – der Vorherrschaft von Preußen,

wieder aufzurichten das Heilige Römische Reich Deutscher Nation, das sich selbstverständlich,

wenn es von so hervorragender Seite aufgerichtet wird, in seiner Macht über die umliegenden

Nachbargebiete erstrecken wird. Denn – sosagen die betreffenden Leute – wir haben es nötig, auf

diesem Wege die allergefährlichsten, allerschlimmsten Bewegungen, die es heute gibt, mit Stumpf

und Stielauszurotten. Und – so fügen diese Leute dazu – wenn es nicht gelingen sollte, das

Heilige Römische Reich Deutscher Nation aufzurichten, und es wird gelingen – so sagen die

Leute –, wenn es nicht gelingen sollte, so werden wir andere Mittelfinden, die widerstrebendsten,

die gefährlichsten Bewegungen der Gegenwart mit Stumpf und Stiel auszurotten, und das sind die

anthroposophische Bewegung und die Bewegung zur religiösen Erneuerung.

Ich zitiere Ihnen fast wörtlich. Und Sie sollen sehen, daß die Worte, die ich von Zeit zu Zeit immer spreche – daß die Schwierigkeiten nicht kleiner werden, sondern mit jeder Woche größer –, daß diese Worte durchaus auf einem festen Untergrunde erbaut sind. Ich möchte sie gerade heute zu Herzen derjenigen bringen, die aus ihrem Herzensernste heraus sich zur Mitgliedschaft dieser Schule bekennen. Nurwenn wir aus solchem vollen Ernste heraus Mitglieder der Schule sind, aber auseinem aktiven Ernste heraus, werden wir den Fels errichten können, den wir nötig haben, wenn wir durch die Schwierigkeiten der Zukunft hindurchwollen.

Sie sehen aber daraus, daß tatsächlich gewichtiger von den Gegnern genommen wird Anthroposophie – denn die religiöse Erneuerung ist ja nur ein Zweig von ihr –, daß gewichtiger genommen wird Anthroposophie von den Gegnern als von vielen derjenigen, die innerhalb der Mitgliedschaft leben. Denn wenn man heute erfahren kann, daß das im Jahre 1806 untergegangene Heilige Römische Reich Deutscher Nation wieder aufgerichtet werden soll, um solch eine Bewegung wegzuschaffen, so bedeutet das doch, daß man die Sache sehr ernst nimmt. Es handelt sich bei einer Bewegung, die im Geiste gründet, nicht, wahrhaftig nicht darum, meine lieben Freunde, wieviel Mitglieder sie zählt, sondern es handelt sich darum, welche Kraft ihr


innewohnt gerade aus der geistigen Welt heraus. Das sehen die Gegner, daß ihr eine starke Kraft innewohnt; deshalb wählen sie nicht leichte, sondern wählen scharfe und starke Mittel.”

[26] Nummer 12, august­september 2012; http://www.lochmann­­ fiskalpakt.pdf

[27] Merkels udtalelse og Finanspagtens grundlag er blevet medieomtalt flere steder, dog ikke så meget, som man måske kunne ønske. Et af medierne var Djøf­bladet 21. marts 2012 med denne artikel af Troels Hegger: ‘Tyske principper skal styre Europas økonomi’;­principper­skal­styre­europas­­oe­konomi.aspx

[28] Hele ‘Karma of Untruthfulness’ bind 1 (GA 173): http://fvn­ … bind 2 (GA 174): http://fvn­

[29] Problems of the Time (1). Sjette foredrag i: GA 181; A Sound Out­look for To­day and a Genuine Hope for the Future.

[30] Roman Catholicism, tredje foredrag af tre, Dornach, 6. juni 1920. Fra GA 198.

[31] Symptomatology of Recent Centuries. Andet foredrag af ni i: GA 185; From Symptom to Reality in Modern History. Dornach, 19. oktober 1918. På tysk: http://fvn­ (side 35­60) og på engelsk:

[32] The Mechanistic, Eugenic and Hygienic Aspects of the Future. Tredje foredrag i: GA 186; The Challenge of the Times. Afholdt 1. december 1918.

[33] Die Geistigen Quellen Osteuropas und die künftigen Mysterien des Heiligen Gral, Philosophisch­Anthroposofischer Verlag am Goetheanum, Dornach, 1989. Engelsk udgave: The Spiritual Origins of Eastern Europe and the Future Mysteries of the Holy Grail, Temple Lodge Publishing, 1993. Information om bogen: isbn_in=9780904693553 og her: id=_y3nDzXvcB8C&redir_esc=y

[34] The Relation Between the Deeper European Impulses and Those of the Present Day. Niende og sidste foredrag i: GA 185; From Symptom to Reality in Modern History. Dornach, 3. november 1918. På tysk: http://fvn­ (side 198­231) og på engelsk:

[35] Spirit Cognition as a Basis for Action. Stuttgart, 30. december 1919. Falko har dette foredrag fra bogen ‘Freedom of Thought and Societal Forces’, Steiner Books, Anthroposophic Press, Massachusetts, USA, 2008. Er en oversættelse af ‘Gedankenfreiheit und soziale Kräfte’; en udgivelse fra 1985. GA 333. På tysk: http://fvn­ … Om den engelske udgivelse:

[36] Foredrag holdt i Dornach 8. februar 1920. Tolvte foredrag i foredragsrækken ‘Geistige und soziale Wandlungen in der Menschheitsentwickelung’, udgivet af Rudolf Steiner Verlag, Dornach, Schweiz, 1992. Udgivet på engelsk under titlen ‘What Is Necessary in These Urgent Times’ af SteinerBooks, Anthroposophic Press, Massachusetts, 2010. GA 196. På tysk: http://fvn­

45 (side 180­195) … Om den engelske udgivelse:

[37] Foredragsrække, GA­nummer og link er det samme som i [36]. Foredraget fra 15. februar 1920 er side 228­243.

[38] Tre foredrag holdt hhv. 30. maj, 3. juni og 6. juni i Dornach. Fra GA 198. Links til de engelsk­oversatte foredrag i rækkefølge:




[39] GA 4. Er i realiteten det samme som Steiners bog ‘Frihedens Filosofi’. Det anbefales stærkt at læse og arbejde med bogen i dens papirform, men bogen er desuden lagt på internettet på tysk: http://fvn­ … og i flere engelske oversættelser:

I særdeleshed denne Steiner­bog kan ikke læses med optimalt udbytte (eller sådan som forfatteren havde til hensigt) ved at springe frem og tilbage i bogen. Den er forfattet meget bevidst på at blive læst og gennemarbejdet kronologisk.


[41] Dansk hjemmeside for Pablo Russell: … International udgave: … Pablo har i november 2014 udgivet bogen ‘The Path of the Buffalo ­ Medicine Wheel’ på forlaget ETNA Edition, ISBN 978­87­989526­1­9. For køb af bogen, kontakt Ulla på info[snabel­a]


[43]­Europaer/JG_02/Europaer_05_1998.pdf (side 3­4. Desuden anbefales det efterfølgende kapitel ‘Monnet – ein Freund Deutschlands?’ på side 4­6).



Helmut Zander Der Generalstabschef Helmuth von Moltke d.J. und das theosophische Milieu urn Rudolf Steiner

6 Giu






Helmut Zander


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke d. J. und das theosophische Milieu um Rudolf Steiner



Helmuth von Moltke führte 1914 als Generalstabschef die deutsche Armee in den Ersten Weltkrieg und in die ersten großen Siege und Niederlagen. Eine seiner ex-ponierten Stellung adäquate Biographie steht allerdings aus. Der vorliegende Bei-trag will diese Lücke punktuell schließen. Im Mittelpunkt meiner Studie steht nicht Moltkes militärische Laufbahn, sondern sein persönliches Leben, das ich von ei-ner Facette her, der Beziehung zu dem Theosophen und späteren Anthroposophen Rudolf Steiner, aufschlüsseln möchte. Was als esoterische Marginalie erscheinen mag, erweist sich als weitreichender Einblick in die religiösen und weltanschauli-chen Vorstellungen Moltkes und ist meines Erachtens einer der wichtigsten Zu-gänge zu seinem privaten Leben.


Moltkes Frau Eliza nimmt dabei eine Schlüsselstellung ein. Sie zählte zum in-neren Kern der Theosophischen Gesellschaft und ermöglichte Steiner das Entrée ins Haus Moltke. Zum Politikum wurde dieses Beziehungsnetz durch ein Gespräch Steiners mit Moltke am 27. August 1914 nahe Koblenz, wo die deutsche Armee ihr Hauptquartier aufgeschlagen hatte. Diese Unterredung war der Ausgangspunkt ei-ner langen, weit über Moltkes und Steiners Tod bis in die nationalsozialistische Zeit hineinreichenden, teilweise überaus polemischen Debatte, die die »Kriegs-schuldfrage« im Vorwurf einer »okkulten« Beeinflussung Moltkes bündelte und unterschwellig, oft auch explizit Steiner die Niederlage an der Marne und damit die deutsche Niederlage im Ersten Weltkrieg zuschob1.


Gegenüber derartigen Komplexitätsreduktionen versuche ich, den viel-schichtigen Verschränkungen von persönlichem und militärischem Leben nach-zugehen und sie, soweit möglich, für die Deutung der politischen Dimension von Moltkes Leben nutzbar zu machen – wider die Extrempositionen, die entweder das private Leben monokausal mit dem militärischen erklären oder beide bis zur Beziehungslosigkeit trennen. Der Aufsatz gehört damit zu den Versuchen der ak-tuellen Forschung, die oft auf politische oder militärstrategische Aspekte zen-trierte Militärgeschichte einer Relecture zu unterziehen, bei der die Akteure we-der als autonome Individuen noch als Funktionsstellen sozialer Strukturen er-scheinen, sondern bei der ihr Verhalten in Beziehungsfeldern mit erhöhtem Kom-plexitätsniveau situiert wird2. Dabei entsteht ein Verlust an Eindeutigkeit




Die Debatte um Moltke und Steiner wurde von den Nationalsozialisten unmittelbar nach der Machtergreifung im Rahmen weiterer Polemiken, unter anderem unter Aufdeckung seiner freimaurerischen Aktivitäten und mit der Verleumdung, er gehöre zur »jüdischen Weltverschwörung«, losgetreten.


Der weitere Horizont ist die zunehmende Akzeptanz biographischer Zugänge in der Hi-storiographie in Deutschland; vgl. dazu die grundsätzlichen Ausführungen bei Margit Szöllösi-Janze, Fritz Haber, München 1998, S. 9-15.


Militärgeschichtliche Zeitschrift 62 (2003), S. 423-458 © Militärgeschichtliches Forschungsamt, Potsdam


Download Date | 6/6/18 10:27 PM


424      MGZ 62 (2003)                                                                                      Helmut Zander


hinsichtlich der Motive und der Genese von Handlungen, der mir zugleich als Gewinn erscheint: Künftige Forschungen sollten damit besser sehen können, wel-cher Mensch hinter dem Strategen Moltke und seinen Entscheidungen über Le-ben und Tod stand.




  1. Quellen und Literatur



Die Literatur über Moltke läßt sich in drei große Blöcke aufteilen: (1.) Die »Bewäl-tigungsliteratur«, die noch im Ersten Weltkrieg zu erscheinen begann und die wich-tige Fakten in oft interessegeleiteten und hoch emotionalisierten Darstellungen an-bot. Bei allen hermeneutischen Problemen bleibt dieses Genre als Quellenbereich unverzichtbar. (2.) Die wissenschaftliche Literatur war bislang auf wenige militär-historische und biographische Titel beschränkt, doch liegt seit 2001 die Analyse Annika Mombauers zu Moltkes Rolle bei der Entfesselung des Ersten Weltkriegs vor, die weite Bereiche der Literatur sichtet, unbearbeitete Quellen erschließt und das Material für eine neue Deutung von Moltkes militärischer Biographie nutzt. (3.) Schließlich gibt es anthroposophische Literatur, die sich vornehmlich für die »esoterischen« Interessen und Aktivitäten Moltkes interessiert, in der sich aber auch wichtige biographische Details finden3.


Die Quellenlage hinsichtlich seines persönlichen Lebens ist schlecht, da viele Dokumente als verloren gelten müssen und andere nicht öffentlich zugänglich sind, die Zeitzeugen sind fast alle verstorben4. Aus Moltkes Nachlaß sind nur wenige und für die Verbindungen zu Steiner irrelevante Materialien ins Bundesarchiv -Militär-archiv nach Freiburg im Breisgau gelangt. Eine Reihe von Briefen Moltkes an seine Frau und einige seiner Memoranden wurden 1922 von Eliza von Moltke in der Ab-sicht, die Unschuld ihres Gatten an der deutschen Niederlage zu belegen, veröffent-licht, allerdings ohne Offenlegung von Auswahlkriterien und möglichen Kürzun-




Annika Mombauer, Helmuth von Moltke and the Origins of the First World War, Cam-bridge 2001. Neben der »Bewältigungsliteratur« hat Mombauer auch erstmals viele der im Bundesarchiv-Militärarchiv in Freiburg liegenden Nachlässe von Offizieren, die für Moltkes Lebens relevant sind, einbezogen. Darüber hinaus Heinrich Walle, Helmuth Moltke [d.J.], in: Neue Deutsche Biographie, Bd 18, Berlin 1997, S. 17 f.; Friedrich von Tempelhoff, Der jüngere Moltke, in: Heerführer des Weltkrieges, hrsg. von der Deut-schen Gesellschaft für Wehrpolitik und Wehrwissenschaften, Berlin 1939, S. 19-39, be-ruht weitgehend auf den von Eliza von Moltke veröffentlichten Briefen. Siehe auch Wal-ter Görlitz, Kleine Geschichte des deutschen Generalstabes, Berlin 1967, S. 146-172 und Gotthard Jäschke, Zum Problem der Marne-Schlacht von 1914, in: Historische Zeitschrift, Bd 190, I960, S. 311-348. Hilfreicher Überblick über Moltke als Soldaten bei Correlli Bar-nett, Anatomie eines Krieges. Eine Studie über Hintergründe und entscheidende Pha-sen des Ersten Weltkrieges, München, Esslingen 1963, S. 13-122. Wenig neues bei Ken-neth Macksey, From Triumph to Desaster, London 1996. Überblick aus der Sekundärli-teratur Otto Friedrich, Blood and Iron. From Bismarck to Hitler, the Moltke Family’s Im-pact on German History, New York 1996, S. 227-257. Andreas Stein bereitet eine biographische Arbeit über Moltke vor.


Am 3.2.2003 führte ich ein Gespräch mit Marieliza Gräfin d’Huc-Bethusy (+ 20.9.2003) und Rosemarie von Berghes, Töchter von Moltkes Tochter Astrid. Für die Offenheit und Hilfs-bereitschaft bedanke ich mich an dieser Stelle nochmals herzlich.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 425


gen5 . Ihre Eingriffe sind bis heute nicht nachvollziehbar, da wesentliche Teile von Moltkes Nachlaß entweder vernichtet sind oder, soweit sie noch existieren6 , sich in Privatbesitz befinden. Aus den Händen seiner Frau gelangte der Nachlaß oder Teile davon an beider Tochter Astrid7 . Mutter und Tochter betrachteten diesen Bestand als eine Art spirituelles Vermächtnis8 (die Gründe werden im folgenden noch deutlich werden) und nutzten ihn in privaten Zirkeln, aus denen heraus einzelne Inhalte dieser Texte an die Öffentlichkeit kamen9 . Aus dem Erbe Astrid von Moltkes, verheiratete Gräfin Bethusy-Huc, gingen Moltkes Papiere an den Anthroposophen Jürgen von Grone über; heute befinden sie sich in Händen des Anthroposophen Thomas Meyer1 0 .



  • Helmuth von Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente 1877-1916. Ein Bild vom Kriegs-ausbruch, erster Kriegsführung und Persönlichkeit des ersten militärischen Führers des Krieges. Hrsg. und mit einem Vorw. versehen von Eliza von Moltke, Stuttgart 1922. Die Zu-sammenstellung, im anthroposophischen Verlag Der Kommende Tag erschienen, ist edi-tionstechnisch problematisch, da beispielsweise die Kriterien der Auswahl und der Kür-zungen nicht offengelegt sind und unklar ist, welche weiteren Briefe damals noch existier-ten. Emily Oncken, Panthersprung nach Agadir. Die deutsche Politik während der Zwei-ten Marokkokrise 1911, Düsseldorf 1981, S. 217 behauptet, allerdings ohne Quellenangabe, daß die Herausgabe seit 1914 geplant gewesen sei. Sollte diese Angabe kein Schreibfehler sein, hätte die Sammlung ihren Grund in Helmuth von Moltkes eigenen Plänen einer Ver-teidigung seiner militärischen Entscheidungen. Die vorliegende Sammlung trägt aber die Handschrift Elizas von Moltke, die schreibt, die Sammlung 1919 konzipiert zu haben (S. VII).


  • Nach Jehuda Wallach, Das Dogma der Vernichtungsschlacht. Die Lehren von Clause-witz und Schlieffen und ihre Wirkungen in zwei Weltkriegen, Frankfurt a.M. 1967, S. 127 f. hat Moltkes Sohn Wilhelm 1945 vor seiner Flucht aus Berlin Unterlagen seines Vaters verbrannt, doch sollen davon Kopien existieren. Auch Frau d’Huc-Bethusy und Frau von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4) wußten nur zu berichten, daß kein Nachlaß vor-handen sei und Papiere und Realien entweder bei der Besetzung von Kreisau oder bei den Bombardements in Berlin verloren gegangen seien.


  • Helmuth von Moltke 1848-1916. Dokumente zu seinem Leben und Wirken, hrsg. von Thomas Meyer, 2 Bde, Basel 1993, Bd 2, S. 357. Zu den Lücken in den Materialien nach Moltkes Tod vgl. ebd., Bd 2, S. 320.


  • Frau d’Huc-Bethusy und Frau von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4) haben mir ein-drücklich berichtet, daß die Briefe, von denen das Original und eine Kopie existierten, von ihrer Mutter Astrid Bethusy als großes Vermächtnis betrachtet wurden. Im kleinen Kreis las sie daraus vor, nachdem die Hörenden mit Handschlag zu schweigen verspro-chen hatten.


  • Diese Texte waren seit langem Gegenstände von Gerüchten auch in der wissenschaftli-chen Literatur, vgl. Friedrich, Blood and Iron (wie Anm. 3), S. 286, wohl im Rückgriff auf Trevor Ravenscroft, Der Speer des Schicksals. Die Geschichte der heiligen Lanze, Mün-chen 1988. Dieses Buch ist das leichtestzugängliche Beispiel für die Verwendung der Tex-te in esoterisch interessierten Milieus. Ravenscroft deutet Moltke als Gralssucher und salviert ihn kontrafaktisch als einen Menschen, der »heimlich« mit der »Friedens- und


Fortschrittspolitik« sympathisiert habe (S. 137). Schon Steiner hatte im internen Kreis von Anthroposophen von den Unterlagen Gebrauch gemacht, und in den zwanziger Jahren ist Moltke in einem Theaterstück von Albert Steffen, dem Nachfolger Steiners in der Leitung der Anthroposophischen Gesellschaft, als Esoteriker gezeichnet worden (Der Chef des Generalstabs. Dramatische Handlung in fünf Akten, Dornach 1927), wobei Stei-ners reinkarnatorische Deutungen Moltkes einen breiten Raum einnehmen. Insbeson-dere in der anthroposophischen Christengemeinschaft ist aus den Papieren, etwa durch Emil Bock, gelesen worden; vgl. die Bezüge auf das Material bei Emil Bock, Rudolf Stei-ner. Studien zu seinem Lebensgang und Lebenswerk, Stuttgart 1961, S. 295,348 f., 363 f.


  • Wie schon Wallach, Das Dogma der Vernichtungsschlacht (wie Anm. 6), S. 127 vermu-tete, war Jürgen von Grone eine Vermittlungsstelle der Nachlaßteile ins anthroposophi-sche Milieu. Bereits 1932 hatte er von Eliza von Moltke einzelne Materialien erhalten; Jürgen von Grone, Wie es zur Marneschlacht kam. Mit einem Dokument aus dem Nach-laß des jüngeren Moltke: Siegesmöglichkeiten, Stuttgart 1971, S. 18. Frau Berghes be-




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


426     MGZ 62 (2003)                                                                                   Helmut Zander


Er hat sie in einer wissenschaftlich unbefriedigenden Ausgabe veröffentlicht11. Andere Dokumente, etwa einige Briefe Elizas von Moltke an Steiner, befinden sich im Besitz der Rudolf Steiner-Nachlaßverwaltung in Domach, wobei unklar ist, in welchem Ausmaß dort weitere Briefe und andere Unterlagen von oder über Helmuth von Moltke liegen12. Da Thomas Meyer und die Domacher Archivare zu mehr oder min-


richtete, daß sie die Briefe nach dem Tod ihrer Mutter Jürgen Grone überbracht habe. Grone soll möglicherweise dement gewesen sein. Von ihm könnten sie via Johannes Tautz an Meyer gelangt sein. Astrid von Moltke habe sich gegen jede Veröffentlichung ausge-sprochen, da man die Inhalte ohnehin für Unsinn halten werde. Beide Enkelinnen Molt-kes waren deshalb mit der Veröffentlichung durch Thomas Meyer nicht einverstanden. Über Jürgen von Grone (1887-1978) liegen nur wenige biographische Informationen vor. Noch vor 1906 lernte er die Theosophie und Steiner kennen, 1913 wurde er Berufsoffi-zier, seit 1920 habe er sich ganz der Anthroposophie gewidmet; so Johannes Tautz, Jür-gen von Grone, in: Mitteilungen aus der anthroposophischen Arbeit in Deutschland, 32 (1978), S. 151-154. Im Krieg sei er als Frontsoldat mit dem Orden Pour le mérite ausge-zeichnet worden (Das Wirken Rudolf Steiners, hrsg. von Wolfram Groddeck, Bd 3, Schaff-hausen 1980, S. 75). 1935 wurde Grone in inneranthroposophischen Auseinanderset-zungen als Anhänger Ita Wegmans aus der Anthroposophischen Gesellschaft ausge-schlossen; Fritz Götte, Jürgen von Grone in der Zeit nach dem Zweiten Weltkrieg, in: ebd., S. 154 -157, hier S. 154, 156. Zum Ubergang der Papiere an Meyer siehe: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), S. 304.


  • Moltkes Briefe in der Edition seiner Frau hat Meyer wiederabgedruckt in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 63-300. Sie werden aber im folgenden nach der Ausgabe Eliza von Moltkes nachgewiesen, da Meyers Edition einen schlechteren Text bietet. Meyer hat nicht nur stillschweigend in die Orthographie eingegriffen (vgl. etwa die von Meyer korrigierte Rechtschreibung von Maeterlingk und Pelkas und Melisande, Ausgabe Eliza von Moltke, S. 283/Ausgabe Meyer I, S. 223), sondern auch redaktionel-le Hinweise Eliza von Moltkes gestrichen (etwa die vermutlich Auslassungen anzei-genden Spiegelstriche in der Ausgabe Eliza von Moltkes, S. 285; vgl. Meyer I, S. 225). Meyers Kommentierung in beiden Bänden ist spärlich; sie selektiert Informationen zu Per-sonen und Ereignissen oder löst Abkürzungen nach undurchschaubaren Kriterien auf. Die darstellenden Teile, etwa zu Moltkes Biographie, ignorieren die neuere Forschung über den Ersten Weltkrieg und das wenige Material über Moltke fast komplett. Die Tendenz der Bewertung Moltkes ist positiv und unkritisch. Wichtig ist Meyers Doppelband vor allem wegen der Publikation bislang unzugänglicher Briefe und Dokumente Eliza und Helmuth von Moltkes und Rudolf Steiners. Deren Verhältnis zu den im Moltkeschen Fa-milienkreis kursierenden Materialien ist allerdings unklar. Ravenscroft, Der Speer des Schicksals (wie Anm. 9), S. 147 zitiert etwa aus einem Brief Steiners an Eliza von Molt-ke vom 28.7.1918 (S. 147), doch findet sich diese Passage nicht im Brief Steiners an Eliza von Moltke mit gleichem Datum (Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 195-197).


  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 303 f. Zumindest Exzerpte Elizas von Moltke aus den Briefen ihres Mannes dürften sich heute in Dornach befinden; vgl. ebd., Bd 2, S. 329, Anm. 63. John C.G. Röhl hat vier kleine Dankesbriefe Helmuth von Moltkes und ein Dutzend Briefe seiner Frau in Dornach einsehen können, aber darin kei-ne relevanten Informationen entdeckt (freundliche Mitteilung Röhls vom 22.2.2002); die Rudolf Steiner-Nachlaßverwaltung selbst spricht von »sehr vielen Briefen der Frau Molt-ke an Rudolf Steiner« in ihrem Besitz (in: Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 304). Insoweit sind die Angaben bei Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 8, wo-nach sich in Dornach keine Materialien »on Moltke himself« befinden sollen, zu korri-gieren. Die Domacher Materialien sind in den Veröffentlichungen Thomas Meyers (wie Anm. 7) wohl nicht enthalten. Die Lebenserinnerungen der Tochter Astrid sind unver-öffentlicht (Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 353). Zu weiteren Ma-terialien Eliza von Moltkes, die sich zumindest einmal in Steiners Besitz befunden haben, vgl. Rudolf Steiner und Marie Steiner-von Sivers, Briefwechsel und Dokumente 1901-1925, Dornach 2002 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 262), S. 379,381.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 427


der verfeindeten anthroposophischen Gruppen gehören13, war eine gemeinsame Be-standsaufnahme und die editorische Zusammenführung nicht möglich.




  1. Stationen von Moltkes militärischer Laufbahn



Moltke war der Neffe des gleichnamigen Onkels (1800-1891 )14, der zum militäri-schen Heros des neugegründeten Deutschen Reiches stilisiert worden war, da er die preußischen Truppen beim Sieg über die österreichischen und sächsischen Ver-bände bei Königgrätz (1866) und die deutschen Truppen beim Sieg über Frank-reich 1870/71 befehligt hatte. Der 1848 geborene »jüngere Moltke« wurde in der Per-spektive einer militärischen Laufbahn groß15 . Am Deutsch-Französischen Krieg 1870/71 nahm er als Offizier teil und wurde mit dem Eisernen Kreuz II. Klasse ausgezeichnet. Die weitere Laufbahn stand im Schatten seines Onkels, des »älteren« Moltke, der sich nach dem Tod seines Bruders Adolf (t 1871) dessen Kinder ange-nommen hatte16. Als »Hausgenosse« des Generalfeldmarschalls absolvierte die Halbwaise die Kriegsakademie und war von 1882 bis 1891 Adjutant seines Onkels. 1891 wurde er diensttuender Flügeladjutant Kaiser Wilhelm II., mit dem er in en-ger persönlicher Beziehung stand17. Von 1893 bis 1904 kommandierte er die Schloß-garde-Kompanie in Berlin und gehörte damit zur unmittelbaren Umgebung des Kaisers. Am 16. Februar 1904 erhielt er die Ernennung zum Generalquartiermeister, womit er faktisch zum Nachfolger Schlieffens als Chef des Generalstabs designiert war; die endgültige Berufung in dieses Amt erfolgte 190618.




  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 304; Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 7. Schon Moltkes Tochter Astrid hatte bestimmt, daß die Unterlagen »nie-mals« in die Hände der Anthroposophischen Gesellschaft oder der anthroposophischen Chri-stengemeinschaft kommen dürften; nach Thomas Meyer, Persönlichkeiten und Daten im Umkreis der Moltke-Familie, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), S. 357.


  • Der ältere Moltke heißt präzise Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke, der jüngere Helmuth Johannes Ludwig von Moltke. Zur Familie: Genealogisches Handbuch des deutschen Adels. Gräfliche Häuser A, Bd 4, Limburg 1962, S. 298-322.


  • Eine Darstellung und Interpretation von Moltkes militärischen Verwendungen fehlt für die ersten Lebensjahrzehnte. Insoweit in deren Umfeld Bezüge oder Kontexte für sein privates Leben liegen, sind sie im folgenden skizziert. Die bei Mombauer, Moltke (wie Anm. 3) zusammengetragenen Informationen setze ich voraus. – Die wichtigsten An-gaben zu seiner Offizierlaufbahn bei: Generaloberst von Moltke, in: Geschichte der Rit-ter des Ordens »pour le mérite« im Weltkrieg, Bd 2, hrsg. von Hanns Möller, Berlin 1935, S. 48-51, und bei Walle, Moltke (wie Anm. 3), S. 17.


  • Tempelhoff, Der jüngere Moltke (wie Anm. 3), S. 19.
  • die Belege bei John C.G. Röhl, Wilhelm II. Der Aufbau der Persönlichen Monarchie 1888-1900, München 2001, passim; Walle, Moltke (wie Anm. 3), S. 18 spricht gar von ei-ner freundschaftlichen Beziehung.
  • Generalfeldmarschall August von Mackensen berichtete über die Ernennung, er sei »Oh-renzeuge gewesen, wie Moltke die Erklärung seiner eigenen Unzulänglichkeit für diese Stellung wiederholt hatte«; Mackensen. Briefe und Aufzeichnungen des Generalfeld-marschalls aus Krieg und Frieden, hrsg. von Wolfgang Foerster, Leipzig 1938, S. 136. Vgl. auch Görlitz, Kleine Geschichte des deutschen Generalstabes (wie Anm. 3), S. 147 und Moltkes eigene Aussagen zu seinem Widerstand gegen die Ernennung in: Moltke, Erin-nerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 304 (29.1.1905) und S. 325 (21.7.1905). Wil-helm Groener betrachtete Moltke als »Feldherrn wider Willen«; Wilhelm Groener, Der




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 28     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


Mit der Berufung zum Generalstabschef waren scharfe Auseinandersetzungen um seine Person verbunden gewesen. Wilhelm II. setzte jedoch seine Berufung ge-gen den Widerspruch wichtiger Militärs und Politiker durch19 und ignorierte so-wohl ihre Argumente, etwa Moltkes geringe Erfahrung in der Generalstabsarbeit20, als auch Moltkes eigene Zweifel an seiner Berufung2 1. Der Geruch der Beförderung durch kaiserliche Protektion muß Moltke lebenslang angehangen haben22. Ande-rerseits waren seine Leistungen unübersehbar: Daß Moltke dem Kaiser das Reiten von Kavallerieattacken bei den Herbstmanövern austrieb23, wurde schon unter den Zeitgenossen kolportiert24 und steht exemplarisch für die heute in weiten Berei-chen positiv gewürdigte Fortentwicklung der strategischen Planung2 5 . Sein Anse-hen muß so hoch gewesen sein, daß der streng monarchistisch gesinnte Moltke 1906 sogar als Reichskanzler gehandelt wurde2 6 . Andererseits führten die Gerüch-te, er sei »Spiritist« und überdies krank, schon 1912 zu internen Diskussionen über seine Ablösung als GeneralstabscheP7 . In der Tat war Moltke ab 1911 gesundheit-


Feldherr wider Willen. Operative Studien über den Weltkrieg, Berlin 1930. Wallach, Das Dogma der Vernichtungsschlacht (wie Anm. 6), S. 127 sucht nachzuweisen, daß es sich bei Groeners Deutung um eine »plumpe Lüge« der Fraktion der orthodoxen Verteidiger des Schlieffenplans handelte. Vgl. zu diesem Komplex ausführlich Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 92-105.


  • Wiegand Schmidt-Richberg, Die Regierungszeit Wilhelms II., in: Handbuch zur deut-schen Militärgeschichte 1648-1939,6 Bde, München 1979-1981, Bd 3, Teil V, S. 68.
  • lulikrise und Kriegsausbruch 1914. Eine Dokumentensammlung, hrsg. von Imanuel Geiss, 2 Bde, Hannover 1963-1964, Bd 2, S. 17 f.


  • Moltke habe von Bülow sehr eindrücklich seine Zweifel an seiner Befähigung benannt (Bernhard Fürst von Bülow, Denkwürdigkeiten, 4 Bde, Berlin 1930-1931, Bd 2, S. 182 f.). Dies korrespondiert mit brieflichen Äußerungen Moltkes an seine Frau, etwa: Moltke, Er-innerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 325 (21.7.1905). Wilhelm II. habe von Moltkes Widerwillen gewußt, so von Bülow, Denkwürdigkeiten, Bd 2, S. 185.


  • die dezidierten Aussagen bei Wilhelm Groener, Lebenserinnerungen. lugend, Ge-neralstab, Weltkrieg, hrsg. von Friedrich Hiller Freiherr von Gaertringen, Göttingen 1957, S. 90 f. und Julikrise und Kriegsausbruch (wie Anm. 20), Bd 2, S. 17 f.


  • Schmidt-Richberg, Die Regierungszeit Wilhelms II. (wie Anm. 19), S. 60. Vgl. auch Molt-kes gegenüber Wilhelm II. persönlich geäußerte Kritik an dessen Rolle in den Manövern; Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 309-313 (29.1.1905).


  • Daß Moltke die »Massenreiter-Attacken« gestrichen habe, wußte schon Hildegard Frei-frau von Spitzemberg, Das Tagebuch der Baronin Spitzemberg, geb. Freiin von Vam-büler. Aufzeichnungen aus der Hofgesellschaft des Hohenzollernreiches, hrsg. von Ru-dolf Vierhaus, Göttingen 1960, S. 450.


  • Dazu Volkmar Regling, Grundzüge der Landkriegsführung zur Zeit des Absolutismus und im 19. Jahrhundert, in: Handbuch zur deutschen Militärgeschichte (wie Anm. 19), Bd 5, Teil IX, S. 467-474; Görlitz, Kleine Geschichte des deutschen Generalstabes (wie Anm. 3), S. 148-159.
  • Zu den Reichskanzler-Gerüchten, die auf einen Sturz Bülows hinausgelaufen wären, vgl. Philipp Eulenburgs politische Korrespondenz, 3 Bde, hrsg. von John C.G. Röhl, Boppard 1976-1983, Bd 3, S. 2136-2138, außerdem Spitzemberg, Tagebuch (wie Anm. 24), S. 466 f. (Oktober/November 1906); Bülow, Denkwürdigkeiten (wie Anm. 21), Bd 2, S. 262 und Johannes Haller, Aus dem Leben des Fürsten Philipp zur Eulenburg-Hertefeld, Berlin, Leipzig 1926, S. 333. Zu Moltkes antirepublikanischer Gesinnung vgl. Röhl, Wilhelm II. (wie Anm. 17), Bd 2, S. 843. In diesen Kontext gehören auch die bei Otto von Moser, Die obersten Gewalten im Weltkrieg. Das Werk der Staatsmänner, Heerführer, Parlaments-, Presse- und Volksführer bei der Entente und bei den Mittelmächten, Stuttgart 1931, S. 12 zitierte politikkritische Äußerung Moltkes, daß die Politik im Krieg zu schweigen habe.


  • Die Gerüchte soll Richard Bronsart von Schellendorf dem Chef des Marinekabinetts, von Lnycker, gesteckt haben; vgl. Jakob Jung, Max von Gallwitz (1852-1937). General und Politiker, Osnabrück 1995, S. 35.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 29


lieh ernsthaft angeschlagen und ging seitdem jährlich für mehrere Wochen nach Karlsbad zur Kur, auch noch 1914 unmittelbar vor Kriegsausbruch28. Offenbar hat Moltke aber versucht, das Ausmaß seiner Erkrankung zu verschleiern, mutmaß-lich um seine militärische Position nicht zu gefährden29.


Die Julikrise 1914, der Kriegsausbruch und die ersten Wochen des Krieges sind immer wieder als hochdramatische Zeiten beschrieben worden. Ich zeichne Sie hier kurz nach, soweit sie die Folie für die Begegnung mit Steiner am 27. August und für die späteren Auseinandersetzungen um die Person Moltkes bilden. Mit dem zunehmenden Eingreifen der Generäle in die politischen Entscheidungen – Moltke war am 26. Juli aus der Kur zurückgekehrt30 – nahm deren Drängen auf ei-ne militärische Lösung zu. Moltke spielte dabei eine mitentscheidende und ver-hängnisvolle Rolle: Er hatte schon in den Jahren vor Kriegsausbruch einen Krieg als unvermeidlich angesehen und hielt eine Entscheidung für um so besser, je schneller sie fiele31. Der Druck in den Julitagen wird nur durch eine komplexe Mo-tivlage für die deutsche Führung verständlich, für Moltke spielte dabei nicht zu-letzt die Engführung auf die militärische und namentlich logistische Perspektive, etwa die berühmten Eisenbahntransporte oder der nachträglich von Moltke in den Schlieffenplan eingesetzten Handstreich auf Lüttich32, eine entscheidende Rolle, die für politische Konfliktlösungen zunehmend weniger Raum ließ. Andererseits blieb Moltke ambivalent: Er ahnte, daß mit dem Volkskrieg, der ins Haus stand, die Vorstellungen, die man noch mit dem Krieg von 1870/71 und seinen über-



  • Dazu August Herrmann, Die Erkrankung des Generalobersten Helmuth v. Moltke, in: Münchener Medizinische Wochenschrift, 70 (1923), S. 534 f. Herrmann, »Spitalsdirek-tor« in Karlsbad, hat Moltke von April 1911 bis 1913 behandelt und präzise Aussagen über seine Kuraufenthalte und sein Krankheitsbild publiziert. 1914 war Moltke zweimal in Karlsbad: Vom 15.4. bis zum 13.5. und vom 28.6. bis zum 25.7. (ebd., S. 535). Nach Carlo Septimus Picht, Nocheinmal – Marneschlacht u.a., in: Anthroposophie, 16 (1933/34),


  1. 284-293, hier S. 287, sei ein Besuch Steiners bei Moltke schon für den Kuraufenthalt in Karlsbad 1914 in Aussicht gestellt gewesen, allerdings aufgrund des Kriegsausbruchs verschoben worden.
  • Moltke habe die Benachrichtigung eines Klinikers in Berlin, die Herrmann empfohlen hatte, abgelehnt und seine Erkrankung als nicht gravierend betrachtet. »Nach ihrer An-sicht, Doktor, könnte ich ja nicht Chef des Generalstabes bleiben«, zitiert Herrmann, ebd.,


  1. 535 wörtlich seinen Patienten.
  • Julikrise und Kriegsausbruch 1914 (wie Anm. 20), Bd 2, S. 11 f.
  • Diese Äußerung soll im »Kriegsrat« vom 8.12.1912 gefallen sein. Allerdings hat John C.G. Röhl, Kaiser, Hof und Staat. Wilhelm II. und die deutsche Politik, 4. Aufl., Mün-chen 1995, S. 176, 267 bei der Nachprüfung der in Georg Alexander von Müllers Tage-buch überlieferten Äußerung Moltkes, »Ich halte einen Krieg für unvermeidbar u. je eher je besser« festgestellt, daß die Worte »u. je eher je besser« von Müller nachträglich ein-gefügt wurden, ohne daß sich Zeitpunkt und Intentionen näher bestimmen ließen. Theo-dor Wolff habe Lichnowsky 1915 berichtet, daß Moltke im Juli 1914 gesagt habe: »Bes-ser jetzt als in zwei Jahren«; Theodor Wolff, Tagebücher 1914-1919, hrsg. von Bernd Sösemann, 2 Bde, Boppard 1984, Bd 1, S. 284. Inhaltlich gleiche Aussagen sind für den Juni und Juli 1914 dokumentiert etwa bei Herrmann Freiherr von Eckardtstein, Lebens-erinnerungen und politische Denkwürdigkeiten, Bd 3, Leipzig 1921, S. 184 oder bei dem österreichischen Generalstabschef Conrad von Hötzendorf, der Moltke in Karlsbad be-sucht hatte; Franz Conrad von Hötzendorf, Aus meiner Dienstzeit, Bd 3, Wien [u.a.] 1922,


  • Klassisch Gerhard Ritter, Staatskunst und Kriegshandwerk. Das Problem des »Milita-rismus« in Deutschland, 4 Bde, München 1954-1968, etwa Bd 2, S. 337-339; seiner Auf-fassung zufolge wurden die diplomatischen Mittel in dieser Phase nur sekundär zur Ab-sicherung der Kriegsmaschinerie eingesetzt (ebd., Bd 2, S. 340-343).




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


430      MGZ 62 (2003)                                                                                      Helmut Zander


schaubaren Truppenkontingenten verbunden hatte, hinsichtlich Umfang und Dau-er obsolet waren und konnte sich deshalb zugleich skeptisch zu den Chancen ei-nes Krieges äußern33.


Diese Perzeption vermeintlicher Zwänge macht zumindest im historischen Rückblick verständlich, weshalb Moltke – wie viele seiner Zeitgenossen – in die aus heutiger Sicht fatale Automatik des militärischen Kriegsbeginns einwilligte. Auch in der Julikrise drängte er zur Eile. Reichskanzler Theobald von Bethmann Hollweg, der einzige Zivilist in dem Entscheidungskreis am 1. August, berichtete, sich selbst in Schutz nehmend, Moltke habe »unausgesetzt zur Eile gedrängt. Von seinem Standpunkt aus unzweifelhaft mit Recht«; er »erklärte aber den militäri-schen Zwang für absolut. Ich habe meine Ansicht der seinigen anpassen müssen34.« Andererseits gehörte Moltke in Aufrüstungs- oder Annexionsfragen nicht zu den Hardlinern35, und er hatte in der Julikrise mit einem Kaiser zu tun, der willkürlich und ohne fundiertes Sachwissen in militärische Entscheidungen hineinregierte36. Es scheint jedoch klar, daß Moltke eine militärische Entscheidung, und zwar eine schnelle, befürwortete. Angesichts seiner Bedrohungswahrnehmung, die er mit weiten Teilen der deutschen Führungselite teilte und an der es deshalb kaum Kri-tik gab, und angesichts der Verantwortung für den gut funktionierenden Verlauf der militärischen Operationen kann man seine bellizistische Position mit Verständnis nachvollziehen. Andererseits hat er in der Abwägung politischer und militärischer Aspekte versagt, indem er die militärischen Argumente monopolisierte und so der Scheidung von »Staatskunst und Kriegshandwerk« (Gerhard Ritter) zuarbeitete.


Am 1. August eskalierten die internen Konflikte in der deutschen Führung37, nachdem die Mobilmachung verkündet und der Aufmarsch im Westen in die We-ge geleitet war, wobei die Besetzung Luxemburgs wegen dessen Bahnverbindun-gen schon am ersten Mobilmachungstag vorgesehen war. Auf ein Telegramm des deutschen Botschafters in London, Karl Max von Lichnowsky hin, wonach der eng-lische Außenminister Sir Edward Grey versichert habe, daß England neutral blei-



  • Moltke hat diese Entwicklung zum Volkskrieg gesehen und in die militärischen Pla-nungen eingebaut; vgl. Stig Förster, Im Reich des Absurden. Die Ursachen des Ersten Weltkrieges, in: Wie Kriege entstehen. Zum historischen Hintergrund von Staatenkon-flikten, hrsg. von Bernd Wegner, Paderborn [u.a.] 2000, S. 211-252, hier S. 219, 249; zu den daraus resultierenden skeptischen Äußerungen siehe ebd., S. 244. Bestärkend mö-gen Einschätzungen aus dem Generalstab gewirkt haben, die den Schlieffenplan für un-durchführbar hielten (ebd., S. 249).


  • Theobald von Bethmann Hollweg, Betrachtungen zum Weltkriege, hrsg. von Jost Dülf-fer, Essen 1989, S. 326,130.


  • In der Diskussion um die Große Denkschrift des Generalstabs vom 21.12.1912, in der ei-ne massive Vergrößerung des Heeres gefordert wurde, sieht Stig Förster, Der doppelte Militarismus. Die deutsche Heeresrüstungspolitik zwischen Status-Quo-Sicherung und Aggression, 1890-1913, Wiesbaden 1983, S. 266-272,298 Moltke vergleichsweise zurück-haltend, und Kurt Riezler notierte am 22.8.1914, daß sich Moltke angesichts ausufern-der Kriegszieldebatten im Hauptquartier im August 1914 gegen Annexionen in Frank-reich ausgesprochen habe; Kurt Riezler, Tagebücher, Aufsätze, Dokumente, hrsg. von Karl Dietrich Erdmann, Göttingen 1972, S. 201.


  • Ausführlich Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 219-226,283-289. Allein ihre Auffassung, die Rolle der militärischen Führer bei den politischen Entscheidungen sei bislang un-terschätzt worden (ebd., S. 186), kann ich nicht teilen.
  • Die wichtigsten Dokumente und Aufzeichnungen in: Julikrise und Kriegsausbruch 1914 (wie Anm. 20), Bd 2, S. 554-563. Zur Rolle Moltkes insbesondere jetzt Mombauer, Molt-ke (wie Anm. 3), S. 198-216.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 431


ben werde, sollte der Angriff gegen Frankreich gestoppt werden – ein Angebot un-ter Bedingungen, wie sich wenig später herausstellte. Für politische Interventio-nen bestand nach Moltkes Auffassung zu diesem Zeitpunkt kein Spielraum mehr, da der Aufmarschplan ein im Minutentakt geplantes, riesiges Logistikunterneh-men war, das zwingend durchgeführt werden mußte. Moltke diskutierte, wie Mo-ritz Freiherr von Lyncker, der Chef des Militärkabinetts, notierte, »sehr erregt, mit bebenden Lippen«. Unter den Augen der führenden Generalstabsoffiziere und Bethmann Hollwegs demütigte der Kaiser Moltke mit dem Hinweis »Ihr Onkel würde mir eine andere Antwort gegeben haben!« und stoppte eigenhändig den Einmarsch in Luxemburg. Moltke war, wie er selbst gestand, »in eine fast ver-zweifelte Stimmung gekommen«. »Ich war wie gebrochen und« – wieder zu Hau-se angekommen »vergoss [ich] Tränen der Verzweiflung«38. Moltke erscheint in den Aussagen der Zeitzeugen als dünnhäutiger, von Emotionen bewegter Mensch. Man müßte diese Erinnerungen wohl sehr kritisch lesen, da bei den meisten spä-testens nach der deutschen Niederlage ein kritisches Gesamtbild Moltkes darstel-lungsleitend war – wenn nicht Moltke selbst bestätigen würde, daß er die Conte-nance wirklich verlor, als er mit sich alleine war. Ein eiskalter Befehlsgeber war Moltke wohl nicht.


Der Krieg begann im Westen mit der Umsetzung des Schlieffen-Plans, der in seiner großangelegten Operation zur Umfassung der französischen Streitkräfte die Verletzung der belgischen Neutralität einkalkulierte39. Am 7. August wurde Lüt-tich eingenommen, vom 20. bis 23. August war der Südflügel der deutschen Armee in Lothringen erfolgreich. Doch im Osten fürchtete Moltke seit dem 21. August, die russische Armee könne die Front durchbrechen und in die deutschen und habs-burgischen Kernlande vordringen. In diese Phase fiel Steiners Besuch am 27. Au-gust, und erst durch den deutschen Sieg in der Schlacht von Tannenberg (27. bis 30. August) wurde der militärische Druck im Osten gemildert. Im September spitzte sich die Lage jedoch dramatisch zu, als der Nordflügel des deutschen Heeres die Frontlinie nicht mehr zusammenhalten konnte und jene von der französischen Ar-mee durchstoßen zu werden drohte. Vermutlich gab Moltkes Vertrauter, Oberst-leutnant Richard Hentsch, der Leiter der Nachrichtenabteilung, nach einem Be-such bei der I. und II. Armee am 9. September den Befehl zum Rückzug40. Ex post wurde das »Wunder an der Marne« (so die Deutung aus französischer Perspekti-ve) deutscherseits zur Einleitung der Niederlage stilisiert und Moltke lange als persönliches Versagen angerechnet41.



  • Julikrise und Kriegsausbruch 1914 (wie Anm. 20), Bd 2, S. 557-559. Noch 1943 berichte-te der damalige Generaloberst Ludwig Beck mündlich Gerhard Ritter, Staatskunst und Kriegshandwerk (wie Anm. 32), Bd 2, S. 329, daß Moltke >die Fassung verlor«, als er den Generalstabsoffizieren die Mobilmachung verkünden mußte.


  • Die Handlungsoptionen auf englischer Seite sind neuerdings an dem umstrittenen Buch von Niall Ferguson, Der falsche Krieg. Der Erste Weltkrieg und das 20. Jahrhundert, Stuttgart 1999, z.B. S. 105, wieder diskutiert worden. Zum Kriegsverlauf Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 237-250.


  • Zu den komplexen Vorgängen vgl. Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 257-260; vgl. auch Barnett, Anatomie eines Krieges (wie Anm. 3), S. 109-116 und Peter Graf Kiel-mansegg, Deutschland und der Erste Weltkrieg, Frankfurt a.M. 1968, S. 41-45.


  • Schon am 6.9.1918 berichteten zwei Offiziere gegenüber Ernst von Weizsäcker, Moltke ha-be während oder nach der Mameschlacht »gejammert«: »Die Armeen kommen nie mehr nach Deutschland zurück.« Tagebuchnotiz Emst von Weizsäckers in: Die Weizsäcker-Papiere 1900-1932, hrsg. von Leonidas E. Hill, Bd 1, Berlin [u.a.] 1982, S. 282. Auch in




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


432      MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


A m 14. September setzte Wilhelm II. Moltke de facto zugunsten Erich von Falkenhayns ab42, nachdem schon im August, also noch vor Eröffnung der Marneschlacht am 5. September, im Hauptquartier über seine Ablösung spekuliert worden war43. Moltke blieb aber pro forma – wie er selbst angeregt haben soll44 – im Amt, mutmaßlich aus außenpolitischen Rücksichten45. Der Vorgang war allerdings komplizierter und für Moltke in vielen Details demütigend. Von Lyncker, mit dem Moltke schon vorher schwere Auseinandersetzungen hatte, habe Moltke den Befehl überbracht, sich krankzumelden4 6. Moltke blieb aber vorerst im Haupt-quartier. Walther Rathenau suggeriert, daß Moltke die Führungsaufgabe Falken-hayns für interimistisch hielt. »Sieben Wochen wußte der Kaiser nicht, wer den Krieg führte«, zitiert Rathenau Eliza von Moltke47. Rathenau hielt die Vermutung der Vorläufigkeit »offenkundig« für einen »Irrtum Moltkes und seiner Frau«, aber augenscheinlich hatte es kein klärendes Wort des Kaisers gegeben; und immerhin war Moltke noch bei der Einnahme Antwerpens am 10. Oktober beteiligt48. Erst am 21. Oktober kam es zur offenen Aussprache mit dem Kaiser, einen Tag später brach Moltke zusammen4 9 . Der Chef des Marine-Kabinetts, von Müller, sah im Krankenbett am 27. Oktober »einen gebrochenen Mann […], körperlich wie see-lisch«50. A m 23. hatte Kaiser Wilhelm II. Moltke ein Schloß zur Erholung angebo-



späteren Publikationen überwiegt die Einschätzung von Moltkes.Versagen, so Moser, Die obersten Gewalten im Weltkrieg (wie Anm. 26), S. 153-155,159 f., 285. Falkenhayn habe, so Ritter, Staatskunst und Kriegshandwerk (wie Anm. 32), Bd 2, S. 57, in der Kri-se die Katastrophe verhindert, indem er Moltke in der Marneschlacht das Kommando de facto aus der Hand genommen habe. Thomas Nipperdey, Deutsche Geschichte 1866-1918,


  1. , Bd 2, München 1995, S. 762 spricht von einem Rückzug in einer »durchaus of-fenen, ja aussichtsreichen« Lage.


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 25. Vgl. die Rekonstruktion der Ablösung Moltkes bei Holger Afflerbach, Falkenhayn. Politisches Denken und Han-deln im Kaiserreich, München 1994, S. 187-189. Der Wechsel im Oberkommando vollzog sich in der Nacht auf den 15.9.; Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 178. Trost fand Moltke bei seiner Frau; Georg Alexander von Müller, Regierte der Kaiser? Kriegs-tagebücher, Aufzeichnungen und Briefe des Chefs des Marine-Kabinetts, hrsg. von Wal-ter Görlitz, Göttingen [u.a.] 1959, S. 57 (zum 13.9.).


  • Am 10.8. habe Falkenhayn mit Lyncker über die Ersetzung Moltkes gesprochen; Der Weltkrieg 1914 bis 1918. Bearb. im Reichsarchiv, Bd 4, Berlin 1926, S. 540; Hans von Zwehl, Erich von Falkenhayn, General der Infanterie. Eine biographische Studie, Berlin 1926, S. 61. Am 23.8. hat Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 161 davon gewußt.


  • Waither Rathenau, Tagebuch 1907-1922. Hrsg. von Hartmut Pogge-von Strandmann, Düsseldorf 1967, S. 190. Moltke mußte nach seiner Absetzung an militärischen Beratun-gen teilnehmen, ohne gefragt zu werden und zu reden; dies habe er von Bülow gegen-über als »seelisches Martyrium« bezeichnet (Bülow, Denkwürdigkeiten – wie Anm. 21 – , Bd 3, S. 185); vgl. auch Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 26.
  • So Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 178 und Rathenau, Tagebuch (wie Anm. 44), S. 190.
  • Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 189 f. Vgl. auch Karl-Heinz Janßen, Der Kanzler und der General. Die Führungskrise um Bethmann Hollweg und Falkenhayn (1914-1916), Göttingen [u.a.] 1967, S. 15 f.
  • Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 190.
  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 26 f., 387; gegen die Ver-mutung einer entscheidenden Rolle bringt Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 272 al-lerdings Belege bei, daß man ihm nurmehr »pro forma« eine Statistenrolle suggerierte.
  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 388; Moltke sprach von einer »Entzündung der Gallenblase und Stauung im rechten Leberlappen«; vgl. Rathenau, Ta-gebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 190.


  • Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42), S. 66.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 33


ten, doch erst nachdem er am 3. November offiziell als Generalstabschef abgesetzt war51, zog er sich nach Bad Homburg auf das kaiserliche Schloß zurück.


Hier fand er Zeit, dem Krieg als »planvolle Entwickelung« im Horizont eines »Weltentwickelungsplans […] nach höheren Gesetzen« Sinn zu verleihen: Weil, so Moltkes Argumentation, »das deutsche Geistesleben […] für die spirituelle Wei-teren twickelung der Menschheit notwendig ist«, die »romanischen Völker« aber »den Höhepunkt ihrer Entwickelung schon überschritten« haben und die »slawi-schen Völker […] noch zu weit in der Kultur zurück [sind], um die Führung der Menschheit übernehmen zu können«, sei »eine geistige Weiterentwickelung der Menschheit […] nur durch Deutschland möglich. Deshalb wird auch Deutschland in diesem Kriege nicht unterliegen52.« Stig Förster sieht in diesem Kalkül des Krie-ges als »sozialdarwinistischem Selbstzweck« »die wohl entscheidende Grundlage für die Herbeiführung des Krieges«53 . Dies mag für den unspezifischen und weit-verbreiteten Horizont evolutionärer Vorstellungen im Kaiserreich, die auch die Kultur nicht verschonten, gelten. Mit scheint jedoch, daß hier in einer program-matischen Aussage Moltkes erstmals massiv Steinersches Gedankengut durch-schlägt. Die kulturelle Mission der Deutschen, die Abwertung der europäischen Nachbarvölker und die Einbindung in eine »Entwickelung« (mit »e«) sind cha-rakteristische Denkmotive Steiners, bis in Details der Formulierungen hinein54. Moltke flüchtete sich in einen historischen Determinismus, der sein eigenes Versagen in einem esoterischen Überbau aufhob.



Am 30. Dezember 1914 erhielt Moltke das Amt des stellvertretenden General-stabschefs. Allerdings wurde seit Dezember auch erwogen, ihn wieder ins Ober-kommando zurückzuholen55. Moltke erhielt im Januar 1915 davon Kenntnis und



  • den Kommentar in Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 190. Abset-zung nach Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 274 am 1.11.
  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 13 f.
  • Stig Förster, Im Reich des Absurden. Die Ursachen des Ersten Weltkrieges, in: Wie Krie-ge entstehen. Zum historischen Hintergrund von Staatenkonflikten, hrsg. von Bernd Wegner, Paderborn [u.a.] 2000, S. 251.
  • Man kann allenfalls dagegenhalten, daß diese Wahrnehmungsstereotypen nationaler Ei-genheiten im Kaiserreich weit verbreitet waren. Aber sie finden sich in dieser Form nicht in den Vorkriegsbriefen Moltkes. Hingegen ist das Syndrom bei Steiner ein fester Be-standteil seiner Weltanschauung; vgl. Helmut Zander, Anthroposophische Rassentheo-rie. Der Weltgeist auf dem Weg durch die Rassengeschichte, in: Völkische Religion und Krisen der Moderne, hrsg. von Justus H. Ulbricht und Stephanie von Schnurbein, Würz-burg 2001, S. 292-341, hier S. 310-314, 320 f. Mir scheint auch eine Marginalie, die pene-trante Schreibung von »Entwickelung« statt Entwicklung, die sich in der damaligen Rechtschreibung langsam verlor, bei Moltke aber konsequent durchgehalten ist, auf Stei-ner hinzuweisen.


  • Nach Riezler, Tagebücher (wie Anm. 35), S. 237 wurde am 31.12.1914 ein gemeinsames Kommando von Moltke und Ludendorff erwogen, um die Jahreswende ventilierte Hin-denburg eine Rückberufung Moltkes, wogegen sich aber Bethmann Hollweg aussprach; Janßen, Der Kanzler und der General (wie Anm. 46), S. 68, 75 f. Groener, Lebenserinne-rungen (wie Anm. 22), S. 214 berichtet unter dem 11.1.1915 von entsprechenden Überle-gungen. Vgl. auch Egmont Zechlin, Friedensbestrebungen und Revolutionierungsver-suche, in: Aus Politik und Zeitgeschichte, Β 20 (1963), S. 28. Afflerbach, Falkenhayn (wie Anm. 42), S. 223-231 ist den Vorgängen detailliert nachgegangen und hat herausgear-beitet, daß bei den Intrigen gegen Falkenhayn nationalliberale Parlamentarier im Janu-ar 1915 Moltkes Wiedereinsetzung befürworten (S. 218). Moltke erweckte gegenüber Bethmann Hollweg den Eindruck, selbst wieder Generalstabschef werden zu wollen (S. 223). Vgl. auch Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 395-419.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


434       MGZ 62 (2003)                                                                                     Helmut Zander


beteiligte sich bis zu seinem Tod an den damit verbundenen Intrigen gegen Fal-kenhayn56. Er blieb jedoch »kaltgestellt« und fühlte sich »zu den Toten geworfen«57. Für 1915 sind von Moltke ausgesprochen pessimistische Prognosen zur weiteren Entwicklung des Krieges überliefert, während er sich um die Ernährungslage in Deutschland kümmerte und immer wieder Einfluß auf militärische Entscheidun-gen zu nehmen suchte58. Generalfeldmarschall August von Mackensen, der ihn im April 1915 im Berliner Generalstabsgebäude besuchte, sah jedoch »einen innerlich gebrochenen Mann«, von Bülow einen teilweise bettlägrigen Kranken59. Im Au-gust versuchte Falkenhayn, Moltke zum Generalgouverneur im besetzten Polen zu machen, doch kam es dazu nicht.


Im November 1915 wurde Moltke als Mitglied im »Verein 1914« (auch: »Ge-sellschaft 1914«) genannt, die, so Admiral Georg Alexander von Müller, »sehr bald nach Ausbruch des Krieges von den in der Politik tätigen oder interessierten Män-nern gegründet worden ist und im Sinne eines Zusammenkommens der Patrioten aus allen Parteien« »im Pringsheimschen Palais in der Wilhelmstraße« tagte60 . Zu diesem Zirkel gehörten neben Moltke Hugo Graf von Lerchenfeld-Köfering, der bayerische Gesandte in Berlin, Wilhelm Heinrich Solf, der Staatssekretär des Reichs-kolonialamtes, General August Graf zu Eulenburg und die Admiräle Wilhelm Büchsei und Eduard von Capelle61. Am 18. Juni 1916, zwei Tage nach der Totenre-de für den preußischen Generalfeldmarschall Colmar von der Goltz im Berliner Reichstag, erlag Moltke möglicherweise einem Herzinfarkt62. Trotz aller Verwer-


Auch Hindenburg setzte sich am 11./12. Januar für Moltke ein (Afflerbach, Falkenhayn – wie Anm. 42 -, S. 225). Doch Wilhelm II. lehnte die Wiedereinsetzung Moltkes, über des-sen Gesundheitszustand er Informationen eingezogen hatte, am 20.1.1915 kategorisch ab; Ekkehart P. Guth, Der Gegensatz zwischen dem Oberbefehlshaber Ost und dem Chef des Generalstabes des Feldheeres 1914/15. Die Rolle des Majors v. Haeften im Span-nungsfeld zwischen Hindenburg, Ludendorff und Falkenhayn, in: Militärgeschichtliche Mitteilungen, 35 (1984), S. 75-111, hier S. 104. Guth arbeitet die Rolle von Haeftens, der Ende 1914 zu Moltke kommandiert worden war, bei dem Versuch heraus, Falkenhayn durch Moltke zu ersetzen. Falkenhayn wiederum hatte im August 1915 seinen alten Geg-ner Moltke zum Generalgouverneur im Generalgouvernement Warschau vorgeschla-gen; Afflerbach, Falkenhayn (wie Anm. 42), S. 311.


  • Tempelhoff, Der jüngere Moltke (wie Anm. 3), S. 38. Zwehl, Erich von Falkenhayn (wie Anm. 43), S. 104-116; bestätigend Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42), S. 83 (Ta-gebucheintragung vom 23.1.1915). Zum Überblick über die Schachzüge Afflerbach, Fal-kenhayn (wie Anm. 42), S. 218-232; ausführlich Mombauer, Moltke (wie Anm. 3),


  1. 275-277.
  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 421. Groener, Lebenserinne-rungen (wie Anm. 22), S. 179 und Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 190.


  • Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 218, 214, 241. Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 395-450.
  • Briefe und Aufzeichnungen (wie Anm. 18), S. 136; Bülow, Denkwürdigkei-ten (wie Anm. 21), Bd 3, S. 205.
  • Afflerbach, Falkenhayn (wie Anm. 42), S. 311. Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42),
  • Der Neffe Hugo Graf Lerchenfelds, Otto Graf Lerchenfeld (1868-1938), gehörte übrigens zum engsten Umfeld Steiners in den Kriegsjahren und war zentral an dessen Versuchen beteiligt, anthroposophische MitteleuropaVorstellungen in die Politik zu bringen (Zan-der, unveröffentl. Ms.). Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42), S. 142.
  • Herrmann, Die Erkrankung des Generalobersten Helmuth v. Moltke (wie Anm. 28), S. 535 hatte schon vor dem Krieg »myokarditische Veränderungen« eines »pathologischen Her-zens« diagnostiziert, wie er 1923 schrieb; Moltke könnte dann einem Herzinfarkt erlegen sein. Aufgrund seiner Kenntnis der Krankheitsgeschichte (siehe Anm. 29) kann diese




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 435


fungen ging der Tod auch seinem alten Freund, Kaiser Wilhelm, nahe. In den Wer-tungen, die in den folgenden Jahren nun öffentlich diskutiert wurden, blieben zwei Sichtweisen nebeneinander stehen: die Hochachtung vor dem Menschen Moltke und die Kritik an seinen Führungsqualitäten63.




  1. Moltkes weltanschauliche Orientierungen



Moltke als kulturell und namentlich religiös interessierter Mensch ist nur beiläu-fig in den Blick der wissenschaftlichen Biographik geraten. Er galt schon den Zeit-genossen als gebildet: Den »halben Faust« habe er auswendig gekonnt, er spielte Cello und soll wissenschaftliche mehr als militärstrategische Literatur geliebt ha-ben. Daß er durchaus offen für Entwicklungen abseits des Mainstream der Wil-helminischen Kultur war, mag die Marginalie belegen, daß sein Hausarzt homöo-pathisch orientiert war6 4.


Namentlich seine theologischen Positionen lassen sich anhand der Briefe an seine Frau in wichtigen Aspekten erkennen. Moltkes religiöse Erziehung war dem



Aussage eine gewisse Plausibilität beanspruchen. Die Literatur zur Moltkes Gesund-heitszustand ist nach seinem Tod zu einem eigenen Genre herangewachsen. Vgl. nur ex-emplarisch die Bemerkungen bei Eugen Bircher, Die Krisis in der Mameschlacht. Kämp-fe der II. und III. deutschen Armee gegen die 5. und 9. französische Armee am Petit Mo-rin und in den Marais de St. Bond, Bern, Leipzig 1927, S. 274, 277 oder in dem Theater-stück (!) von Paul Joseph Cremer, Die Mameschlacht. Eine deutsche Tragödie, Stuttgart, Berlin 1933, S. 24. Konkret sprechen Tempelhoff, Der jüngere Moltke (wie Anm. 3), S. 31 f.; Arden Bucholz, Moltke, Schlieffen, and Prussian War Planing, New York, Oxford 1991, S. 221 f. und Jäschke, Mame-Schlacht (wie Anm. 3), S. 317 von einem Herzleiden; Gör-litz, Kleine Geschichte des deutschen Generalstabes (wie Anm. 3), S. 154 von einem Gal-lenleiden. Walle, Moltke (wie Anm. 3), S. 18 nennt als Todesursache Schlaganfall.


  • Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42), S. 192. Zur menschlichen Wertschätzung ex-emplarisch Hermann von Kühl, Der deutsche Generalstab in Vorbereitung und Durch-führung des Weltkrieges, 2. Aufl., Berlin 1920, S. 140-142; Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 179; Erich Ludendorff, Meine Kriegserinnerungen 1914-1918, Berlin 1919, S. 56 (ein »menschlich so hervorragender Mann«). Zu beiden Seiten Groener, Der Feldherr wider Willen (wie Anm. 18), S. XV f. Müller, Regierte der Kaiser? (wie Anm. 42), S. 53, berichtete etwa die bezeichnende Szene, daß sich Wilhelm II. an Leichenbergen weidete, und »Moltke, der neben ihm saß, litt Qualen«; ähnlich Moltke selbst (Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente – wie Anm. 5 – , S. 384 – 7.9.1914). Das Versagen wird – in der nachträglichen Vereindeutigung -1926 in der offiziellen Darstellung des Reichs-archivs (Der Weltkrieg 1914 bis 1918, Bd 4 – wie Anm. 43 -, S. 537-543) in den Vorder-grund gerückt und Moltke als physisch und psychisch krank beschreiben (S. 539 f.). 1939 berichtete General Vogl, Moltke sei »in weitesten Kreisen schlecht angeschrieben«; nach Dorothea Groener-Geyer, Die Odyssee der Groener-Papiere, in: Die Welt als Geschichte, 19 (1959), S. 75-94, hier S. 84.


  • Tempelhoff, Der jüngere Moltke (wie Anm. 3), S. 25. Zum musischen Interesse auch Karl Litzmann, Lebenserinnerungen, Bd 1, Berlin 1927, S. 62, zur regelmäßigen Faustlektüre Görlitz, Kleine Geschichte des deutschen Generalstabes (wie Anm. 3), S. 148. Der Baro-nin Spitzemberg (Tagebuch – wie Anm. 24 – , S. 450) galt er als »hochkultiviert«. Thomas Meyer, Persönlichkeiten und Daten im Umkreis der Moltke-Familie, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), S. 354 berichtet, daß Moltke auch zeichnete, auf Por-zellan malte und dichtete. Zur Homöopathie: Herrmann, Die Erkrankung des General-obersten Helmuth v. Moltke (wie Anm. 28), S. 535.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 36     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


protestantischen Theologen Karl Schaubach (1833-1906), dem späteren Hofpredi-ger Wilhelm II., anvertraut gewesen. Moltkes häufige Berichte von Gottesdienst-besuchen65 und die Hinweise auf die religiöse Erziehung seiner Kinder lassen auf ein kirchlich gebundenes Christentum schließen, viele Äußerungen darüber hin-aus auf einen liberalen Zuschnitt seiner Frömmigkeit66. Sein Verständnis für an-dere Konfessionen, etwa für die orthodoxe oder die katholische Kirche, war hin-gegen begrenzt, die Invektiven gegen den Katholizismus spiegeln die konfessio-nellen Spannungen des abgemilderten Kulturkampfes in Deutschland wider. Ak-tuelle theologische Debatten haben ihn interessiert. Neuigkeiten über Christian Science hielt er – mit negativem Urteil – in einem Brief an seine Frau 1902 für be-richtenswert67, vielleicht weil auch andere Familienmitglieder dieses Interesse teil-ten68. Der Bibel-Babel-Streit um die historische Priorität Babyloniens oder des Al-ten Testaments und damit zusammenhängend die Verläßlichkeit der Bibelüber-setzung Luthers beschäftigten ihn ein Jahr später anläßlich der Lektüre von Hou-ston Steward Chamberlains »Buch« Dilettantismus – Babel und Bibel – Rom69. Mit dieser Liberalität korrelierten offene theologische Fragen, die bis hinein in den Kernbereich der christlichen Dogmatik reichten. So artikulierte er in einem Brief an seine Frau Zweifel über die Lehre der Stellvertretung, des Leidens eines Un-schuldigen für die Schuld der Menschen, die ihm anläßlich der Karfreitagspredigt vom 10. April 1903 in der Berliner Kaiser-Friedrich-Kirche gekommen waren:


»Aus diesem Konflikt« – zwischen Schuld und Unschuld – »komme ich nicht heraus, und da ich somit die Erlösung nicht begreifen und daher nicht für mich beanspruchen kann, kann ich auch nicht auf den Felsengrund des Glaubens



  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 256 (18.1.1903); S. 286 (31.5.1903); S. 297 f. (25. und 31.7.1904); S. 346 (7.7.1907). Am Mobilmachungstag soll Moltke »fast unablässig« gebetet haben, so Leo Freiherr Geyr von Schweppenburg, Der Kriegsausbruch 1914 und der deutsche Generalstab, in: Wehrwissenschaftliche Rund-schau, 13 (1963), S. 150-163, hier S. 152. Eine solche Äußerung sagt naturgemäß nichts über das Forum internum eines Menschen, ist aber ein Hinweis auf die Außenwirkung Molt-kes, aber wohl auch ein Indiz für seine persönliche Frömmigkeit.
  • Die Tochter Astrid berichtet in autobiographischen Aufzeichnungen positiv von ihren Gottesdienstbesuchen; zit. von Meyer in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 354. Vgl. zu seiner Kirchenbindung Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 256 (18.1.1903); S. 286 (31.5.1903); S. 297 f. (25. und 31.7.1904); S. 346 (7.7.1907). Die liberale Orientierung läßt sich an seinem offenen Verhältnis zur historischen Bibel-kritik ablesen, vgl. ebd., S. 299 (31.7.1904); S. 316 (6.2.1905); S. 317 (12.2.1905), an der Lek-türe der Religionsphilosophie Eduard von Hartmanns, wohl dessen Philosophie des Un-bewußten, 293 (10.7.1904), oder das Lob eines liberalen Pfarrers, S. 343 (28.9.1905).


  • zur Orthodoxie Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 266-271 (29.1.1903); zur katholischen Kirche, S. 287 (4.8.1903) und S. 255 (5.8.1902).
  • Johanna Gräfin Keyserlingk berichtete, Eliza von Moltke sei mit Christian Science »ver-bunden« gewesen; in: Koberwitz 1924. Geburtsstunde einer neuen Landwirtschaft, hrsg. von Adalbert Graf von Keyserlingk, 2. Aufl., Stuttgart 1980, S. 34. Helmuth Graf Moltke (1876-1939), der Vater von Helmuth James von Moltke, sei Anhänger von Christian Scien-ce gewesen und nicht zum Arzt gegangen; Helmuth James (1907-1945) habe allerdings Christian Science nicht angehangen; d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4).


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 282 (16.4.1903). Weitere Be-züge auf die historisch-kritischen Debatten in der Theologie lassen sich leicht beibrin-gen, etwa zur Leben-Jesu-Forschung (ebd., S. 298 f. – 31.7.1904). Bei dem »Buch« Cham-berlains handelt es sich vermutlich um das Vorwort unter dem Titel »Dilettantismus, Rasse, Monotheismus, Rom« zur vierten Auflage von dessen Grundlagen des XIX. Jahr-hunderts, München 1903.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 437


kommen und wate stetig weiter im dem Treibsand der grübelnden Zweifel. Ich hoffe aber, daß Gott mir helfen werde, und wenn nicht in diesem, dann in einem anderen Leben einen Lichtstrahl schenken werde, dem ich folgen kann70.«


Diese Fragen gehören im 19. Jahrhundert, namentlich in der liberalen Theologie, zu den Dauerbrennern, die im Konflikt zwischen dem Anspruch auf autonome Le-bensführung und einer Soteriologie (Heilslehre) stellvertretender Erlösung auf-brachen.


Diese Überlegungen Moltkes stehen im Korpus der veröffentlichten Briefe aus fast 30 Jahren in einem Kontext deutlich verstärkter Thematisierung religiöser Fra-gen seit Anfang 1903. Spätestens im April dieses Jahres erhielten die zuvor eher dokumentarischen Berichte eines interessierten Bildungsbürgers über religiöse Fra-gen eine existentielle Dimension, wie auch zwei Briefe an seine Frau im Umfeld dieses Karfreitagsbriefs belegen. Bereits am 31. März 1903 setzt ein Brief in der heu-te veröffentlichten Version unvermittelt ein:


»Glaube mir, daß mir nichts ferner liegt, als Dir Deinen Glauben nehmen oder auch nur antasten zu wollen. Nur zur Vorsicht möchte ich Dich mahnen, denn Dein gutes Herz wird nur zu leicht mißbraucht und du siehst die Menschen in der Verklärung gemeinsamen Anschauungskreises [sie], nicht objektiv, wie sie wirklich sind71.«


Moltke dokumentiert hier einen Konflikt mit seiner Frau über Glaubensfragen und sieht sie in einen nicht näher genannten Kreis von Menschen hineindriften. Eine Wo-che später folgt der konfessorische Brief zur Lehre der Stellvertretung vom 10. April, den man – aber dies bleibt spekulativ – als Auseinandersetzung mit einer alternati-ven Erlösungsvorstellung bei seiner Frau lesen kann. Wiederum eine Woche später, am 15. April, erfahren wir genaueres über die Inhalte der Debatte zwischen den Ehe-leuten, in einem wieder (in der zugänglichen Fassung) abrupt einsetzenden Brief:


»Gewiß sollen wir nach immer größerer Vergeistigung streben, aber meiner Ansicht nach nicht dadurch, daß wir das Materielle einfach negieren und verachten, sondern dadurch, daß wir aus ihm die ideellen Momente immer reiner hervortreten lassen, dadurch, daß wir es verklären und durchleuchten mit dem Geistigen, als da ist: Liebe, Sorge für den Nächsten, Zartheit der Empfindung, Nachsicht mit den Fehlern anderer72.«


Aufgrund der nicht zugänglichen oder verlorenen Briefe seiner Frau muß man de-ren Vorstellungen aus dieser Passage erschließen. Sie vertrat demnach eine »Vergei-stigung«, in der Moltke gleichzeitig eine Negation oder Verachtung des »Materiel-len« und Sozialen sah. Eben dies sind typische Merkmale der Theosophie, auf die man dann auch die »Menschen in der Verklärung gemeinsamen Anschauungskreises«73,


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 281 (10.4.1903). Die hinsicht-lich der Theosophie interessierende Frage, ob Moltke mit einem »anderen Leben« an Remkarnation oder an eine Existenz im Himmel gedacht hat, läßt sich mit diesem Text nicht beantworten.


  • , S. 278(31.3.1903).
  • , S. 281 f. (15.4.1903). Signifikanterweise berichtete er a m 23.4.1903 von einem Be-such in dem Theaterstück Pelkas und Melisande von Maurice Maeterlinck, das er früher auch einmal habe übersetzen wollen (ebd., S. 283). Dabei handelt es sich um ein hoch-symbolistisches Stück, in dem die verbotene Liebe zwischen Pelleas und Melisande von einer dunklen und geheimnisvollen Welt überwölbt wird. Moltke sah das Stück in einer der ersten Inszenierungen Max Reinhardts; vgl. Heinrich Huesmann, Welttheater Rein-hardt. Bauten, Spielstätten, Inszenierungen, München 1983, Nr. 3.


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 278 (31.3.1903).





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


438      MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


von der er am 31. März gesprochen hatte, beziehen kann. Dies würde bedeuten, daß seine Frau ihn spätestens im Frühjahr 1903 mit theosophischen Vorstellungen kon-frontiert hat.


Die biographischen Hintergründe sind nur teilweise dechiffrierbar. Seine Frau hatte um 1903/04 herum wieder einmal intensiveren Kontakt mit dem Spiritismus, auch dies ist ein Kontext der religiösen Fragen im Briefwechsel der beiden Molt-kes. Zugleich befand sich Moltke in einer Phase, in der sich sein Karrieresprung in das Oberkommando anbahnte (Ernennung zum Generalquartiermeister am 16. Fe-bruar 1904). Diese Entwicklungen mögen eine Offenheit für existentielle Fragen befördert haben – doch mehr als Vermutungen gibt es dazu nicht.


Daß »all die ungelösten Fragen«, um die es im Frühjahr 1903 ging, vermutlich mit Steiner zu tun hatten, bestätigte Moltke ein Jahr später. Am 6. März 1904 be-richtete er, mit Steiners Nietzsche-Buch Nietzsche verstanden zu haben74, am Tag darauf las er »noch ein Buch von Steiner [… ] über Haeckel, das mich, wie alle sei-ne Schriften, sehr interessiert hat. Er bekennt sich in demselben ganz zu der mo-nistischen Naturphilosophie Haeckels (nicht zu verwechseln mit monotheistisch), und es ist mir ganz unbegreiflich, wie er von ihr aus den Sprung zur Theosophie gemacht hat75.«


Unmittelbar nach seiner Beförderung zum Generalquartiermeister fällt erst-mals und affirmativ der Name Steiner in Moltkes veröffentlichten Briefen. Man könnte in dieser Verknüpfung ein Strukturmuster sehen, das man für dieses Er-eignis nur spekulativ ermitteln kann, sich aber in den Folgejahren deutlich aus-prägte: der Griff zu Steiner als Versuch einer Bewältigung existentieller Lebens-fragen in Situationen verstärkter Anspannung, möglicherweise der beruflichen Überforderung. Moltke dokumentierte zu diesem Zeitpunkt allerdings nur die Lek-türe von Texten aus Steiners vortheosophischer Phase; vermutlich handelte es sich um Friedrich Nietzsche, ein Kämpfer gegen seine Zeit (1895) und um Haeckel und seine Gegner (1900)76. Moltke muß Steiner allerdings vor der Lektüre dieser Schriften be-reits einmal gesehen haben, denn im zuletzt genannten Brief gab er seiner Hoff-nung Ausdruck, »ihn einmal wiederzusehen«77. Vermutlich fand diese Begegnung in den ersten Wochen des Jahres 1904 statt78. Dabei kam es sicherlich zu einer in-tensiveren Auseinandersetzung mit Steiners theosophischen Vorstellungen.


  • Darüber hinaus war Moltkes Mutter, Auguste geb. von Krohn, 1902 verstorben. Ob auch dieses Datum eine Bedeutung für Moltkes Offenheit hinsichtlich esoterischer Interessen seiner Frau hatte, ist unklar. Ebd., S. 285 (4.5.1903) und S. 290 (6.3.1904).


  • , S. 290 (8.3.1904). Hinsichtlich der inneren Logik des Weges von Haeckel zur Theo-sophie hätte man Moltke weiterhelfen können: Eine monistische Weltsicht war Haeckel und der Theosophie gemein, und der Schritt von der naturalistischen Begründung, die Moltke Haeckel unterstellt (allerdings angesichts seines expliziten Pantheismus nicht zutrifft), hin zur spirituellen Begründung einer einheitlichen Weltanschauung ist nur ein kleiner Schritt, den auch andere Zeitgenossen gegangen sind.


  • Diese Vermutung auch bei Meyer, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 478, Anm. 51 f.


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 290 (8.3.1904).

7(1   Nach Thomas Meyer (in: Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 322) soll Eliza ihren Mann Ende Februar oder Anfang März 1904 mit Steiner erstmals in per-sönlichen Kontakt gebracht haben. Aus Moltkes Aussage allein läßt sich diese Präzisie-rung nicht ableiten, und über seine Quelle macht Meyer keine Angaben. Möglicherwei-se liegt bei ihm nur eine Konjunktion mit dem Brief vom 6.3.1904 vor (siehe oben, Anm. 75). Steiner selbst sprach von der ersten Begegnung mit Moltke im Jahr 1904 (sie-he unten, Anm. 106).





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 39


  1. Eliza von Moltke und das theosophische Milieu



Die entscheidende Mittlerin der Kontakte zur Theosophie war zweifelsohne seine Frau Eliza (1859-1932). Die Enkelinnen erinnern sich an eine starke, selbstbewuß-te Frau mit einem ausgeprägten Arbeitsethos, die im Rahmen adeliger Mädchen-erziehung einen weiten Horizont erhalten hatte. Sie sei allerdings zeitweilig sehr an Festen und Hofbällen interessiert gewesen und habe möglicherweise auch eine atheistische Phase durchgemacht7 9 .1878 hatte die 19jährige aus der dänischen Sei-tenlinie Moltke-Huitfeldt den 30jährigen Moltke geheiratet. Vier Kinder, Wilhelm (1881-1949), Astrid, die spätere Gräfin Bethusy-Huc (1882-1961), Else (7-1964), und Adam (1887-1963), entstammen dieser Verbindung80.


Eliza war aufgrund einer Scharlacherkrankung von Kind an schwerhörig und offenbar schon zum Zeitpunkt der Eheschließung dem Spiritismus zugeneigt. Sie gehörte damit in ein spiritistisch interessiertes Milieu im Wilhelminischen Hoch-adel, dem, um zwei Beispiele zu nennen, Philipp von Eulenburg und zumindest zeit-weise der spätere Kaiser Wilhelm, nahestanden8 1. So berichtete Eulenburg dem Kronprinzen am 25. April 1887 über eine »Serie von spiritistischen und magneti-schen Erlebnissen«82, und am 9. August dieses Jahres finden sich anläßlich eines Gesprächs über »ewige Dinge« Anspielungen auf den Spiritismus in einem Brief Eulenburgs an Wilhelm. Als Anlage gab er den Bericht über eine »spiritistische Kundgebung« seines Freundes Fürst Rudolf Liechtenstein bei. Am 22. April 1891 berichtete dann Kuno Graf von Moltke in einem Brief an Axel Freiherr von Varn-büler von einer Magnetisierung und von Hellsehern in diesem Umfeld83. Und Eu-lenburgs jüngster Sohn Karl, um ein letztes Beispiel zu nennen, versuchte, »nach Rudolf Steiners theosophischem Konzept sich für höhere Inspirationen und Er-




  • Mir lag keine biographische Skizze zu Eliza von Moltke vor. Die Daten habe ich deshalb aus dem überaus verstreuten Material zusammengestellt. Nach Auskunft von d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4), sind wohl auch ihre Nachlaßmaterialien vernichtet. In ihrer Jugend etwa hatte sie ihre Großeltern in Paris besucht, wo der Großva-ter Diplomat war; Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 354. Eliza von Moltkes Arbeitsethos illustrierte Frau d’Huc-Bethusy (Gespräch, wie Anm. 4) mit der Erinnerung, daß ihre Großmutter sie als Kind angewiesen habe: »Nicht herumsitzen, ar-beiten«. Eliza von Moltke selbst habe sehr gute Handarbeiten verfertigt, die Enkelinnen erinnern sich an Kelim-Teppiche, die sie geknüpft habe. Die atheistische Phase, die ihre Enkelinnen andeuten, wird durch Hinweise flankiert, daß ihre Tochter Astrid sich spä-ter zugute hielt, ihre Mutter wieder zu Gottesdienstbesuchen gebracht zu haben (Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 354). Die Tochter erinnert sich auch an (Kin-der-)Gottesdienste, die die Mutter mit ihrem Nachwuchs besuchte (ebd., Bd 2, S. 354). Im Laufe der Annäherung an die Theosophie dürfte sich diese Bindung aber gelockert ha-ben, vgl. Anm. 93.
  • Daten nach Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 353.
  • Zur Kinderkrankheit ebd., Bd 2, S. 353. Hinweise auf einen frühen Spiritismus Elizas ebd., Bd 2, S. 322, 353. Dazu auch John C.G. Röhl, Einleitung, in: Eulenburgs politische Korrespondenz (wie Anm. 26), Bd 1, S. 9-73, bes. S. 47^9 . Vgl. auch ebd., Bd 1, S. 324, Anm. 2; und vgl. Röhl, Wilhelm II. (wie Anm. 17), Bd 2, S. 228 f.; sowie unten Anm. 99.


  • Eulenburgs politische Korrespondenz (wie Anm. 26), Bd 1, S. 223.
  • , Bd 1, S. 232 f. und Anlage Bd 1, S. 232-234 und Bd 2, S. 672. Kuno von Moltke (1847-1923) entstammte der Linie der Reichsgrafen in Preußen und war damit nur weit-läufig mit Eliza verwandt. Allerdings war er später neben Helmuth von Moltke Flügel-adjutant Wilhelm II. und stand spätestens zu diesem Zeitpunkt in engem Kontakt mit Hel-muth von Moltke.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


440      MGZ 62 (2003)                                                                                      Helmut Zander


kenntnisse empfänglich zu machen«84. Eliza von Moltke selbst soll mit Anna Ro-the, die in den 1890er Jahren als bekanntestes deutsches Medium galt, in ihrem Haus Séancen abgehalten haben. Aber all dies ist nur ein Ausschnitt aus dem kaum erforschten spiritistischen Untergrund des Kaiserreichs; klar ist nur, daß Eliza mit diesem Netzwerk in Verbindung gestanden haben muß85.


Dieser Spiritismus und die Theosophie waren um 1900 eng verzahnte esoteri-sche Milieus, und mit der Theosophie stehen wir vor der entscheidenden weltan-schaulichen Dimension des Dreiecksverhältnisses zwischen den beiden Moltkes und Steiner, deren ideengeschichtliche Stellung und Organisation deshalb kurz zu erläutern sind. Die Theosophie war historisch ein Ergebnis der Krise des Spiritis-mus. Er war um 1900 in seiner Glaubwürdigkeit angeschlagen, da viele »Medien« durch Betrug oder zirkusartige Auftritte den spiritistischen Anspruch, die über-sinnliche Welt in Séancen zu beweisen, also Religion quasi naturwissenschaftlich zu fundieren, diskreditiert hatten und sich überhaupt der empiristische Anspruch als uneinlösbar herausgestellt hatte. Die von Helena Petrovna Blavatsky und Hen-ry Steel Olcott – beide ehemalige Spiritisten – 1875 gegründete Theosophische Ge-sellschaft versprach nun, das Defizit des Spiritismus durch eine kulturalistische Re-ligionstheorie zu kompensieren: An die Stelle des »Beweises« übersinnlicher Wel-ten trat die Theorie eines Wissens um das »geheime«, esoterische Zentrum aller Religionen, womit gleichzeitig ein Uberbietungsanspruch für die etablierten Reli-gionen verbunden wurde. Dies war auch eine Antwort auf das expandierende re-ligionskulturelle Wissen seit dem 19. Jahrhundert: Asiatische wie europäische Re-ligion, antike wie zeitgenössische Traditionen sollten in der theosophischen Welt-anschauung synkretistisch aufgehoben werden. Hier liegt ein erster Grund des weitverbreiteten Interesses von Gebildeten an der Theosophie um 1900.


Ein weiteres Attraktivitätsmoment bildete das Angebot, in einer »Esoterischen Schule« durch meditative »Übungen« nun doch wieder eine »objektive« Einsicht in »übersinnliche Welten« zu garantieren und somit den empiristischen Anspruch des Spiritismus nicht ganz fahren zu lassen. Als »geheime Bruderschaft« verband die Esoterische Schule – die für Eliza von Moltke vermutlich eine hohe Bedeutung besaß – die Stiftung von Gemeinschaft mit dem elitären Anspruch auf Erkenntnis. Lebensweltlich dürfte das Versprechen, die Wirkungen der »geistigen« Welt – von der geistigen Wirkung von Heilmitteln bis zur doch wieder spiritismusartigen Ver-mittlung von Botschaften aus der »geistigen« Welt – fühlbar, nachgerade beweis – bar zu machen, eine nicht zu unterschätzende Anziehungskraft besessen haben.


Um 1900 war die Theosophie eine global agierende Akteurin, die in sehr vie-len europäischen Nationen Landesgesellschaften besaß, allerdings aufgespalten in konkurrierende Vereinigungen. In einer dieser Gruppen, der deutschen Sektion der Theosophischen Gesellschaft Adyar, war Rudolf Steiner (1861-1925) im Oktober









Axel Varnbühler, Unveröffentlichte Memoiren, S. 109, zit. nach Röhl, Kaiser, Hof und Staat (wie Anm. 31), S. 72.


Helmuth Carl Bernhard von Moltke, Die Deutsche [sie] Tragödie an der Mame. Repr. der Ausg. Nowawes 1934, Viöl 1992, S. 48. Zu Rothe siehe Diethard Sawicki, Leben mit den Toten. Geisterglauben und die Entstehung des Spiritismus in Deutschland 1770- 1900, Paderborn [u.a.] 2002, S. 322 f., 346. Dazu Sawicki, ebd., der jedoch die Jahre um 1900 nur kursorisch behandelt und den Spiritismus im Hochadel nicht berücksichtigt. Vgl. auch unten Anm. 99. Allgemein John C.G. Röhl, Einleitung, in: Eulenburgs politische Korrespondenz (wie Anm. 26), S. 48.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 441


1902 zum Generalsekretär gewählt worden86. Er war zuvor, von 1882 bis 1897, Her-ausgeber naturwissenschaftlicher Werke Goethes gewesen und hatte nach einer persönlichen Krisenzeit im Jahr 1900 zur Theosophie gefunden. Steiner stieg schnell zur Leitfigur der deutschen Adyar-Theosophie auf und übernahm die theosophi-sche Weltanschauung, etwa in seinem Buch Theosophie, einer theosophischen An-thropologie unter Einbeziehung der Reinkarnationsvorstellung, das auch Helmuth von Moltke 1904 las87. Darüber hinaus verfaßte er einen Schulungsweg für die »Eso-terische Schule« (Wie erlangt man Erkenntnisse der höheren Welten, 1904/05), die Vi-sion einer kosmologischen Evolution (.Die Geheimwissenschaft, 1904-1909), schuf freimaurerische Riten (ab 1905), »Mysteriendramen« (1910-1913), eine Tanzform, die »Eurythmie« (seit 1911), und seit diesem Jahr auch den »Johannesbau« als Zen-trum einer »Theosophenkolonie« in Dornach (nahe Basel). 1912 trennte Steiner sich dann mit seiner Anthroposophischen Gesellschaft von der theosophischen Mutterge-sellschaft. Nach dem Ersten Weltkrieg entstanden die Anwendungsfelder der An-throposophie, die bis heute ihr Bild prägen: die Waldorfpädagogik, die anthropo-sophische »Heilkunst«, die Landwirtschaft (»Demeter«-Produkte) oder die von Steiner inspirierte anthroposophische Kirche, die »Christengemeinschaft«.


Eliza von Moltke traf mithin auf ein expandierendes Weltanschauungssegment, als sie sich bald nach 1900 Steiner näherte. Gerade Bildungsbürger und Adelige stießen zur Theosophie – und häufig, wie Eliza von Moltke, zugleich als Distan-zierung bzw. Abwendung vom Spiritismus. Wassily Kandinsky, Piet Mondrian, Maria Montessori oder Christian Morgenstern sind nur einige der illustren Na-men, die sich vor 1914 zeitweilig oder dauerhaft bei der Theosophie fanden. Man begab sich also, wenn man sich der Theosophie zuwandte, in ein dissentierendes Milieu, das aber unter Gebildeten durchaus Akzeptanz fand.


Eliza von Moltke soll Steiner kurz nach der Jahrhundertwende kennengelernt haben, wobei Marie von Sivers, Steiners damalige Lebensgefährtin und spätere Frau, mit der sie befreundet gewesen sein soll, eine entscheidende Rolle gespielt haben könnte88. Eliza soll noch 1899 spiritistische Séancen mit dem Medium Elisabeth Seid-ler veranstaltet haben, die den Ausbruch des Krieges prophezeite, doch dürfte sie bald in die Theosophische Gesellschaft eingetreten sein89. Sie gehörte jedenfalls seit 1904 der »Esoterischen Schule« an, einem inneren Zirkel, dessen Mitglieder von Steiner



  • Zur Geschichte der Adyar-Theosophie in Deutschland Norbert Klatt, Theosophie und Anthroposophie. Neue Aspekte zu ihrer Geschichte aus dem Nachlaß von Wilhelm Hüb-be-Schleiden (1846-1916) mit einer Auswahl von 81 Briefen, Göttingen 1993; zu Steiner die nicht ausreichend kritische Biographie des Anthroposophen Christoph Lindenberg, Rudolf Steiner. Eine Biographie, 2 Bde, Stuttgart 1997. Ich selbst bereite die Veröffentli-chung einer Geschichte der Theosophie in Deutschland vor.


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 295 (17.7.1904).
  • D’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4) berichten, daß Eliza von Moltke mit ihrer Tochter Astrid, die damals 17 oder 18 Jahre alt gewesen sei (also 1899 oder 1900), zufällig in einen Vortrag Rudolf Steiners gekommen sei. Von der entscheidenden Rolle von Sivers’ spricht Johanna Gräfin Keyserlingk, in: Koberwitz (wie Anm. 68), S. 34. Bei-de Informationen müssen sich nicht ausschließen.


  • Moltke, Die Deutsche Tragödie an der Marne (wie Anm. 85), S. 48 f., 54. Das Datum des


Eintritts ist unklar. Ihre Mitgliedschaft ist für den November 1905 belegt; Mitteilungen für die Mitglieder der Deutschen Sektion der Theosophischen Gesellschaft (Hauptquar-tier Adyar), hrsg. von Mathilde Scholl, Köln 1905, Heft 1, S. 9. Da ihr Name aber in der ersten Namensliste steht, die in den Mitteilungen publiziert wurde, sind darin mögli-cherweise die seit 1902 eingetretenen Personen kumulativ verzeichnet.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 42     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


Meditationen erhielten, deren geheimes Zentrum die freimaurerischen Zeremonien bildeten. Damit befand sie sich im Arkanzirkel um Steiner, der seit dem 10. Mai 1904 die Esoterische Schule in Deutschland als »Arch-Warden« leitete. Auch andere Mit-glieder der Familie Moltke fanden zu Steiners Theosophie. So trat die Tochter Astrid kurz nach ihrer Mutter der Theosophischen Gesellschaft Adyar bei90, ebenfalls die Schwe-ster ihres Schwiegersohns, Ella Gräfin Moltke (1856-1924)91. Eliza von Moltke stiftete auch das Dreiecksverhältnis mit Steiner, das bis zu Moltkes Tod 1916 Bestand hatte92. Während ihr Mann – bei allen Fragen an seine Tradition und aller Offenheit für eso-terische Themen – wohl auch innerlich Protestant blieb, dürften sich ihre kirchlichen Bindungen in diesem esoterischen Umfeld gelockert oder gar gelöst haben93.



  • Zu Eliza von Moltkes Verhältnis zur Esoterischen Schule vgl. Rudolf Steiner, Zur Ge-schichte und aus den Inhalten der Ersten Abteilung der Esoterischen Schule 1904-1914, 2. Aufl., Domach 1996 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 264), S. 488. Autobiogra-phische Aufzeichnungen Astrids von Moltke, zit. von Meyer in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 355. Nach d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4), habe Eliza von Moltke die Kinder nicht anthroposophisch erzogen, neben Astrid habe nur Adam später anthroposophische Interessen besessen. Astrid Bethusy wird von ihren Töchtern als sehr liebenswerte Frau geschildert, die ihren Kindern freie Entschei-dung in Sachen Anthroposophie ließ. Auch sie habe noch über esoterische Fähigkeiten verfügt, etwa einen Brautschleier zu materialisieren.


  • Beitritt zwischen März und August 1906; siehe Mitteilungen für die Mitglieder der Theoso-phischen Gesellschaft (wie Anm. 89), Heft 3, S. 5. Ella Moltke war eine geborene von Bethusy, die Großmutter von Helmuth James und die Schwester von Heinrich Bethusy, dem Mann von Astrid von Moltke, der Tochter von Eliza und Helmuth von Moltke; d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4). Nach Steiner/Steiner-von Sivers, Briefwechsel und Do-kumente (wie Anm. 12), S. 161 sei sie seit Juli 1906 Mitglied im Berliner Zweig gewesen. 1919 sei Eliza von Moltkes nicht namentlich genannter Neffe, der Sohn von Julie von Molt-ke (eine Schwester von Helmuth von Moltke [1876-1939], dem Vater von Helmuth James von Moltke [1907-1945]), mit dem württembergischen Arbeitsminister Hugo Lindemann »zu einer ganzen Reihe« von Steiners Vorträgen gekommen; Brief Steiners an Eliza von Moltke, 3.5.1919, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 235-237, S. 236.


  • Das Beziehungsnetz Helmuth von Moltke – Eliza von Moltke – Steiner war der Litera-tur immer nur in wenigen Bruchstücken und durchweg mit falschen oder überzogenen Vermutungen hinsichtlich Steiners Wirkungen auf Helmuth von Moltke bekannt. Dazu nur wenige Belege aus der neueren Literatur. Eliza von Moltke sei, so Görlitz, Kleine Ge-schichte des deutschen Generalstabes (wie Anm. 3), S. 148 einem »gewissen Mystizis-mus« ergeben gewesen; von hier stammt’ möglicherweise auch die gleichlautende Ver-mutung bei Bucholz, Moltke (wie Anm. 62). Schon Bülow, Denkwürdigkeiten (wie Anm. 21), Bd 3, S. 205 glaubte, daß Moltke »zu Mystizismus neigte«. Jäschke, Zum Pro-blem der Marne-Schlacht (wie Anm. 3), S. 317 vermutete, Eliza von Moltke habe ihres Mannes »Hang zur Übersinnlichkeit« gefördert; Bucholz, Moltke (wie Anm. 62), S. 218-220 hat nur wenig, aber immerhin einiges Material zu diesem Beziehungsnetz zusammen-getragen, kann aber das Verhältnis nur grob umreißen.


, 3   Bei Walle, Moltke (wie Anm. 3), S. 18 ist Moltke ohne Einschränkung »ein Anhänger der theosophischen Lehren von Rudolf Steiner« geworden, bei Holger Afflerbach, Der Drei-bund. Europäische Großmacht – und Allianzpolitik vor dem Ersten Weltkrieg, Wien [u.a.] 2002, S. 829 zu einem »labilen und nervenschwachen Mann mit okkulten Neigungen«. Zurückhaltender urteilt Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 52 f. Zu Moltkes fortbeste-henden protestantischen Bezügen siehe unten Kap. 6. Ihre Tochter Astrid berichtet, daß sie ihre Mutter zu einem nicht genannten Zeitpunkt dazu bewegen mußte, wieder an Gottesdiensten teilzunehmen; autobiographische Aufzeichnungen, zit. von Meyer in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 354. Ihre fortbestehend enge Ver-bindung zur Anthroposophie dürfte ihr kurz vor dem Tod beabsichtigter Umzug nach Stuttgart, einem Zentrum der Anthroposophie in Deutschland, dokumentieren. Beerdigt wurde sie im Rahmen einer Feier der anthroposophischen Christengemeinschaft; d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4).




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 43


Die spiritistischen Neigungen wiederum hatte Eliza von Moltke mit dem Ein-tritt in die Theosophische Gesellschaft nicht abgelegt. Zwischen dem 21. Mai 1904 und dem 24. Mai 1905 wurden in ihrem Haus zehn »Séancen« abgehalten, bei denen sich der Geist »Uriel« durch ein namentlich nicht genanntes Medium kundgege-ben haben soll. Bei neun dieser Sitzungen war auch Steiner anwesend und soll »das Medium korrigiert« haben94. Angesichts von Steiners zeitweilig scharfem Anti-spiritismus mögen seine häufige Anwesenheit und das milde Urteil überraschen, das in der »Korrektur« von Mitteilungen deren Korrekturwürdigkeit impliziert und damit mediale Verlautbarungen implizit anerkennt. Doch war Steiners Ver-hältnis zum Spiritismus weitaus offener, als es die teilweise militante spätere Ab-grenzungsrhetorik von Anthroposophen zugesteht; Steiner dokumentiert hier durchaus sein Normalmaß an Nähe zum Spiritismus – und dies wird für die Zeit nach Moltkes Tod noch wichtig werden. Diese Séancen im Hause Moltke waren für ihn vermutlich auch der Anlaß, in Vorträgen vor Mitgliedern der Theosophi-schen Gesellschaft auf die Spiritismusfrage einzugehen95. Noch während dieser Sit-zungsserie muß Steiner, wie Eliza von Moltke im ersten erhaltenen Brief (der bis in die zwanziger Jahre reichenden Korrespondenz96) am 20. Juli 1904 schrieb, sei-ner esoterischen Schülerin versprochen haben, »etwa geistige Hülfe« zu geben, wozu er aber erst »die diesbezüglichen Anweisungen […] auf dem höheren Plan« habe einholen wollen. Am 12. August 1904 erhielt sie von Steiner die ersten Schu-lungsanweisungen. Nachdem er sich an diesem Tage »als Werkzeug von höheren Wesenheiten, die ich in Demut verehre« für seine Tätigkeit als spiritueller Führer legitimiert hatte, gab er auch einen Hinweis auf den Stand der Beziehungen zum Hause Moltke: »Ich denke oft an die schönen Stunden, die ich in ihrem Hause [in Berlin] zubringen durfte. Ich habe ja auch ihren Herrn Gemahl sehr lieb gewon-nen, und hoffe viel auf seine spirituelle Zukunft97.«


In diesem Horizont einer intensivierten Beziehung zwischen Eliza von Molt-ke und Steiner sind auch die bislang nur angedeuteten Indizien der Beschäfti-gung Helmuth von Moltkes mit der Theosophie zu lesen. Er weilte im Juli 1904 mit dem Kaiser in Norwegen und dokumentierte, daß er zumindest lesend in die Verbindung zwischen Steiner und seiner Frau eingeknüpft war. Er las, wie er am

  1. Juli schrieb, Steiners Theosophiew, die im April oder Mai 1904 frisch erschienen war. An Bord der >Hohenzollern< konnte er, wenn es um Theosophie und Spiri-



    Steiner habe »als positiver und toleranter Zuschauer […] das Geschehen klar durch-schaut und auch das Medium korrigiert«, heißt es im Gestus der theosophischen Über-bietung bei Johannes Tautz, zit. nach Meyer, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 322.


  • Möglicherweise haben Steiners am 1.2., 7.3. und 30.5.1904 gehaltene Vortrage über Theo-sophie und Spiritismus mit diesen Séancen zu tun. In: Rudolf Steiner, Spirituelle Seelen-lehre und Weltbetrachtung, Dörnach 1986 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 52), S. 218-304. Darin wird zwar auch die Superiorität der Theosophie gegenüber dem Spiri-tismus festgehalten, die Abgrenzung bleibt aber integrativ: »Es handelt sich bei der Theo-sophie nicht darum«, meinte Steiner am 30.5., »den Spiritismus bekämpfen zu wollen, son-dern es handelt sich darum, die Wahrheit zu suchen, wo sie zu finden ist.« (ebd., S. 275).


  • Der letzte Brief Steiners datiert vom 19.6.1920 (Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 2, S. 255 f.), die letzte »Mitteilung« über die Mittelsperson Helene Röchling (siehe dazu unten Anm. 150) vom 17.6.1924 (ebd., S. 298 f.).


  • Steiner, Zur Geschichte und aus den Inhalten der Ersten Abteilung der Esoterischen Schule (wie Anm. 90), S. 73 f.

9S   Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 295 (17.7.1904).





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 44     MGZ 62 (2003)                                                                                      Helmut Zander



tismus ging, auf offene Ohren, nachgerade auf ein gespanntes Interesse rechnen”, allerdings wohl auch auf »orthodoxe« Grenzziehungen durch den Kaiser, der Moltke die Beschäftigung mit dem Spiritismus verboten haben soll100. Ein Vier-teljahr später, im September 1904, las Moltke das Buch Vier Religionen von Annie Besant, die 1907 zur Präsidentin der Adyar-Theosophie aufstieg101. Über den Fort-gang der Beziehungen zu Steiner herrscht Unklarheit, jedenfalls fehlen von Seiten Moltkes Dokumente über Kontakte102. Für seine Frau hingegen ist die Kontinuität der Beziehung gut belegt: Meditationssprüche Steiners für sie und ihre Tochter Astrid aus den Jahren 1905 bis 1918, ihre Teilnahme an einem Schulungskurs von September bis November 1905, ein Photo aus dem Jahr 1906, das sie an der Seite Steiners zeigt, die schriftliche Beantwortung einer Frage im Dezember 1909, ihr Be-such der Aufführungen der Mysteriendramen vor dem Ersten Weltkrieg in Mün-chen oder die Teilnahme an Vorträgen »im großen oder intimeren Kreis« in Ber-lin103.



  • Moltkes Berichte über religiöse Gespräche sind dafür bezeichnend. Am 12.7.1904 re-flektierte er angesichts eines Artikels über Radium und Radioaktivität, den Kaiser Wil-helm vorgelesen hatte, daß sich die Gleichsetzung von Materie und Energie und damit der Spiritismus nahelege (Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente – wie Anm. 5 – , S. 295) – eine damals häufige Konjunktion von naturwissenschaftlichen und religiösen Plausibilitäten. In dem Brief vom 17.7. berichtete er, wie er zu einer Autorität für die Theosophie in einem von versteckten spiritistischen Erfahrungen oder Theorien ge-prägten Milieu wurde: »Gestern kam zufallig das Gespräch auf die theosophische Welt-auffassung. Wir saßen unserer fünf oder sechs zusammen und da ich der einzige war, der von diesen Dingen etwas wußte, mußte ich das Wort führen. Erst lachten einige, dann wurden sie immer ernster und zuletzt hörten sie mir zu wie dem Pastor in der Kirche. Es ist merkwürdig, wie dieses Thema die Menschen alle interessiert, wenn sie auch so tun, als ob sie hoch darüber erhaben wären. Hier ist ein Prinz an Bord, dessen Bruder ein eifriger Spiritist ist, und schließlich hatte fast jeder das eine oder andere erfahren, selber oder in seiner nächsten Umgebung etwas erlebt. Kaum einer aber hatte versucht, sich darüber Rechenschaft abzulegen oder den Dingen nachzudenken. Die Menschen sind so denkfaul« (ebd., S. 295 f.).


  • So General Karl von Einem gen. von Rothmaler, seit dem 12.9.1914 Oberbefehlshaber der dritten Armee, in einem Brief an Ludendorff; zit. bei Erich Ludendorff, Das Marne-Dra-ma. Der Fall Moltke-Hentsch, München 1934, S. 5. Allerdings hatte auch Wilhelm II. sei-ne »unorthodoxen« Vorstellungen, etwa über den Tod als »Beginn einer weiteren Ent-wicklung«, nach Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 300 (16.7.1911).


  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 300 (5.9.1904). Annie Besant, Die vier großen Religionen. Vier Vorträge vor der einundzwanzigsten Jahresversamm-lung der theosophischen Gesellschaft zu Adyar bei Madras, Berlin 1904. Besants Aus-führungen zu Hinduismus, »Zoroastertum«, Buddhismus und Christentum besitzen ei-nen typischen theosophischen Fluchtpunkt, die »gemeinsame Grundlage« (S. V) aller Religionen darzulegen.


  • Ob ein Versuch Steiners, Moltke Ende 1907 zu treffen, möglicherweise um mit seiner Hil-fe einer schlechten öffentlichen Stimmung gegenüber der Theosophie entgegenzutreten, Erfolg hatte, ist unklar; vgl. Steiner/Steiner-von Sivers, Briefwechsel (wie Anm. 12), S. 194.
  • Meditationssprüche in: Rudolf Steiner, Wahrspruchworte, Dörnach 1998 (= Rudolf-Stei-ner-Gesamtausgabe, Bd 40), S. 250, 255, 260, 279. Für die Tochter sind Sprüche in den Jahren 1905/06 und 1915 belegt, nach: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 355. In Steiner, Wahrspruchworte finden sich Sprüche unter dem 14.6.1905 (S. 249), 15.5.1906 (S. 255), 25.9.1909 (S. 259) und dem 25.7.1915 (S. 273); am 2.5.1914 hat Steiner einen Spruch für den 11jährigen Helmuth von Bethusy-Huc verfaßt (S. 325). Teilnahme am Schulungskurs nach Margarita Woloschin, Die grüne Schlange. Lebenserinnerungen, Stuttgart 1954, S. 156. Heute sind die Vorträge veröffentlicht als Rudolf Steiner, Grund-elemente der Esoterik, Dornach 1987 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 93a). Vgl.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 45


Steiner faßte 1921, schon in Verteidigungsstellung gegenüber den Verdächti-gungen seiner »okkulten« Beeinflussung des Generalstabschefs, die Vorkriegs-kontakte folgendermaßen zusammen:


»Ich verkehrte seit 1904 im Hause des Herrn von Moltke. Ich wurde zu jedem einzelnen Besuch eingeladen. Die Einladung ging nicht etwa bloß von Frau von Moltke aus, sondern auch von Herrn von Moltke. Ich habe die allergrößte Verehrung für Herrn von Moltke, aber ich habe mich nie aufgedrängt. Die oft viele Stunden lang dauernden Unterhaltungen umfaßten immer Welt-anschauungsfragen. Herr von Moltke war eben aufgeklärt genug, zu ersehen, daß meine Weltanschauung aller nebulosen Mystik ganz ferne steht und auf sicheren Erkenntnisgrundlagen ruhen will. Er wäre aber auch gar nicht leicht zu >beeinflussen< gewesen, auch wenn ich das versucht hätte104


Daß es sich bei den Gesprächen nur um »Weltanschauungsfragen« gehandelt ha-be, ist gut möglich, beantwortet aber die Frage nicht sicher, und ob auch politi-sche Themen traktiert wurden1 0 5. Die Feststellung, daß Moltke nicht beeinflußbar gewesen sei, mag aber auch der Kriegsschulddiskussion geschuldet sein, doch wenn sie zutrifft, dokumentierte sie zugleich Moltkes Resistenz gegenüber Stei-ners Theosophie. Undeutlich bleibt schließlich, wie häufig die Besuche »seit 1904« waren1 0 6. Klar aber ist, daß Moltke selbst noch vor Kriegsbeginn Interesse an Stei-


zur Datierung Hans Schmidt, Das Vortragswerk Rudolf Steiners. Verzeichnis der von Rudolf Steiner gehaltenen Vorträge, Ansprachen, Kurse und Zyklen, 2. Aufl., Dornach 1978, S. 82-86. Photo bei Lindenberg, Steiner (wie Anm. 86), Bd 1, S. 411; ihre Identität ist aber nicht ganz sicher. Fragenbeantwortung nach: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 52 f. Inhaltlich spielt weiterhin die Abgrenzung gegenüber dem Spi-ritismus eine Rolle. Besuch der Mysteriendramen und von Vorträgen: Äußerung ihrer Tochter Astrid Bethusy-Huc, zit. in: Helmuth von Moltke 1848- 1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 356. Ein Photo von einem Hauskonzert in Moltkes Wohnung ist undatiert; abgebildet in: Das Wirken Rudolf Steiners (wie Anm. 10), S. 74. Auf dem Photo sind Steiner, Marie von Sivers, Eliza von Moltke und vermutlich Johanna Gräfin Keyserlingk identifiziert.


  • Rudolf Steiner, Über »Erwiderungen« auf den »Matin«-Artikel, in: Ders., Aufsätze über die Dreigliederung, Dornach 1982 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 24), S. 408-418, hier S. 412.
  • Der Verweis auf die weltanschaulichen Inhalte könnte zwar angesichts der späteren De-batten um die Beeinflussung Moltkes durch Steiner in militärischen Fragen diesen poli-tisch brisanten Punkt verschleiern, doch wird diese Deutung erst aus der Perspektive der verlorenen Marne-Schlacht sinnvoll. Johanna Gräfin Keyserlingk behauptete in ihren Erinnerungen, Steiner habe Moltke »durch seinen politischen Weitblick beeindruckt« (Koberwitz – wie Anm. 69 – , S. 34). Aber diese Äußerung steht allein und in einem un-kritisch lobenden Text über die Beziehung zwischen Steiner und Moltke.


  • Moltkes Tochter Astrid Bethusy-Huc spricht von »Besuchen« Steiners »bei meinen El-tern, wo oft bis tief in die Nacht […] gesprochen wurde«; zit. in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 356. Diese Äußerung ohne Jahresangabe läßt sich auf die Zeit vor 1914 beziehen, doch ist eine Präsenz nach 1914 auch denkbar. Jens Hei-sterkamp, Helmuth von Moltke- eine Lebensskizze, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 25-41, hier S. 39 datiert die Gespräche auf die Zeit vor 1914, allerdings ohne genauere Belege. In einem Observationsbericht über Steiners politische Aktivitäten in Stuttgart 1919 berichtete der Beamte Klaiber, Steiner habe zugegeben, seit 1904 »häufig« mit Moltke verkehrt zu haben; Rudolf Steiner und der Bund »Drei-gliederung des sozialen Organismus«, Württembergisches Landespolizeiamt, Nr.


Ν 1918/21,17.6.1921,15 Seiten, S. 4 (= Bl. 17) (Stuttgart, Hauptstaatsarchiv, Bestand Staatsministerium). Johanna Gräfin Keyserlingk erinnerte sich, Steiner sei im Hause Moltke »ein und aus« gegangen (Koberwitz – wie Anm. 69 – , S. 34). Derartige, aller-dings ausschließlich von Anthroposophen stammende Äußerungen legen intensive Kontakte nahe.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


446     MGZ 62 (2003)                                                                                    Helmut Zander


ners Besuchen bekundete. Am 21. Juli 1914 schrieb er seiner Frau, daß es ihn


»freuen« würde, Steiner »im August zu sehen, wenn er nach Berlin kommen soll-te«107.


Im übrigen versuchte Eliza von Moltke offenbar, nicht nur ihren Mann in ihre okkultistischen Interessen einzubinden, sondern betrieb in ihrem Umfeld eine en-gagierte Propagandaarbeit, deren Dimensionen nur punktuell sichtbar sind. So lernte Walter Rathenau im Januar oder Februar 1914 Eliza von Moltke kennen, weil sie mit ihm »über >Mechanik des Geistes<« (also Rathenaus gleichnamiges Buch aus dem Jahr 1913) sprechen wolle108. Auch Rathenau brachte sie, wie ihren Mann, mit Steiner in Kontakt: »Frau von Moltke bittet mich, den Vortrag von Steiner zu hören, empfängt mich im Architektenhaus als Beschützerin ihrer Gemeinde und macht mich mit Steiner bekannt«, notierte Rathenau in seinem Tagebuch109. Und Paul Bronsart von Schellendorf, bei Kriegsbeginn Leiter der Operationsabteilung im Generalstab, berichtete, sie habe versucht, ihn »in ihre okkulten Kreise […] hin-einzuziehen«110.



  1. Moltkes Treffen mit Steiner am 27. August 1914



Politisch brisant wurde Moltkes Verbindung zu Steiner erst nach Ausbruch des Ersten Weltkriegs. Dies war zugleich eine Zeit, in der die Belastungen für Molt-ke dramatisch zunahmen. Mit der Verantwortung für die Kriegführung war noch am Tag der Mobilmachung seine genannte schmerzhafte Demütigung durch den Kaiser vor dem internen Führungskreis einhergegangen. Er war zudem, wie Imanuel Geiss auf den Punkt gebracht hat, nicht nur mit den Erwartungen auf-grund seines Namens, den Vorgaben des Schlieffen- Plans, seiner angegriffenen Gesundheit und zwei Fronten konfrontiert, sondern hatte auch mit dem Kaiser und seiner Entourage, die im Hauptquartier über taktische Fragen bramabar-sierten, Kriegsziele formulierten und auf den Sieg warteten, zu kämpfen111. Ob schließlich die Gerüchte über seine Absetzung, die schon für den 10. August do-kumentiert sind 112, ihm zu Ohren gekommen waren, ist unklar. Der immer wie-der als sensibel beschriebene Moltke kam jedenfalls in eine Situation, wo seine Fähigkeiten im Grenzgebiet von militärischer Planung, politischer Koordinati-on und psychologischer Anspannung offenbar zunehmend an ihre Grenzen ka-men.






  • Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 380 (21.7.1914). Zwei Wochen vorher läßt eine Debatte über »die Entwicklung der Seelenfreiheit« (ebd., S. 379 – 7.6.1914) vielleicht auf eine Diskussion theosophischer Themen schließen.


  • Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 182.
  • nach Ludendorff, Das Marne-Drama (wie Anm. 100), S. 5.
  • Imanuel Geiss, Das Deutsche Reich und der Erste Weltkrieg, München, Zürich 1985, S. 50-57.


  • Siehe oben, Anm. 43.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 4 7


Moltke befand sich seit dem 17. August in Koblenz im Großen Hauptquartier, das dort bis zum 30. August blieb, ehe es nach Luxemburg verlegt wurde1 1 3 . Seine Frau war schon mit dem ersten Zug des Großen Hauptquartiers nach Koblenz mitgereist, weil sie, so die offizielle Begründung, »auf Veranlassung der Kaiserin die Leitung eines Koblenzer Lazaretts übernehmen sollte«, sich aber schon bald mehr u m Molt-ke gekümmert habe, erinnerte sich der für das Feldeisenbahnwesen zuständige Ge-neral Wilhelm Groener1 1 4 . Als einzige Frau speiste sie zusammen mit den Offizieren – sehr zu deren Unwillen1 1 5 . Sie habe ihrem Mann auch »okkulte« Hinweise zu-kommen lassen, etwa durch die »Heeressybille« Elisabeth Seidler, die Eliza als Kran-kenschwester nach Koblenz begleitete1 1 6. Ludendorff berichtete, Moltkes Frau habe »schon vor ihrem Eintreffen in Koblenz ihren Gatten fernmündlich d a v o n ver-ständigt, die Gesamtoperation des Deutschen Heeres in Frankreich w ü r d e nach Aussage der Lisbeth Seidler unglücklich enden«1 1 7 .


Moltkes Frau dirigierte auch Steiner, der möglicherweise schon seit d e m Som – mer in engere Kontakte zu Moltke getreten war, nach Koblenz1 1 8 . Er wußte, daß


  • Walther Hubatsch, Großes Hauptquartier 1914/18. Zur Geschichte einer deutschen
    • Führungseinrichtung, in: Ostdeutsche Wissenschaft. Jahrbuch des ostdeutschen Kul-turrates, 5 (1958), S. 422-461, hier S. 424. Eliza von Moltke begleitete ihren Mann auch nach der Verlegung des Hauptquartiers nach Luxemburg, erst mit der neuerlichen Ver-legung nach Mezières zog sie nicht mehr mit; Mombauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 234.








Groener, Lebenserinnerungen (wie Anm. 22), S. 152; ähnlich Ludendorff, Das Marne-Drama (wie Anm. 100), S. 4.


Aufzeichnungen des Oberstleutnants von Natzmer (November 1920), zit. nach Mom-bauer, Moltke (wie Anm. 3), S. 234.


Ludendorff, Das Marne-Drama (wie Anm. 100), S. 4 mit Hinweis auf die Leipziger Neue-sten Nachrichten vom 12.1.1933. Auch nach Moltke, Die Deutsche Tragödie an der Marne (wie Anm. 85), S. 56 war Seidler im Hauptquartier. Eine Umschlagstelle dieser Gerüchte war Mathilde Ludendorff, V. Moltke unter der Suggestion Lisbeth Seidlers und Rudolf Steiners, in: Ludendorffs Volkswarte, Folge 6 vom 12.2.1933, S. 1 f., die wiederum auf die Tagespresse zurückgriff. Zu Elisabeth Seidler ließen sich kaum Informationen beibringen; selbst Marie Steiner, Helmuth v. Moltke und Rudolf Steiner, in: Das Goetheanum, 12 (1933), S. 75-77, hier S. 75, behauptete zumindest, daß sie ihr unbekannt gewesen sei. Nach Ludendorff sei Moltke bereits 1899 an »das okkulte Medium Lisbeth Seidler« geraten; Ludendorff, Das Marne-Drama (wie Anm. 100), S. 4. Zu den diesbezüglichen Äußerungen des Reichsarchivs vgl. Erich Ludendorff, Vom Feldherrn zum Weltrevolutionär und Weg-bereiter deutscher Volksschöpfung. Bd 3: Meine Lebenserinnerungen von 1933 bis 1937, München 1955, S. 69 f. Sigmund Freud habe 1909 in Berlin eine »Wahrsagerin« und ein Medium namens Seidler, das »Briefe mit verbundenen Augen zu lesen« vorgab, besucht; Ernest Jones, Das Leben und Werk von Sigmund Freud, Bd 3, Bern, Stuttgart 1962, S. 447. Ihr Tod im Januar 1933 (Ludendorff, Vom Feldherrn zum Weltrevolutionär, S. 68 f.) war wohl ein äußerer Anlaß der zu diesem Zeitpunkt aufbrechenden Polemiken gegen Moltke.



  • Ludendorff, Das Marne-Drama (wie Anm. 100), S. 6. Ludendorff will diese Information »von Bekannten« erhalten haben. Teile dieser Ausführungen (S. 3 f.) bereits in ders., Mein militärischer Werdegang. Blätter der Erinnerung an unser stolzes Heer, München 1933, S. 88-90. Auch Moltke, Die Deutsche Tragödie an der Marne (wie Anm. 85), S. 54 f. be-richtet mit Berufung auf »schriftliche Bekundungen« von Familienangehörigen, daß die Einladung an Steiner durch Eliza von Moltke mit den negativen Prophetien Elisabeth Seidlers in Beziehung zu bringen seien.


  • Steiner soll später gesagt haben, »er habe sich zu dieser Fahrt erst nach dreimaligem Er-suchen von Frau von Moltke entschlossen«; Jürgen Grone, Rudolf Steiner und Helmuth von Moltke. Authentische Aussagen, Stuttgart (Privatdruck) 1972, zit. ohne Seitenanga-be in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 491, Anm. 166. Der Privat-druck Grones war mir nicht zugänglich. Daß Moltke selbst nicht die Initiative ergriffen hat, wird aufgrund der Aussage von Anthroposophen wahrscheinlich, daß erst 1916 Moltke selbst Steiner zu einem Gespräch eingeladen habe.





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 48     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


diese Fahrt ein hochpolitisches Unternehmen war, denn er reiste von Dörnach mit gestückelter Fahrkarte über Stuttgart und Mannheim nach Koblenz119, um sein Fahrziel zu verschleiern. Am Donnerstag, den 27. August, trafen Moltke und Stei-ner (offenbar im Beisein von Moltkes Frau) zusammen: mitten im Vormarsch nach Frankreich, während einer prekären Lage an der Ostfront und anderthalb Wochen vor der Eröffnung der Marne-Schlacht. Man kam für etwa zwanzig Minuten in ei-nem Privathaus in Niederlahnstein, vermutlich bei den Anthroposophen Jan Hen-drik und Johanna Peelen, zusammen, auf der Koblenz gegenüberliegenden Rhein-seite, außerhalb des in Koblenz verstreut untergebrachten Hauptquartiers120.


Diesen Besuch hat Steiner unter dem Druck von Gerüchten im Oktober 1921 bestätigt: »Im Monat August habe ich den General von Moltke ein einziges Mal, und zwar am 27. August in Koblenz, gesehen. Unsere Unterhaltung drehte sich um rein menschliche Angelegenheiten. Das deutsche Heer war noch im vollen Sieges-zuge121


Genauere Angaben zum Inhalt dieses Gedankenaustauschs gibt es nicht. Nach Jürgen von Grone, einem mit den Moltkes befreundeten Anthroposophen, habe es sich auf die »Erhaltung des deutschen Volkswesens im Blick auf die unvergängli-chen Geistesschöpfungen, die aus ihm hervorgegangen waren« bezogen122, aber dies ist auch nicht präziser als Steiners Hinweis auf »menschliche Angelegenhei-ten«. Daß es irgendwie um Moltkes schwierige Situation oder um seine angefoch-tene Situation im Generalstab ging, kann man nur vermuten1 2 3. Möglicherweise



  • Dies kann man aus Lindenberg, Steiner (wie Anm. 86), Bd 2, S. 572 entnehmen; um ei-nen »Umweg« handelte es sich allerdings nicht.
  • Die Zeitangabe bei Picht, Nocheinmal – Mameschlacht (wie Anm. 28), S. 287. Picht schreibt explizit, »v. Moltke suchte […] Dr. Steiner für 20 Minuten auf«. Angesichts der Doku-mente, die Eliza von Moltke als treibende Kraft hinter diesem Gespräch ausweisen, ist diese Stelle nicht im Sinne einer Initiative Moltkes zu deuten. Zur Familie Peelen: Stei-ner/Steiner-von Sivers, Briefwechsel (wie Anm. 12), S. 300. Die Anwesenheit Eliza von Moltkes nach Johannes Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 17-44, hier S. 21.


  • Rudolf Steiner, Interview mit Jules Sauerwein, in: ders.: Aufsätze über die Dreigliede-rung (wie Anm. 104), S. 398-406, hier S. 404.
  • Grone, Rudolf Steiner und Helmuth von Moltke (wie Anm. 118), zit. ohne Seitenangabe in: Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 21.
  • Ob es sich um Beistand in der Last der Verantwortung ging, die Moltke nach der Aus-einandersetzung mit Wilhelm II. wegen der Auseinandersetzung mit Moltke um die Durchführung des Mobilmachungsbefehls am 1. August gespürt haben mag, so Lin-denberg, Steiner (wie Anm. 86), Bd 2, S. 572 f., ist weder unwahrscheinlich noch beleg-bar. Daß die eskalierenden Auseinandersetzungen um seine Position als Chef des Ge-neralstabs eine Rolle spielten, kann man ebenso vermuten. Es ist sicher nicht illegitim, von den Briefen Steiners an Moltke seit Dezember 1914 das Dispositiv dieses Nieder-lahnsteiner Gesprächs zu bestimmen. Diese Briefe haben ausnahmslos einen rein priva-ten, seelsorgerisch-tröstenden Charakter (siehe unten, Kap. 6). Einiges spricht dafür, daß dies am 27. August nicht anders war; auch die Anwesenheit von Moltkes Frau könnte dafür sprechen. Daß auch militärische Frage besprochen wurden, kann man nicht aus-schließen, man wird sogar in Rechnung stellen, daß diese Dimension in den nachträg-lich veröffentlichten Aussagen angesichts der Nachkriegsdebatte unterschlagen worden sein könnten. Aber daß es sich um mehr als Nachfragen nach dem Stand der Kämpfe gehandelt habe, daß Steiner also »okkulte« Ratschläge zur Kriegführung gegeben haben könnte, ist nach den vorliegenden Quellen nicht wahrscheinlich, selbst wenn bei Eliza von Moltke solche Motive im Hintergrund gestanden haben sollten. Im übrigen fiel die Ent-scheidung zum Abbruch der Marne-Schlacht ohne langfristige Planungen.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 449


hat Steiner Moltke Meditationsworte mitgegeben, die sein Selbstbewußtsein stär-ken sollten124.

Was immer in Niederlahnstein geschah: An diesem Treffen entzündeten sich über Jahre, insbesondere seit der NS-Zeit, die Vermutungen, die deutsche Nie-derlage dürfe nicht allein Moltke, sondern müsse auch oder gar letztverantwort-lich Steiner und seinen »okkulten Einflüsterungen« zugeschrieben werden125. Die-se Vermutungen gehörten zu den vielen hochreduktiven Versuchen, die komple-xe Genese der deutschen Niederlage mit einer einfachen, tendenziell monokausalen Antwort zu erklären. Darin unterscheidet sich diese Theorie nicht von der un-überschaubaren Zahl von Komplexitätsreduktionen, die den für viele unbegreif-lichen Zusammenbruch des Deutschen Reichs begreiflich machen sollten. Ein Ein-fluß Steiners auf militärische Entscheidungen ist damit nicht widerlegt, bleibt aber unwahrscheinlich. Es spricht vielmehr einiges dafür, daß Steiner Moltke irgend-wie – präziser läßt sich dies nicht sagen – menschlich beistand oder dies zumin-dest nach Ansicht seiner Frau tun sollte. Ein möglicherweise mit der militärischen Koordination Überforderter und den Führungsaufgaben im Hauptquartier zu-nehmend weniger gewachsener Moltke hätte dann Hilfe gesucht oder sie von sei-ner Frau zugewiesen bekommen – dies könnte der Kern des Gesprächs vom 27. Au-gust gewesen sein.









  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 310. Abdruck der drei Stro-phen ebd., Bd 2, S. 54, die dritte Strophe in Steiner, Wahrspruchworte (wie Anm. 103), S. 126 (hier datiert auf Oktober 1914). Schon die Anfänge der Strophen haben program-matischen Charakter: Erste Strophe: »Siegen wird die Kraft«; zweite Strophe: »Glauben will ich«; dritte Strophe: »Was habt ihr Truggedanken«.


  • Breit ausgewalzt sind die Polemiken bei Moltke, Die Deutsche Tragödie an der Marne (wie Anm. 85), der familieninternes Wissen zu bieten behauptet.


Anthroposophische Reaktionen auf diese und ähnliche Invektiven finden sich verstärkt in der NS-Zeit, etwa bei Marie Steiner, Helmuth v. Moltke und Rudolf Steiner [am 5.3.1933] (wie Anm. 116) oder in dem Band: Rudolf Steiner während des Weltkrieges. Beiträge Rudolf Steiners zur Bewältigung der Aufgaben die durch den Krieg gestellt wurden, hrsg. von Roman Boos, Dörnach [Anfang Juli 1933]. Picht, Nocheinmal – Mar-neschlacht (wie Anm. 28) [Heft April-Juni 1934] dokumentiert die Reaktion auf die Pres-seerklärung des Reichswehrministeriums vom 11.4.1934 (teilweise abgedruckt S. 284 f.) und auf die Bücher Karl Bartz, Die Deutschen vor Paris (Die Marneschlacht), Berlin 1934; Ernst Kabisch, Die Marneschlacht 1914. Eine deutsche Tragödie, Berlin 1934 (S. 285) und auf Moltke: Die Deutsche Tragödie an der Mame (wie Anm. 85) – fälschlich von Picht auf 1914 datiert. Unmittelbar vor Pichts Text in der Zeitschrift Anthroposophie hatte Marie Steiner in dem Artikel Wi?r Rudolf Steiner Freimaurer? (ebd., S. 280—284), der eine Reak-tion auf Engelbert Hubers Buch Freimaurerei. Die Weltmacht hinter den Kulissen, Stutt-gart [Februar] 1934 war, dokumentiert, wie eng die Logenfrage mit der der Diskussion um Moltke verbunden war.Wichtige Informationen zum Verhältnis von Anthroposo-phie und Nationalsozialismus bei Uwe Werner (unter Mitwirkung von Christoph Lin-denberg), Anthroposophen in der Zeit des Nationalsozialismus (1933-1945), München 1999; leider gibt es zum Kontext der Vorwürfe hinsichtlich Moltkes und auch der Frei-maurerei (etwa S. 24 f., 33, 242, 261-265) nur kursorische Ausführungen. In den inter-nen SD-Berichten wurde Moltke als dem Einfluß Steiners völlig erlegen geschildert (ebd., S. 69; vgl. auch S. 373).





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 50     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


  1. Die Beziehungen zwischen Steiner und den Moltkes nach der Marne-Schlacht



Nach Moltkes demütigender Absetzung infolge der Marne-Schlacht, dem tiefen Sturz einer großen Karriere, intensivierten sich die Kontakte zu Steiner. Nach den vorliegenden Materialien lassen sich nun erstmals enge persönliche Verbindungen nachweisen. Moltke hatte sich nach Bad Homburg auf das kaiserliche Schloß zurück-gezogen126, wo ihn Steiner am 7. November auf Vermittlung Elizas von Moltke be-suchte127. Johannes Tautz berichtet auch (aber ohne Quellenangabe) von den In-halten dieses Gesprächs: Moltke »sprach […] sich zum erstenmal [sie] über die mi-litärischen und politischen Verhältnisse aus, so daß Rudolf Steiner aus seinem Mun-de erfuhr, was sich bei Kriegsausbruch in Berlin abgespielt hatte«128.


Zu Weihnachten 1914, datiert auf den 20. Dezember, sandte Steiner dann ei-nen ersten erhaltenen Brief an Moltke, der eine einzige Funktion besaß: zu trö-sten. Das dabei verwandte argumentative Muster zieht sich auch durch die wei-teren Briefe: Das Schicksal wird karmisch, also als Ergebnis von Reinkarnationen, erklärt129. »Menschen können aus einer Inkarnation scheinbar, bevor sie erreicht haben, was ihnen vorgezeichnet ist, hinweggenommen werden, weil sie in andern Inkarnationen wieder kommen [sie]130.« Wer in dieser Inkarnation scheinbar schei-tere, lautete Steiners Botschaft, werde in einer neuen Wiederverkörperung seine Aufgabe erfüllen. Und dann folgt sublim Steiners eigene Etablierung als geistiger Führer: Er werde »aus geistigen Welten« erbitten, daß »mancher Zweifel von ih-nen weiche«, »denn die geistige Welt waltet in ihnen, Exzellenz, durch wichtige



  • Über Moltkes Aufenthalt in Bad Homburg sind bislang praktisch keine Informationen bekanntgeworden; vgl. die Hinweise in: Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 388 und bei Heisterkamp, Helmuth von Moltke (wie Anm. 106), S. 38. Die fol-genden Informationen aus den Bad Homburger Quellen verdanke ich der freundlichen Hilfe von Frau lutta Seidenfaden, Archivarin im Stadtarchiv Bad Homburg. Der Taunusbote kündigte am 2.11.1914 an, daß Moltke »zur Erholung« »im königlichen Schlosse« weilen werde. Am folgenden Tag meldete die Zeitung, daß er nebst Gemahlin an diesen Tag eintreffen werde und begründete den Aufenthalt mit dem »Rückfall« aufgrund eines Leidens, das schon in Karlsbad behandelt worden sei. Seitens der kaiserlichen Familie wohnte nach Auskunft der Bad Homburger Fremdenliste nur Prinz Oskar von Preußen mit seiner Frau, der Gräfin Ruppin, von Oktober bis Mitte November im Schloß. Eliza von Moltke reiste am 2.11. vom Generalstab nach Bad Homburg; Rathenau, Tagebuch 1907-1922 (wie Anm. 44), S. 189.


  • Heisterkamp, Helmuth von Moltke (wie Anm. 106), S. 38. Christoph Lindenberg, Rudolf Steiner. Eine Chronik 1861-1925, Stuttgart 1988, S. 356 spricht nur davon, daß dieser Be-such »möglicherweise« stattgefunden habe, vielleicht weil Steiner in einer Stellungnah-me zu einer Kritik an seinem Interview in der französischen Zeitung Le Matin im Okto-ber 1921 diesen Besuch in Frage zu stellen scheint (Steiner, Über »Erwiderungen« auf den »Matin«-Artikel – wie Anm. 104 – , S. 412). Aber viele, auch die im folgenden ge-nannten anthroposophischen Quellen, gehen von einem definitiven Besuch aus.


  • Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 22.
  • Brief Steiners an Moltke, 20.12.1914, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2,
    1. 56 f. Ob es sich dabei um den ersten erhaltenen oder publizierten Brief handelt, ist un-klar. Zur Verbreitung reinkamatorischer Vorstellungen im Wilhelminischen Deutschland siehe Helmut Zander, Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiö-se Traditionen von der Antike bis heute, Darmstadt 1999, S. 477-550.
  • Brief Steiners an Moltke, 20.12.1914, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2,




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 451


Impulse«131.1915 folgten noch vier Briefe, acht »Notizen« und zwei »Sprüche« für Moltke, außerdem hat Steiner Moltke wohl häufiger besucht und ihm möglicher-weise auch Medikamente verordnet132. Inhaltlich gehören Steiners Texte allesamt zur Gattung der seelsorgerlichen Literatur, sie sollten »objektiven Trost«, wie Stei-ner meinte, liefern, indem sie Moltkes Lage und den Weg des deutschen Volkes als karmisch sinnvolles Geschick erklärten. »Der Seele sicherster Gewinn ist, Karma zu ertragen«, versicherte Steiner am 23. September 1915 Moltke133. Konkret wer-den Moltkes militärische Entscheidungen während des Kriegsausbruchs von Stei-ner sanktioniert. Das im Augustbeginn 1914 von ihm Getane sei »vor dem Gang der Ereignisse in der Geschichte […] das Allerwichtigste« gewesen134. Kritische Fragen an Moltkes militärische Entscheidungen stellte Steiner nicht.


Das Konvolut von Steiners Briefen an Moltke besitzt über die biographische Bedeutung für die letzten Lebensmonate Moltkes hinaus bemerkenswerte Eigen-heiten im Kontext von Steiners Œuvre, weil es einen eigentümlich spiritistischen Zuschnitt besitzt. Am 9. Februar 1915 etwa leitete Steiner Ausführungen, die er in toto in Anführungszeichen setzte und so als fremde Aussagen kennzeichnete, mit der Bemerkung ein, daß sie »sich mir im geistigen Gedenken an Sie von der Ihnen bekannten Seite her vor die Seele gestellt« hätten; am 23. November dieses Jahres verwies er auf seinen »innern Drang«, die Dinge so und nicht anders zu schreiben. Strukturell beschreiben diese kryptischen Aussagen eine Funktion als spiritisti-sches Medium, und dies bestätigt auch Steiners Interpretationsanweisung: »Mit gutem Grund setze ich diese Worte in Anführungszeichen. Ich habe nichts an die-sen Sätzen bloß erdacht135.« Diese spiritistische Interpretation wird durch einige charakteristische Formulierungen gestützt: die Deklaration als »Notizen« oder die Kennzeichnungen als Äußerungen einer »Geistwesenheit« 136. Wären nicht einige Faksimiles von Steiners Handschriften beigegeben, müßte man angesichts dieser zwar nicht ganz überraschenden, so doch bemerkenswert starken spiritistischen Orientierung an der Echtheit der Dokumente zweifeln.


Mit einem »Spruch« vom 24. Dezember 1915 brechen Steiners Briefe und »No-tizen« an Moltke ab. Johannes Tautz sieht den Grund in Steiners häufiger Anwe-senheit in Berlin bei den Moltkes während des ersten Halbjahres 1916. Steiner sei »immer auf unmittelbare Einladung von Eliza von Moltke, mit Ausnahme des letz-ten Gesprächs, das Moltke selbst erbeten hatte, vierzehn Tage vor seinem Tod« dort gewesen. So habe sich auch der »vertrauensvolle Austausch« beider Männer »bis zum Tode Moltkes« fortgesetzt137.


Welche Bedeutung die Kontakte mit Steiner für Moltke besaßen, ist nicht zu er-mitteln, da Moltkes Antworten, wenn es sie gab und noch geben sollte, unzugäng-lich sind. Recht intensive Kontakte setzen Steiners Schriftstücke jedenfalls voraus.



  • , Bd 2, S. 56-73,87-99. Brief Steiners an Moltke, 23.11.1915, in: Ebd., S. 93-95; dieser Brief beginnt mit dem Hinweis auf »meinen letzten Besuch bei Ihnen«. Hinweise auf die Gabe von Digitalis in einem Brief Steiners vom Mai 1921; ebd., Bd 2, S. 269,343.


  • Brief Steiners an Eliza von Moltke, Ende März/Anfang April 1915, in: Ebd., S. 66. Brief

Steiners an Moltke, 23.9.1915, in: Ebd., S. 91 f., hier S. 91.

  • , S. 92.
  • Brief Steiners an Moltke, 23.11.1915, ebd., S. 95. Brief Steiners an Moltke, 9.2.1915, in: Ebd., S. 62 f., hier S. 62.
  • Notiz Steiners für Eliza und Helmuth von Moltke, 3.8.1915, in: Ebd., S. 69 f., hier S. 69.
  • Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 22 f.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


4 52     MGZ 62 (2003)                                                                                       Helmut Zander


Denkbar ist eine mehr oder minder weitgehende Konversion zu Steiners theoso-phischem (oder spiritistischem) Gedankengut, aber ebensogut kann Moltke bis zu sei-nem Tod Steiners Vorstellungen gegenüber kritisch geblieben sein. Für die zweite Option spricht zum einen Moltkes Position noch im November 1915, wie Steiner sie wiedergab: »Excellenz sprachen gelegentlich meines letzten Besuchs bei Ihnen von den Schwierigkeiten, die der Erringung einer inneren Gewißheit über die geistige Welt entgegenstehen138.« Zum anderen hat Steiner in seiner Verteidigung Moltkes 1921 behauptet, daß Moltke ihm »vom Homburger Besuch« am 7. November 1914


  • »bis zu seinem Tode nicht weniger und nicht mehr Glauben geschenkt [hat] als durch zehn Jahre vorher«139. Unabhängig von dieser Frage wird Moltkes hohes In-teresse für religiöse Fragen in seiner letzten Lebensphase von dritter Seite bestätigt140.


Aus anthroposophischer Perspektive sieht alles klarer aus. Moltke seien, so et-wa Johannes Tautz, aus der Begegnung mit Steiner »Schicksalsgewißheiten« er-wachsen, Moltke habe nur (aber immerhin) »zunächst Schwierigkeiten« gehabt, »eine karmische Anschauung aufzunehmen«. Viele Anthroposophen glauben, Molt-ke habe Steiners Reinkamationslehre angenommen und sich als Reinkarnation von Papst Nikolaus I. (858-867) verstanden, der gleichfalls gegenüber einem Kaiser – Lothar II., der versucht hatte, seinen Ehebruch zu legitimieren – widerständig ge-blieben war. Tautz berichtet sogar, daß ihm diese Inkarnationsfolge von Steiner »wahrscheinlich im August 1915« eröffnet worden sei141. Als Beleg für Moltkes neuen Reinkarnationsglauben wird dabei ein Exzerpt Moltkes über Nikolaus I. aus Gregorovius’ Geschichte der Stadt Rom angeführt142: Dies ist aber kein sonderlich überraschender Befund, da Moltke und seine Frau ein beträchtliches Interesse an


“Rom besaßen; der Beleg eines Reinkamationsglaubens bei Moltke läßt sich aus die-sem Exzerpt nicht konstruieren143.


  • Brief Steiners an Moltke, 23.11.1915, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 93-95; ähnlich ist der Tenor von Steiners nachträglichen Deutungen im Jahr 1921; Steiner, Über »Erwiderungen« auf den »Matin«-Artikel (wie Anm. 104), S. 412.


  • Steiner, Über »Erwiderungen« auf den »Matin«-Artikel (wie Anm. 104), S. 412 f. Das her-meneutische Problem dieser Stelle liegt in Steiners Absicht, Moltke als eigenständigen und nicht »okkult« beeinflußten Entscheidungsträger hinzustellen und sich von einer Mit-schuld an der Marne-Niederlage freizuhalten.


  • Bircher, Die Krisis in der Marneschlacht (wie Anm. 62), S. 276 zitiert aus dem Brief eines ungenannten Sozialdemokraten, der vom 15.5.1916, also drei Tage vor Moltkes Tod da-tiert, und der Moltke besucht hatte: »Eine Stunde fast ausschließlich über religiöse Fragen«.


  • Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 22 f.
  • Abgedruckt in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 77-83.
  • Ob dieses Exzerpt beispielsweise etwas mit Eliza von Moltkes längeren Aufenthalten in Rom zu tun hat, ist unklar. Schon 1905 hatte Moltke seine und seiner Frau Rom-Begei-sterung dokumentiert; Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 303 (25.1.1905); S. 319 (4.3.1905). Ganz so fern lag zumindest in seinem Umkreis ein strukturell vergleichbares Denken nicht. 1905 freute sich Moltke über die Ansicht eines liberalen Pfarrers, »daß die Entwicklung der Menschenseele nach dem Tode weitergeht, daß ein Zwischenreich existiert; er meinte, daß die Seele nach dem Tode durch Sympathie in Kreise gezogen werde, die ihr gleichgestimmt seien, daß höhere Geister sich der Seelen der Verstorbenen annehmen, sie belehren und sie allmählich von Sphäre zu Sphäre he-ben.« (Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente – wie Anm. 5 – , S. 343 – 28.9.1905). Nachtodliche Entwicklungstheorien sind seit dem 18. Jahrhundert weit verbreitet; die Reinkarnation ist dabei nur eine Variante; vgl. Zander, Geschichte der Seelenwanderung (wie Anm. 129), S. 356-361 oder 515-526. Ein Glaube Moltkes an Reinkarnation scheint mir letztlich nicht belegbar zu sein, er liegt allerdings durchaus im Bereich des Denkba-ren. Von daher bleibt Mombauers Vermutung (Moltke – wie Anm. 3 -, S. 289), Moltke ha-be seine Verantwortung für den Krieg karmisch bewältigt, spekulativ.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 4 53


Am Tag nach Moltkes Tod stand Steiner an seiner Bahre und rezitierte »drei große mantrische Strophen«144. Damit verlagerte sich Steiners Trostfunktion ganz auf Eliza von Moltke. Sie blieb bis zu Ihrem Tod der Anthroposophischen Gesell-schaft verbunden. Auf Vorträgen Steiners gehörte sie zu seinem Kreis großbür-gerlicher und adeliger Damen, und schließlich wurde sie von einem Priester der Christengemeinschaft beerdigt145. Ihr teilte Steiner nicht nur mit, daß auch sie in ihrer vorherigen Inkarnation in Rom gewesen sei146, sondern schickte ihr bis zu seinem körperlichen Zusammenbruch im Jahr 1924 nebst einem guten Dutzend Briefe auch fast 50 »Mitteilungen«, die erste zwei Tage nach Moltkes Tod, die letz-te am 17. Juni 1924147. In ihnen berichtete Steiner von Moltkes karmischem Schick-sal und übermittelte Botschaften des Verstorbenen aus dem »Jenseits«, in denen historische und familiäre Ereignisse (wobei die Angehörigen nur leicht ver-schlüsselt sind148) gedeutet werden. Auch Eliza von Moltke habe derartige »Mit-teilungen« ihres Mannes erhalten149. Eliza von Moltke und Steiner fungierten da-bei in klassischer Weise als spiritistische Medien, wenngleich es sich in anthro-posophischer Perspektive um eine »objektive« Einsicht in »höhere Welten« han-delte.



Steiner vertraute die Beförderung seiner Kundgaben Helene Röchling an, ei-ner reichen Mannheimer Anthroposophin aus dem inneren Kreis der Anthroposo-




  • Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 27. Steiners Totenre-de, die den Verstorbenen hoch lobt, aber ohne historisch relevante Informationen ist, in Rudolf Steiner, Unsere Toten, Dornach 1984 (= Rudolf-Steiner-Gesamtausgabe, Bd 261), S. 322-325.


  • Heinz Müller, ein junger Anthroposph, berichtet in: Spuren auf dem Weg. Erinnerun-gen, Stuttgart 1983, S. 18 f. von einem Vortrag Steiners im Herbst 1921 in Stuttgart. Dort betraten »mit Oberstleutnant Seebohm […] zwei Ehrfurcht gebietende Damen den Saal. Wie sich später herausstellte, waren es die Frau von Moltke, die Witwe des Chefs des Generalstabes, und Frau Margaretha Morgenstern. Sie gingen ganz weit nach vorn, wo offenbar einige Reihen reservierter Plätze waren, und blieben dort im Gespräch mit meh-reren anderen führenden Anthroposophen längere Zeit stehen.« 1928 erschien sie bei der Verlesung des Dramas »Der Chef des Generalstabs« von Albert Steffen in Dörnach zu-sammen mit der anthroposophischen Ärztin Ita Wegman (Carl Lang, Erinnerungen an Frau Dr. Ita Wegman, in: Zeylmans van Emanuel Emmichoven, Wer war Ita Wegman? 3 Bde, Heidelberg 1992, Bd 2, S. 311-313, hier S. 313). Und bei der anthroposophischen Ärztin Ilse Rennfeld waren »großbürgerliche und adelige Patienten um Eliza von Molt-ke« in Behandlung; siehe Anthroposophische Ärzte. Lebens- und Arbeitswege im 20. Jahr-hundert. Nachrufe und Kurzbiographien, hrsg. von Peter Selg, Domach 2000, S. 200. – Bei Seebohm handelt es sich um den zu diesem Zeitpunkt aktiven Reichswehr-Offizier Georg Seebohm (*1884).


14Λ Brief Helene Röchling an Eliza von Moltke, 13.11.1916, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 137.

  • In der Diktion Meyers: »Mitteilungen Helmuth von Moltkes durch Rudolf Steiner für

Eliza von Moltke«, in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 259. Zur er-sten Mitteilung vgl. Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 27. Eliza habe diese Mitteilungen in einem esoterischen Ritus provoziert, indem sie dem toten Moltke seine eigenen Briefe seit Herbst 1917 vorgelesen habe; so Meyer in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 323.

14B  Auflösung in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 353.

  • Tautz, Helmuth von Moltke und Rudolf Steiner (wie Anm. 120), S. 27 f.; vgl. auch Ra-venscroft, Der Speer des Schicksals (wie Anm. 9), S. 154 f. Möglicherweise finden sich Tei-le der »Mitteilungen« an Eliza von Moltke in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 149-151.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


454       MGZ 62 (2003)

Helmut Zander



phischen  Gesellschaft150,     mit der Steiner des öfteren zusammen war und bei der er



schon auf der Fahrt zu Moltke im Koblenzer Hauptquartier Station gemacht hat-te151; außerdem übernahm eine Gräfin Keyserling (wohl Johanna Gräfin Keyser-lingk) diesen Botendienst152. Für den 9. August 1916 ist die erste dieser »Post-mor-tem-Mitteilungen« »Moltkes« erhalten (»die liebe Seele durchlebt die Seligkeit der Erkenntnis«)153. In den folgenden »Mitteilungen« mischen sich Reinkarnationsfi-liationen mit Geschichtsdeutungen, Steiner entfaltete eine umfangreiche Trost- und Sinnstiftungsunternehmung für Eliza von Moltke. Aber Steiner nutzte Moltkes »geistige Mitteilungen« wohl auch in der inneranthroposophischen Öffentlichkeit: So soll er den Friedenswillen des im Sommer 1917 zurückgetretenen Außenmini-sters Richard von Kühlmann auf den jenseitigen Einfluß Moltkes zurückgeführt haben154.





  1. Die Auseinandersetzung um die Publikation von Moltkes nachgelassenen Papieren



Nach dem Ersten Weltkrieg wurde neben der Diskussion um Steiners Besuch im Koblenzer Hauptquartier Steiners Verbindung zu Moltke durch die geplante Pu-blikation von Moltkes Briefen und Memoranden politisch relevant. Vom Mai 1919 datiert Steiners Vorwort zu einer solchen Veröffentlichung, die Moltke vom Stig-ma des Feldherrn, der die Schuld an der Niederlage Deutschlands trug, salvieren sollte: Die »Schuld« am Kriege. Betrachtungen und Erinnerungen des Generalstabchefs


  • Moltke über die Vorgänge vom Juli 1914 bis November 1914155. Der genaue Inhalt dieser Schrift ist nicht ermittelbar, solange kein Exemplar öffentlich zugänglich



  • Zu ihrem Leben siehe: Helene Röchling – Biographisches, in: Beiträge zur Rudolf-Stei-ner-Gesamtausgabe, Heft 120, Dornach 1998, S. 31-33. Daß sie zum Kern der Anthropo-sophischen Gesellschaft gehörte, dokumentiert ihr Zugang zu den maurerischen Ritualen vor 1914. Rudolf Steiner, Zur Geschichte und aus den Inhalten der erkenntniskultischen Abteilung der Esoterischen Schule 1904-1914, Dörnach 1987 (= Rudolf-Steiner-Gesamt-ausgabe, Bd 265), S. 419. Röchling war im übrigen die Patentante von Marieliza Gräfin d’Huc-Bethusy d’Huc; d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4).


  • Lindenberg, Steiner. Eine Chronik (wie Anm. 127), S. 353, 383; Zwischenstation auf der Fahrt nach Koblenz, ebd., S. 354.


  • So die Erinnerung von d’Huc-Bethusy/von Berghes, Gespräch (wie Anm. 4).
  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 120.
  • Friedrich Rittelmeyer, Meine Lebensbegegnung mit Rudolf Steiner, Stuttgart 1947, S. 110. Eine weitere Verwendung ist 1924 auf einer anthroposophischen Tagung auf Gut Kober-witz in Schlesien belegt; Johanna Gräfin Keyserlingk, Zwölf Tage um Rudolf Steiner, Stuttgart 1949, S. 33, hier nach Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 348.


  • Die »Schuld« am Kriege. Betrachtungen und Erinnerungen des Generalstabchefs H. v. Moltke über die Vorgänge vom Juli 1914 bis November 1914. Herausgegeben vom »Bund für Dreigliederung des sozialen Organismus« und eingeleitet in Übereinstimmung mit Frau Eliza ν. Moltke durch Dr. Rudolf Steiner (= Schriften des Bundes für Dreigliede-rung des sozialen Organismus, Stuttgart: Druck und Verlag von Greiner & Pfeiffer 1919). Abdruck.des Titelblattes vom angeblich letzten, nicht eingestampften (so Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 1, S. 4) Exemplar ebd., Bd 1, S. 381; Titelblatt auch abgedruckt bei Hans Kühn, Dreigliederungszeit. Rudolf Steiners Kampf für die Gesell-schaftsordnung der Zukunft, Dornach 1978, S. 177.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 455


ist156, jedoch dürften neben Moltkes Briefen und seinen »Betrachtungen und Erin-nerungen« vom November 1914 Steiners Vorwort von 1919 und Eliza von Molt-kes dann 1922 publiziertes Vorwort wesentliche Bestandteile gebildet haben157. In dieser Veröffentlichung hätten dann die Debatten in der deutschen Führungsspit-ze während der Julikrise 1914 aus erster Hand und wohl erstmalig die Öffentlich-keit erreicht. Daneben wäre Steiners Auffassung, daß der Krieg durch »militäri-sches Denken« und »Kriegshetzer« gegen die »politische Stimmung« ausgelöst worden sei158, dokumentiert worden, aber dies wäre nur ein Nebenschauplatz ge-wesen.


Die »Schuld« am Kriege wurde allerdings noch vor ihrer öffentlichen Rezeption für Steiner zum Debakel, weil die Generalität fürchtete, das Ansehen der militäri-schen Führung, der Familie Moltkes und des Kaisers könnten durch Moltkes Aus-lassungen geschädigt werden. Das im Mai 1919 gedruckte Buch kam am 27. Mai durch die Vermittlung Emil Molts, eines Anthroposophen und Stuttgarter Indu-striellen, der zugleich Gründer der ersten Waldorfschule war, in die Hände Hans Adolf von Moltkes, zu diesem Zeitpunkt preußischer Legationsrat in Stuttgart, der seinen Vater Fritz, Helmuth von Moltkes Bruder, als Familienoberhaupt davon un-terrichtete159. Bereits am 28. Mai erhielt General Wilhelm von Dommes, der von 1905 bis 1910 Moltkes erster Adjutant gewesen war und zu dem Moltke freund-schaftliche Beziehungen unterhalten hatte, den Auftrag, sich um die Angelegenheit zu kümmern, am 30. Mai war er bei Eliza von Moltke. Nach Einsicht in das Buch stand sein Urteil fest: »Ausgegeben aus Indiskretion. Sehr üble Sachen drin«160. In Abstimmung mit Viktor Naumann, der zu diesem Zeitpunkt im Auswärtigen Amt mit der Wahrnehmung der Geschäfte des Direktors der Nachrichtenabteilung be-auftragt war, machte sich Dommes auf den Weg zu Steiner. Als Dommes am 1. Ju-ni in Stuttgart eintraf, hatte Hans Adolf von Moltke die Schrift schon zurückhal-




  • In einem der anthroposophischen Archive in Dornach dürfte sich ein erhaltenes Exem-plar finden. Eines in der Deutschen Bibliothek Leipzig, das John C.G. Röhl, Zwei deut-sche Fürsten zur Kriegsschuldfrage. Lichnowsky und Eulenburg und der Ausbruch des Ersten Weltkrieges, Düsseldorf 1971, S. 13 noch gesehen hat, wurde mir seitens der Bi-bliothek als nicht vorhanden gemeldet (schriftliche Mitteilung vom 24.11.2000). Moltkes »Betrachtungen und Erinnerungen« und Eliza von Moltkes Vorwort wurden 1922 ab-gedruckt in: Moltke, Erinnerungen, Briefe, Dokumente (wie Anm. 5), S. 8 – 28 und S. VII-XV; Steiners Vorwort findet sich als: Vorbemerkungen zu »Die >Schuld< am Krie-ge«, in: Aufsätze über die Dreigliederung (wie Anm. 104), S. 386-397. Bei den in Hel-muth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 373-405 abgedruckten Materialien ist unklar, in welchem Verhältnis sie zu der Veröffentlichung von 1919 stehen.


  • Im Vorwort des Jahres 1922 findet sich der Hinweis auf die geplante Veröffentlichung drei Jahre zuvor, es ist also zumindest überarbeitet worden; Moltke, Erinnerungen, Brie-fe, Dokumente (wie Anm. 5), S. VII.


  • Steiner, Vorbemerkungen zu »Die >Schuld< am Kriege« (wie Anm. 104), S. 394. Dies war Steiners Auffassung während einiger Monate nach dem Ende des Krieges. Ansonsten vertrat er deutschnationale Positionen.


  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 488, Anm. 147; vgl. auch Chri-stoph Lindenberg, Der geschichtliche Ort der Dreigliederungsinitiativen Rudolf Stei-


ners. Eine historische Untersuchung der Jahre 1916-21, in: Die Drei, 55 (1985), S. 641-672, hier S. 663, der aber die Weitergabe der Vorausexemplare nur als Vermutung bezeich-net.


leo  Wilhelm von Dommes, Die Tagebuchaufzeichnungen zwischen dem 28. Mai und dem

  1. Juni 1919, abgedr. in: Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 1, S. 410-413, hier S. 410.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


456      MGZ 62 (2003)                                                                                      Helmut Zander


ten lassen161. Am Nachmittag dieses Tages sprach Dommes fünf Stunden lang mit Steiner, wobei er den Schwerpunkt seiner Argumentation wohl auf sachliche Feh-ler Moltkes in der Darstellung von strategischen Operationen legte162. Steiner ha-be sich, Dommes Ausführungen zufolge, mit der Begründung verteidigt, »er ha-be Eindruck bei den Feinden machen wollen durch Veröffentlichung für uns un-angenehmer Wahrheiten« und zudem konzediert, daß »die Gründe, die ihn zur Veröffentlichung veranlaßt hätten«, nach Dommes’ Ausführungen »entfielen«. Stei-ner habe schließlich versprochen, die schon ausgegebenen, allenfalls zwanzig Ex-emplare möglichst wieder einzuziehen und Indiskretionen zu verhindern163.


Nach den Aufzeichnungen von Dommes war Steiner bei dieser Publikation die treibende Kraft. Als er, Dommes, am 30. Mai Eliza von Moltke besuchte, sei sie »sehr herunter durch Gewissensbisse über Veröffentlichung« gewesen. Steiner »hat ihr zugesetzt, ihr Mann wünsche die Veröffentlichung (geistige Welten – Brief von dort!)«164. Steiner soll mit anderen Worten seine »übersinnlichen« Einsichten, die von ihm »übermittelten«, postmortal genannten Mitteilungen »Moltkes« als Druck-mittel gegenüber Eliza von Moltke benutzt haben, um die Aufzeichnungen ihres Mannes zu veröffentlichen. Steiners »Mitteilungen« an Eliza von Moltke bestätigen dies. Um den 1. Mai herum forderte »Moltke«/Steiner >notwendigerweise< eine »Klarstellung der Tatsachen«, am 3. Mai bestätigte er in einem Brief Eliza von Molt-kes Zustimmung zur Veröffentlichung165. Offenbar war Moltkes Witwe diesem Druck psychisch nicht gewachsen und stimmte einer Veröffentlichung zu, signa-lisierte aber nach der Rücknahme der Veröffentlichung ihre Erleichterung. Dom-mes’ Fahrt zu Steiner habe sie »erfreut« registriert, über das Ergebnis sei sie nach ihren »furchtbaren Gewissensbissen«, die sie »sehr nervös« gemacht hatten, »sehr froh« gewesen.


Die 50 000 gedruckten Exemplare wurden eingestampft, die finanziellen Kosten trug die Familie Moltke166. Mit der Regelung war auch die Regierungsseite bis hin zu Viktor Naumann einverstanden, der das Ergebnis am 4. Juni billigte. Zum Ab-druck der Dokumente kam es dann 1922 doch, allerdings ohne Steiners Vorwort.




  1. Die beiden Moltkes und Steiner – Eine erste Bewertung


Der politisch meßbare Effekt der Beziehung Steiners zu Helmuth von Moltke ten-diert per saldo gegen Null. Daß Steiner auf Moltkes militärische Entscheidungen



  • , S. 410. Angaben zu Naumann in: Akten zur deutschen auswärtigen Politik 1918-1945. Ergänzungsband zu den Serien A-Ε, Göttingen 1995, S. 481.
  • Dommes, Tagebuchaufzeichnungen (wie Anm. 160), S. 411. Steiner bestätigt Dommes’ durch seine eigenen Aufzeichnungen von diesem Gespräch (Helmuth von Moltke 1848-1916 – wie Anm. 7 – , Bd 1, S. 414), so daß die Auffassung von Lindenberg, Steiner (wie Anm. 86), Bd 2, S. 662, die Punkte von Dommes seien »nicht zuverlässig überlie-fert«, nicht zu halten ist.


  • Dommes, Tagebuchaufzeichnungen (wie Anm. 160), S. 411 f.
  • , S. 410.
  • Helmuth von Moltke 1848-1916 (wie Anm. 7), Bd 2, S. 231 und S. 235.
  • Dommes, Tagebuchaufzeichnungen (wie Anm. 160), S. 410-412. Auflagenhöhe nach Lin-denberg, Steiner (wie Anm. 86), Bd 2, S. 662.




Download Date | 6/6/18 10:27 PM


Der Generalstabschef Helmuth von Moltke und das theosophische Milieu 457


bei ihrem Zusammentreffen am 27. August 1914 Einfluß genommen haben könn-te, ist auf Grundlage der zugänglichen Quellen als unwahrscheinlich einzustufen. Erst die Stilisierung der Niederlage an der Marne machte dieses Treffen zu einem »okkulten« Wendepunkt des Krieges und Steiners »Hilfen« zum Verrat an der deut-schen Sache. Derartige Konstruktionen besitzen teils schlichte, teils paranoide Zü-ge und sind komlexitätsreduktive Versuche, die scheinbar unbegreifliche Nieder-lage begreifbar zu machen.


Der im August 1914 noch weitgehend unpolitisch denkende Steiner hat wahr-scheinlich mit Moltke eher über menschliche Sorgen, vielleicht auch über weltan-schauliche Fragen gesprochen. Er traf dabei auf einen gebildeten Generalstabschef, der in den Jahren zuvor auch unorthodoxe weltanschauliche Fragen ventiliert hat-te und der im Gegensatz zu vielen Kollegen im Offizierkorps als sensibler Mensch galt, gleichzeitig aber mit strategischen und Führungsaufgaben möglicherweise überfordert war. Daß der in des Kaisers Protektion großgewordene Moltke von sei-nem »Kriegsherrn« drei Wochen vor dem Treffen mit Steiner, am Beginn des Krie-ges, gedemütigt wurde, bringt Moltkes prekäre Situation symbolisch auf den Punkt. In einer solchen Lage mag ein »Feldherr« in der relativen menschlichen Isolation einer herausgehobenen Stellung dankbar für einen Gesprächspartner wie Steiner gewesen sein. Allerdings darf man selbst diese Dimension nicht überschätzen: Es war vor allem Moltkes Frau Eliza, die auf dieses Treffen gedrängt hatte.


In der Möglichkeit, über schwierige weltanschauliche Fragen mit einem inter-essanten Widerpart sprechen sprechen zu können, liegt denn auch Steiners Reiz für Moltke während der knapp anderthalb Jahrzehnte, in denen sich Moltke ab 1903/04 mit Steiner und seiner Theosophie beschäftigte. Für die Spekulationen ei-nes weitreichenden okkulten oder theosophischen Einflusses gibt es allerdings in den veröffentlichten Quellen keine Belege; und da zu vermuten ist, daß man gerade diese Dokumente anthroposophischerseits veröffentlicht hätte, wenn sie existier-ten, ist die Bedeutung der Theosophie für Moltke als sehr begrenzt einzustufen. Moltke hatte in einem durchaus üblichen Umfang von der klassischen Theologie abweichende Vorstellungen und war bereit, sich auch mit heterodoxen Vorstel-lungen zu beschäftigen – das ist im Vergleich mit manchen Zeitgenossen viel, aber mehr war es auch nicht. Möglicherweise beschäftigte sich Moltke jedoch nach sei-ner Absetzung in den verbleibenden anderthalb Lebensjahren intensiver mit theo-sophischen Lehren, vielleicht erwog er reinkarnatorische Vorstellungen, aber für ei-ne regelrechte Konversion zur Theosophie gibt es keine Belege.


Die eigentlich theosophische Figur war Eliza von Moltke. Sie bewegte sich in einem noch unzureichend erforschten, esoterikinteressierten Milieu in der Ober-schicht des Kaiserreichs, zu dem selbstverständlich auch Soldatenfamilien gehör-ten. Sie illustriert, wie man sich bei der Sinnsuche und der Bewältigung des privaten Lebens »heterodoxer« Quellen zwischen Spiritismus, Christian Science und Theo-sophie bedienen konnte. An der Konstellation Moltke – Steiner wird die Vernet-zung von Soldaten, namentlich von Offizieren, mit den esoterischen Milieus des Kai-serreichs exemplarisch deutlich; es ließen sich leicht weitere Beispiele beibringen. Im Haus Moltke jedenfalls stellte Eliza von Moltke die Verbindungen zu esoteri-schen Gruppen und Vorstellungen her: Sie war während der gesamten hier be-handelten Zeit gläubige Spiritistin, worüber sie seit Anfang des 20. Jahrhunderts den Mantel der Theosophie gedeckt hatte. Sie propagierte in ihren Kreisen Ok-kultismus und Theosophie, und sie fädelte die Begegnungen Steiners mit Moltke ein. Ihre Beziehung zu Steiner bildete das theosophische Zentrum, um das Hei-





Download Date | 6/6/18 10:27 PM


458     MGZ 62 (2003)                                                                                    Helmut Zander


muth von Moltke nur wie ein Satellit kreiste. Erst aufgrund seiner historischen Be-deutung wurde ihm in den zwanziger Jahren eine intensive Beziehung zu Steiner zugeschrieben, die es in dieser Dichte nicht gegeben hatte.

Mit diesen Annäherungen an das Verhältnis von Moltkes privater Lebens-führung und seiner Rolle als Offizier stößt man an eine Grenze von Reflexionen über militärische Entscheidungen im Rahmen biographischer Überlegungen. Dies liegt vordergründig an der geringen Bedeutung der hier ins Zentrum gerückten Beziehungen Helmuth von Moltkes zum theosophischen Milieu. Ihr hermeneuti-scher Schlüssel sind von Moltkes weitgespannte kulturelle, namentlich religiöse Interessen, die nicht das Bild eines auf militärisches Denken fixierten Generals ent-stehen lassen – obwohl er 1914 zu denen gehörte, die auf eine militärische Ent-scheidung drängten. Aber wie man auch immer die persönliche mit der militäri-schen Dimension von Moltkes Leben korreliert: Sie lassen sich nicht, wie vor al-lem die »Bewältigungsliteratur« nach 1918 meinte, kausal aufeinander beziehen. Da-hinter steht ein grundsätzliches Problem: Während die militärstrategischen Entscheidungen und ihre Genese inzwischen weitgehend offenliegen, bleibt Molt-kes Forum internum verschlossen. Aber dies ist kein spezifisches Problem dieses Beitrages, sondern eine prinzipielle Grenze biographisch arbeitender Historiogra-phie.





































Download Date | 6/6/18 10:27 PM